04.09.2018

”Sverige er selvfølgelig salafismens epicenter i Skandinavien, fordi Sverige har mangle flere muslimer af forskellige observanser. […] I Danmark er situationen en anden, fordi der ikke er de samme udfordringer med integration som i Sverige og Norge. Salafisme spredes og påvirker hovedsageligt folk i områder med en høj grad af segregering, hvilket er meget mere almindeligt i Sverige end i Danmark.”

Interview af Jonas Stengaard Jensen

RÆSON: Hvad er forskellen på salafister og andre muslimer?
RANSTORP: En salafist følger en bogstavelig fortolkning af islams fundamentale lære. De afviser de fire lovmæssige traditioner indenfor sunni-islamisk retspraksis, som normalt anerkendes som legitime fortolkninger af Islam. De afviser enhver form for nyfortolkning og efterstræber den renest mulige religiøsitet. De har en meget binær adskillelse imellem de rettroende og ikke-troende (kuffar), og de er virkelig besatte af ”hellighedsprincippet”, der går ud på at opdele ting i rene og urene (halal og haram). Essentielt set opdeler salafister sig i tre forskellige orienteringer: purister, politicos/aktivister og salafistiske jihadister. Puristerne er de mest indadskuende og fokuserer ikke på at deltage i valg, fordi salafister er antidemokratiske af natur, men de deler de samme ideologiske principper som dem, der aktivt støtter IS og al-Qaeda. Der er en glidende overgang imellem purister og jihadister, eftersom de har det samme ideologiske udsyn, men adskiller sig i applikationen af deres principper. Således kan en purist glide over til jihadisme.

RÆSON: Hvor stor er den salafistiske befolkning i de forskellige skandinaviske lande?
RANSTORP: Sunni-islam er generelt meget diffus, så salafisterne er i virkeligheden en minoritet, som er en del af en større minoritet. De salafister, jeg har interviewet, gættede på, at der var omkring 10.000 virkelig hardcore salafister i Sverige og måske yderligere 20-30.000, der følger en mindre streng variant, men tallene er usikre. Sverige er selvfølgelig salafismens epicenter i Skandinavien, fordi vi har mangle flere muslimer af forskellige observanser.

I slutningen af juni 2018 udgav jeg og en række kolleger en 256-siders rapport, hvor vi i detaljer kortlagde de salafistiske og salafist-jihadistiske prædikere, mæglere og fællesskaber i Sverige og deres betydning for demokratiet og frihedsrettighederne. Salafister er antidemokratiske, de promoverer aktivt intolerance, diskrimination og hate-speech imod andre grupper, herunder særligt jøder og shia-muslimer. Ydermere promoverer de isolationistiske tendenser. Grunden til, at vi kortlagde disse salafistiske klynger, er, at uanset hvor der forekommer et tilfælde af ekstremisme, så taler vi kun om individet, og hvad der gik galt i netop dét tilfælde, men vi tænkte, at det ville være gavnligt at anskue problemet på gruppeniveau. Vi bliver nødt til at forstå, at der er forskellige hierarkier indenfor disse salafistiske miljøer. Mange starter med at være prædikanter, men der er også logistikere og finansielle støtter. Hver by har sit eget økosystem, men de er internt forbundet gennem personlige forbindelser såsom ægteskab og familiemedlemmer, der spredt ud over forskellige byer og promoverer forskellige former af salafisme. Eksempelvis er miljøet i Malmø og København tæt forbundet. Ikke desto mindre tror jeg, at miljøet i Danmark er temmelig småt, eftersom det er et meget mindre land, som kun har små miljøer som det omkring Grimhøjmoskeen i Aarhus, som er meget mere geografisk isoleret end i Malmø.

Dog er disse økosystemer også forbundet med det fundamentalistiske miljø i Mellemøsten. Eksempelvis er den største moske i Malmø finansieret af Qatar, og de, som står bag denne institution, kommer fra urovækkende ekstremistiske baggrunde.

Derudover er der også etniske forbindelser, hvor særligt marokkanere, såsom den terrordømte Said Mansour, træder frem. Blandt Mansours [som boede i Danmark, red.] forbindelser var den alvorligste salafist, vi har haft i Sverige. Han var også marokkaner og hed Mohamed Moumou. Han var Abu Musab al-Zarqawis højre hånd i udviklingen af Islamisk Stat i Irak. Han havde base i Sverige og opbyggede det salafistiske miljø omkring Brandenbergenmoskeen i Stockholm.

Et andet eksempel er den somaliske diaspora, som fostrede nogle meget prominente al-Shabaab ledere. Der er flere af sådanne overlappende etniske netværk, men ovenpå dem ser vi også generationelle netværk, såvel som personlige og sociale relationer. Dette gør salafisme utrolig kontekstspecifik, men de cirkler alle omkring en indre kerne af ledere, som driver salafisme frem lokalt, og som har stærke forbindelser til Mellemøsten og driver individer til ekstremisme. For at kunne forstå disse miljøers kompleksitet må man både anskue den igennem et teleskop og et mikroskop.

 

Dette gør salafisme utrolig kontekstspecifik, men de cirkler alle omkring en indre kerne af ledere, som driver salafisme frem lokalt, og som har stærke forbindelser til Mellemøsten og driver individer til ekstremisme
_______

 

RÆSON: Er disse salafistiske grupperinger et voksende problem for de demokratiske samfund i Skandinavien?
RANSTORP: De er et voksende problem i Europa generelt, fx i Tyskland, hvor de er vokset støt med adskillige tusinde hvert år. Salafisterne ønsker ikke at integrere sig i samfundet, og det har de selvfølgelig deres demokratiske ret til, men problemet er, at salafisterne forstærker ”æreskulturen”, de kommanderer rundt med folk indenfor deres bekendtskabskreds, bestemmer hvem de kan gifte sig med og være venner med for at holde gruppen lukket. De søger at forblive forenede ved at fremstille alle udefrakommende som fjender, endda også andre muslimer. De er derfor meget anti-shia og meget antisemitiske, de er imod homoseksualitet og ligestilling af kønnene og forskellige andre menneskerettighedsrelaterede emner. I Sverige har vi dog observeret nogle mere radikale prædikanter, som bryder med dette antidemokratiske norm og advokerer for at stemme på de partier, som vil være til mindst skade for islam som et hele. I Sverige var der tale om det miljøorienterede Vänsterpartiet, hvilket var lidt af en overraskelse, eftersom salafister ikke normalt er kendt for at støtte op om miljøet.

I Danmark er situationen en anden, fordi der ikke er de samme udfordringer med integration som i Sverige og Norge. Salafisme spredes og påvirker hovedsageligt folk i områder med en høj grad af segregering, hvilket er meget mere almindeligt i Sverige end i Danmark. For individet er det mindre problematisk, hvis det ikke ønsker at integrere sig, men når disse store befolkningsgrupper segregerer sig selv for at skabe en modstrømsidentitet og afskærer hele gruppens individuelle rettigheder, så bliver det et problem; ikke så meget for det demokratiske samfund som helhed, men særligt for ikke-salafistiske muslimer.

I Sverige er der opstået en perfekt storm, fordi vi har ukendte niveauer af udenlandsk finansiering, der støtter øget segregering og yderligere gruppering af folk med samme baggrund, hvilket gør det sværere at udføre effektivt politiarbejde. Disse ekstremistiske fællesskaber er indlejrede i de segregerede områder med høje niveauer af ungdomskriminalitet. I dag har vi meget lidt politiaktivitet i disse områder, og det er svært at vide, hvad der foregår i de religiøse fællesskaber. Det bliver naturligvis ikke drevet af salafisme alene, men af en kombination af forskellige religiøse værdisystemer og en følelse af at være afvist og tilsidesat af samfundet.

RÆSON: Hvilken effekt har flygtningekrisen haft på salafisme i Skandinavien?
RANSTORP: For salafisterne har flygtningekrisen hovedsageligt betydet store forretningsmuligheder. Eksempelvis har det salafistiske friskolesystem formået at udbrede deres aktiviteter såsom kønssegregering fra by til by, på trods af den kritik de har fået. De er blevet effektive til at skabe en kokon omkring unge mennesker. Hvad angår nyligt ankomne flygtninge, så har ekstremister af alle slags været ude ved asylcentrene for at prøve at rekruttere, men det meste af bevismaterialet er anekdotisk. Et andet problem er, at størstedelen af flygtningene simpelthen går hen til den moske, der nu engang ligger nærmest. I Gøteborg, som har store problemer med salafisme, har den største moske en salafistisk platform og samler omkring 3-4000 til bøn hver fredag. I de fleste tilfælde vil de nyankommne kigge efter indkvartering nær deres landsmænd, og på den måde bliver de suget ind i segregerede fællesskaber, hvor salafisme trives.

Flygtningekrisen har også skabt et problem i form af de personer, der nægtes asyl og ikke føler, at de har noget at miste, og som derfor tiltrækkes af ekstremisme. Et eksempel er terroristen Rakhmat Akilov, der slog til i Stockholm i 2017. Politikernes seneste beregning viser, at omkring 50-60.000 flygtninge venter på at blive udvist, men fordi vi ikke har logistiske evner til at udvise mere end et par hundrede asylansøgere hver måned, er det blevet et voksende problem i Sverige. Det skaber så igen grobund for andre former for aktivisme, polarisering og ekstremisme på højrefløjen, men også folk på venstrefløjen, der ønsker at hjælpe flygtningene, drives til ekstremisme af dette pres.

 

Flygtningekrisen har også skabt et problem i form af de personer, der nægtes asyl og ikke føler, at de har noget at miste, og som derfor tiltrækkes af ekstremisme
_______

 

RÆSON: Er politisk korrekthed et problem i denne kontekst?
RANSTORP: Problemet med politisk korrekthed er ikke så akut, som det var engang. Det har været en hård kamp at få folk til at konfrontere problemet med islamisk ekstremisme og islamisme, fordi det er et ekstremt ømtåleligt område. Aktivister har brugt identitetspolitik som redskab til at mobilisere fællesskaber. Dette gøres ved at sætte race og religion i samme boks, og ved at udnytte Sveriges forkærlighed for konsensus og afsky for konfrontation til at kvæle diskussionen af disse emner ved at trække racistkortet og islamofob-kortet.

Forskning har vist, at disse former for etiketter er den værste måde at kultivere diskussionen af et problem, og Sverige har været i et limbo i lang tid. Men akkumuleringen af problemer, såsom ekstremisme og frem for alt bandekriminalitet, har brudt dødvandet i dialogen og gjort det muligt at diskutere initiativer som flere politibetjente til lokalområderne og nedbrydningen af segregeringsproblemet.

RÆSON: Hvad kan der reelt gøres for at bryde segregeringen op?
RANSTORP: Det, Sverige har brug for, er en holistisk tilgang til byer og social samhørighed. Noget i stil med den danske ghettoliste med parametre og konkrete handlinger, der nedbryder segregering. Vi skal påtage os et alvorligt eftersyn af koranskoler, som også er et problem i Danmark, hvor studerende bruger for lang tid i koranskole i forhold til anden uddannelse. Vi ved ikke rigtig, hvilke normer der bliver undervist ud fra på disse friskoler. Bør sådanne institutioner have tilladelse til at udvide på trods af deres problemer med fundamentale menneskerettighedsanliggender?

Dog er der så mange indbyderes forbundne problemer, at jeg tror vi bliver nødt til at arbejde på flere fronter samtidig for at kunne tackle problemet.

 

Vi skal give de almindeligt troende et valg, så de ikke tvangsfodres med ekstreme versioner af islam, der går imod de demokratiske værdier og institutioner
_______

 

RÆSON: Hvor stor er de mellemøstlige landes indflydelse på salafisme i Skandinavien, og burde EU gøre mere for at begrænse denne indflydelse, eller bør det være et nationalt anliggende?
RANSTORP: Det, vi ser, er, at Qatar, Saudi-Arabien og andre har eksporteret wahhabisme og salafisme til mange forskellige områder. Vi skal se på effekten af pengestrømmene og overveje, hvordan vi promoverer mere pluralisme i den religiøse sfære, så de ikke domineres af disse statssponsorerede ekstremister, som etablerer sig med finansiel støtte fra Mellemøsten. Vi skal give de almindeligt troende et valg, så de ikke tvangsfodres med ekstreme versioner af islam, der går imod de demokratiske værdier og institutioner. For det første skal vi have kortlagt de problematiske områder, hvilket kun Tyskland og Holland er begyndt på. Først derefter kan vi begynde at arbejde på selve problemerne.

Problemet med salafisme er globalt; det findes eksempelvis også i Indonesien, hvor verdens største muslimske organisation, Nahdlatul Ulama, også kæmper med Saudi-Arabiens eksport af wahhabisme og salafisme på tværs af landet. Deres samfund forstyrres lige så meget som de skandinaviske af radikaliseringen af individer og fællesskaber. Vi må huske, at lande som Saudi-Arabien bruger enorme summer på at promovere salafisme i hele verden for at få indflydelse. Det er vi som demokratier nødt til at overveje konsekvenserne af – og hvad vi skal gøre ved det.

Jeg ved ikke, om der er meget at stille op på europæisk niveau, det er hovedsageligt en sag for nationalstaterne. Forskellige stater har forskellige tilgange. Fx udviser de problematiske prædikanter i Italien, hvad vi ikke ønsker at gøre i Norden. Ikke desto mindre vil dette voksende sammenstød mellem kulturelle og religiøse værdier i stigende grad blive et problem, idet vi kan se, at flere og flere flokkes til ekstremisme i hele dets spektrum – fra de ikke-voldelige selv-isolerende anti-assimilationer hele vejen til reel jihadisme. De deler alle de samme grundlæggende ideologiske principper, det er kun i metodologien de varierer.

RÆSON: Vil salafisme føre til stigende tilslutning til partier som Sverigedemokraterna, Dansk Folkeparti og Alternative für Deutschland?
RANSTORP: Som sagt så er problemet ikke så stort i Danmark, eftersom I ikke har så mange segregerede områder. Jeg tror, at det det bliver mere problematisk for Norge og især Sverige, fordi det kommer i forlængelse af så mange af vores andre problemer med segregering og deltagelse i samfundet. Sverige har allerede haft 300 udenlandskrigere, der er rejst ud for at kæmpe i Syrien, hvoraf 150 er kommet tilbage til Sverige. Ud af disse 300 svenske krigere har to været involveret i terrorangreb i Paris og Bruxelles, hvilket virkelig viser, at bare et lille antal kan skabe enorme problemer i forhold til terrorisme. Hvad mere er, så skaber det grobund for et andet stort problem i Sverige; genfødslen af den nynazistiske bevægelse og den nordiske modstandsbevægelse, som er meget aktiv og uroskabende. Eksempelvis i Gøteborg, hvor to mennesker, der har deltaget i partisantræningslejre for paramilitære i Sankt Petersborg, blev dømt for bombeangreb mod flygtningecentre. Epicentret for disse bevægelser er ligeledes i Sverige, og selvom det ikke er noget I har i Danmark, er det noget, I skal holde skarpt øje med. ■

 

Ud af disse 300 svenske krigere har to været involveret i terrorangreb i Paris og Bruxelles, hvilket virkelig viser, at bare et lille antal kan skabe enorme problemer i forhold til terrorisme
_______

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig