09.10.2018

Sidste uges åbning af FN’s Generalforsamling i New York var endnu en påmindelse til verdens ledere om, at præsident Trumps verdensorden, som han nu kalder ”the doctrine of patriotism”, yderligere vil isolere USA i det internationale samarbejde og skade kampen mod klimaforandringer, samtidig med at han langer ud efter tidligere allierede og hylder diktaturer. Europas – og Danmarks – politiske ledere har ansvaret for, at den politiske kurs ikke normaliseres.

Af Trine Pertou Mach

Præsident Trumps udenrigspolitik er en udfordring for danske og europæiske interesser og troen på internationalt samarbejde. Der burde derfor være bred politisk enighed i Danmark om utvetydigt at undsige ham. Det er således forstemmende, når eksempelvis Naser Khader, Konservativt Folkepartis udenrigsordfører og adjunct fellow ved den amerikanske tænketank Hudson Institute, i RÆSON den 30. august forsvarer Trumps mellemøstpolitik som realpolitik på nye flasker. Det vil jeg vende tilbage til nedenfor.

Trumps tale til FN’s generalforsamling 25. september bød på forsvar for patriotisme og nedrakning af internationalt samarbejde. Han talte om ”unelected, unaccountable, global bureaucracy” og roste sig selv for at trække USA ud af internationale organisationer og aftaler – han kom endda med en direkte afvisning af ”the ideology of globalism‟. Klimaudfordringerne blev ikke nævnt ikke med et ord, men han slog fast, at ”The United States stands ready to export our abundant, affordable supply of oil, clean coal, and natural gas”.

Trump abonnerer grundlæggende på en fortælling om, at USA’s problemer er påført udefra. Det er kinesernes skyld, at industriarbejdspladser er forsvundet (og ikke amerikanske virksomheders jagt på profit), OPEC har ansvaret for høje oliepriser, og ”illegal immigration […] hurts hardworking citizens, and has produced a vicious cycle of crime, violence, and poverty”. Denne offergørelse er populismens fornemste våben, men den er uforenelig med en politik, som løser problemerne. Udenrigspolitisk er den en katastrofe, og det får mig til vende mig mod den normalisering af Trumps udenrigspolitik, som Khader har gjort sig til talsperson for.

Ifølge Khader vil Trumps mellemøstpolitik skabe fred i regionen. Det tvivler jeg på. Det, vi ser udspille sig i regionen lige nu, er, hvad Det Hvide Hus omtaler som ”Peace through Strength”. Det er et ganske alvorligt skifte; ikke bare for amerikansk udenrigspolitik, men også for den internationale samfundsorden, der møjsommeligt er blevet opbygget siden Anden Verdenskrig.

 

Det, vi ser udspille sig i regionen lige nu, er, hvad Det Hvide Hus omtaler som ”Peace through Strength”. Det er et ganske alvorligt skifte
_______

 

Jeg medgiver gerne, at Trump ikke blot er en elefant i den udenrigspolitiske glasbutik, og det er for tyndt alene at fokusere på hans ”usympatiske og vulgære” stil og ordforråd med den indirekte logik, at han derfor ikke skal tages alvorligt. Det skal han, og det samme skal hans administrations politik. Det er højst tænkeligt – som Khaders forsvar for Trump-administrationens udenrigspolitik lyder – at den førte udenrigspolitik er ganske gennemtænkt fra USA’s side. Det understreger blot alvoren.

Men Khaders analyse af USA’s Mellemøstpolitik som realpolitik på nye flasker fejler. Eksempelvis er USA’s beslutning om at flytte sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem – ud over at være en enorm gestus til Israel – det stik modsatte af realpolitik. Det er en blanding mellem neokonservativ chokterapi mod palæstinenserne og amerikansk indenrigspolitik, hvor Trump søger at tækkes sin højrekristne vælgerbase. For store dele af de såkaldte evangelical christians i USA læses biblen meget tekstnært, og Israel spiller en særlig rolle for Jesus genkomst på Jorden. Det er også rimeligt at formode, at Israels præsident Netanyahu har ført en tung lobbykampagne overfor USA. Denne dagsorden er der ingen grund til at støtte, og det hører under ingen omstændigheder hjemme i nutidens udenrigspolitik.

At forvente at det vil sætte gang i fredsforhandlingerne, samt at Israel vil betale USA tilbage ved at give indrømmelser til palæstinenserne, har Khader intet belæg for. Der er ikke meget, der tyder på, at skiftende israelske regeringer tænker i, at støtte fordrer gengældelse eller kompromisser. Et andet helt afgørende punkt, som Khaders analyse er blind overfor, er Jerusalems fremtidige status i en to-statsløsning – et af nøgleforhandlingspunkterne i de stillestående fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina. Men USA’s flytning af ambassaden fra Tel Aviv til Jerusalem har reelt fjernet dette nøglepunkt fra forhandlingsbordet til Israels fordel (ikke at forveksle med at problemet er ’løst’).

DEN AKTUELLE amerikanske udmelding om at standse sit økonomiske bidrag i omegnen af 217 mio. dollars til UNWRA (UN Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East), er højst sandsynligt et gennemtænkt led i det ’fredsarbejde’, som Khader lader os forstå, er på tegnebrættet. USA hævder blandt andet, at UNWRA overdriver antallet af flygtninge, og at palæstinenserne desuden burde stoppe deres kritik af USA. I talen i sidste uge understregede Trump, at USA aldrig fik noget fra nogen, og at de fremover alene vil give bistand til dem, der respekterer USA og åbent og ærligt er landets venner.

UNWRA leverer hjælp til omkring fem millioner palæstinensere i Jordan, Libanon, Syrien og de israelsk besatte områder på Vestbredden og Gaza. Dette består i helt grundlæggende bistand – fra sundhedsklinikker, fødevarehjælp til skoler. Situationen i Gaza er en humanitær katastrofe, og det spørgsmål, man som minimum bør stille sige selv – og Naser Khader – er, om en total forarmelse mon øger eller mindsker konfliktniveauet mellem Gaza-palæstinenserne og Israel?

 

Det spørgsmål, man som minimum bør stille sige selv – og Naser Khader – er, om en total forarmelse mon øger eller mindsker konfliktniveauet mellem Gaza-palæstinenserne og Israel?
_______

 

USA’s beslutning om at stoppe støtten til UNWRA støttes naturligvis fra israelsk side. Israel er ligefrem af den mening, at UNWRA helt bør nedlægges for dermed én gang for alle at afmontere det – i israelsk optik – problem, at der findes palæstinensiske flygtninge med forhåbning om at vende tilbage til det oprindelige palæstinensiske territorium, de blev fordrevet fra i 1948 – eller i hvert fald at opnå anerkendelse af den principielle ret til at vende tilbage. Med andre ord er der tale om endnu et amerikansk anslag mod den palæstinensiske befolkning, hvilket i en udenrigspolitisk analyse næppe kan tolkes som andet end endnu et skridt mod at tage nøglepunkter af forhandlingsbordet i Israels favør forud for fredsforhandlingerne. Igen må det understreges, at problemet ikke er løst, men fjernet.

Den amerikanske mellemøstpolitik kan føre til en situation, hvor palæstinenserne har så begrænset manøvreplads, at de reelt ikke kan forhandle, men må acceptere, hvad de bliver tilbudt: Der opnås ”Peace through Strength”. For hvad er der – hvis man køber Khaders argument om, at USA presser Israel til at give indrømmelser – egentlig tilbage, der realistisk kan kompensere palæstinenserne politisk? Hvilken fred er det, man kan opnå?

KIGGER MAN dernæst på USA’s nye Iran-politik, fortaber det realpolitiske sig ligeledes i tågerne. Iran-politikken ligger i direkte forlængelse af rivaliseringen mellem Saudi-Arabien og Iran, hvor USA’s nuværende administration ensidigt har valgt side med førstnævnte.

Det er ikke en vej, som Europa skal følge. Fastholdelse af sanktioner mod Iran og i værste tilfælde krig vil ikke gavne den politiske situation i Iran men spille bolden over til landets høge. Det gavner derfor ikke ambitionen om stabilitet i regionen at agere konfrontativt mod Iran. En ophævelse af den historiske aftale, som blev indgået under Obama – hvilket i sig selv gør den ugleset i Trumps øjne – vil desuden ikke gavne Europas økonomiske interesser.

Det er stærkt bekymrende med en amerikansk administration, der decimerer en historisk aftale med Iran. For en aftale, som skal forhindre Iran i at bygge atomvåben, er værd at beholde. Også selvom den ikke er perfekt. En aftale giver mulighed for yderligere dialog og opbygning af tillid, og den vil være en vigtig brik for at skabe stabile relationer i Mellemøsten.

 

Både når det kommer til mulighederne for en løsning af Israel-Palæstina-konflikten og Iran-aftalen, gælder det, at USA er parat til at bruge en pistol-for-tindingen-politik for at gennemtvinge sine interesser
_______

 

Både når det kommer til mulighederne for en løsning af Israel-Palæstina-konflikten og Iran-aftalen, gælder det, at USA er parat til at bruge en pistol-for-tindingen-politik for at gennemtvinge sine interesser. Og ’enten er du med os eller imod os’-kursen vil formentlig også ramme Europa, der mod amerikansk vilje holder fast i atomaftalen. Der er lagt op til yderligere konflikt på den internationale scene.

Der er således ingen grund til at pakke Trumps udenrigspolitik ind i normaliserende vendinger, som Khader gør, for politisk styrker han de mest reaktionære kræfter og bidrager til destabilisering af en i forvejen ganske udsat global orden.

Vi skal naturligvis forholde os reelt til de nybrud, der sker i USA’s udenrigspolitik; såsom hvordan Trump ændrer USA’s Grand Strategy i udenrigspolitikken. Tidligere kunne den identificeres som en politik med en kerne af beskyttelse af nationale interesser (militær sikkerhed og økonomisk vækst), og rundt om dette en strategi om at opretholde den gældende liberale verdensorden, der – overordnet set – tilgodeså amerikanske interesser.

Strategiske områder har tidligere omfattet antispredning af atomvåben og at holde rivaler i skak som led i den militære sikkerhed. På det punkt er der ikke meget nyt. Men der er sket et paradigmeskifte i forhold til de dele af udenrigspolitikken, som dels skulle sikre amerikansk økonomisk vækst gennem frihandel, og dels anså anerkendelse og beskyttelse af og engagement i det internationale fællesskab i bred forstand som varetagelse af amerikanske interesser.

Det bidrager til en destabilisering af den globale orden og måden, vi håndterer – og inddæmmer – konflikter på, således at internationalt samarbejde risikeres at blive sat over styr. Skiftet er i flere tilfælde i direkte modsætning til danske og europæiske interesser. Dansk økonomi er afhængig af åbne markeder og international stabilitet, og dansk sikkerhed afhænger i første omgang af opbygning og overholdelse af international ret og samarbejde. At danske politikere på højrefløjen stiller sig op og udtrykker forståelse for USA’s ændrede kurs, er beklageligt.

Det amerikanske paradigmeskifte er langt mere alvorligt end en ikonisk præsident med en, trods vulgariteten, vis underholdningsværdi. Det er et skifte, der kalder på politisk og solidarisk oprustning i resten af den vestlige verden. FN’s generalforsamling de kommende uger byder forhåbentlig på styrke og håb i den retning. ■

 

Det amerikanske paradigmeskifte er langt mere alvorligt end en ikonisk præsident med en, trods vulgariteten, vis underholdningsværdi. Det er et skifte, der kalder på politisk og solidarisk oprustning i resten af den vestlige verden
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt