29.08.2019

.

Johnsons suspendering af parlamentet er intet mindre end et institutionelt kup mod det britiske demokrati. Det bør få alle alarmklokker til at ringe i resten af Vesten. Jeg er dybt bekymret for, at vi lever i en tid, hvor nogle konservative kræfter forråder de demokratiske institutioner, som vi konservative er sat i verden for at beskytte.

Kommentar af Anders Storgaard, formand for Konservativ Ungdom

DET BRITISKE FOLK har aldrig stemt for et no-deal Brexit. Det britiske parlament har klart tilkendegivet, at det under ingen omstændigheder ønsker et no-deal Brexit. Alligevel har premierminister Boris Johnson besluttet at tilsidesætte alle demokratiske retningslinjer og suspendere det demokratisk valgte britiske parlament for at gennemtvinge sit no-deal kamikaze-Brexit. Vi er kort sagt vidne til intet mindre end et institutionelt kup mod det britiske demokrati. Det bør få alle alarmklokker til at ringe i resten af Vesten.

Jeg skal blankt erkende, at jeg som mange andre troede, at der var tale om harmløs valgkampsretorik, da Boris Johnson under kampen for at blive leder af Det Konservative Parti argumenterede for ”prorogation” – altså suspendering af parlamentet – som en løsning på Brexit-krisen. Tanken var simpelthen for absurd. I sin essens går argumentet på, at Johnson kan bruge et hul i den britiske lovgivning til at sende parlamentet på ferie, så dets medlemmer ikke har mulighed for at forhindre ham i at overskride deadlinen med EU og dermed fremtvinge et brud uden en aftale.

Prøv lige et øjeblik at overveje, hvis Mette Frederiksen i morgen valgte at sende Folketinget hjem, så hun kunne styre Danmark, som det passede hende for at forhindre trælse folketingsmedlemmer i at blande sig i hendes arbejde under en af de mest afgørende beslutninger i landets historie. Det er reelt det, vi ser i Storbritannien. Det skriger til Himlen, at det i sin grundessens er anti-demokratisk.

 

I et demokrati opløser vi ikke parlamentet, når regeringen ikke kan finde opbakning til sin politik. Vi udskriver et nyvalg og lader folket løse de stridigheder, som politikerne ikke formår
_______

 

HVORDAN ENDTE vi dog her? Det er vigtigt at huske på historien, for de såkaldte brexiteers i England forsøger i disse dage at omskrive den. Lad os skrue tiden tilbage til selve afstemningen i 2016:

Tilhængerne af et no-deal Brexit peger på folkeafstemningen som deres demokratiske legitimitet for at underløbe parlamentet. Det eneste problem er, at det overhovedet ikke var det, briterne tog stilling til for knap tre år siden. Tværtimod solgte folk som Boris Johnson og Nigel Farage en naiv forestilling om, at man kunne få alle de gode ting ved EU, men uden medlemskabet. Selv Nigel Farage snakkede sågar om en norsk model. En model med fortsat medlemskab af det indre marked og et tættere forhold til EU, end Mays aftale lagde op til.

Efter afstemningen drejede selvsamme mennesker 180 grader og begyndte på at udskælde alle, der ønskede en aftale med EU – i praksis: alt andet end no-deal – for at forråde Brexit og ignorere folkets vilje. Intet kunne dog være mere fjernt fra virkeligheden.

Det britiske parlament har flere gange klart afvist at aflyse Brexit, ligesom det klart har afvist at forlade EU uden en aftale. Der ligger altså en bunden opgave i at finde en aftale for Storbritannien, hvis Brexit-knuden skal løses. Den eneste årsag til, at briterne endnu ikke har forladt EU, er, at Boris Johnson og hans ligesindede gang på gang har stemt deres egen regerings aftaler ned sammen med remainerne, fordi de ønsker at blæse og have mel i munden på samme tid.

Se fx på den udskældte backstop, der er en løsning på grænseproblemet i Irland: Ingen parter ønsker en hård grænse til Nordirland, men man kan heller ikke have et hul i det indre marked uden grænseovergange, hvor varer kan komme uhindret ind i EU. Selv løsningen med at lade Nordirland forblive i EU blev blankt afvist fra britisk side. Det er kort sagt ikke muligt at have en blød grænse mellem et EU-land og et ikke-EU-land og på samme tid ikke være en del af toldunionen. Dette vil nemlig betyde, at varer frit kunne komme ind i EU uden nogen form for kontrol eller told. Bare spørg netop Norge, der en del af det indre marked. Den larmende tavshed, når Johnson og hans ligesindede bliver konfronteret med denne kendsgerning, vidner klart om, at deres løsninger ikke eksisterer.

NÅR FOLK SOM Boris Johnson selv har ført briterne ud til afgrunden ved at love mere, end de kunne holde, og spænde ben for alle forsøg på at lande en aftale, så klinger det ærlig talt hult at beskylde resten af parlamentet for ikke at være samarbejdsvilligt, når medlemmerne ikke blankt accepterer det kamikaze-Brexit, som vil ødelægge den britiske økonomi. Løsningen ligger også ret lige for, hvis Johnson virkelig mente, at han havde folket på sin side: Udskriv et nyvalg.

I et demokrati opløser vi ikke parlamentet, når regeringen ikke kan finde opbakning til sin politik. Vi udskriver et nyvalg og lader folket løse de stridigheder, som politikerne ikke formår. Ved et nyvalg vil vælgerne klart kunne give deres politikere besked om, hvorvidt de vil have et no-deal Brexit, en forhandlet aftale (fx Theresa Mays), eller om de føler, at de er blevet fejlinformeret om de reelle konsekvenser ved et Brexit og derfor ønsker at aflyse udtrædelsen. Når politikerne ikke kan enes, så må vælgerne give dem et nyt og mere klart mandat.

 

Konservatismen må tage udgangspunkt i et forsvar for de sædvaner, traditioner og institutioner, der binder os sammen og styrker os
_______

 

Boris Johnson kunne have valgt at udskrive nyvalg, men han tør åbenlyst ikke møde vælgerne. I stedet har han valgt at kaste landet ud i en konstitutionel krise, der truer med at undergrave hele parlamentets legitimitet. Beslutningen fik da også den konservative formand for Underhuset John Bercow til at udtale:

”At suspendere parlamentet ville være en hån mod den demokratiske proces og rettighederne for de valgte repræsentanter”, og han fortsatte med at tale om en ”konstitutionel krænkelse”. Tørt bemærkede han, at briterne altså lever i et repræsentativt demokrati.

Den synes jeg, vi skal lade hænge. Når disse ord kommer fra en mand i hans position, så burde det sige alt.

Jeg er som konservativ dybt bekymret for, at vi lever i en tid, hvor nogle konservative kræfter forråder de demokratiske institutioner, som vi som konservative er sat i verden for at beskytte. Man fristes til at spørge dem, hvordan de ville have det, hvis rollerne var byttet om, og det havde været folk som Corbyn, Bernie Sanders eller Johanne Schmidt-Nielsen, der gjorde det samme?

Konservatismen må tage udgangspunkt i et forsvar for de sædvaner, traditioner og institutioner, der binder os sammen og styrker os. Det er afgørende for sammenhængskraften i et land, at vi er enige om de regler, som vi spiller efter for at udtrykke vores uenighed – ellers er magt altid ret og et valg spørgsmålet om alt eller intet. Vi har før set, hvordan bevægelser, der påkalder sig at repræsentere folkets sande vilje, har revet fundamentet for vores samfund i småstykker ved at ødelægge de institutioner, som vi bruger til løse vores uenigheder.

Derfor bør vi alle kigge bekymret på det kup mod det britiske parlament, vi nu ser – og vi bør se med skepsis på dem, der vil tage det i forsvar. Det kan meget vel blive hos os, det næste slag skal slås – ”trends” har det som bekendt med at sprede sig fra USA og England til Danmark. ■

 

Derfor bør vi alle kigge bekymret på det kup mod det britiske parlament, vi nu ser – og vi bør se med skepsis på dem, der vil tage det i forsvar. Det kan meget vel blive hos os, det næste slag skal slås
_______

 

Anders Storgaard (f. 1994) er Landsformand for Konservativ Ungdom. ILLUSTRATION: Boris Johnson deltager til G7-topmøde i Frankrig, 25. august [foto: I-Images/Ritzau Scanpix]