28.04.2018

USA’s angreb på Syrien skete på baggrund af et betydeligt forværret internationalt klima og en stærkere russisk tilstedeværelse i Syrien. Frygten er en direkte stormagtskonfrontation.

International kommentar af Uffe Gardel

Gør missilangrebet på Syrien nogen forskel?
I august 2012 advarede præsident Obama om, at brug af kemiske våben i den syriske borgerkrig ville overskride en ”rød linje”. Men dén krydsede Assad igen og igen over det følgende år – kulminerende med et angreb i Ghouta i august 2013, hvor mindst 700 civile blev dræbt. USA’s militære næve faldt aldrig; i stedet indgik USA en aftale med Rusland om at skaffe Assad af med hans kemiske våben. Men de kemiske angreb fortsatte. I april 2017 ramte et særligt stort angreb Khan Shaykhun – og nu reagerede USA’s præsident Trump i form af 59 Tomahawk-missiler. En magtdemonstration, blev angrebet kaldt, men det var uden konsekvenser for krigens gang, og det afholdt tilsyneladende heller ikke den syriske hær fra et nyt stort giftangreb et år senere – og, efter nogle dage, en ny amerikansk reaktion, denne gang med deltagelse af Storbritannien og Frankrig.

I offentligheden slås parterne om at definere sandheden. Pentagon siger, at der blev affyret 105 missiler, som alle ramte. Det russiske forsvarsministerium taler om 103 missiler, hvoraf de 71 blev skudt ned. Ingen kom noget til – årsagen er sikkert, at man angreb om natten, og at syrerne ad en eller flere kanaler var advaret. Pentagon siger, at der blev skudt på tre mål – to lagre af kemiske våben og en fabrik for kemiske våben. Russerne siger, at der blev skudt på en række luftbaser og andre faciliteter, inklusive Damaskus lufthavn, men at mange af stederne havde stået tomme i lang tid. Amerikanerne siger, at russerne slet ikke aktiverede deres missilforsvarssystemer. Det bekræftes indirekte af den russiske melding, som roser det syriske forsvar for ”effektivitet” og ”professionalisme”. Og begge parter erklærer på denne baggrund ”sejr”. Alle synes således at være glade og tilfredse: Vesten har demonstreret handlekraft, Syrien og Rusland: Udholdenhed – og har desuden måske, måske ikke, demonstreret ny effektivitet af sit luftforsvar.

Angrebet fandt sted uden nogen form for grønt lys fra FN, hvor alle forsøg på at træffe beslutninger om sagen i Sikkerhedsrådet er strandet på veto fra enten USA eller Rusland. Men koalitionen påberåber sig faktisk FN, nemlig FN’s såkaldte Responsibility To Protect-doktrin, i kort form R2P: Et princip, som går ud på, at alle lande har pligt til at gribe ind over for krigsforbrydelser, folkedrab og etnisk udrensning. Til det siger folkeretseksperten Marc Weller fra Cambridge Universitet: “Påstanden om at håndhæve international lovgivning om kemiske våben med vold ville føre verden tilbage til tiden før FN-Pagten”.

Men netop spørgsmålet om lovlighed har stået centralt i den efterfølgende diskussion i Frankrig, hvor oppositionen både til højre og venstre er kritisk over for den franske deltagelse i angrebet, som blev besluttet af præsident Macron alene.
”Et permanent medlem af Sikkerhedsrådet skal respektere international ret. Hvad vil vi sige, hvis andre i fremtiden intervenerer uden FN-mandat?,” spurgte Christian Jacob, parlamentarisk leder af Les Républicains, Sarkozys post-gaullistiske konservative parti, da det franske parlaments førstekammer, Nationalforsamlingen, diskuterede angrebet.
”Emmanuel Macron har overskredet en linje, og det beklager vi.”
Socialistpartiets parlamentariske leder, Valérie Rabault, udtrykte det sådan:
”Præsidenten har ønsket at skabe respekt om international ret, men han har gjort det uden for rammerne af international ret.”

 

”Et permanent medlem af Sikkerhedsrådet skal respektere international ret. Hvad vil vi sige, hvis andre i fremtiden intervenerer uden FN-mandat?”
_______

 

MILITÆRT er resultatet tvivlsomt. Angrebet “kan have slået det syriske kemivåbenprogram flere år tilbage,” sagde generalløjtnant Kenneth McKenzie fra det amerikanske forsvars ledelse, Joint Chiefs of Staff. Men han anerkender, at “de tre lokaliteter ikke udgjorde det samlede syriske kemivåbenprogram”. Desuden er det uklart, i hvilket omfang syrerne nåede at tømme bombemålene for udstyr. Og det er heller ikke givet, at angrebet imponerer Assad: ”Der er tale om en diktator, der i forvejen har brugt kemiske våben mod sin egen befolkning. Så man kan tvivle på, at han vil opføre sig rationelt og forstå de vestlige magters budskab med angrebet, siger Henrik Breitenbauch, leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Spørgsmålet er nu, hvordan Rusland vil reagere på angrebet. Reaktionen vil formentlig afhænge af, hvordan man i Rusland tolker angrebet, og her kan det være nyttigt at lytte til russiske iagttagere. De er ikke bevidstløse nationalister alle sammen, og selv om Rusland er meget langt fra at være et perfekt demokrati, er det ikke et land, hvor man bliver hentet om natten af politiet, hvis man kritiserer regeringen. Der foregår stadig en faglig debat, også om sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Konstantin Makienko, som er vicedirektør for den uafhængige russiske tænketank Center for Analyse af Strategier og Teknologier, CAST, mener, at angrebet militært set må betragtes som hævn for likvideringen af Ghouta, den stærkeste oppositionsenklave tæt på Damaskus. Derfor er det ifølge ham logisk at forvente, at man nu i hurtigere tempo vil likvidere tilsvarende enklaver eller ”kedler” andre steder i Syrien. Man kan lige så godt blive færdig med kampagnen, før amerikanerne har samlet luft til endnu et angreb, synes tankegangen at være. I givet fald får missilangrebet altså betydning for Assads krigsførelse – men ved at accelerere, ikke bremse den.

Andre hæfter sig ved den karakter af uvirkelighed, der hviler over hele episoden: Før angrebet en truende russisk position og antydninger af, at Rusland både ville og kunne skyde hvad som helst ned på himmelen over Syrien. Derefter et angreb, som åbenbart ikke sårede en eneste, og hvor den angrebne part var advaret i god tid. Og til slut den fantastiske russiske påstand om, at Syrien skulle have nedskudt de fleste af de vestlige missiler.

Herom skriver den stærkt Kreml-kritiske journalist og militæranalytiker Aleksandr Golts med karakteristisk sarkasme:
”Chefen for Generalstabens operative ledelse, Sergej Rudskoj, (…) oplyste troskyldigt, at de syriske luftforsvarssystemer, som er fremstillet i Sovjetunionen for 30-40 år siden, nedskød de moderne amerikanske Tomahwk-missiler, som var de fluer – ifølge Generalstaben blev 71 ud af 103 raketter nedskudt. Den højtstående officer oplyste dog ikke, hvorfor præcis de samme systemer for 15 år siden, da amerikanerne angreb Bagdad, viste sig fuldkommen hjælpeløse over for Tomahawk-missiler af den foregående generation.”

Aleksandr Golts mener, at angrebets formål faktisk var det påståede: At markere en ”rød linje” over for brug af kemiske våben. Men man gjorde det på en måde, så Rusland ikke fik den mindste anledning eller påskud til en direkte konfrontation: Man advarede, og man holdt sig væk fra de områder, hvor russerne er. Og derfor har den russiske ledelse simpelthen ifølge Golts valgt at reagere ”ved at konstruere en anden, parallel virkelighed”.

Tættere på Kreml bagatelliserer man angrebet. ”Angrebet tjente til at vise, at amerikanerne stadig er stærke og ikke kun kan tabe. Dette var ren politik, ikke et militært skridt,” siger Sergej Karaganov, som er meget tæt på Kreml rent politisk.
Karaganov, som er dekan for Fakultetet for Økonomisk og International Politik ved Den Økonomiske Højskole, fortsætter:
”Og jeg er ikke sikker på, om dette angreb var kraftigere end det foregående (missilangrebet i april 2017, red.). USA er det stærkeste land i verden med den største hær. Men det overgiver sine stillinger. At sende raketter mod Syrien var et af forsøgene på at standse denne proces.”

 

Tættere på Kreml bagatelliserer man angrebet. ”Angrebet tjente til at vise, at amerikanerne stadig er stærke og ikke kun kan tabe. Dette var ren politik, ikke et militært skridt”
_______

 

INDTIL NU har Rusland reelt ikke reageret, og de første udtalelser fra danske eksperter gik da også ud på, at vi fra russisk side næppe ville opleve andet end tomme ord i FN.

Russiske eksperter ser anderledes på det. Og officielt har Rusland allerede peget på én konkret ting, man vil gøre: Man vil sætte Syrien – og andre lande – i stand til at forsvare sig selv. I sin erklæring om angrebet forklarer det russiske forsvarsministerium, at man hidtil – af hensyn til de vestlige landes indtrængende ønsker – har undladt at forsyne det syriske forsvar med det avancerede antiluftskyts- og antimissilsystem S-300.

”Set i lyset af den seneste begivenhed anser Rusland det for muligt at genoverveje dette spørgsmål ikke kun i forhold til Syrien, men også andre lande,” skriver ministeriet.
S-300 er en lidt ældre version af det S-400-missilsystem, som NATO-landet Tyrkiet ønsker at købe af Rusland. Det betyder dog ikke her og nu, at syrerne bliver i stand til at skyde amerikanske militærfly ned. Ifølge en højtstående generalstabsofficer vil det tage ret lang tid at lære syrerne op. Samtidig er det svært at komme udenom, at hvis man leverer syrerne S-300, dementerer man påstanden om, at de eksisterende luftforsvarssystemer virkede.

Uanset karakteren af skyggespil kan begivenheden få reelle følger på landjorden.
”Krisen mellem Øst og Vest er ikke fjernet. De gensidige ukvemsord og konfrontationer, i dette tilfælde i Syrien, vil fortsætte og formentlig blive yderligere skærpet,” skriver Pavel Felgenhauer, en fremtrædende russisk regeringskritisk militæranalytiker, i Novaja Gaseta. Og det kan betyde angreb på vestlige specialstyrker i Syrien.

”(B)åde Damaskus, Moskva og selvfølgelig Teheran ønsker at kaste disse styrker ud af Syrien… De vestlige specialtropper kan nu blive mål for alle mulige partisanangreb fra forskellige lokale og ikke helt officielle styrker,” skriver Felgenhauer. Sker det, kan Vesten blive tvunget til at reagere. Det, der lignede et symbolsk angreb, kan derfor udvikle sig til noget langt mindre symbolsk. Felgenhauer konstaterer: ”Som bekendt: Når man først er begyndt at bombe, er det svært bagefter at holde op igen.” En anden russisk analytiker, Valerij Sjirjaev, skriver: ”Der er ingen ende at se på borgerkrigen i Syrien, som kompliceres af direkte væbnet intervention fra både Rusland, Tyrkiet, Iran og den vestlige amerikansk-ledede koalition på hver sin side af bordet. Den vil fortsætte med uophørligt at generere sådanne kriser, og der er ingen sikkerhed for, at en katastrofal udvikling af begivenhederne kan udelukkes.” ■

 

”[Borgerkrigen i Syrien] vil fortsætte med uophørligt at generere sådanne kriser, og der er ingen sikkerhed for, at en katastrofal udvikling af begivenhederne kan udelukkes”
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister