06.04.2018

Hvorfor opfatter amerikanerne ikke deres egen udenrigspolitik som hyklerisk, hver gang de gør dét, de kritiserer andre for? Forklaringen er at finde i historiefilosofi: USA ser – stadig – sin egen samfundsmodel som den, der er verdenshistoriens endemål.

International opinion af Thomas Lie Eriksen

Med nye nationale sikkerhedsstrategier og ny udenrigsminister står det klart, at USA’s udenrigspolitik skifter retning. Ud med: Terrortruslen. Ind med: Klassisk stormagtsrivalisering. Men én ting forandrer sig ikke: Amerikansk udenrigspolitik har en fast bestanddel af hykleri.

Et aktuelt eksempel: I begyndelsen af februar kritiserede den nu forhenværende udenrigsminister, Rex Tillerson, den voksende kinesiske økonomiske og politiske indflydelse i de sydamerikanske stater. Dette fandt sted på en pressekonference i Austin, Texas, hvor Tillerson betonede, at det historisk set er De Forenede Stater, der har været Sydamerikas mest pålidelige samarbejdspartner. Det valgte Tillerson bl.a. at eksemplificere ved Monroe-doktrinen fra 1823, der fastslog, at hele det amerikanske kontinent var USA’s privilegerede indflydelsessfære, som konkurrerende europæiske magter skulle holde sig fra. Dén udtalelse – med dens henvisning til en klar imperialistisk doktrin – fik den kinesiske regering til omgående at gå til modangreb og beskylde den amerikanske administration for hykleri.

Set udefra forekommer Tillersons bemærkninger også meget aparte. De to magter, Rusland og Kina, der angiveligt udgør en eksistentiel trussel mod USA’s nationale sikkerhed, forsøger i disse år ud fra vidt forskellige forudsætninger at skabe deres egne indflydelsessfærer i deres nærområder i hhv. Ukraine/Østeuropa og Det Sydkinesiske Hav. Deres handlinger vækker voldsomme amerikanske protester og modforanstaltninger både retorisk, politisk og militært, og her står USA’s reaktioner i skærende kontrast til Rex Tillersons egne neoimperialistiske bemærkninger.

Her kan det indvendes, at USA i modsætning til især Rusland, men til dels også Kina, ikke anvender militærmagt over for sit nærområde. Men den amerikanske historie i forhold til Latinamerika viser klart, at Washington ikke er bange for at spille med de militære muskler, når amerikanske interesser ikke bliver varetaget. Det så vi fx i Chile i 1973 og i Nicaragua og Guatemala i 1980’erne og 1990’erne. Og det kan bestemt heller ikke udelukkes i fremtiden.

I Washington er man desuden som bekendt helt oppe i det røde felt over den angivelige russiske indblanding i valgkampen 2016. Det er fuldt forståeligt. Men USA har ofte selv blandet sig i andre staters interne anliggender, herunder i deres valg.

 

Med nye nationale sikkerhedsstrategier og ny udenrigsminister står det klart, at USA’s udenrigspolitik skifter retning. Ud med: Terrortruslen. Ind med: Klassisk stormagtsrivalisering
_______

 

Historiens mening
Kan amerikanerne virkelig ikke se deres eget udenrigspolitiske hykleri? Svaret på dette spørgsmål er komplekst og hænger sammen med den måde, hvorpå den amerikanske politiske elite og befolkning forstår deres egen historie og ikke mindst USA’s placering i verdenshistorien.

Det er blevet fast kutyme, at skiftende administrationer – republikanske såvel som demokratiske – i deres udenrigspolitiske ageren mener at kunne placere konkurrerende magter (i disse år: Rusland) på den „forkerte side af historien‟ i modsætning til amerikanerne selv. Fx sagde Obama i 2014: „I think the strong condemnation that it has received from countries around the world indicates the degree to which Russia is on the wrong side of history on this‟.

Udsagnet om at være placeret på den rigtige eller forkerte side af historien giver hverken logisk eller sproglig mening, medmindre det anskues i et historiefilosofisk perspektiv, hvor det så til gengæld får en meget konkret mening, som måske kan være nøglen til en bredere og dybere forståelse af amerikansk samt vestlig udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Hvis vi ønsker at lokalisere årsagen til amerikanernes historiskfilosofiske forståelse af verden, behøver vi ikke bevæge os længere tilbage end til afslutningen på Den Kolde Krig og udgivelsen af Francis Fukuyamas idépolitiske traktater om Historiens afslutning og det sidste menneske [oprindeligt en artikel fra 1989, der i 1991 blev til en bog, red.]. Heri fremsætter Fukuyama sin berømte tese om, at Berlin-murens fald og Sovjetunionens opløsning, forbundet med det totale nederlag for den kommunistiske/marxistiske ideologi, repræsenterer afslutningen på verdenshistorien. Det skyldes, ifølge Fukuyama, at der nu ikke længere er nogen konkurrerende ideologi eller politisk anskuelse, der kan udfordre det liberale, vestlige (amerikanske) kapitalistiske system.

Hermed udgør afslutningen på Den Kolde Krig også afslutningen på en århundredelang kamp mellem forskellige styreformer: monarki og aristokrati, religiøse teokratier og senest den fascistiske og kommunistiske ideologi. Alle har de forsøgt at opnå verdensherredømme og beherske historiens gang, men de har i sidste ende alle fejlet, og kun én samfundsform står nu tilbage på slagmarken.

 

Skriftet om historiens afslutning er blevet set som en prægnant sejrserklæring, men skal nok snarere anskues som en ambitiøs historiefilosofisk programerklæring, hvis formål især er at fungere som retningsanviser for den udenrigspolitiske orientering i tiden efter 1989
_______

 

Det er vanskeligt at overvurdere Fukuyamas betydning for amerikansk udenrigspolitik i tiden efter 1989. Skriftet om historiens afslutning er blevet set som en prægnant sejrserklæring, men skal nok snarere anskues som en ambitiøs historiefilosofisk programerklæring, hvis formål især er at fungere som retningsanviser for den udenrigspolitiske orientering i tiden efter 1989, og hvis implikationer for amerikansk selvforståelse både kan føres tilbage til nationens fødsel (forklaringen herpå vender jeg tilbage til) og samtidig beskriver staternes evige magtkamp, der mere end noget andet kendetegner verdenshistorien.

Fukuyamas metode tager udgangspunkt i en læsning af verdenshistorien som en samlet og fremadskridende fortælling, en progression mod et endeligt mål. Denne tilgang er ikke original – Fukuyama henter eksplicit hovedinspirationen hos de store tyske tænkere G.W.F. Hegel og Karl Marx. Men ifølge den tyske filosofihistoriker Karl Löwith skyldes idéen om historien som et lineært forløb med en begyndelse og slutning faktisk tidlig jødisk/kristen teologi og forestillingen om de sidste tiders komme. Det var dog først med den franske oplysningsfilosofi, at historiefilosofien finder sin moderne udformning. Löwith betegner denne udgave af jødisk/kristen historieforståelse som en ’sekulariseret eskatologi’, der udvikles af Voltaire, som foretager en meget selektiv læsning af verdenshistorien.

Selvom tesen om historiens afslutning ikke er videre original, er det til gengæld utroligt forskelligt, hvad der er blevet lagt i begrebet, og hvordan den konkrete afslutning på historien rent faktisk ser ud. For den franske oplysningsfilosofi anført af Voltaire var historiens afslutning at finde i 1700-tallets Frankrig med borgerskabets emancipation. For den måske største oplysningstænker Immanuel Kant bestod afslutningen i, at mennesket ved hjælp af fornuften søger at regulere de mellemstatslige forhold ved hjælp af dannelsen af et verdensomspændende folkeforbund og herigennem skaber den evige fred. For Hegel og Marx bestod verdenshistoriens kulmination i hhv. frihedens og verdensåndens udfoldelse i den preussiske stat (Hegel) og proletariatets sejr i en årtusindelang klassekamp (Marx). Og for Fukuyama udfolder verdenshistorien sig altså i den amerikanske orden.

Man kan måske få det indtryk, at spørgsmålet om historiens afslutning er et rent abstrakt filosofisk-spekulativt foretagende uden nogen forbindelse til den konkrete politiske virkelighed. Sådan forholder det sig ikke. Det er nemlig ikke kun store tænkere, der gennem historien har forsøgt at realisere en historiskfilosofisk vision, der kan forklare verdenshistorien i sin helhed. Adskillige statsledere og herskere har med vold og magt forsøgt at realisere deres egne personlige historiefilosofiske ambitioner gennem skabelsen af imperier. Fra Karl den Store over den mytiske tyske kejser Frederik Barbarossa til Napoleon og Hitler. Forskellige tidsaldre, forskellige personligheder, men fælles er visionen om, at netop de er udset til at afslutte historien gennem skabelsen af et universelt imperium – fx i form af et Tusindårsrige, sådan som det var nazisternes profetiske og verdenshistoriske mission.

 

Først med afslutningen af den storpolitiske tvekamp i 1991 kunne Washington for alvor med Fukuyamas tese i ryggen begynde at forme verden i sit eget billede. Hermed fandt der en umærkelig sammenblanding af historiefilosofi og geopolitik sted
_______

 

Hvordan passer nu den amerikanske oplevelse ind i denne fortælling? Grundlæggelsen af De Forenede Stater falder sammen med oplysningstiden, hvis idealer kom til at præge den nye nation dybt. Forståelsen af historien som et lineært forløb mod fremskridt og udvikling er så at sige en del af amerikanernes arv. Ligesom overbevisningen om at være et udvalgt folk – Amerika som „A Shining City upon a Hill‟. En opfattelse som ikke mindst Ronald Reagan i moderne tid har medvirket til at mytologisere, men som i sin historiske kerne omhandler det forhold, at den nye verden for de først ankomne kolonister fremstod som et nyt helligt land, hvor menneskeheden kunne begynde forfra og skabe et nyt paradis.

Det var dog først med udbruddet af Første Verdenskrig og anført af den idealistiske præsident Woodrow Wilson, at amerikanerne havde udviklet den fornødne økonomiske og militære styrke til at kunne begynde at deltage i kampen om den historiefilosofiske udformning af verden. De europæiske stormagters fald blev den konkrete begivenhed, der medførte, at USA var nødsaget til at tage ansvar for verdens ligevægt. Men dermed skulle der efter Wilsons opfattelse skabes en helt ny verdensorden efter krigens kaos og ødelæggelser.

USA og Sovjetunionen holdt hinanden i skak under Den Kolde Krig (1945-89), og først med afslutningen af den storpolitiske tvekamp i 1991 kunne Washington for alvor med Fukuyamas tese i ryggen begynde at forme verden i sit eget billede. Hermed fandt der en umærkelig sammenblanding af historiefilosofi og geopolitik sted. USA behøvede ikke længere en privilegeret indflydelsessfære, som ellers havde været det traditionelle mål for stormagter og imperier gennem historien. I stedet var hele verden nu blevet reduceret til en kæmpe amerikansk indflydelsessfære. Men samtidig var der ikke tale om klassisk imperialisme: Fordi amerikanerne befandt (og befinder) sig på den „rigtige side af historien,‟ var alt, hvad der var godt for Amerika, også godt for resten af verden. Sådan må det nødvendigvis være, når man repræsenterer verdenshistoriens afslutning.

Hermed er det udenrigspolitiske hykleri også forklaret. Når amerikanerne invaderer andre stater, fjerner politiske ledere eller manipulerer med valgprocesser, er det alt sammen led i den overordnende historiefilosofiske forståelse af verdenshistoriens endemål. En verden, der politisk, økonomisk, militært og kulturelt er domineret af De Forenede Stater, og som derfor befinder sig i en permanent fredstilstand.

Såfremt konkurrerende magter eller enkelte personer forsøger at lægge hindringer i vejen for Washington, er dette samtidig et forsøg på at forhindre historiens naturlige fremadskridende proces.

 

Fordi amerikanerne befandt (og befinder) sig på den „rigtige side af historien,‟ var alt, hvad der var godt for Amerika, også godt for resten af verden. Sådan må det nødvendigvis være, når man repræsenterer verdenshistoriens afslutning
_______

 

Historiens genkomst
Verdenshistorien fandt naturligvis ikke sin afslutning med Berlin-murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. At det hele næppe blev så enkelt, var Fukuyama selv opmærksom på, hvorfor han understregede, at historiens afslutning ikke betyder afslutningen på politisk begivenhedshistorie som sådan. Begivenheder vil fortsat fremtræde og påvirke mange mennesker – men den overordnende fortælling om den amerikanske dagsordens globale dominans vil forblive uantastet.

I cirka 18 år efter de storpolitiske omvæltninger, der fandt sted mellem 1989 og 1991, syntes den globale orden nærmest at være modeleret efter Fukuyamas tese. Politiske begivenheder og krige var fortsat en del af dagens orden, men de udspillede sig alle inden for rammerne af ’pax americana’ [den amerikanske fred, red.].

En del iagttagere vil utvivlsomt hævde, at det var med 11. september og angrebet på World Trade Center, at Fukuyamas forudsigelser blev endeligt tilbagevist, og at historien på ny åbnende sig mod verden. 11. september var naturligvis et chok for den amerikanske befolkning og politiske elite, men det var ikke en begivenhed, der for alvor kunne ryste det amerikanske samfund eller skabe tvivl om Washingtons globale lederskab. Derfor skal vi nok nærmere undersøge de begivenheder, der udspillede sig omkring 2008 med den globale finanskrises begyndelse.

Særligt vigtig i denne sammenhæng er Ruslands sommerkrig mod Georgien. Den korte krig forekommer måske i den store sammenhæng ubetydelig, men det var reelt her, at verdenshistorien blev sprængt vidt åben igen. Krigen, hvis formål var at forhindre georgisk (og ukrainsk) NATO-medlemskab, var det største anslag mod globalt amerikansk lederskab efter murens fald. Russerne afviste her den gængse amerikanske tolkning af Den Kolde Krigs afslutning som en nærmeste messiansk begivenhed, hvor Guds udvalgte profet Ronald Reagan lagde ondskabens imperium i grus og herigennem indvarslede netop verdenshistoriens afslutning.
Med udgangspunkt i en ganske anden historiefilosofisk tradition, som henter sin inspiration i den antikke, græske, cykliske historieopfattelse, opfattede Moskva hele forløbet efter 1989 helt anderledes. Efter at russerne igennem 90’erne havde måttet udstå en række ydmygelser, satte Rusland sig i 2008 til modværge mod amerikansk indflydelse. Hermed satte Rusland sig op imod den store fortælling om historiens afslutning og gjorde dermed opgøret med Washington personligt.

Dette er en stor del af årsagen til det intense opgør, vi i dag oplever mellem Washington og Moskva. Hvor amerikanernes begyndende kamp mod Kina er forretningsmæssig og langt hen ad vejen rationel, er opgøret med Rusland en mystisk affære, hvor Moskva måske nok udgør en trussel for sine nabostater, men ikke besidder den fornødne styrke til at kunne udgøre en reel fare for Europa som helhed og slet ikke for den globale (amerikanske) orden. Her er det netop Beijing, der burde være Washingtons hovedbekymring, men utrolige mængder af energi og ressourcer bliver alligevel brugt på at bekæmpe russerne på alle leder og kanter fra Ukraine over Kakasus til Mellemøsten. I en realpolitisk kontekst giver dette ikke megen mening. Men anskuet i et historiefilosofisk perspektiv, åbenbarer en dybere mening sig. Med sin blotte tilstedeværelse i verden og ved at nægte at underordne sig Washingtons globale lederskab udgør Rusland en konstant trussel mod amerikansk dominans og dermed mod historiens afslutning. Opgøret mellem USA og Rusland vil derfor næppe finde sin afslutning foreløbig. Det er – som det 20. århundredes mest berømt amerikansk Ruslandsekspert George F. Kennan engang formulerede det – en duel uden ende. ■

 

Med sin blotte tilstedeværelse i verden og ved at nægte at underordne sig Washingtons globale lederskab udgør Rusland en konstant trussel mod amerikansk dominans og dermed mod historiens afslutning
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden