09.04.2019

Hvad enten vi anskuer forholdet mellem USA og Kina i lyset af magt- og sikkerhedsdynamikker, økonomisk interdependens og globale samarbejdsdynamikker eller socialt konstruerede identitetsdynamikker, er der al mulig grund til at forvente, at de strategiske rivaliseringstendenser intensiveres yderligere i de kommende år.

Af Andreas Bøje Forsby

Uanset om handelskrigen mellem verdens to suverænt største økonomier er sat i bero, er det amerikansk-kinesiske forhold tynget af en stadig mere vidtgående mistillid. I en skelsættende tale på Hudson-instituttet 4. oktober langede USA’s vicepræsident, Mike Pence, voldsomt ud efter, hvad han betegnede som Kinas ”aggressioner”, ”tvang” og ”undertrykkelse”, og pointerede i forlængelse heraf: ”Vi vil ikke lade os intimidere, vi vil ikke vakle”. Talen afspejler et gennemgribende skifte i synet på Kinas opstigning, som efterhånden har indfundet sig i samtlige dele af det amerikanske politiske etablissement. Amerikanerne betragter i dag Kina som
en strategisk rival og revisionistisk stat, hvis magt og indflydelse skal inddæmmes så vidt muligt. Spørgsmålet er så, hvorfor det amerikansk-kinesiske forhold er blevet så anspændt, og hvorvidt de to stater ligefrem er på kollisionskurs.

Fra normalisering til rivalisering
Da USA og Folkerepublikken Kina for 40 år siden oprettede diplomatiske relationer – formelt ved at indvie deres respektive ambassadekontorer den 1. marts – havde tøbruddet mellem de to koldkrigsfjender allerede været adskillige år undervejs. Det blev for alvor igangsat af præsident Nixons ugelange statsbesøg i Folkerepublikken i 1972, hvor parterne forpligtede sig i Shanghai-kommunikéet til at normalisere deres indbyrdes relationer. Den formelle normalisering i 1979 lagde på mange måder fundamentet for Deng Xiaopings succesfulde reformkurs og åbning af Kina for omverdenen efter knap tre årtiers fejlslagne bestræbelser på at udleve den socialistiske revolutionsdrøm under formand Mao (1949-1976). Ikke blot fordi amerikansk udviklingsbistand i 1980’erne bidrog til Folkerepublikkens økonomiske modernisering, men især fordi normaliseringen var en vigtig forudsætning for Kinas vellykkede integration i det internationale samfunds institutionelle arkitektur. Hen ad vejen blev især adgangen til vestlig teknologi og knowhow samt de vestlige eksportmarkeder afgørende for Kinas hastige transformation fra underudviklet landbrugssamfund til boomende industriøkonomi. Nu, hvor Folkerepublikken er i færd med at tage det næste skridt op ad udviklingsstien til en højteknologisk vidensøkonomi, spiller forholdet til Vesten og ikke mindst USA stadig en uhyre vigtig rolle for Kinas fortsatte modernisering.

Imidlertid har Trump-administrationen med sin handelskrig kastet grus i maskineriet på det kinesiske vækstlokomotiv. Et er, at handelssanktionerne har haft en nedkølende effekt på den kinesiske økonomi. Noget andet og mindst lige så alvorligt er, at handelskrigen allerede har øget risiciene for virksomheder, der vil investere og operere kommercielt i Kina, fordi der nu er sået tvivl om landets position i den globale økonomi. Samtidig har amerikanerne iværksat en omsiggribende kampagne mod den kinesiske tech-gigant Huawei med henblik på at presse især USA’s europæiske partnere og allierede til ikke at lade Huawei installere den nye 5G-baserede IT-infrastruktur. Offensiven mod Huawei skal først og fremmest ses i lyset af en voksende amerikansk bekymring over Kinas ambitiøse målsætninger for landets udvikling inden for en række højteknologiske nøglesektorer, fastsat i strategiplanen ’Made in China 2025’ (fra 2015).

 

Er den voksende strategiske rivalisering mellem USA og Kina blot af midlertidig karakter eller snarere udtryk for en mere langsigtet udviklingstendens?
_______

 

Hertil kommer en stadig mere eksplicit amerikansk kritik af kinesernes såkaldte ’nye silkevejsprojekt’ (på engelsk: ’Belt and Road Initiative’). Det er et projekt, som via massive infrastrukturelle investeringer synes at lægge fundamentet for en mere sino-centrisk international orden med Beijing i en mere dominerende rolle som et geoøkonomisk omdrejningspunkt. Den amerikanske kongres er også begyndt at markere sig mere direkte i forhold til kinesiske kerneinteresser såsom Taiwan i form af ny lovgivning, der skal styrke båndene mellem Washington og Taipei. Og endelig har Trump-administrationen sørget for, at den amerikanske flådes tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav er blevet mere synlig. Det forstærker alt sammen indtrykket af, at der er ved at udkrystallisere sig et strategisk rivaliseringsmønster.

Den amerikanske kursændring huer bestemt ikke kineserne. I sin tale på den årlige sikkerhedskonference i München i februar (MSC19) advarede Yang Jiechi, kommunistpartiets udenrigspolitiske topstrateg, mod den tiltagende unilateralisme, protektionisme og konfrontationslogik i international politik – med slet skjult henvisning til USA. I samme åndedrag rakte han hånden frem mod den amerikanske regering med en opfordring til at få løst handelskonflikten og sammen opbygge et mere stabilt og konstruktivt samarbejdsklima. Det samme budskab har de seneste måneder præget de statskontrollerede medier og kommunistpartiets PR-organer, som konstant fremhæver Kinas internationale ansvarlighed og samarbejdsvilje. Men omvendt understreges også magthavernes beslutsomhed i forhold til selv at bestemme landets udviklingskurs frem for at tilpasse sig Washingtons diktater.

Er den voksende strategiske rivalisering mellem USA og Kina blot af midlertidig karakter eller snarere udtryk for en mere langsigtet udviklingstendens? Trækker de centrale drivkræfter for forholdet mellem de to stormagter i samme retning, eller er billedet så broget, at det levner chancer for at undgå den nuværende konfrontationskurs? Med vanlig fare for at forsimple virkelighedens kompleksitet kan man pege på tre sæt af drivkræfter, som spiller afgørende ind på det amerikansk-kinesiske forhold.

 

Set ud fra realisternes historieforståelse vil systemiske magtforskydninger uvægerligt være ledsaget af stærke sikkerhedspolitiske spændinger – og indimellem ligefrem udløse væbnet konflikt mellem de rivaliserende stormagter
_______

 

Drivkraft #1: Den sikkerhedspolitiske rivalisering
Det første sæt af drivkræfter er de magt- og sikkerhedsdynamikker, som udspiller sig mellem stormagterne i det internationale statssystem. Ifølge den realistiske tilgang til studiet af international politik er sådanne dynamikker et iboende aspekt af statssystemets anarkiske struktur. Realisterne pointerer derfor, at stormagterne er tvunget til at tage vare på deres egen sikkerhed og samtidig holde et vågent øje med magtbalancen. Hermed bliver den relative magtfordeling i systemet (uni-, bi- eller multipolaritet) en helt central brik til at forstå de overordnede interaktionsmønstre mellem stormagterne, hvoraf én altså indtager en form for hegemonisk position i et unipolært system. I et mere dynamisk perspektiv rettes fokus mod de såkaldte hegemoniske transitionsfaser, dvs. perioder, hvor den dominerende stormagt udfordres af en opstigende stormagt, som nærer ambitioner om at omforme den eksisterende internationale orden. Set ud fra realisternes historieforståelse vil systemiske magtforskydninger uvægerligt være ledsaget af stærke sikkerhedspolitiske spændinger – og indimellem ligefrem udløse væbnet konflikt mellem de rivaliserende stormagter.

Selvom Kina stadig halser efter USA på visse områder – især militærteknologisk – er Folkerepublikken ene om at have den fornødne demografiske, økonomiske og geopolitiske kapacitet til at kunne udfordre USA’s unipolære magtposition i de kommende årtier. Uanset om kineserne rent faktisk forsøger at opbygge og påtage sig lederskabet for en regional orden i Østasien – ganske som USA historisk set fortrængte de øvrige stormagter fra den vestlige halvkugle – vil Kinas voksende magtposition i Asien og Stillehavsregionen ifølge realismen nødvendigvis have en destabiliserende effekt. I takt med at Kinas magtkapacitet og indflydelsessfære udvides, vil det kinesiske regime ikke blot være tilbøjelig til at stå hårdere på landets kerneinteresser, navnlig i forhold til uløste territorialstridigheder, men også have et naturligt behov for bedre at kunne beskytte landets ekspanderende geoøkonomiske interesser (handelsmæssige forsyningslinjer, strategiske investeringer, silkevejsprojektet m.v.). Det afføder en række brudflader med regionens øvrige lande samt ikke mindst USA, som i årtier har domineret Asien og Stillehavsregionen i sikkerhedspolitisk forstand.

 

At USA og Kina i stigende grad vil optræde som strategiske rivaler på hver sin side af de magt- og sikkerhedspolitiske skillelinjer i Asien og Stillehavsregionen, hersker der ikke tvivl om, hvis man skal tro realismen
_______

 

De senere års udvikling synes på flere måder at støtte op om realismens dystre antagelser. Gennem et storstilet moderniseringsprogram har den kinesiske ledelse på få årtier forvandlet Folkets Befrielseshær fra en papirtiger til en regional magtfaktor. Udviklingen har været mest iøjnefaldende til havs, hvor den kinesiske flåde med omkring 300 krigsskibe i dag er verdens største. USA’s flåde er, takket være sit militærteknologiske forspring, dog stadig verdens stærkeste. Sideløbende har Kina søsat en veritabel armada af kystbevogtningsfartøjer og paramilitære patruljebåde som frontlinjekombattanter i landets mange suverænitetskonflikter i både Det Østkinesiske og Sydkinesiske Hav. Og med konstruktionen og militariseringen af syv kunstige øer i øgruppen Spratlyerne i Det Sydkinesiske Hav har Kina skabt voldsomme dønninger både regionalt og internationalt.

Endelig vil man i en realistisk optik også hæfte sig ved, at Kina generelt har anlagt en mere selvhævdende udenrigspolitisk kurs. I adskillige tilfælde har Beijing søgt at intimidere nabolande – såsom Japan (i konflikten om øgruppen Senkaku/Diaoyu), Sydkorea (ifm. landets installation af missilforsvaret THAAD), Vietnam (olieressourcer under havbunden), Filippinerne (maritime grænsedragninger i Det Sydkinesiske Hav) samt Taiwan (ét-Kina-politikken).

Det øger alt sammen risikoen for sammenstød mellem Beijing og Washington. Siden Den Kolde Krigs ophør har USA fastholdt sin vidtforgrenede bilaterale sikkerhedsarkitektur i Asien og Stillehavsregionen, det såkaldte ’hub and spoke system’, der er baseret på formaliserede sikkerhedsgarantier til Japan, Sydkorea, Taiwan, Australien, New Zealand, Filippinerne og Thailand. Samtidig har amerikanerne opdyrket sikkerhedspolitiske partnerskaber med en række andre strategisk vigtige lande – især Singapore og i de senere år også Vietnam og Indien.

Denne sikkerhedsarkitektur sikrer USA adgang til en lang række oversøiske militærbaser, som lægger fundamentet for en fremskudt militærstrategisk position, herunder ca. 40.000 og 28.000 udstationerede amerikanske tropper i henholdsvis Japan og Sydkorea. Med andre ord er USA allerede massivt til stede i Kinas baggård, og amerikanerne forsøger på forskellig vis at inddæmme Kinas voksende magt i regionen bl.a. gennem USA-ledede multilaterale militærøvelser, omfattende patruljeringsaktiviteter samt de såkaldte ’Freedom of Navigation’-operationer, hvor den amerikanske flåde håndhæver retten til fri sejlads tæt på Kinas kystlinjer.

At USA og Kina i stigende grad vil optræde som strategiske rivaler på hver sin side af de magt- og sikkerhedspolitiske skillelinjer i Asien og Stillehavsregionen, hersker der ikke tvivl om, hvis man skal tro realismen. Spørgsmålet er udelukkende, om de to stormagter ligefrem vil geråde sig ud i en væbnet konflikt.

 

Spørgsmålet er udelukkende, om de to stormagter ligefrem vil geråde sig ud i en væbnet konflikt
_______

 

Drivkraft #2: Interdependens og samarbejde
Det næste sæt af drivkræfter handler om, hvordan staterne i det internationale system bindes stadig tættere sammen i kraft af forskellige globaliserings- og samarbejdsdynamikker. Dette perspektiv forbindes i studiet af international politik typisk med liberalismen, som anlægger et mere optimistisk og fremskridtsorienteret syn på verden.

For det første pointeres det, hvordan globaliseringen som følge af en række grænseoverskridende økonomiske, sikkerhedspolitiske og miljømæssige udfordringer øger staternes gensidige afhængighed og behov for at koordinere deres adfærd med hinanden. For det andet fremstilles mellemstatsligt samarbejde som både givtigt og rationelt med henvisning til økonomiske incitamenter (komparative fordele kan udnyttes), regulerende institutioner (risikoen for snyd og ’free riding’ mindskes) samt den liberale internationale ordensinklusive, multilaterale karakter (medlemskab er åbent for alle stater). Og for det tredje antages det, at åbne markedsøkonomier og liberale retssamfund er mere konkurrencedygtige i den globaliserede økonomi, hvilket gradvist vil udvide kredsen af liberale demokratier.

Indtil for få år siden syntes Kinas udviklingskurs og landets forhold til USA at være skrevet ud fra en liberal lærebog. I takt med intensiveringen af liberale markedsreformer op gennem 1990’erne og 2000’erne tog Kina, især under præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabaos ledelse (2003-12), også forsigtige skridt i retning af politiske reformer med fokus på udvidet ytringsfrihed, stærkere retsstatsprincipper, øget transparens i forvaltningen, tydeligere magtdelingsnormer samt lokale græsrodsdemokratiske eksperimenter. På den internationale scene optrådte Beijing også i stigende grad som en ansvarlig stormagt i forhold til centrale problemstillinger, såsom spredningen af masseødelæggelsesvåben, kampen mod klimaforandringer, bidrag til fredsbevarende FN-operationer samt styringen af den globale økonomi.

 

Kommunistregimets stadig mere repressive og vilkårlige magtudøvelse har således fuldstændigt elimineret den liberale drøm om, at Kina med tiden vil tilslutte sig kredsen af liberaltsindede nationer
_______

 

Efter at Kina i 2001 blev medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO, forstod kineserne dygtigt at udnytte det globale frihandelsregime og egne komparative fordele til at blive verdens største handelsnation (fra 2013). Sideløbende hermed udviklede Beijing et tæt økonomisk samkvem med Washington, som hen ad vejen har medført, at Kina i dag rangerer som USA’s største kreditornation (med værdier for omkring 1.200 mia. dollars i 2018) såvel som landets største handelspartner (samhandlen beløb sig til 676 mia. dollars i 2018).

I forlængelse af den globale finanskrise (2007-09) begyndte brudfladerne mellem USA og Kina dog at blive mere iøjnefaldende. Kinas mere selvhævdende udenrigs- og sikkerhedspolitik fik Obama-administrationen til at lancere den såkaldte ’Pivot to Asia’ (’drejning mod Asien’), som med afsæt i en række diplomatiske, økonomiske, værdipolitiske og sikkerhedspolitiske initiativer skulle styrke USA’s strategiske tilstedeværelse i regionen. Alligevel hilste Obama fortsat Kinas opstigning velkommen, betonede primært samarbejdsmulighederne og søgte ihærdigt at forpligte Kina til at tage større ansvar for håndteringen af centrale globale udfordringer. Det gjaldt især stimuleringen af markederne efter den globale finanskrise, inddæmningen af Irans og Nordkoreas atomvåbenprogrammer samt koordineringen af indsatsen på klimaområdet.

Imidlertid fremstår de liberale antagelser ikke længere som nogen strømpil for udviklingen i det amerikansk-kinesiske forhold. Siden Xi Jinpings magtovertagelse i efteråret 2012 er de liberale reformer gradvis blevet rullet tilbage, i takt med at kommunistpartiet kræver øget loyalitet af de traditionelle medier, udøver mere vidtgående censur i forhold til de sociale medier, anlægger en hårdere linje over for politiske dissidenter og tager nye overvågningsteknologier i brug for bedre at kunne kontrollere civilsamfundet samt ’uregerlige’ religiøse minoriteter. Endvidere er magten blevet centraliseret omkring og personificeret ved Xi i en grad, der vækker mindelser om Mao-æraens Folkerepublik. Kommunistregimets stadig mere repressive og vilkårlige magtudøvelse har således fuldstændigt elimineret den liberale drøm om, at Kina med tiden vil tilslutte sig kredsen af liberaltsindede nationer.

Mindst lige så alvorligt – set fra et liberalt perspektiv – er det, at Trump-administrationen med ’”America First’ som sit allestedsnærværende udenrigspolitiske mantra ikke blot underminerer flere af den liberale ordens bærende principper – især frihandel og multilateralisme – men også bevidst søger at modarbejde den økonomiske interdependens mellem USA og Kina.

Allermest alarmerende er det, at USA og Kina i dag ikke synes at have nogen fælles interesser af betydning og tilmed heller ikke længere kan finde fælles fodslag på tidligere samarbejdsområder – herunder som nævnt kampen mod klimaforandringer, den globale økonomi og inddæmningen af Irans og Nordkoreas atomvåbenprogrammer.

Den forstemmende konklusion er, at de liberale drivkræfter synes at have sluppet deres tag i USA og Kina, og at de to lande ikke på nogen meningsfuld måde kan beskrives som partnere på den internationale scene.

 

Den forstemmende konklusion er, at de liberale drivkræfter synes at have sluppet deres tag i USA og Kina, og at de to lande ikke på nogen meningsfuld måde kan beskrives som partnere på den internationale scene
_______

 

Drivkraft #3: Identitet og fremmedgørelse
Det tredje sæt af drivkræfter for udviklingen i det amerikansk-kinesiske forhold udspringer af basale identitetsrelaterede dynamikker. Inden for studiet af international politik har konstruktivismen demonstreret, hvordan staters selvforståelse samt deres forestillinger om andre stater på fundamental vis former deres indbyrdes relationer. Identitetsdynamikkerne tager ofte deres afsæt i dybt forankrede ideologiske, nationale eller religiøse grundforestillinger, men samtidig understreger konstruktivismen disse forestillingers konstruerede, foranderlige og altså narrative karakter.

Det er særligt relevant at studere identitetsnarrativer hos stormagterne, fordi deres status og magtudøvelseskapacitet giver dem friere rammer til at forme udenrigspolitikken ud fra deres egne grundforestillinger. Til tider kan stormagternes indbyrdes relationer hermed være gennemsyret af sociale identitetsdynamikker, som dog i andre perioder kan være trængt i baggrunden af de øvrige drivkræfter.

I hvilken udstrækning påvirker USA’s og Kinas identitetsforestillinger deres indbyrdes forhold? I første halvdel af Den Kolde Krig (1950-60’erne) var forholdet tydeligvis præget af antagonistiske identitetsforestillinger, idet Maos socialistiske idealsamfund med dets revolutionære ideologiske dagsorden kolliderede direkte med USA’s eget missionerende virke for den liberale kapitalisme. Men da de ideologiske stridigheder mellem Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina i løbet af 1960’erne for alvor begyndte at dominere Beijings strategiske kalkuler, var vejen banet for 1970’ernes tilnærmelse mellem Kina og USA. Fra Deng Xiaopings magtovertagelse i 1978 nedtonede kommunistregimet de ideologiske mantraer og koncentrerede sig om den økonomiske modernisering. Derfor spillede identitetsdynamikker generelt set en sekundær rolle i det amerikansk-kinesiske forhold helt frem til indeværende årti.

 

Siden Trumps indtog i Det Hvide Hus er der blevet vendt op og ned på identitetsdynamikkerne. Forestillingen om at være ’den liberale verdens fyrtårn’ har i USA måttet vige for et langt mere nationalistisk identitetsnarrativ
_______

 

De første indikationer på, at identitetsdynamikker atter ville indtage en mere fremtrædende position i forholdet mellem USA og Kina, kom i forbindelse med Obama-administrationens ’pivot to Asia’ i 2011. Den strategiske rebalancering af USA’s udenrigspolitiske fokus og ressourcer hen imod Asien og Stillehavsregionen rummede nemlig også en værdipolitisk komponent, som tydeligvis var rettet mod Kina. Dels proklamerede Obama-administrationen, at man ville skabe et netværk af ’ligesindede stater’, som skulle fungere som et bolværk mod de voksende illiberale tendenser i regionen. Dels begyndte amerikanske toppolitikere med udenrigsminister Hillary Clinton i spidsen at kritisere kommunistregimet mere direkte for dets repressive fremfærd i forhold til Kinas hjemlige internetfrihed, ligestilling mellem kønnene og menneskerettighedspolitik m.v. På deres side tog magthaverne i Beijing til genmæle ved at afvise amerikanernes ’indblanding i Kinas indre anliggender’, forsvare landets ret til at vælge sin egen udviklingsmodel og i stigende grad forfægte et alternativt (sino-centrisk) syn på centrale begreber som demokrati og menneskerettigheder.

Men siden Trumps indtog i Det Hvide Hus er der blevet vendt op og ned på identitetsdynamikkerne. Forestillingen om at være ’den liberale verdens fyrtårn’ har i USA måttet vige for et langt mere nationalistisk identitetsnarrativ, der sætter ’USA først’ og prædiker rendyrket nulsumslogik i Washingtons udenrigsrelationer – ikke mindst til Kina.

Endnu mere interessant bliver udviklingen, fordi også kineserne har anslået en mere nationalistisk tone under Xi Jinpings ledelse, uagtet at Folkerepublikken officielt set fortsat bekender sig til ’socialisme med kinesiske karakteristika’. I dag fortæller det dominerende kinesiske identitetsnarrativ historien om, hvordan Riget i Midten igennem årtusinder var et civilisatorisk omdrejningspunkt for verden, hvordan Kina måtte gennemleve et ’ydmygelsens århundrede’ (fra Opiumskrigene og frem til Folkerepublikkens etablering i 1949), og hvordan Kina takket være kommunistpartiets fremsynede ledelse er i færd med at genvinde fordums styrke og opnå omverdens respekt som stormagt. I denne fortælling spiller USA en ofte implicit rolle som en neoimperialistisk hegemonimagt, der bevidst stræber efter at forhindre Kina i at realisere sit fulde potentiale.

Med andre ord synes identitetsdynamikker på vej til igen at blive en væsentlig – og foruroligende – drivkraft i det amerikansk-kinesiske forhold. Men snarere end koldkrigstidens universalistiske ideologier er identitetsnarrativerne på begge sider i dag drevet af nationalistiske forestillinger, som i bedste fald vil få USA og Kina til at afsondre sig fra hinanden, i værste fald at portrættere hinanden i fremmedgørende termer.

En ny slags stormagtrivalisering?
Perspektiverne for det amerikansk-kinesiske forhold tegner ikke ligefrem opløftende.

Hvad enten vi anskuer forholdet i lyset af magt- og sikkerhedsdynamikker, økonomisk interdependens og globale samarbejdsdynamikker eller socialt konstruerede identitetsdynamikker, er der al mulig grund til at forvente, at de strategiske rivaliseringstendenser intensiveres yderligere i de kommende år.

Imidlertid kan udviklingen i forholdet ikke reduceres til disse tre sæt af drivkræfter. Andre faktorer er også på spil, herunder statsledernes indbyrdes relationer samt indenrigspolitiske forhold. Eksempelvis var den ’gode personlige kemi’ mellem Trump og Xi under topmøderne i Mar-a-Lago (Florida) og Beijing i løbet af 2017 stærkt medvirkende til at dæmpe rivaliseringstendenserne. Indenrigspolitiske forhold kan også spille en væsentlig ’overskyggende’ rolle ved at tiltrække sig befolkningens og mediernes opmærksomhed, så stormagtsrivaliseringen glider i baggrunden. Mens Trump således må forventes at skulle bruge meget af sin energi på Mueller-undersøgelsen, en fjendtligt indstillet Kongres samt den kommende valgkamps hjemlige dagsorden, vil Xi formentlig være lige så travlt optaget af at holde ro på de indre linjer, i takt med at Kinas økonomiske opbremsning sætter spørgsmålstegn ved hans autoritet. Endelig er det ikke utænkeligt, at et præsidentskifte i USA ville kunne bane vejen for en liberal genopblomstring, som også ville omfatte forholdet til Kina.

Under alle omstændigheder er det næppe ligefrem et koldkrigslignende rivaliseringsmønster mellem Beijing og Washington, vi har udsigt til. Dels fordi ingen af parterne i dag påberåber sig konkurrerende universalistiske ideologier, og dels fordi Kina på ingen måde kan matche USA’s globale netværk af allierede og partnere, ej heller indhente amerikanernes militærteknologiske forspring på den korte bane. Det 21. århundredes stormagtsrivalisering mellem USA og Kina får utvivlsomt sin helt egen drejebog. ■

 

Det 21. århundredes stormagtsrivalisering mellem USA og Kina får utvivlsomt sin helt egen drejebog
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland