31.05.2018

„Jeg godt kan forstå den nationalistiske del af højrefløjen, der ikke er glad for EU, men jeg kan ikke forstå den del af venstrefløjen, der ikke ser det indlysende, at i ethvert internationalt spørgsmål – det være sig miljø, menneskerettigheder, hjælp til fattige lande eller konflikten i Israel-Palæstina – der er EU altid den progressive faktor, mens USA veksler fra præsident til præsident, og altid skal trækkes til truget. I øjeblikket trækkes der rigtig meget. Så EU er en progressiv faktor på den internationale dagsorden, og det synes jeg, venstrefløjen ikke skulle være skeptisk over for, men i stedet anerkende fuldt og helt om nødvendigt‟.

Interview af Jonas Stengaard Jensen. I denne serie har vi tidligere talt med Mogens Lykketoft

RÆSON: Hvad angår forholdet mellem USA og Kina, er det så stadig rimeligt at tale om USA som en hegemonisk supermagt, eller er Kina ved at gøre dem rangen stridig? Er det nødvendigvis en dårlig ting – eller kan det være en god ting, at der kommer en mere multipolær global balance?
SØVNDAL: Det er i hvert fald helt sikkert, at USA og Trump i et meget hurtigt tempo er i gang med at afskrive USA’s status som moralsk stormagt i verden – og som en stormagt, man kan indgå aftaler med. Det betyder selvfølgelig, at man svækker sig selv dramatisk. Det synes jeg er ærgerligt, specielt efter en Obama-periode hvor vi så et USA, der i den grad tog et internationalt ansvar og afskar sig fra at optræde bølleagtigt. Fra amerikansk side er man i gang med at forære rigtig meget magt over til Kina. Og Kina optræder stadigvæk moderat og tænksomt på den internationale scene. Man skal huske, at Kina er et meget stort handelsland og derfor ikke har nogen økonomisk interesse i konflikt i verden – tværtimod. De har en interesse i en verden uden konflikt, hvor de stilfærdigt kan samhandle og udvide deres interesseområde. Så jeg tror, vi vil opleve et Kina, der vil drage meget nytte af et USA, der svækker sig selv så dramatisk, som det sker i øjeblikket. Samtidig må EU overveje USA som alliancepartner. Vi har traditionelt haft et meget tæt samarbejde med USA, men det er som om, det ikke giver meget mening i øjeblikket med USA’s Paris-exit og trusler om handelskrig.

RÆSON: Modsat Kina, der gør meget mere for at løfte den grønne dagsorden.
SØVNDAL: Præcis. Der optræder Kina, synes jeg, klogt både på den grønne dagsorden, men også på en række af verdens dagsordener, hvor de forsøger at lave aftaler. Det siger jeg ikke, fordi jeg beundrer alt ved Kina. Jeg synes stadig, Kina er et land, der burde komme længere med behandling af deres mindretal og overholdelse af menneskerettigheder osv.

RÆSON: Foruden ”et bælte, én vej‟-initiativet, hvor de laver enorme infrastrukturinvesteringer overalt i verden, er der også tale om en polar Silkevej omkring Grønland, som, nogle frygter, vil give Grønland bedre muligheder for mere uafhængighed, endda løsrivelse fra Danmark. Er det på nogen måde problematisk, at Kina bruger sin økonomiske magt til at købe sig indflydelse – fx i lande som Filippinerne, hvor de havde en uoverensstemmelse omkring nogle øgrupper, og hvor de undergraver den internationale domstol? Er det problematisk, at Kina bruger sin økonomiske magt på den måde?
SØVNDAL: Det er det i hvert fald på den måde, at Kina gør det. Både i Asien og Grønland. I min tid som udenrigsminister var kineserne meget optagede af at få en post som observatør i Arktisk Råd, så de kunne følge med i de aftaler, der blev indgået. Det kan man jo godt forstå, fordi Kina har den placering, det har. Det synes jeg ikke, man kan bebrejde dem. På samme måde er kineserne i gang med fuld fart i Afrika ifm. infrastruktur og handelsaftaler. Kineserne gør, hvad de kan for at skabe sig internationale venner, i modsætning til USA, der gør hvad de kan for at skabe sig internationale fjender.

RÆSON: Hvad vil du sige, Trump har vist os om USA og verden?
SØVNDAL: Han har vist os en side af USA, som vi godt vidste fandtes: den meget isolationistiske, meget tilbageskuende, miljøfornægtende. Jeg tror aldrig, nogensinde nogen havde drømt om, at den mand med de karaktertræk, der i øvrigt kendetegner ham, skulle ende med at blive amerikansk præsident. Men det viser vel noget af et amerikansk politisk system, der også er i krise og i øvrigt har været det i mange år, hvor kun 50 pct. af befolkningen stemmer. Underklassen, de dårligst stillede, stemmer ikke. Det er jo en voldsom videregivelse af magt til de magtfulde. Og så er det vel håbet, at det her valg bliver et wake-up call for det progressive, fremadskuende USA, så de sikrer sig, at næste gang så sker der en mobilisering, man ikke så ved sidste valg. Der var lidt med Sanders undervejs i valgkampen, men jeg mener: en mobilisering af de unge, ikke-hvide amerikanere, men også af de intellektuelle. Så jeg håber, det bliver et kort kapitel, men jeg må sige, at jeg er bekymret – der er jo trods alt stadig tre år endnu – og det er jo fuldstændig uberegneligt, hvad der sker med amerikansk politik efter Trump.

RÆSON: Trump afmonterer systematisk mange af Obamas bedrifter med Paris-aftalen, Iran-aftalen, og tilnærmelser over for Kina. Hvad tænker du om den form for udvikling?
SØVNDAL: Iran-aftalen både er jo en aftale med USA og Iran samt EU og Rusland. Jeg håber, at EU er med til at tegne et perspektiv for de iranere, der gerne vil verdenssamfundet, for det er totalt idioti, det Trump er i gang med, nemlig at præmiere den del af Iran, der ønsker at lukke sig og sige „Se, hvad vi sagde: man kan ikke lave aftaler med Vesten, for de løber fra det så hurtigt, de kan‟. Der håber jeg, at EU tager sig sammen og spiller en modig og beslutsom rolle og danner en fælles front imod at lade USA diktere handelsforbindelserne.

 

Det er fuldstændig uberegneligt, hvad der sker med amerikansk politik efter Trump.

 

Vi må ikke fortvivle

RÆSON: Hvordan skal vi agere over for stater, der, modsat Kina, har en mere direkte fjendtligtsindet indstilling over for det europæiske fællesskab og værdier, som fx Rusland og Tyrkiet, og til en vis grad nu også Polen og Ungarn, der er vendt på en tallerken ift. deres dagsorden?
SØVNDAL: På forskellig vis. Polen og Ungarn er jo specielle tilfælde, fordi de er medlemmer af EU, og som sådan har skrevet under på, at man overholder menneskerettigheder og etablerer en retsstat, hvor man bruger Montesquieus inddeling om den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det er alle ting, som især Ungarn, men også Polen, udfordrer. Der kan man sige, at EU’s midler er at skubbe, presse og trække med en række initiativer for at få dem til at overholde reglerne. Det er den ene sag. Den anden sag er Rusland, der optræder stadig mere som var de den forfulgte uskyldighed i verden, uanset hvad de laver, fx med Krim og Ukraine, men også i forhold til deres eget demokrati, hvor der foregår drab af journalister og udelukkelser af politiske modstandere fra den politiske proces, osv. Vi skal fastholde, at vi som sådan ikke har et fjendeforhold til Rusland, men at Rusland selv optræder på en måde, der gør det rigtig svært for Europa at have et afslappet forhold til dem. Det samme gælder der, hvor EU har en interesse i at udvide sig, hvor Rusland gør, hvad de kan for at forhindre lande, der gerne vil tættere på EU i at komme det, og placere dem i det valg, de også forsøgte at placere Ukraine i.

RÆSON: Når man ser på et eksempel som Venezuela, hvor Nicolas Maduro også har strammet grebet og forarmet landet, tror du i virkeligheden, man styrker sådanne despoter ved at lave sanktioner og spolere økonomien? Er det bedre metode at løsne op og stimulere vækst og velstand og så håbe, at der indefra kommer en bevægelse imod de her tyranner?
SØVNDAL: Det afhænger af, hvad det er for et land. Jeg tror, der er lande, hvor der ikke er nogen intern opposition, hvor det måske ikke nytter. Men i de lande, hvor der er nogen at snakke med, nogen man kan støtte som opposition, der tror jeg, det er meget vigtigt, at man støtter. Når du siger Venezuela, kommer jeg til at tænke på, at jeg rejste i Sydamerika i ’75-76. På det tidspunkt var hele Sydamerika regeret af højreorienterede, af USA installerede militærdiktaturer. Jeg var i Argentina, da der var militærkup d. 23. marts 1976. Jeg siger det her, fordi vi har gennemlevet en demokratisk udvikling, der har været helt fantastisk i den tid, jeg kan huske. Da jeg var ung, havde vi diktaturer i Europa i Grækenland, Portugal og Spanien, og hele Østeuropa var antidemokratisk. Og vel har vi stadig problemer med Polen og Ungarn, men ikke den samme type af fundamentale antidemokratiske træk. Dengang var hele Sydamerika uden undtagelser regeret af militærdiktaturer. I dag er der problemer i Venezuela, og også i Brasilien efter en ellers god periode under Lulu, men ellers er det fungerende demokratier, hvor man respekterer valg, og det er lande der af samme grund er i en kolossal økonomisk fremgang.

Så når vi ser på midlertidige tilbageskridt som Trump, Tyrkiet eller Putin i Rusland – og man skal også huske, at Rusland jo ikke har en stolt demokratisk fortid – skal man passe på med ikke at fortvivle, og vi skal fortsætte den blanding af økonomisk, politisk, og også enkelte gange militært pres for at få skubbet verden i retning af demokrati, retsstat, menneskerettigheder osv. Vi må ikke give op. Hvordan er udviklingen gået de sidste 50 år? Et godt mål kunne være levealderen. Den er steget med ca 20 leveår. Kampen mod fattigdom, der er et af FN’s hovedmål, er lykkedes i fantastisk grad. I 1990 levede en tredjedel af verdens befolkning under den absolutte fattigdomsgrænse. I 2015 var det 10 pct. Kina, Indien, de asiatiske lande, de afrikanske lande syd for Sahara samt de sydamerikanske lande er hovedforklaringen på, at det er sket. Kigger man på demokratiet som mål, så har det haft sin sejrsgang overalt i verden. Eller menneskerettigheder, hvor der trods alt er landet et internationalt normsæt i verden. På trods af Trump og Putin er det sådan, at hvis Mali eller Burkina Faso i Afrika laver et kup, så bliver de smidt ud af den Afrikanske Union, fordi regelsættet er, at man ikke kan være medlem, hvis ikke er en demokratisk stat. Det er jo fantastisk, egentlig. Det er det samme med EU apropos Polen og Ungarn. Så er det jo stadig, at uanset om man har et internationalt sæt af spilleregler, så vil der altid være lande, der bryder dem, men prisen er høj økonomisk – også for lande som Rusland.

På trods af Putin og Trump m.fl. så er jeg stadig grundlæggende optimist på vores klodes vegne. Det er jeg, fordi folk i dag har adgang til oplysninger i et omfang, de ikke havde tidligere. Det betyder, at diktatorer får det sværere. Deres magt bliver også stor, men folks mulighed for at få viden er tilsvarende større. Men det er klart, at det forudsætter, at folk gider at interessere sig for det. Der er mit håb så, at når man oplever midlertidige tilbageslag – som det i USA, Tyrkiet, Rusland – så kommer der en modreaktion, der bliver en fastere demokratisk forankring.

 

Kampen mod fattigdom, der er et af FN’s hovedmål, er lykkedes i fantastisk grad

 

Hvordan kan nogen på venstrefløjen være imod EU?

RÆSON: Nogle siger, at valget af Macron indvarsler et mere fasttømret EU præget af føderalisme. Er det blot en mere praktisk, pragmatisk tilgang vi ser, eller er det en glidebane mod United States of Europe?
SØVNDAL: Jeg tror ikke ret meget på ”United States of Europe”. Forskellighederne er for store til, at det kunne komme til at virke. Men jeg tror derimod på et europæisk samarbejde, der vil udfolde sig i retning af stadig flere praktiske områder. Der er brug for et stærkt fællesskab til at stå op imod det vanvid, Trump og Putin repræsenterer.

Det er det ene. Det andet er, at jeg godt kan forstå den nationalistiske del af højrefløjen, der ikke er glad for EU, men jeg kan ikke forstå den del af venstrefløjen, der ikke ser det indlysende, at i ethvert internationalt spørgsmål – det være sig miljø, menneskerettigheder, hjælp til fattige lande eller konflikten i Israel-Palæstina – der er EU altid den progressive faktor, mens USA veksler fra præsident til præsident og altid skal trækkes til truget. I øjeblikket trækkes der rigtig meget. Så EU er en progressiv faktor på den internationale dagsorden, og det synes jeg, venstrefløjen ikke skulle være skeptisk over for, men i stedet anerkende fuldt og helt om nødvendigt.

Jeg taler her ikke om de danske forbehold, som er en lidt mindre og i den sammenhæng lidt betydningsløs diskussion. Jeg taler om fuldt og helt at give lyd til den stemme, der priser det europæiske samarbejdes resultater, og nødvendigheden af internationalt samarbejde. Jeg forstår heller ikke den del af venstrefløjen, der synes, det er vældig vigtigt at forsvare den nationale suverænitet til sidste hjørne. Det er flot at afgive suverænitet, fx på menneskerettighedsområdet, til fordel for et sæt af fælles regler. De blev jo skrevet i blod efter anden verdenskrig.

RÆSON: Så på den måde synes du, at Macrons dagsorden er beundringsværdig og et skridt i den rigtige retning?
SØVNDAL: Jeg ved det ikke helt. For mig forekommer han også lidt for radikal. Jeg er ikke en stor beundrer af det Radikale Venstre, og han forekommer for mig helt ude af takt med den sociale dagsorden.

Grunden til, at jeg er på venstrefløjen, er, at den store kamp, efter min opfattelse, altid har handlet om fordeling – mellem rig og fattig. I disse år oplever vi en stigende ulighed, i et omfang vi aldrig før har set. De otte rigeste mænd i verden ejer mere end den fattigste halvdel tilsammen. Og man fortsætter – senest har vi set det herhjemme med arveafgiften – med at bidrage til øget ulighed. Man kan jo se, hvordan sammenhængskraften forsvinder, som i USA, når ulighederne bliver så voldsomme, som de er blevet. Folk lever simpelthen så forskellige liv, at man ikke længere er sammen om noget. Man kan se, hvordan det politiske niveau påvirkes af det på den måde, at man kan købe sig til magten, hvis man har penge nok. Herhjemme kan en som mig, der ikke nogensinde har brugt en krone på mine politiske valgkampe, tværtimod blive valgt, hvis man i øvrigt siger noget, folk bryder sig om eller lyder rigtigt. Det er jo en fantastisk styrke. Den styrke er helt væk i det amerikanske demokrati.

RÆSON: Kan man forvente, at Tyskland vil bakke op om et mere centraliseret eller føderaliseret Europa? Eller vil det være „business as usual‟, hvor de forholder sig tilbageholdende?
SØVNDAL: Jeg tror mest på det sidste. Jeg tror ikke tysk politik vil ændre sig dramatisk efter det valg. Man kan sige, at det nye er, at man i Tyskland har fået et tilbageskuende, højrenationalt, fremmedfjendsk og miljøfjendtligt parti i Alternative für Deutschland, hvor jeg troede og håbede, Tyskland med dets historie var vaccineret mod den type af eksperimenter.

RÆSON: Har Brexit måske i sig selv bidraget til den stigende opbakning til EU i Europa?
SØVNDAL: Det tror jeg. Nogle gange skal man måske kigge ned i afgrunden for at forstå det sted, man står lige nu. Det, der skete i England var, at der var tre tendenser, der løb sammen. Der var den traditionelle konservatisme i England med det gamle, konservative aristokrati, der havde drømmen om det gamle, store Storbritannien. Den anden tendens var UKIP og Farage med fremmedfrygten som det kort, der jo er fantastisk stærkt i Storbritannien, hvor der er rigtig mange fremmede pga. kolonitiden. Det tredje var, at arbejderne havde mistet deres jobs i industrien. Det var sammenkoblingen af de tre tendenser, som var næsten umulig at stå op imod.

Grunden til, at bl.a. DF herhjemme har nedtonet sit krav om udmelding af EU, det er jo, at man nu får syn for sagn. Nu kan man se, hvad konsekvenserne af at forlade EU er. Da briterne meldte sig ind i 1972, var baggrunden den, at den britiske vækst var lavere end de øvrige EU-landes. Om fem år vil man kunne se præcis det samme. Det bliver hamrende dyrt for England, og det er ærgerligt, fordi briterne jo er sjove og hyggelige folk – men sådan bliver mennesker jo engang imellem i historien forført.

RÆSON: Ville man kunne se et lignende resultat, hvis der kom en ny migrations- og flygtningebølge, der rammer EU? Er der andre lande, der kunne finde på at følge Storbritannien i den retning som følge af en form for panik?
SØVNDAL: Jeg tror det ikke.

 

Grunden til at jeg er på venstrefløjen er, at den store kamp, efter min opfattelse, altid har handlet om fordeling – mellem rig og fattig

 

Fordelingspolitikken afgør det næste folketingsvalg

RÆSON: Noget andet iøjnefaldende er Labour-partiet, der er blevet overtaget af Jeremy Corbyn. Hvis man ser ud over Europa, så er der mange centrumvenstrepartier, der er i forandring eller forfald. Vil du sige, der er en global krise for centrumvenstrepartierne?
SØVNDAL: Hvis man kigger på Europa i dag, så har man svenskerne, og ellers skal man se langt efter venstreorienterede regeringer. Så jo, det kan man sige. Corbyn opstillede et klassisk socialdemokratisk program, hvor den offentlige sektor skulle spille en stærkere rolle ift. ulighed, en udbygning af velfærdsstaten ift. hospitaler, ældreservice osv. Det var helt klassisk. Jeg kunne i den grad genkende mig selv i forhold til ham. I britisk presse blev han hængt ud som en total nullert. Men han lavede i al beskedenhed det bedste valg, Labour havde lavet i mange år. I USA blev Sanders også blev udråbt som en ekstrem type, fordi han var tilhænger af noget, der mindede om det skandinaviske velfærdssystem. Han brugte i valgkampen ofte Danmark som eksempel – det synes jeg, er fortryllende. Sandheden er vel, at hvis ikke hele det demokratiske etablissement havde sat alt, hvad der kunne køre og gå ind for at få valgt Hillary Clinton, så var Sanders formodentlig blevet valgt. Han havde en evne til at mobilisere de unge og de etniske mindretal i USA i en grad vi ikke har set før, og derfor kunne det – selv om det jo altid er svært at lave kontrafaktisk historieskrivning – have endt et andet sted.

Det vil sige: Klassiske venstreorienterede synspunkter er åbenbart salgbare i liberalismens to stærkeste områder, nemlig USA og England. Det, synes jeg, siger noget om, at man i centrumvenstrepartierne skal passe på med at gå på kompromis med den klassiske retfærdighed, velfærdsstaten og en stor offentlig sektor. Der er rigtig meget klangbund i det budskab. Jeg har i al beskedenhed oplevet lidt af det samme – jeg er lige blevet valgt til regionsrådet – hvor vi tredoblede SF’s stemmetal. Så jeg tror, man skal stå ved det, man er, og sige, at lige præcis den model, vi har skabt, er en af de mest misundelsesværdige i verden, fra Asien til Afrika – dem der kender det, i hvert fald. De misunder os og spørger, „hvordan kan vi lave noget, der minder om jeres?‟ Derfor skal man lade være med at afskaffe det, når man har lavet en konstruktion, der er så smuk. Tværtimod skal man bruge sine kræfter på at videreudvikle det.

Grunden til, vi er et af de rigeste og mest effektive samfund i verden, er, at vi har lavet en rationel samfundsopbygning med en dynamisk og stærk offentlig sektor ved siden af en privat sektor. Vi havde aldrig opnået de ting, vi gør på miljøområdet, hvis vi ikke havde tvunget folk til at bruge mindre energi vha. afgifter. Det gav rum til Danfoss med deres termostater, det gav rum til Grundfos med pumper, der bruger en tiendedel af den energi, andre bruger, det gav rum for Novozymes til at lave vaskepulver, hvor man kan vaske på 30 grader osv. Der er en grund til, at vi blev foregangsland for al denne teknologi. Det var, fordi vi havde nogle politikere, der tog modige beslutninger, og dermed tvang produkter til at blive afprøvet på hjemmemarkedet. Vi havde aldrig fået et Novo Nordisk med den størrelse det har – ikke for at underkende alt, de har gjort – hvis vi ikke havde givet tilskud til insulin og dermed lavede et hjemmemarked for insulin, som så kom ud i den store verden.

RÆSON: Gælder den advarsel også for de danske socialdemokrater?
SØVNDAL: Ja. Men jeg ved nu ikke, om jeg vil advare dem. Jeg tror, de er meget opmærksomme på, at den traditionelle fordelingspolitiske kamp kommer til at afgøre et kommende folketingsvalg.

Hvis du kigger på, hvordan folk stemmer, så er det rigtigt, at mange politiske teoretikere siger, at dén kamp er slut. Men hvis du kigger på, hvordan stemmerne fordeles fx i byen her, så kan man følge, hvordan folk stemmer ved at kigge på hvilken indkomst, de har. Der er et totalt klart mønster.

 

Der er en grund til, at vi blev foregangsland for al denne teknologi. Det var, fordi vi havde nogle politikere, der tog modige beslutninger

 

Vi kommer ikke til at droppe væksten

RÆSON: Så de store politiske spørgsmål for Danmarks fremtid vil være de samme, som de har været tidligere?
SØVNDAL: Ja. Og så kommer der selvfølgelig nye til med hele miljødagsordenen, og hele diskussionen omkring flygtninge/indvandrere er jo også kommet til med en vis styrke, som man også skal håndtere. Men det er ikke det, man vinder eller taber valg på. Og det er dermed også, måske, et bud på, hvad der er vigtigt for EU at arbejde med. Jeg tror ikke, det er store forkromede statsmodeller, der optager vælgerne. Jeg tror, det er, om EU er i stand til at levere bedre infrastruktur, arbejde, uddannelse. Er EU i stand til at sikre en europæisk velfærdskonstruktion? Ikke sådan at EU skal ind og lave de enkelte ting, men skabe rammer og rum for dem. Det er det, der kommer til at afgøre folks syn på EU.

De fundamentale skillelinjer i politik er efter min opfattelse de samme, som de altid har været. Og så er der kommet en fantastisk vigtig dagsorden oveni – måske den vigtigste af alle om miljø og klima. Og så er der kommet diskussionen om flygtninge og indvandrere, der fylder meget i perioder. Det jeg måske savner lidt i den debat er, at nogen sætter sig ned og spørger, hvor de mennesker, der flygter, kommer fra. Da jeg var udenrigsminister, kom de fire steder fra: Irak, Syrien, Afghanistan og Eritrea. Har det noget at gøre med, at vi var med til at få en stat til at bryde sammen i Irak og efterlade et totalt magttomrum, hvor Islamisk Stat og al-Nusrah og al-Qaeda fik rum til at etablere sig? Har det noget at gøre med, at situationen blev så totalt umulig i nabolandet Syrien? Kunne man forestille sig, at vi lod være med at opføre os selv på den internationale scene på en måde, der skabte problemer, og dermed sende flygtningestrømme afsted? Dermed kunne vi bedre håndtere dem, der så var. Det synes jeg, er den store, vigtige diskussion.

RÆSON: Du nævnte klima. Kan man vækste sig ud af problemet? Eller vil det bare skabe et endnu større problem, hvis man gør sådan? Er det bedre at skære ned og spare?
SØVNDAL: Dét tror jeg er en umulig opgave. Jeg tror ikke, man kan beskære og gå baglæns. Jeg synes i stedet for, man skal gøre som Danmark har gjort. De sidste tal, jeg har, er, fra da jeg var udenrigsminister. Der har vi siden 1980 haft en fordobling af vores BNP. I samme periode har vi haft et energiforbrug, der ikke er steget. Grunden til dette er den forskel Danfoss, Grundfos, Novozymes og Vestas, og alle de andre gav. Det er et tegn på, at vi godt kan vækste. Vi er jo vokset dramatisk. Vi har fordoblet vores BNP i den periode. Og det uden at give slip på ønsket om at spare på vores energiforbrug. Så jeg synes, det er et postulat fra nogle – at vi nu skal stoppe væksten og gå baglæns. Det kommer vi ikke til. Jeg tror, vi fortsætter fremgangen, men kunsten er at gøre det på en måde, så vi kan leve i samkvem med naturen. Det har vi leveret modeller for, at det kan vi godt! Desværre er det sådan i øjeblikket, at ambitionsniveauet er svækket. Vi var det grønneste land i verden. Det er vi ikke længere – jeg tror vi er nede som nummer 17 nu. Det er imponerende, at man kan nå det på små tre år. ■

 

Det er et postulat fra nogle – at vi nu skal stoppe væksten og gå baglæns. Det kommer vi ikke til

 

Villy Søvndal (f. 1952) er tidligere udenrigsminister og formand for SF. Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark for samme parti. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix