Andreas Rudkjøbing: Hensynet til vores børn og unge er vigtigere, end at rygerne fortsat kan få billige cigaretter

Andreas Rudkjøbing: Hensynet til vores børn og unge er vigtigere, end at rygerne fortsat kan få billige cigaretter

04.06.2019

.


Politikerne bør efter valget hæve prisen på cigaretter markant. Det er den mest effektive måde at beskytte især vores børn og unge mod den livsfarlige tobak – og det hensyn er langt vigtigere end hensynet til dem, der ønsker at ryge.

Kommentar af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

Rygning er en af de største trusler mod folkesundheden i Danmark. Hvert år dør 13.600 af rygningsrelaterede sygdomme. Dertil kommer cirka 8.000 nye tilfælde af kræft, et stort antal tilfælde af lunge- og hjertekarsygdomme samt mange andre følgesygdomme, som resulterer i flere dårlige leveår for rygerne. Dårlige leveår, som nuværende og tidligere rygere får som konsekvens af den afhængighed, som tobakkens nikotin fastholder dem i, til trods for at et flertal på tre ud af fire fortryder, at de nogensinde begyndte at ryge.

Derfor er det skræmmende og sørgeligt, at antallet af rygere er stigende. 23 procent af danskerne – næsten hver fjerde – ryger, viste tal fra Sundhedsstyrelsen tidligere på året. 16 procent af de 16-24-årige ryger dagligt.

Andelen af rygere er højest blandt lavindkomstgrupper i samfundet, herunder socialt udsatte. Det betyder, at den gruppe rammes langt oftere af rygerelaterede sygdomme end resten af samfundet. Samtidig er sandsynligheden også høj for, at deres børn bliver rygere. Det er en uacceptabel social ulighed i sundhed vi er vidne til på rygeområdet, og den skal brydes. Alle skal have lige mulighed for at vælge et liv uden afhængighed af nikotin. Derfor skal vi beskytte især børn og unge mod den livsfarlige tobak.

Igennem lang tid har vi i Lægeforeningen talt højt om, hvor vigtigt det er at få nedbragt antallet af rygere, og at vi sikrer, at færre begynder på den usunde vane. Derfor bliver politikerne nødt til at tage beslutninger om at gøre det, der virker: Prisen på tobak skal markant op. Det er meget glædeligt, at flere partier i løbet af valgkampen har lyttet til dette budskab og nu har gjort det til deres politik. Senest også Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

 

Derfor bliver politikerne nødt til at tage beslutninger om at gøre det, der virker: Prisen på tobak skal markant op
_______

 

Men højere priser kan naturligvis ikke stå alene: Al tobak skal gemmes væk under disken i butikken. Forbuddet mod salg af tobak til børn og unge skal håndhæves, og vi skal sikre, at eleverne i både folkeskolen og på alle typer af ungdomsuddannelser har en totalt røgfri skoletid. Samtidig skal flere rygere tilbydes rygestopkurser, og rygestopmedicin på kurserne skal gøres gratis.

Resultaterne fra lande, som har sat prisen på tobak op, taler imidlertid for sig selv. I Norge er en pakke cigaretter næsten dobbelt så dyr som i Danmark. Det har betydet, at andelen af unge mellem 16 og 24 år, der ryger dagligt, er faldet til tre procent.

Det politiske flertal på Christiansborg har indtil nu ikke lyttet: ”Det er den enkelte persons eget frie valg, om man vil inhalere røgen fra cigaretten,” har argumentet ofte lydt fra især blå bloks politikere. Og højere priser, forbud og andre forebyggelsestiltag vil ifølge flere politikeres mening begrænse det frie valg.

Visse stemmer i debatten fremfører også det argument, at en stigning i priserne på cigaretter vil ramme rygere med lave indkomster og socialt udsatte borgere ekstra hårdt økonomisk. Men realiteten er, at mange af disse borgere ikke rammes økonomisk, fordi de faktisk holder op med ryge, hvis prisen sættes op. Lavindkomstgrupper og socialt udsatte har – som alle andre – krav på at blive beskyttet imod sygdom og alt for tidlig død. I mine øjne er det kynisk, at nogle politikere er villige til at opgive at hjælpe bestemte samfundsgrupper til mindre sygdom og en bedre sundhed.

Det er desuden på tide, at vi afliver myten om, at det at ryge er et reelt frit valg. Faktorer som pris og tilgængelighed er altafgørende for, om man begynder på tobakken. Børn og unge vælger forbrug og livsstil under kraftig påvirkning fra det miljø, de færdes i – venner, familie og reklamer – og ingen børn og unge kan overskue de langsigtede konsekvenser for deres helbred og sundhed, det kan have at tage det første sug af cigaretten. Når først afhængigheden er skabt, så er ens frie valg sat ud af kraft. Så derfor spørger jeg: ”Hvor frit er det såkaldte frie valg så ift. at kunne stoppe med tobakken igen?” Ikke specielt frit.

Nikotinen i tobakken er et psykoaktivt stof, der påvirker hjerne og centralnervesystem. Der er stor risiko for, at afhængighed skabes allerede efter ganske få ugers rygning – især hos unge mennesker. Derfor er det alt for nemt at sige, at rygning er et frit valg. Faktisk viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at mere end syv ud af ti af dem, der ryger eller tidligere har røget, aldrig ville begynde, hvis de skulle leve deres liv om. Hele 62 procent af alle, der ryger til daglig, ønsker at stoppe med at ryge.

 

Der er stor risiko for, at afhængighed skabes allerede efter ganske få ugers rygning – især hos unge mennesker. Derfor er det alt for nemt at sige, at rygning er et frit valg
_______

 

Regeringens mål om en røgfri generation i 2030 bliver umulig at opnå, hvis ikke politikerne snart tager sundhedsudfordringen med tobakken alvorlig. En rapport fra Sundhedsstyrelsen, der udkom lige før påske, dokumenterer, at hvis udviklingen i unges rygemønstre fortsætter uden store ændringer – som fx markante prisstigninger på cigaretter – så vil 32 procent af de drenge, der i dag er 13 år, være rygere i 2030, når de er 25 år. Den tilsvarende andel for pigerne vil være 27 procent.

Afgifter og forbud er normalt ikke populære politiske tiltag. Sandsynligvis er det også derfor, at nogle politikere holder igen med at begrænse forbruget af tobak med fx højere priser. Men sidste år viste en undersøgelse faktisk, at et flertal af danskerne gerne vil hæve priserne på cigaretter.

Rygning er så alvorlig en trussel mod folkesundheden, at politikerne er nødt til at skride til handling nu. Voksne, som vil ryge, vil fortsat kunne det. Men hensynet til folkesundheden bør vægte langt højere end at vi stiltiende ser på, at børn og de unge fanges ind af den afhængighed, som følger med tobakken. Lægeforeningen er ikke ude i et forbudsærinde, der forhindrer voksne mennesker i at købe cigaretter, men det udelukker ikke det forebyggende arbejde. Når man kender konsekvenserne af rygning, er det naturligt med et fokus på de unge, som er særligt følsomme overfor en højere pris.

Så efter valget må politikerne tage ansvar for at beskytte borgerne mod lidelser som KOL, kræft, hjertesygdomme og et generelt dårligt helbred, som er direkte følger af rygning. ■

 

Når man kender konsekvenserne af rygning, er det naturligt med et fokus på de unge, som er særligt følsomme overfor en højere pris
_______

 



Andreas Rudkjøbing (f. 1980) er formand for Lægeforeningen og nyvalgt formand for Verdenslægeforeningens Komité for Medicinsk Etik. ILLUSTRATION: Rygere [foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix]