19.12.2019

Den kinesiske ambassadør i Danmark har angiveligt forsøgt at afpresse Færøerne til at vælge kinesiske Huawei som 5G-leverandør. Et rødt flag for rigsfællesskabet. Kinesisk handels- og investeringspolitik er latent sikkerhedspolitik, og riget må beskytte sig mod selvpåførte demokratiske sår i relationen med Kina.

Analyse af André Ken Jakobsson

Rigsfællesskabet er i sagen om det færøske 5G-netværk endt i et såkaldt ’gråzoneslag’ med Kinas kommunistiske etpartistat. Slag i sikkerhedspolitikkens gråzone udspiller sig i en tilstand af konflikt, der ligger mellem krig og fred, og hvor der ulmer konstante og oftest slørede udfordringer af staters evne til at træffe selvstændige politiske beslutninger. Penge, pres og pisk udgør en central del af værktøjskassen.

Det er gennem den linse, vi skal forstå essensen af den kinesiske ambassadør i Danmark, Feng Ties, trussel mod Færøerne. Han gjorde angiveligt en frihandelsaftale med Kina (om den helt afgørende færøske fiskeeksport) direkte afhængig af, at den kinesiske telegigant Huawei bliver valgt som leverandør af Føroya Teles nye 5G-netværk. Det blev afsløret via en glemt, men tændt mikrofon på erhvervsminister Helgi Abrahamsen før et tv-interview. Abrahamsen blev af sin departementschef briefet om, at ambassadøren havde forklaret den færøske regering, at “hvis Føroya Tele underskrev aftalen med Huawei, så stod alle døre åbne for en frihandelsaftale med Kina”. Men hvis ikke de valgte Huawei, “så bliver der heller ingen handelsaftale”, forklarede departementschefen. Denne opsigtsvækkende betingelse, kaster et sjældent lys på den skarptslebne spids af Kinas udenrigspolitiske kile. I Grønland har den statslige teleoperatør, TELE-POST, i kølvandet på skandalen fravalgt Huawei til en kommende 5G-udrulning. Endnu et gråzoneslag, men langt flere venter.

Afsløringen fra Færøerne er derfor blot den seneste i en række af alvorlige kinesiske udfordringer for rigsfællesskabet og bærer tre overordnede erkendelser med sig. For det første at kinesisk handels- og investeringspolitik er latent sikkerhedspolitik, og at det er et kinesisk dikteret grundvilkår, som Danmark ikke kan definere sig ud af. For det andet at Kinas strategiske pejlemærke for engagement med rigsfællesskabet i tiltagende grad sigter efter at svække rigets sammenhængskraft ved at opbygge, udbygge og udnytte politiske, økonomiske og tekniske afhængigheder. Formålet er at skabe kinesisk manøvrerum for dybere én-til-én-relationer med Færøerne og Grønland uden om København.

For det tredje at det bliver af stigende kritisk vigtighed at standse demokratisk selvskade i relationen med Kina. Prioriteringen skal fra dansk side være at håndhæve fundamentale liberale principper og demokratiske processer for at undgå intern nedbrydning af rigsfællesskabets værdigrundlag.

Inden vi kigger nærmere på disse tre punkter, må vi forstå, hvordan gråzonen fungerer som konflikttilstand, og hvordan Kinas handlinger passer ind i denne analyseramme. En kort opridsning af rigsfællesskabets eksistentielle sikkerhedspolitiske landskab sætter scenen: NATO er med USA i spidsen – som den tætteste og vigtigste allierede – rigets beskytter via en nuklear sikkerhedsparaply. Men i USA står afskrækkelse samt potentiel udkæmpelse af konventionel krig mod Kina øverst på den sikkerhedspolitiske dagsorden. En ligestilling af amerikanske og kinesiske handlinger i relation til rigsfællesskabet er derfor fornuftsstridigt i sit udgangspunkt og blind overfor alliancemæssige forpligtelser: Kina og USA har fundamentalt væsensforskellige roller at spille i rigsfællesskabet.

 

I gråzonekonflikten er den grundlæggende præmis, at handlinger er svært gennemskuelige, og derfor iklæder fjendtlige handlinger sig gerne hverdagens almindeligheder, der nemt glider under den sikkerhedspolitiske radar
_______

 

De Tre Krigsførelser: Kina som gråzoneaktør
Gråzonekonflikt er ikke konventionel krig med krudt og kugler, men det er krigsførelse og følger krigsteoretikeren Carl von Clausewitz’ (1780-1831) diktum om, at krig er fortsættelsen af politik med andre midler. Således er gråzonen mellem krig og fred også kendetegnet ved, at værktøjer som eksempelvis økonomisk afpresning eller samfundsundergravende virksomhed tjener et politisk formål.

Fremgangsmåden for Kinas gråzonehandlinger er beskrevet i den kinesiske hærs formulering af De Tre Krigsførelser fra 2003. Doktrinen opstod som en konsekvens af, at Kinas militær i slutningen af sidste årtusind måtte kaste håndklædet i ringen over for USA. Amerikanerne havde formået at gennemføre den såkaldte Revolution in Military Affairs, der satte en helt ny standard for at benytte teknologi i konventionel krig. Kina var især overvældet af amerikanernes formåen under Golfkrigen i 1991 og så USA’s hurtige sejr som både ekstremt revolutionerende og ildevarslende. Den amerikanske brug af præcisionsvåben og netværksbaserede operationer kunne følges live på CNN, og de grumsede grøn-sorte billeder fortalte historien om en afgrundsdyb kapabilitetskløft mellem USA og resten af verden.

Løsningen for Kina var – og er – derfor at søge andre midler end de traditionelt militære for at konkurrere med Vesten med det klare mål at undgå en eskalering til traditionel konflikt. De Tre Krigsførelser – den kinesiske militærdoktrin – handler derfor specifikt om at udvide kamppladsen til sociale rum for at føre informationskrigsførelse, psykologisk krigsførelse og juridisk krigsførelse. Disse platforme benyttes til at fremme Det Kommunistiske Partis – og dermed statens – politiske mål.

For over et årti siden, blev der fra amerikansk side råbt vagt i gevær over for gråzonemetoderne, da vurderingen var, at disse skulle imødegås aktivt for at undgå en rebalancering af det sino-amerikanske forhold til Kinas fordel. Det lykkedes ikke for USA, der nu i stedet befinder sig i en konstant global gråzonekonflikt med kineserne om magt og tilstedeværelse. Det ultimative spørgsmål er, hvor kampen mellem de liberale og autoritære princippers betydning for den kommende verdensorden lander.

I gråzonekonflikten er den grundlæggende præmis, at handlinger er svært gennemskuelige, hvad angår motivation, intention og ofte også afsenderen, og derfor iklæder fjendtlige handlinger sig gerne hverdagens almindeligheder, der nemt glider under den sikkerhedspolitiske radar. De Tre Krigsførelser er trods ophavet ikke begrænset til militærets aktiviteter, da formålet netop er at kæmpe i gråzonen med alle statens til rådighed stående midler. De udgøres blandt andet af kinesisk propaganda, der kamuflerer sig som nyhedsjournalistik, når den engelsksprogede og kommunistparti-ejede avis China Daily har faste flerside-indlæg i New York Times eller engelske The Telegraph under titlen ‘China Watch’.

Endnu dybere under radaren arbejder det store partistyrede påvirkningsapparat, myndigheden United Front Works Department eller Kinas ”magiske våben”, som organisationen betegner sig selv i en lækket manual fra 2014. Manualen fortæller også, at hensigten med påvirkning uden for Kinas grænser er at samle trosfæller samt at bekæmpe fjender, der ser Kina som en potentiel trussel og rival – en kamp, der er blevet intensiveret under præsident Xi Jinping.

 

Handelspolitik er for Kina én af mange knapper, der kan skrue op og ned for temperaturen, når en stat skal presses på bestemte politiske beslutninger. Derfor blev færøsk fiskeeksport med et fingerknips til et kinesisk magtinstrument
_______

 

Bekymringen for at miste politisk fodfæste i eget hus gennem kinesisk indflydelse er ikke forbeholdt rigsfællesskabet. Australien har oplevet, at den kinesiske strategi har spiddet det politiske system i en årrække. I 2017 præsenterede daværende premierminister, Malcolm Turnbull, ny lovgivning rettet mod at beskytte australsk politisk autonomi. Det skete ifølge Turnbull på baggrund af efterretningsrapporter, der kom med en række ”meget alvorlige advarsler”, og formålet med lovændringerne var dengang at imødegå påvirkningsaktiviteter af ”skjult, tvangsmæssig eller korrumperende” karakter. Denne formulering bør reciteres af enhver stat, der i størrelse og gørelse blegner i sammenligning med Kina og derfor må manøvrere i de konstant anspændte relationer, som på diplomatisk vis kun luftes bag lukkede døre – eksempelvis mellem en departementschef og hans minister.

Det kinesiske forsøg på afpresning af Færøerne spænder over alle dele af De Tre Krigsførelser: Det er et forsøg på at udnytte modstanderens svagheder (en lille nation med stor afhængighed af fiskeeksport, som ikke er under EU’s beskyttende vinge), der puster til interne konflikter (både internt på Færøerne og i rigsfællesskabet angående selvstændighed) og via den juridiske og mediemæssige krigsførelse at iklæde sig liberale principper om lovbestemt fri og lige konkurrence for private firmaer. Denne forklædning bruges til at delegitimere relevante sikkerhedsspørgsmål om Huawei og firmaets tilknytning til staten og kommunistpartiet. En yderligere optrapning er Huaweis eget sagsanlæg i Frankrig mod blandt andre seniorforsker Valerie Niquet, der har udtalt, at Huawei er under statens og kommunistpartiets kontrol.

I relation til Færøerne er det åbenbart, at der ikke er tale om en kinesisk ambassadør, der på egne vegne er løbet løbsk i handelskrigen med USA. Berlingske kunne gennem aktindsigt afsløre, at opløbet til afpresningsforsøget var et tidligere diplomatisk møde, som ambassadøren nu opfølgende havde fået bemyndigelse til – fra det kinesiske udenrigsministerium, må man forstå – at give en officiel tilbagemelding på. Den kinesiske stats interesse i en frihandelsaftale med Færøerne blev således sat på spil for at sikre Huawei 5G-kontrakten – sanktioneret fra højeste sted.

Kinesisk handelspolitik er latent sikkerhedspolitik
Afsløringen fra Færøerne sætter to streger under gråzonens ledende princip, nemlig at aktører benytter alle statens til rådighed stående midler under tærsklen for krig. Handelspolitik er for Kina én af mange knapper, der kan skrue op og ned for temperaturen, når en stat skal presses på bestemte politiske beslutninger. Derfor blev færøsk fiskeeksport til Kina med et fingerknips til et kinesisk magtinstrument.

Kommunistpartiet bruger på denne måde de tilgængelige midler til at placere den teknologiske kronjuvel Huawei i samfundskritisk infrastruktur. Det blev for nyligt også tydeliggjort i et offentligt forum, da den kinesiske ambassadør i Tyskland luftede tanken om at ramme tysk bileksport. Måske vil Kina erklære tyskproducerede biler for usikre, hvis kommende tysk lovgivning om 5G-leverandører betyder udelukkelse af Huawei, lød det fra Wu Ken ved et arrangement hos erhvervsmediet Handelsblatt. Det vil Kina dog ikke, måtte man forstå, men samtidig blev det truende understreget, at den kinesiske regering ikke vil se stiltiende på et tysk forbud.

 

Valget af vestlige og kinesiske producenter bliver med hastige skridt et både moralsk, ideologisk og alliancemæssigt anliggende. Med andre ord er avanceret teknologi og viden sikkerhedspolitik i højere grad end nogensinde før
_______

 

Der er store spørgsmål på spil: Kontrollen med og over national kritisk infrastruktur er den enkelte regerings legitimerende karakteristikum over for sin egen befolkning: Kan staten ikke levere forsyningssikkerhed såsom el, tele, vand og varme, så har den ikke kontrol over sit eget territorium og er grundlæggende illegitim som udbyder af sikkerhed til folket. Og når alt fra robotskalpeller til brug under hjerneoperationer over selvkørende biler og ansigtsgenkendende sikkerhedskameraer fremover bliver koblet op på et lynhurtigt og responsivt 5G-netværk, så bliver kontrollen med 5G et spørgsmål om regeringers evne til at regere og overleve.

Spørgsmålet, som det kinesiske forsøg på afpresning rejser, er således, i hvilken grad stater er villige til ultimativt at lægge deres egen politiske legitimitet og opretholdelse i hænderne på Huawei, som ifølge national kinesisk efterretningslovgivning skal samarbejde hemmeligt med kinesiske efterretningstjenester.

De tætte bånd mellem Huawei og kommunistpartiet skal også læses ind i Kinas store, fysiske infrastrukturprojekter som led i udbygningen af Den Nye Silkevej over Asien, Afrika og til Europa. Sideløbende hermed etableres nemlig den Digitale Silkevej, der skal forbinde informationsrummet mellem Kina og resten af verden gennem kinesiske tech-giganter som Huawei.

En central del af gråzonekonflikten mellem Vesten og Kina er kampen om teknologisk dominans og evnen til at sætte tekniske standarder, herunder især på 5G-området. Det betyder, at verden bevæger sig mod en balkanisering af avanceret teknologi: Det storpolitiske pres omkring valget af 5G-leverandør er kun begyndelsen, men resultatet kan blive teknologisk regionalisme, hvor enten vestlige eller kinesiske tech-producenter dominerer territoriale områder. Sidste år udtrykte premierminister Lee fra Singapore bekymring over, at ASEAN-sammenslutningen af sydøstasiatiske stater kunne blive tvunget til at vælge mellem Kina eller USA. Avanceret teknologi i kritisk infrastruktur er med til at accelerere situationen, når nationalstater i stigende omfang kræver adgang til tech-firmaers behandling af eksempelvis krypteret information til efterforskningsbrug. Parres dette med eksponentiel kompleksitet i både software og hardware, vil stater fremover skulle basere deres teknologileverandører på tillid mere end teknisk kontrol. Valget af vestlige og kinesiske producenter bliver med hastige skridt et både moralsk (grænseoverskridende overvågning til brug for politisk undertrykkelse) ideologisk (støtte til spredning af digital autoritarisme) og alliancemæssigt anliggende. Med andre ord er avanceret teknologi og viden sikkerhedspolitik i højere grad end nogensinde før.

Bemærkelsesværdigt er det derfor også, at båndoptagelsen afslørede, at spørgsmålet om, hvorvidt Huaweis 5G-indtog på Færøerne er sikkerhedspolitik – og dermed hører hjemme i København – allerede er besvaret på de indre linjer i rigsfællesskabet. Det danske forsvarsministerium har ifølge optagelsen angiveligt advaret Færøerne mod at vælge Huawei. Selvom det måske giver lidt knas i rigsfællesskabet, er det betryggende, at Forsvarets Efterretningstjeneste og Center for Cybersikkerhed har foretaget en sådan vurdering ud fra klare sikkerhedskriterier. Alt andet ville være pligtforsømmelse på rigsfællesskabets vegne.

Der er god grund til at se på kinesiske handelssamarbejder og investeringer med sikkerhedspolitiske briller. Det gælder sågar gaver, der som bekendt ikke altid er gratis. Sidste år afslørede Financial Times og Le Monde eksempelvis, at det nybyggede hovedkvarter for den Afrikanske Union i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, var blevet systematisk aflyttet for fortrolige oplysninger hver nat gennem fem år. Hovedkvarteret var en gave fra Kina, og aflytningen fandt sted over de servere, som Huawei installerede. En historie, som både Den Afrikanske Union og Huawei dog afviser, og som Huawei har sagsøgt en lille litauisk avis for at bringe.

 

Den latente sikkerhedspolitik i kinesisk handels- og investeringspolitik bliver et pinefuldt opgør med Vestens liberale tro på, at handel og gensidige afhængigheder automatisk er fredsskabende
_______

 

At 2018 var et begivenhedsrigt år for latent kinesisk sikkerhedspolitik blev understreget, da Sri Lanka med hatten i hånden endte med 99 års udlejning af den for Kina strategisk vigtige Hambantota-havn. Der var ikke økonomisk ræson i hverken at bygge eller drive havnen, men den blev alligevel opført med kinesisk finansiering, og da Sri Lanka ikke kunne betale lånene tilbage, blev 70 pct. af havnen solgt til et kinesisk statsejet selskab og udlejet helt ind i det næste århundrede. Havnen giver langt mere mening for Kina, da den er oplagt som en fremtidig flådebase i Det Indiske Ocean.

Den latente sikkerhedspolitik i kinesisk handels- og investeringspolitik bliver dermed også et pinefuldt opgør med Vestens liberale tro på, at handel og gensidige afhængigheder automatisk er fredsskabende. Det har ellers været globaliseringens slagsang siden Sovjetunionens fald, hvorefter resten af verden blot skulle have tid til at falde ind i de liberale markedsdemokratiers rækker. Kinas globale ageren vidner om, at dén fredelige sang har fundet sit sidste vers. Interdependens-vaccinen har mistet sin beskyttende virkning al den stund, at gensidige afhængigheder bliver til gråzonevåben.

Kinas kile i rigsfællesskabet
Der er i de senere år blevet hoppet grundigt på rigsfællesskabets ømme tå, nemlig spørgsmålet om ansvarsfordeling og politisk autonomi i trekantsrelationen mellem Danmark, Grønland og Færøerne. For Færøernes vedkommende sættes rammerne gennem hjemmestyreloven fra 1948 og i tillæg overtagelsesloven fra 2005, hvorigennem flere sagsområder kan hjemtages til Thorshavn. Udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik er dog i lighed med Grønlands selvstyrelov fra 2009 undtaget og hører derfor hjemme i København.

Et forståeligt ønske om større selvstændighed fra både Færøerne og Grønland udgør en systemisk svaghed i rigsfællesskabet, som Kina kan drage fordel af. Dermed opstår der overlappende interesser mellem helt legitime bestræbelser på at have fod under eget bord og så det udefrakommende pres fra Kina, der forsøger at finde sit fodfæste i et rigsfællesskab, der allerede er mættet af mestendels vestlige interesser og relationer. Kinas tilgang til rigsfællesskabet må derfor ses som drevet af et overordnet strategisk motiv om at opbygge tættere direkte relationer til Færøerne og Grønland udenom København, der ved flere lejligheder – og med amerikansk tilskyndelse – har vist sig kritisk overfor kinesisk indflydelse. Og på trods af skepsis fra både USA og Danmark er der stor interesse at spore i Thorshavn og Nuuk grundet de mulige økonomiske gevinster.

Det nordatlantiske rum og Arktis har en central placering i Kinas globale stormagtsambitioner, hvilket fremgår klart af det kinesiske mål om en ”Polar Silkevej” til brug for sejl- og handelsruter samt ressourceudvinding. Dog er det kinesiske mulighedsrum for nuværende begrænset, da de arktiske kyststater allerede er veletablerede – og især Rusland og USA har militære interesser på spil. Derfor skal afpresningsforsøget mod Færøerne ses som en måde at arbejde på, hvor den kinesiske sikkerhedspolitiske dagsorden præsenteres som handelspolitik og samtidigt puster til gløderne i rigsfællesskabet, hvis København taler om at hjemtage en politisk proces som sikkerhedspolitisk.

 

Trumps tilbud om at købe Grønland skal ses som en reaktion på Kinas aktiviteter, og selvom den amerikanske pengepung var åben, så skal buddet nok mest forstås som et wake-up call til Danmark
_______

 

Den kinesiske kile har før slået til. Senest har en række af de største knaster i rigsfællesskabet nemlig været relateret til Kina. Den grønlandske storskalalov fra 2012 gav eksempelvis anledning til større sværdslag, og i den hjemlige danske debat blev Enhedslisten beskyldt for at spille koloniherrer over for Grønland. Storskalaloven blev omtalt som Kineserloven, fordi den blev set som en åbning for lavtlønnede kinesiske arbejdere på store mineprojekter, hvilket Enhedslisten anså for social dumping.

Andre eksempler er den omdiskuterede 2.000 m2 store kinesiske forskningsstation, som Kina ønsker at placere i Nuuk og planen om en satellitmodtagerstation til brug for klimaforskning. Altså: Kinesisk højteknologi, der ikke passer ind i amerikanernes militære ønske om at holde kinesisk overvågning ude af Grønland. Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering fra 2019 fortæller desuden, at Kina ønsker at opbygge militær viden om Arktis og bruger forskningssamarbejder til øget indflydelse. Den helt store kile var prækvalificeringen af det statsejede kinesiske entreprenørselskab China Communications Construction Company til at byde på grønlandske lufthavnsudvidelser, hvilket resulterede i store rigsfællesskabelige gnidninger og ultimativt betød, at Partii Naleraq – der ønsker selvstændighed i 2021 – forlod den grønlandske regering i september 2018 ovenpå et tilbud fra Løkke-regeringen om medfinansiering. Et dansk træk, der uofficielt sigtede mod at undgå kinesisk deltagelse. I kølvandet på denne sag har Politiets Efterretningstjeneste udstationeret personale i Nuuk og givet briefinger til udvalgte grønlandske grupper om Kinas sikkerhedspolitiske rolle.

Den amerikanske præsident Trumps tilbud om at købe Grønland skal også ses som en reaktion på Kinas aktiviteter, og selvom den amerikanske pengepung var åben, så skal buddet nok mest forstås som et wake-up call til Danmark om at tage rigsfællesskabets sikkerhed alvorligt og have øje for både detaljen og helhedsbilledet. Splittelse mellem Thorshavn, Nuuk og København over sikkerhedspolitik bliver en tilbagevendende hovedpine og giver opmuntrende åbninger for Kina.

Den amerikanske nobelprisvinder i økonomi, Thomas Schelling, har i sine studier af spilteori formuleret den gråzoneopskrift, som Kina følger. Der er tale om strategisk gradualisme – eller mere mundret: salami-metoden – der bruges til over tid at eskalere handlinger gennem små og ofte tvetydige skridt. Dermed fanges modstanderen i valget mellem at acceptere kontinuerligt større krænkelser af politisk suverænitet eller pludseligt at måtte sige fra på voldsom vis og risikere en større konflikt.

Disse skridt tages både i det store og det små, sådan som journalist Thomas Foght har afsløret gennem sin prisvindende serie på Radio24Syv kaldet ”Kina i Kulissen”, der viste, at ingen sag er for lille til, at den kinesiske ambassade i København gør officielle indsigelser i det skjulte. Trods Foghts fremragende arbejde forblev en stor del af disse historier skjulte, for mange af hans aktindsigter blev afvist med begrundelsen om, at offentliggørelse kunne skade forholdet til Kina. Det faktum bringer os til spørgsmålet om at beskytte liberale og demokratiske principper i mødet med den asiatiske kæmpe.

 

Rigsfællesskabet må se risikoen fra Kinas kile i øjnene og identificere den selvcensur, stater generelt underkaster sig for at bevare et godt forhold til kommunistpartiet
_______

 

Demokratisk selvskade
Rigsfællesskabet må se risikoen fra Kinas kile i øjnene og identificere den selvcensur, stater generelt underkaster sig for at bevare et godt forhold til kommunistpartiet. Den australske advarsel mod påvirkningsaktiviteter af ”skjult, tvangsmæssig eller korrumperende” karakter er netop den strategiske gradualisme, som vi nu ser udspille sig gennem afpresningsforsøget. Havde den stålsatte lagmand, Bárður Nielsen, givet efter for presset, var en hel række af korrumperende aktiviteter sat i værk for gennem politisk indblanding at sikre Huawei 5G-kontrakten hos Føroya Tele. Konsekvensen ville i så fald være yderligere håndtag for den kinesiske ambassadør at dreje på i fremtiden. Det skete ikke, men det færøske landsstyre greb alligevel til det ekstraordinære middel, som et fogedforbud er, for at forhindre båndoptagelsen i at blive sendt på færøsk fjernsyn. Nyhedschefen på Kringvarp Føroya, Georg L. Petersen, udtalte i forlængelse heraf til Berlingske, at: ”Nu begynder det at ligne lidt censur. Vi kan ikke sidde på oplysningerne i al evighed.”

Og det er her, at risikoen for demokratisk selvskade er størst: Når liberale principper såsom pressefriheden sættes på spil for at beskytte Kina og undgå kinesiske hævnaktioner. Det var Norges lakseeksport fx udsat for, efter Nobels fredspris blev givet til systemkritikeren professor Liu Xiaobo. Det samme er den svenske regering, der trues af Kinas ambassadør i Sverige, fordi den svenske statsborger og forlægger Gui Minhai, der er i fængsel i Kina efter angiveligt at være bortført fra Hongkong, har fået PEN’s Tucholskypris in absentia, overrakt af kulturminister Amanda Lind.

I Danmark har selvcensuren slået revner i både Grundloven og embedsværkets fundament om at styre efter lovhjemmel. Det skete, da politiet i Tibetsagen ifølge Tibetkommissionen gav klart ulovlige ordrer til demonstranter under officielle kinesiske besøg i 2012 og 2013. Det fulde omfang af den demokratiske selvskade mangler stadig at blive belyst, for Tibetkommissionen er blevet genåbnet grundet manglende eller tilbageholdte oplysninger ifm. den oprindelige undersøgelse.

Fra Danmarks side har regeringen fastholdt, at valget af 5G-leverandør er en færøsk sag, og statsminister Mette Frederiksen har tilbudt rådgivning fra Center for Cybersikkerhed. Det ligner dog rent spilfægteri at antyde, at Færøerne kan træffe en politisk beslutning på baggrund af en vurdering fra CFCS, eftersom Danmarks egne muligheder for at fravælge Huawei som TDC’s 5G-leverandør var ikke-eksisterende. Da sagen var på sit højeste i Danmark, konstaterede daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, at Net- og informationssikkerhedsloven (NIS-loven) ikke gav mulighed for politisk indblanding og et eventuelt forbud.

NIS-loven gælder ikke på Færøerne og dermed bliver det kun endnu sværere at se, hvordan valget nogensinde kan blive en færøsk beslutning på regeringsniveau. Uanset hvordan et sådant indgreb skulle finde sted, så står Thorshavn og København stadig lige tomhændede tilbage. Derfor er det meget positivt, at der tegner sig et folketingsflertal for en investeringsscreeningslov, der vil kunne håndtere problemstillingen gennem en risikovurdering og dermed undgå fremtidige spilfægterier. Det svenske Totalförsvarets forskningsinstitut har udarbejdet en oversigt, der oplister kinesiske investeringer i Sverige og konkluderer, at næsten halvdelen af alle involverede virksomheder beskæftiger sig med områder af strategisk vigtighed for Kinas Made in China 2025F-plan, der skal placere Kina på en global førsteplads i en række – især teknologiske – nøgleindustrier. Den type indsigt kan Danmark lære af og arbejdet med investeringsscreening kan kun gå for langsomt. For tilbage står, at Kinas kile i rigsfællesskabet stadig er skarp. ■

 

Arbejdet med investeringsscreening kan kun gå for langsomt. For tilbage står, at Kinas kile i rigsfællesskabet stadig er skarp
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland