12.03.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Den danske model har mange elskere, men de fleste forsvinder før daggry

Kommentar af Niels Jespersen

DE KOMMUNALE ARBEJDSGIVERES beslutning om at møde fagforeningernes strejkevarsel med lockout, får flere politikere til at erklære deres kærlighed til de offentlige ansatte. Problemet er bare, at de gør sig skyldige i netop den form for politisk indblanding, som den danske model skulle være et værn imod.

Den forgangne uge bød på en historisk optrapning af konflikten mellem arbejdstagere og arbejdsgivere på det offentlige område, da staten og kommunernes landsforening (KL) varslede lockout af flere end 400.000 offentligt ansatte. Et drastisk skridt, men helt efter bogen i den såkaldte danske model, hvor idealet er, at politikerne blander sig uden om og lader overenskomstforhandlingerne ske mellem fagforeninger og arbejdsgivere. Fagforeningerne går efter at ramme central samfundsinfrastruktur som statens IT, DSB og landbrugseksporten, mens arbejdsgiverne svarer igen ved at ramme fagforeningerne på strejkekasserne.

Så langt så godt. Problemet er bare, at på det offentlige område er arbejdsgiverne samtidig også politisk valgte. I KL er flertallet socialdemokrater, hvilket giver god mening, eftersom vi lever i et demokrati med valg til kommunalbestyrelserne og netop har haft et kommunalvalg, hvor Socialdemokratiet sejrede stort.

Derfor kan det godt ligne en situation, hvor den borgerlige regering og Socialdemokraterne står sammen om at tryne arbejdstagerne. En konspirationsteori, der i den grad fødes af, at det var sådan lærerkonflikten i 2013 blev oplevet. Samtidig sympatiserer et flertal af vælgerne med de offentlige ansattes krav. Det gør fristelsen for at tage nogle nemme point hjem, umulig at modstå for folketingets mindre partier.

 

Et flertal af vælgerne sympatiserer med de offentlige ansattes krav. Det gør fristelsen for at tage nogle nemme point hjem, umulig at modstå for folketingets mindre partier
_______

 

FØRST STILLEDE KOMMUNALE BYRØDDER fra Enhedslisten og SF sig på pædagogernes, sygeplejerskernes og lærernes side. Så gik Uffe Elbæk ud med en Facebook-opdatering, hvor han kritiserede KL’s beslutning og udtrykte sin støtte til de offentlige ansattes krav. Samtidig udråbte han et leve for den danske model, der er baseret på, at politikerne blander sig uden om forhandlingerne. De fleste mennesker ville finde de to positioner gensidigt uforenelige, men den slags er Elbæk nu engang mester i.

Så fulgte SF-formand Pia Olsen Dyhr og parti-løjtnant Jacob Mark fulgte trop. Der var engang hvor SF skulle appellere til de leverpostejssmørende privatansatte mænd i Kansas-tøj. Den strategi er entydigt forladt nu, hvor SF toner rent flag som interesseparti for de offentlige ansatte.

Venstrefløjens politikere strides om at erklære deres kærlighed til den danske model højest, men de er den slags elskere, der forsvinder længe inden daggry. På nudansk ville man kalde dem nogle fuckbois. Pernille Skipper, Uffe Elbæk og Pia Olsen Dyhr indtager denne rolle, når de nærmest i samme åndedrag erklærer deres kærlighed til den danske model, men samtidig kræver mere politisk indblanding for at opnå en hurtig gevinst. De er dog nemme at gennemskue.

Så er der mere drevenhed over Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, der optræder med et af DFs tilbagevendende glansnumre. Nemlig at vedtage noget og så tale imod det, som om det intet har med ham at gøre. Han gik ud og erklærede sin kærlighed direkte til lærerne som “blev kørt fuldstændig over ved sidste konflikt”, uagtet af DF dengang selv stemte for lovindgrebet. Nu fortjener lærerne så en ekstra erkendtlighed, hvilket altså åbenbart er noget folketingets partier skal kunne sidde og uddele.

THULESEN DAHL er Christiansborgs suverænt største opportunist og således er det ikke overraskende, at han skifter side som vinden blæser. Her henter han den lette gevinst ved at fedte for lærerne, mens Mette Frederiksen får kritik for at holde sig neutral. Det er godt spin, men det er også totalt useriøst. Thulesen Dahl satser på at hans vælgere og journalisterne er ligeglade. Han plejer at få ret.

Den mest skamløse er dog den Radikale formand Morten Østergaard. I en pressemeddelelse udsendt midt under KL’s topmøde, tog de Radikale klart afstand fra den lockout som det Radikale medlem af KL’s bestyrelse selv havde stemt for. Kort tid efter var den Radikale leder ude på Facebook, hvor man på den mest sleske vis skrev en lang kærlighedserklæring til de selvsamme lærere, som han som minister i Thorning-regeringen var med til at tage røven på tilbage i 2013. Dengang var Morten Østergaard forskningsminister og således en af de helt centrale spillere i opgøret med lærerne arbejdstid. Nu står han på trappen med et skævt smil på læben og halvvissen blomsterbuket fra Føtex i hånden. ”Tag mig tilbage, denne gang bliver det anderledes!”

 

Thulesen Dahl er Christiansborgs suverænt største opportunist
_______

 

SANDHEDEN ER, at et politisk styret arbejdsmarked er gift for lønmodtagerne. Det eneste reelle alternativ til den nuværende model, er et langt mere politisk styret arbejdsmarked. Det er reelt det, som både Enhedslisten, SF, Alternativet, Radikale og DF arbejder for, når de blander sig i forhandlingerne mellem KL og fagforeningerne.

Skrækscenariet er at politikerne skal sidde nede i folketingssalen og stemme om de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold. Det vil gøre de offentligt ansattes arbejdsvilkår til en ideologisk slagmark og fedte hele processen ind i det øvrige politiske spil – ”Giv os en motorvej på Sydfyn, så smider vi en ekstra pensionsprocent efter pædagogerne”.

Det bliver rent dilletant-teater, hvor tillidsmænd og arbejdsgivere erstattes af politikere som den 34-årige venstreminister Sophie Løhde, der har levet professionelt af politik siden hun blev myndig, og som aldrig har prøvet at drive en virksomhed eller repræsentere sine kollegaer i en forhandling.

Den model vil passe fint til politikere, der lever af overbudspolitik. Og dem er der mange af, især på venstrefløjen. Den borgerlige regering, der har udvist en i særklasse stor iver for at centralisere og kontrollere alt hvad borgerne går rundt og laver, vil også glæde sig. DF vil elske at kunne sidde og spise udvalgte vælgergrupper af med små godbidder.

Men har man lønmodtagernes interesser for øje, så vil det være en katastrofe. I det scenarie vil der reelt ikke være nogen grund til at offentlige ansatte er medlemmer af en fagforening. Det vil svække de forbund, der har både offentlige og private medlemmer, såsom HK, katastrofalt og stille de privatansatte langt ringere, når de skal ud og forhandle overenskomst. Dernæst vil det være nemt spille de privatansatte og offentlige arbejdere ud mod hinanden i næste konflikt.

DEN DANSKE MODEL er en ombejlet dame, som mange gerne vil forføre. De fleste af hendes beundrere vil kun lokke hende i uføre, heldigvis er hun dog efterhånden både erfaren og robust. At det hele – som nu – ligner kaos, er et vilkår, fordi flere parter skal nå til enighed. Dette skænderi er dog stadig at foretrække frem for en model, hvor den ene part i form af staten bestemmer det hele. Desværre er en hel kongerække af af partiledere tilsyneladende valgt den kurs. Man må håbe at fagforeningerne og lønmodtagerne gennemskuer deres tomme frierier. ■

 

Man må håbe at fagforeningerne og lønmodtagerne gennemskuer deres tomme frierier
_______

 

LÆS OGSÅ:
– Niels Jespersen: Den danske model var altid lidt af en illusion, når det kom til de offentligt ansatte (4/3 2018)
– Corydon: Det er afgjort forkert at forstå Socialdemokraterne som et venstrefløjsparti (2013)
– Dennis Kristensen: Kære Elite. Der er et folkeligt oprør på vej (2015)



Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Niels Jespersen (f. 1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran, og uddannet cand.mag. i historie. Han udkommer senere på året, sammen med journalist Mikkel Andersson, med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 40 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Scanpix