11.07.2018

Vores demokrati er i knæ. Folk stoler hverken på politikere eller medier, og lysten til at deltage i den offentlige debat er ved at forsvinde. Her er tre ting, der kan vende udviklingen.

Kommentar af Victor Boysen

DET GÅR GODT i Danmark. Historisk mange har et arbejde, få børn vokser op i fattigdom, og teknologien gør det historisk let at være til. Vi behøver fx ikke engang at slå vores egen græsplæne længere. Hip hurra! – Velstanden er over os.

Men ser vi lidt dybere ind i samfundssjælen, er billedet ikke helt så rosenrødt. Som en vingeskudt sneppe basker vores demokratiske bastioner rundt i jagten efter fodfæste. Der skal til at ske noget, hvis ikke vi vil risikere at påføre vores demokrati permanent skade.

Problemet er ikke tysken eller andre demokratifornægtende magter, som vi før har kæmpet mod. Denne gang kommer truslen fra os selv. Danskernes tillid til politikerne ligger på et historisk lavt niveau. Journalisterne kæmper med de famøse brugtvognsforhandlere om titlen som landets – i borgernes øjne – mest utroværdige mennesker. Ungdommens tillid til demokratiet er i frit fald, og hvad værre er, så styrtdykker de unges lyst til at deltage i den offentlige debat, og deres interesse for politik svinder ind. Det viser tal fra bl.a. Dansk Ungdoms Fællesråd.

Det er gravalvorligt, og hvis ikke vi gør noget, risikerer folkestyret snart at få et gevaldigt problem. Her er tre bud på, hvad der kunne bringe demokratiets tilstand i bedring.

I. Politikerne skal stoppe deres folkelighedsfeber
Det er vigtigt for moderne politikere at overbevise vælgerne om, at de er præcis ligesom dem: Jævne danskere, der drikker dåsebajere og ser Hammerslag. Politikerne skulle jo nødig komme til at se verdensfjerne ud, så hellere jokke foden lidt ekstra ned på Kim Larsen-speederen. Alle ved, at det er lettere at stemme på ’en af gutterne’ end på endnu en højrøvet og virkelighedsfjern politiker.

Politikernes folkelighedskonkurrence er uoriginal og svært giftig for demokratiet. De fleste danskere ser nemlig lige igennem politikernes spin. Det mærkede den radikale leder Morten Østergaard på egen krop, da han sidste sommer blev skældt al hæder og ære fra for lægge en hyldestvideo op til de folkekære EM-fodboldkvinder på Facebook. Utroværdigt, lød dommen, for aldrig før havde man hørt et pip om kvindefodbold fra Østergaards mund.

 

Politikernes folkelighedskonkurrence er uoriginal og svært giftig for demokratiet. De fleste danskere ser nemlig lige igennem politikernes spin
_______

 

Vi mister tillid til politikerne, når de bekræfter vores mistanke om, at de er villige til at sige snart sagt hvad som helst for at høste vores stemme. Så var det bedre, om politikerne var sig selv og anerkendte, at der er forskel på at være folk og folkevalgt. Politikernes hverdag er så forskellig fra alle vores andres, at andet havde været dybt besynderligt.

Det er okay, og det kan vi arbejde med. Hvis politikerne fx lod sig udskifte lidt oftere – og vi andre opsøgte de hæderkronede tings-taburetter mere ærgerrigt – kunne politikerne bedre forstå, hvordan det er at være almindelig borger og omvendt.

II. Facebook må ikke blive nyhedsmastodont
Danskernes kollektive Facebook-fascination har rusket godt og grundigt op i vores nyhedsvaner. Hvorfor læse en avis eller se TV-avisen, når Facebook giver os adgang til alle de nyheder, vi kan overskue? En problemstilling, mange mediehuse grubler over, men som ikke tynger forbrugerne det mindste, idet nyheder, venner, sport og komik nu er samlet på én platform, og det er da mægtig smart.

Problemet er, at danskerne ikke længere får de samme nyheder, fordi Facebook kun præsenterer os for indhold, vi bryder os om. Hvis jeg fx i forvejen synes, at det er synd for de søde dyr med al den fæle landbrugsproduktion, bliver jeg stopfodret med bekræftende infografikker om grises enorme penicillin-indtag og minkfarmes utilstedelighed.

De algoritmebestemte fakta udfordrer aldrig vores synspunkter, hvilket er altødelæggende for den offentlige debat, fordi vi kommer til at diskutere verden ud fra vidt forskellige præmisser. Det gør det svært at forstå hinanden, endsige blive enige, hvilket er en ufravigelig grundsten for enhver politisk diskussion og ethvert demokrati.

Hvis vælgerne var mere kritiske over for den information, de får kastet i hovedet på Facebook, eller opsøgte et bredere nyhedsudbud, ville det gøre underværker for vores evne til at diskutere sobert med dem, vi ikke er enige med. Netop i det lys er stærke public service-medier, som kan facilitere en saglig offentlig debat og sikre en oplyst borgerstand, en essentiel søjle i et velfungerende demokrati. Det nye medieforlig gør bestemt ikke demokratiet en tjeneste ved at gøre præcis det modsatte og nedbarbere budgetterne hos Danmarks Radio og Radio24Syv.

 

De algoritmebestemte fakta udfordrer aldrig vores synspunkter, hvilket er altødelæggende for den offentlige debat, fordi vi kommer til at diskutere verden ud fra vidt forskellige præmisser
_______

 

III. Politikerne skal droppe de evindelige Christiansborg-julelege
Der bliver stillet for mange åndssvage udvalgsspørgsmål i moderne politik. Ligegyldige samråd er heller ikke en mangelvare. Hvad vil ministeren gøre for at forhindre, at marsvin lever alene? Vil ministeren oplyse, om der er nyt i sagen om bortførelsen af hunden ’Skipper’? Vil ministeren kræve en undskyldning for mavedans i Lalandia? Alle rigtige spørgsmål stillet af rigtige politikere, som ministre og ministerier har brugt tid og skattekroner på at besvare. Listen over tåbelige eksempler er kilometerlang.

Politikerne bruger enhver given lejlighed til at sætte modstanderen under pres og foranledige en skandale. Hvis det går rigtig godt, kan man komme i TV-Avisen og fortælle om sin heltegerning, og så kan det være, genvalget går lidt lettere ved næste valg.

Den form for politisk drilleri øger afstanden mellem vælger og politiker, fordi vælgerne ikke kan følge med i alle de påståede ugerninger, der bliver begået af vores folkevalgte. I øvrigt synes de fleste vælgere nok også, at politikernes tid burde bruges på at løse nogle af de reelle problemer, vi står overfor: lange køer på sygehusene, skyhøje boligpriser, klimakrise, osv.

Med de evindelige julelege på Christiansborg bliver vælgerne bekræftet i fordommen om de virkelighedsfjerne folkevalgte, der lever i en osteklokke, hvor der er tid til at diskutere mavedans i Lalandia. Det er langt fra vasketøj, leverpostej og alle de øvrige hverdagstrivialiteter, som kendetegner den dødelige dagligdag.

Hvis politikerne kan få overbevist vælgerne om, at de faktisk knokler en vis legemsdel ud af bukserne for at forbedre danskernes hverdag – og ikke bare render rundt på Christiansborg for deres egen skyld – bliver det uendeligt meget lettere at fatte sympati og tillid til de folkevalgte.

Det er ikke en uoverstigelig mission, vi er ude på. Men skal der handles snart – af både medier, borgere og politikere, som alle må gribe i egen barm. Ellers risikerer vi, at tilliden til folkestyret forsvinder helt ind under gulvbrædderne, og så får vi et problem. ■

 

Det er ikke en uoverstigelig mission, vi er ude på. Men skal der handles snart – af både medier, borgere og politikere, som alle må gribe i egen barm
_______

 

Victor Boysen (f. 1993) er debattør og tidligere formand for Radikal Ungdom. Bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet og i dag kandidatstuderende ved Columbia University, New York. ILLUSTRATION: Folketingets afslutningsdebat 2018 [foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix]