13.03.2018

De mest åbne lande bliver de rigeste – så den, der rejser toldmure, gør skade på sig selv.

Analyse af Niels Westy

DET ER NÆSTEN 250 år siden at den skotske oplysningsfilosof Adam Smith påviste fordelene ved frihandel og hvorfor merkantalismen – det, at lande rejser toldmure for at beskytte deres egne forretningsdrivende – var til skade for velstandsskabelsen. Og alligevel er en grundlæggende merkantalistisk forståelse for international handel og dens effekter fortsat udbredt. Det gælder også herhjemme, hvilket har været tydeligt i forbindelse med reaktionerne på Donald Trumps indførelse af 25 pct. told på stål og 10 pct.på aluminium.

Det er bestemt ikke nyt at en amerikansk præsident indfører særtold – heller ikke at den er rettet mod stål og aluminium. Præsident Jimmy Carter gjorde hvad der i effekt var det samme tilbage i 1970erne, mens alle præsidenter efterfølgende fra tid til anden har indført ekstra told – på fx japanske motorcykler under Ronald Reagan i 1980erne og kinesiske dæk under Obama. EU har bestemt heller ikke holdt sig tilbage.

Men fælles for tiltagene har været, at den primære konsekvens har været at den, der rejser toldmuren, skader sin egen økonomi. Peterson Institute of International Economics har beregnet, at den 35 procent særtold på kinesiske dæk, som Obamaadministrationen indførte i 2009m ikke kun førte til højere priser på kinesisk fremstillede dæk, men også på dæk produceret i USA. Omkostning for de amerikanske forbrugere blev ca. 1,1 mia. dollars.

Og her er vi ved en helt central pointe ved international handel. Det er ikke primært via eksport at man opnår øget vækst og almen velstand. Groft sagt kan man sige, at eksports primære funktion i denne forbindelse er at muliggøre import, som er langt vigtigere for at skabe velstand. Således medfører adgang til import øget konkurrence (ikke blot forbrugerens bedste ”ven”, men reelt eneste ”ven”) hvilket igen sikrer lavere priser, mens øget indenlandsk produktivitet generer højere lønninger.

Når situationen måske er anderledes og mere alvorligt i dag end under foregående præsidenter skyldes det, at Donald Trump opfatter økonomi som et nulsumsspil – hvad den ene side vinder, må den anden tabe. I årtier har han argumenteret for en mere protektionistisk handelspolitik. Dette afspejler sig også i hans valg af Wilbur Ross som handelsminister og at Peter Navarro nu i ramme alvor nævnes som afløser for den frihandelsorienterede Gary Cohn, der for nylig trak sig som økonomisk rådgiver for præsidenten. Ross og Navarro var arkitekterne bag den nationalistisk-protektionistiske handelspolitik, som Trump gik til valg på. Den er baseret på en lang tradition i USA med rødder til første halvdel af det 19. århundrede – men det er forestillinger, som bestemt også trives i EU.

 

Når situationen måske er anderledes og mere alvorligt i dag end under foregående præsidenter skyldes det, at Donald Trump opfatter økonomi som et nulsumsspil – hvad den ene side vinder, må den anden tabe
_______

 

Frihandel er en god ting
I sine mange tweets skælder Trump – ofte med rette – ud over andre landes handelspolitik. Men det er forkert, når han igen og igen beskylder ”unfair” handel for at være skyld i USAs underskud på handels- og betalingsbalancen. Det er er et udtryk for en helt fundamental mangel på forståelse for økonomiske sammenhænge. Nej, USA’s underskud overfor udlandet skyldes ikke andre landes protektionisme – årsagen er, at det samlede offentlige og private forbrug plus investeringer er højere end den indenlandske værdiskabelse det pågældende år.

Argumenterne fra Ross og Navarro adskiller sig i øvrigt grundlæggende ikke fra dem venstrefløjen bruger. Når Donald Trump under sin valgkamp ønskede at stoppe de mexicanske ”sweatshops” (fabrikker, der fremstiller fx billigt tøj under barske vilkår), der ”underbyder amerikanske arbejdere‟, kunne 3F ikke have formuleret det bedre.

Både venstrefløjen og Trump glemmer, at globaliseringen har været en fordel for alle. De seneste mange årtiers stigende internationale handel har været til stor fordel for både virksomheder, forbrugere og den globale økonomi som helhed. Specialisering, ”economies of scale” (stordriftsfordele) og deraf følgende øget produktivitet har sikret bedre betalte jobs. Samtidig har globaliseringen sikret forbrugerne mere ”bang for the buck” i kraft af ”den deflationære effekt” – de varer, vi køber, bliver billigere. Ofte undervurderer man hvad det betyder for de laveste indkomstgruppers forbrugsmuligheder. Man glemmer at tage højde for forskelle i forbrugssammensætningen. Således udgør forbruget af handlede varer ((tøj, mad, elektronik mv.) mere af det samlede forbrug blandt de laveste, end blandt de højeste indkomstergrupper. Sidstnævnte efterspørger derimod i højere grad (hjemligt producerede) serviceydelser. Med andre ord, importen af billige varer fra fx Kina kommer i høj grad de lavere indkomstgrupper til gavn.

Desværre har vi siden finanskrisen oplevet stigende protektionisme. Blandt mange er der en udbredt forestilling om at globaliseringen måske nok har været godt for en række fattige lande (læs Kina) og udvalgte grupper i vesten, men har skadet brede dele af den vestlige befolkning. En forestilling som er blevet fremført af netop præsident Donald Trump. Der skabes et billede af, at væksten i Kina og andre lande er sket på bekostning af USA (i 1980erne herskede den samme forestilling om Japan).

I netop denne kategori finder vi anklagerne om at andre lande subsidierer deres eksportvirksomheder, at deres løn- og arbejdsvilkår medfører en ”unfair” konkurrence (sweatshops- argumentet) mv. Det påvirker naturligvis profitmulighederne for de indenlandske kapitalejere, hvis deres udenlandske konkurrenter fx får bundet skatteyderpenge i halen på deres produkter, men samfundsøkonomisk er det dog en fordel for importlandet. De egentlige tabere i denne sammenhæng er skatteyderne i det land, hvor subsidierne gives.

Det er i øvrigt også en almindelig misforståelse, at friere handel skaber flere arbejdspladser. Det er ikke tilfældet. Derimod indebærer øget frihandel bedre betalte arbejdspladser på grund af øget produktivitet. Og denne effekt opnår man vel og mærke via øget import. Ideen om eksport som den drivende faktor er en udpræget forestilling herhjemme, men den er forkert. Og den genfindes hos Trump, der får det til at lyde som om import er en dårlig ting – ”bad for America”, som han ynder at skrive i sine tweets. Tværtimod: Det er via importen at borgerne får adgang til langt flere og bedre varer, mens samfundet frigør ressourcer til at producere det, vi er gode til, i stedet for at de anvendes til at producere noget, vi kan købe billigere udefra.

 

Det er en almindelig misforståelse, at friere handel skaber flere arbejdspladser. Det er ikke tilfældet. Derimod indebærer øget frihandel bedre betalte arbejdspladser på grund af øget produktivitet
_______

 

Tag Trump på ordet og fjern alle toldsatser
Lad det være sagt tydeligt: Når EU harcelerer over Donald Trumps indførelse af ekstratold på stål og aluminium, så er det grundlæggende udtryk for ikke så lidt hykleri. Ikke mindst på landbrugsområdet er EU voldsomt protektionistiske og bærer historisk et stort ansvar for at det aldrig for alvor er lykkedes globalt at liberalisere handlen med landbrugsvarer i samme grad som det har været tilfældet med industriprodukter (fremstillingsvarer).

Fornylig så vi hvorledes ”den store franske reformator”, Emmanuel Macron, afviste lettere adgang for Sydamerikansk oksekød i forbindelse med forhandlingerne mellem EU og Mercosur med den begrundelse, at “Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”.

 

EU’s egne tåbeligheder på handelsområdet handler primært om at tilgodese særinteresser på bekostning af flertallet af borgere
_______

 

EU’s egne tåbeligheder på handelsområdet handler primært om at tilgodese særinteresser på bekostning af flertallet af borgere. Hvad ville der ske, hvis EU i stedet for at protestere mod Trjmp og true med at indføre ekstratold på udvalgte amerikanske produkter, tog den amerikanske præsident på ordet 10. marts tweetede Trump jo: ”The European Union, wonderful countries who treat the U.S. very badly on trade, are complaining about the tariffs on Steel & Aluminum. If they drop their horrific barriers & tariffs on U.S. products going in, we will likewise drop ours. Big Deficit. If not, we Tax Cars etc. FAIR!”

Der er MANGE toldmure, man kan og bør droppe. Herunder fx den 10 procents told, EU lægger på import af amerikansk fremstillede biler. Det ville der muligvis være dele af den europæiske bilindustri som ville begræde, til gengæld ville det indebærer en samfundsøkonomisk gevinst og billigere (også europæiske) biler til glæde for borgerne i EU.

Og her er vi ved kernen af frihandel. Ret beset er der slet ikke brug for indgåelse af indviklede handelsaftaler, der ofte i sig selv indebærer markedsforvridninger og dermed unødige samfundsøkonomiske tab. I stedet bør man unilateralt – altså: land for land for land – afskaffe alle handelsrestriktioner. Historien viser klart, at de mest åbne økonomier også er de økonomier som har klaret sig bedst og sikret den højeste levestandard for deres borgere. Ikke via primært via eksport, men derimod via let adgang for import.

Det kommer desværre næppe til at ske. Dertil er handelspolitik i alt for høj grad præget af hensynet til særinteresser. Det gælder i Europa, som det gælder i USA. ■

 

_______

 

I EN BEGRÆNSET PERIODE er denne artikel GRATIS. Tegn abonnement nu og få adgang til alle RÆSONs betalingsartikler – samt det trykte magasin sendt med posten 4 gange om året. 12 måneders abonnement koster blot: 250 kr., studerende: 200 kr., pensionister: 200 kr.

Niels Westy er cand.polit. ILLUSTRATION: Præsident Trump underskriver den proklamation, der lægger told på import af stål og aluminium, omgivet af arbejdere i Roosevelt-værelset i Det Hvide Hus. Foto: Michael Reynolds/Pool/CNP/Scanpix