05.12.2018

Både Rusland og Ukraine har et ansvar for den seneste optrapning af konflikten mellem de to lande. Men optrapningen viser, at situationen er uholdbar. Krim behøver afklaring, hvor ingen af parterne taber ansigt.

Analyse af Uffe Gardel

SÅ FIK Ukraine sat Krim på dagsordenen igen: Den ellers halvvejs glemte konflikt om halvøen blev med ét forsidestof, efter at russiske krigsskibe 25. november beskød, vædrede og opbragte tre små ukrainske krigsskibe i Kertjstrædet; det få kilometer brede sund mellem Krim og Rusland. De tre skibe – en slæbebåd og to kanonbåde – var på vej ind i Det Asovske Hav, der er et indhav, som både Ukraine og Rusland grænser op til, og som kun har adgang til Sortehavet via Kertjstrædet. Det gik dramatisk for sig, som denne video – optaget fra kommandobroen på et af de russiske skibe – viser.

I nogle timer holdt man vejret rundt om i verdens hovedstæder. Var en krig ved at bryde ud? Selv om ukrainerne angiveligt ikke skød igen, er det første gang, at russiske og ukrainske militære enheder har været i direkte konfrontation. Tre ukrainske søfolk er såret, og de tre skibes besætninger, i alt 24 mand, sidder nu fængslet i Rusland. NATO og EU har fordømt den russiske optræden. En række vestlige regeringer har opfordret begge parter til ”tilbageholdenhed”. Tyskland har tilbudt at mægle og diskutere spørgsmålet internationalt i det såkaldte Nordmandiet-format, hvor udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine mødes. Rusland har allerede afvist ideen.

Intet tyder dog på krig. Der har ikke været nye hændelser siden 25. november. Ukraine har erklæret krigsretstilstand i ti grænseregioner, men har også udtrykkeligt sagt, at der ikke er tale om nogen krigserklæring.

 

Ukraine har erklæret krigsretstilstand i ti grænseregioner, men har også udtrykkeligt sagt, at der ikke er tale om nogen krigserklæring
_______

 

Hvad skete der?
Ifølge Ukraine var der tale om en russisk provokation. De små ukrainske marinefartøjer kom ganske fredeligt sejlende og var på vej til den ukrainske havneby Mariupol ved Det Asovske Hav. Efter at begge sider af Kertjstrædet er kommet under russisk kontrol, er Rusland begyndt at inspicere skibe, som vil igennem strædet. Ukraine siger, at de ukrainske krigsskibe faktisk forsøgte at kalde op til den russiske kystvagt, men der blev ikke svaret, og så sejlede man bare videre.

Rusland siger tværtimod, at det hele var en ukrainsk provokation. Så sent som i september sejlede to andre små ukrainske krigsskibe – med russisk lods ombord – gennem Kertjstrædet til Mariupol. Det var altså ikke første gang, at ukrainerne forsøgte at fremprovokere en russisk reaktion, er påstanden.

Der er ikke enighed om, hvor de ukrainske skibe befandt sig, da de blev opbragt; Ukraine siger, at de var i internationalt farvand lige syd for territorialfarvandsgrænsen omkring Krim, hvilket delvist bekræftes af mediet Bellingcats undersøgelser.

Hvem har ansvaret for hændelsen?
Det er svært at komme udenom, at ukrainerne gjorde noget, de ikke har gjort før: Forsøgte at sejle ind uden tilladelse. Da de to ukrainske marinefartøjer passerede i september, havde de russisk lods ombord og havde således fået lov at sejle ind af de russiske myndigheder. Denne gang sejlede man videre, selv om der ikke blev svaret, og man derfor ikke havde tilladelse. Videoen med den dramatiske russiske påsejling viser også, at de ukrainske skibe ikke reagerede på russiske anmodninger om at standse; den ukrainske slæbebåd prøver at stikke af fra det russiske skib.

Det var en hasarderet handling fra ukrainsk side. Ukraine burde have indset, at det kunne komme til en fysisk konfrontation, når man bare sejlede videre uden tilladelse. Ukrainske søfolk kunne være blevet dræbt, og konflikten kunne være eskaleret.

Omvendt kan man fra ukrainsk side hævde, at man blot reagerede på en provokation. Det er i sig selv en provokation, at Rusland mener, at et ukrainsk skib skal have russisk tilladelse til at sejle gennem strædet – mere om det nedenfor. Dertil kommer, at Rusland ifølge Ukraine de seneste måneder er blevet særdeles nidkær med sin kontrol af skibe på vej til eller fra de ukrainske havnebyer Mariupol og Berdjansk på kysten til Det Asovske Hav.

Russerne kunne til gengæld bare have sluppet ukrainerne igennem. I stedet lod man så at sige være med at tage telefonen og fristede derved de ukrainske fartøjer til at forsøge at sejle ind. Begge parter har et ansvar.

Baggrunden
Både Rusland og Ukraine krævede straks FN’s Sikkerhedsråd indkaldt, og her var den russiske FN-ambassadør opbragt: De tre ukrainske skibe ”krydsede illegalt den russiske statsgrænse og satte kurs mod Kertjstrædet og reagerede ikke på lovlige anmodninger fra den russiske grænsevagts og Sortehavsflådens fartøjer, men gennemførte manøvrer, som var farlige for den almindelige søtrafik […]”, sagde han.

Det fremgik af hans tale, at man inspicerer skibe, som vil gennem Kertjstrædet. Men det er ikke så slemt, mente han. ”Fremgangsmåden ved passage af Kertjstrædet er velkendt for ukrainerne. Inspektionen varer i øvrigt ikke mere end tre timer og er de russiske grænsevagters ret for at varetage sikkerheden i Ruslands territorialfarvand,” sagde han og henviste til, at ukrainske ekstremister har truet med at sprænge den nybyggede russiske bro over Kertjstrædet i luften.

 

De to ukrainske havnebyer er ved at blive snøret af fra omverdenen, og det rammer også de industrivirksomheder, som benytter især havnen i Mariupol
_______

 

Andre oplysninger viser nu, at det faktisk er temmelig slemt med kontrollen. De to ukrainske havnebyer er ved at blive snøret af fra omverdenen, og det rammer også de industrivirksomheder, som benytter især havnen i Mariupol, først og fremmest oligarken Rinat Akhmetovs stålværk. Russerne begyndte så småt at kontrollere skibstrafikken i 2015, og i 2016, da man begyndte at bygge broen over Kertjstrædet, gik man for alvor i gang og lukkede også lejlighedsvis for trafik, når byggeriet krævede det.

I begyndelsen af maj i år – kort før vejdelen af den nye bro over strædet var færdig – intensiverede Rusland patruljeringen af strædet og standsede skibe på vej til eller fra Berdjansk eller Mariupol. Begrundelsen var frygt for et terrorangreb på den nye bro, fortæller NGO’en Udenrigs-Maidan.

De omfattende kontroller varede længere og længere, og ifølge Ukraine kom man efterhånden ud for, at skibe blev tilbageholdt i dagevis. I oktober vedtog Europa-Parlamentet en udtalelse om denne stille blokade; her talte man om forsinkelser på op til en uge og nævnte de ”håndgribelige økonomiske tab for den lokale økonomi i Ukraine”. Kontrollen har angiveligt medført et milliardtab for Ukraine – mellem 20 og 40 millioner dollar pr. år [130-260 mio. DKK, red.] har været nævnt af ruslandseksperten Mark Galeotti.

Flere sidegrene af konflikten har vist, at spændingerne er øget. Ukraine har opbragt 15 skibe, som har besejlet havne på Krim, hvilket er ulovligt efter ukrainsk lov. Rusland skal tilsvarende have opbragt ukrainske fiskerfartøjer i Det Asovske Hav.

Juraen
Jura er sjældent glasklar, og det er heller ikke tilfældet her. Hvis man lægger til grund, at den russiske annektering af Krim er ulovlig, så er der naturligvis ikke sket nogen ændring af retstilstanden i strædet, og Rusland har ikke fået ret til noget, man ikke tidligere havde ret til. De fleste lande i verden anerkender imidlertid ikke rent folkeretligt annekteringen af Krim, og derfor kan man med stor sikkerhed sige, at en international dom eller voldgiftskendelse i sidste ende ville gå Rusland imod.

Men en juridisk afgørelse kan ligge meget langt ud i tiden. Ukraine har allerede i 2016 klaget til Den Faste Voldgiftsret (Permanent Court of Arbitration), men hvad der kommer ud af det – og hvornår – er ikke til at sige. Den komplicerede jura gør, at det ikke engang er klart, om voldgiftsretten overhovedet kan behandle sagen.

Det Asovske Hav blev i Sovjetunionens tid internationalt betragtet som et sovjetisk indre farvand; der var altså ikke – som normalt for havene – tale om en opdeling i territorialfarvand inden for en 12-milegrænse og et internationalt farvand. Det Asovske Hav var ligesom en flod eller en bugt; det var rent sovjetisk territorium. Hvad så, da Sovjetunionen blev opløst? Nu var der pludselig to lande, som havde kystlinje ud til Det Asovske Hav. Blev det så forvandlet til et normalt internationalt farvand – hvilket ville indebære, at Kertjstrædet blev omfattet af de internationale regler for stræder, som grundlæggende tillader gennemsejling for alle?

Nej, ikke nødvendigvis. Ukraine og Rusland aftalte nemlig i en Venskabs- og Samarbejdsaftale i 1997, at Det Asovske Hav skulle være delt mellem de to lande, altså en slags fortsættelse af situationen fra før 1992. I 2003 supplerede man med en særlig samarbejdsaftale om Det Asovske Hav.

Denne aftale siger stjerneklart, at:
1) russiske og ukrainske skibe af enhver art, både civile skibe og flådefartøjer, har fri ret til færdsel i strædet og på Det Asovske Hav;
2) fremmede civile skibe har ret til at sejle ind til byer ved Det Asovske Hav og ud igen, og
3) fremmede flådefartøjer har adgang, hvis de inviteres af det ene land og accepteres af det andet.

Disse to aftaler gælder stadig; ingen af parterne har sagt dem op, og i sin tale i Sikkerhedsrådet forleden beskrev den russiske repræsentant i Sikkerhedsrådet, Dmitrij Poljanskij, retstilstanden for Det Asovske Hav i overensstemmelse med 2003-aftalen: Det Asovske Hav var ifølge ham ”indre (farvand) for Rusland og Ukraine”.

Rusland må altså ifølge international ret ikke blokere for sejladsen på de ukrainske havnebyer. Omvendt kan man efter international sædvane have ret til at inspicere skibe, hvis der er frygt for terrorangreb.

 

Rusland må altså ifølge international ret ikke blokere for sejladsen på de ukrainske havnebyer
_______

 

Hvad ville parterne opnå, og lykkedes det?
Hvorfor tog Rusland ikke telefonen? Og hvorfor lod man ikke som ingenting, da ukrainerne alligevel sejlede ind? Der er flere mulige forklaringer: Man kan have ønsket at presse Ukraine til de facto at anerkende Krim som russisk territorium. Og man kan have ønsket at lægge et generelt økonomisk pres på Kiev for at opnå dette. Måske frygtede man, at man bare ville få flere og flere ukrainske flådefartøjer ind gennem strædet, måske endda som eskorte for fragtskibe. Det kan man have ønsket at komme i forkøbet.

Der har været spekuleret i, om Rusland direkte ønskede, at Ukraine skulle forløbe sig, så man fik et påskud for militær indgriben, ligesom Rusland gjorde i Georgien i august 2008, hvor mange mener, at man reelt provokerede den georgiske regering til at angribe en separatistregion under russisk beskyttelse. Det tyder intet dog på. Vi har ikke hørt om truende russiske troppebevægelser ved den ukrainske grænse.

Til gengæld er det muligt, at man ønskede at udstille Ukraines politiske isolation. Det er mildt sagt ikke lykkedes, idet hændelsen har udløst voldsom kritik af Rusland og tilsvarende opbakning til Ukraine fra både USA og EU. Flere har talt for nye sanktioner. Der vil også blive lagt pres på Rusland for at holde op med at genere skibstrafikken. Set fra russisk side må hændelsen siges at være et selvmål.

Ukraines formål kan helt enkelt have været at få international opmærksomhed om Ruslands stille, ikke-erklærede blokade af Det Asovske Hav – og når man har en enkel forklaring på en begivenhed som denne, er der ingen grund til at lede videre efter en kompliceret forklaring. Rusland hævder dog, at det hele er et stunt iscenesat af den ukrainske præsident Porosjenko op til det ukrainske præsidentvalg 31. marts; hans tal ser ikke gode ud i meningsmålingerne, men med et raskt lille søslag ville han få mulighed for at trække i kampuniformen og se handlekraftig ud, lyder logikken.

Det kan der være noget om. Porosjenko havde påfaldende travlt med at få erklæret krigsretstilstand få timer efter hændelsen; noget Ukraine ellers har undgået at gøre under hele den snart fem år lange konflikt. Porosjenko ønskede, at krigsretstilstanden skulle vare 60 dage, hvilket næsten med sikkerhed ville betyde, at præsidentvalget måtte udskydes. Radaen, parlamentet i Kiev, sagde dog nej. Porosjenko fik kun 30 dages krigsretstilstand, og kun i ti regioner, som grænser op til russiske eller russiskkontrollerede områder. Desuden måtte han forpligte sig til at gennemføre valget som planlagt, den 31. marts.

 

Endelig kan Ukraine have haft et mere grundlæggende ønske om at få Krim tilbage på dagsordenen. Det internationale samfund har nærmest glemt Krim på grund af krigen i Donbas
_______

 

Endelig kan Ukraine have haft et mere grundlæggende ønske om at få Krim tilbage på dagsordenen. Det internationale samfund har nærmest glemt Krim på grund af krigen i Donbas. Selv om der er sanktioner knyttet op på annekteringen af Krim, og selv om EU og USA rutinemæssigt omtaler annekteringen som ulovlig, så har man reelt mistet interessen for den. Nu fik Ukraine pludselig gjort Krim interessant igen.

Krim kræver afklaring
”Søslaget” i Det Asovske Hav er en påmindelse om, hvor uholdbart det er, at konflikten om Krim slet ikke er reguleret af en eller anden form for aftale, eventuelt blot som en stiltiende modus vivendi. ”Frosne” konflikter er der efterhånden mange af i Ruslands nærområde, og erfaringen viser, at uden en eller anden form for samarbejde om dagligdags spørgsmål, herunder om infrastruktur, er der konstant fare for, at konflikten bliver ”varm” igen; Nagorno-Karabakh [omstridt region, som Armenien og Aserbajdsjan strides om, red.] er et godt eksempel på dette. Omvendt er den uanerkendte moldoviske udbryderrepublik Transdnestr et eksempel på, at partnere kan lære at leve sammen; her er der regelmæssig bus- og togtrafik hen over ”grænsen”.

Noget lignende må ske med Krim. Det internationale samfund må tvinge Rusland og Ukraine til en form for samarbejde omkring Krim og Kertjstrædet, som – uden at de to lande opgiver deres principielle standpunkter – sikrer, at trafikken kan afvikles sikkert til og fra Krim, og på havet omkring Krim, så vi ikke får flere direkte konfrontationer, hverken til lands eller vands. ■

 

Det internationale samfund må tvinge Rusland og Ukraine til en form for samarbejde omkring Krim og Kertjstrædet, som – uden at de to lande opgiver deres principielle standpunkter – sikrer, at trafikken kan afvikles sikkert
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland