23.08.2018

.

Kenneth Kristensen Berth gør alt, hvad han kan for at udkonkurrere Nye Borgerlige og andre stemmer på den ekstreme højrefløj. Det ses også i hans kommentar om, at migrantkrisen kun løses ved at frihedsberøve dem, der søger til Europa. Han bader i ord som lejre og frihedsberøvelse. Var han mit barn, havde han fået en god omgang kærlige kram og strenge formaninger om, hvordan man opfører dig overfor andre mennesker. Særligt de, der har det svært.

Kommentar af Stine Bosse, formand for Europabevægelsen

LAD MIG STARTE med det, vi kan blive enige om. Det er ikke meget, men det er dog noget. Berth henviser til EU’s migrantaftale. Det er klogt, for den tilfredsstiller størstedelen af det, som DF efterspørger. Den taler nemlig om fælles opsamlingssteder udenfor og indenfor EU’s ydre grænser. Af helt naturlige både fremtidsorienterede og historiske årsager er vi europæere meget varsomme omkring, hvordan disse steder udformes. Er det lejre/fængsler eller er det områder, hvor man kan uddanne sig og komme videre fra? På dette springende punkt ophører vores spinkle enighed. Den Europæiske Union er naturligvis tro imod de værdier, vi er bygget på efter Anden Verdenskrig. Desværre virker det som, at Berth, der har søgt inspirationen til lejre i en totalitær politisk diskurs med fokus på straf, ikke tilskriver sig disse værdier.

 

Den Europæiske Union er naturligvis tro imod de værdier, vi er bygget på efter Anden Verdenskrig. Desværre virker det som, at Berth, der har søgt inspirationen til lejre i en totalitær politisk diskurs med fokus på straf, ikke tilskriver sig disse værdier
_______

 

I sit forsøg på at kæde Brexit sammen med migration gør Kenneth sig skyldig i et utal af upræcise påstande. Lad mig dvæle ved de største.

EU-landene arbejder for at sikre de ydre grænser
Først og fremmest er det forkert, at EU ikke arbejder intensivt på at beskytte de ydre grænser. Ungarns Viktor Orbán, som ikke tøver med at anvende totalitære greb, opførte ganske rigtigt et hegn i 2015. Det var i overensstemmelse med EU’s forslag om bedre bevogtning af ydre grænser, der lå på statsledernes bord i maj 2015 – endda anført af Juncker og Tusk. Her var både sikringen af de ydre grænser, opsamlingssteder og massiv indsats i afrikanske lande på bordet. EU og særligt Merkel reagerede først, da Orbán truede med at skyde mod flygtningene. Og ja, langt hovedparten af disse desperate mennesker, var flygtninge.

Alle EU’s samlede statsledere deler samme holdning om at sikre de ydre grænser. Det er form og midler, der stadig drøftes. Et stærkere ydre grænseværn er altså en af hovedhjørnestenene i EU’s migrantaftale fra juni. Og det ved Berth godt.

Han glemmer at nævne, at EU’s indsats for at bremse migrantstrømmen har sikret et fald i ”illegal krydsning” af EU’s grænser på 95 pct. siden oktober 2015. Det er denne kurs, som de europæiske stats- og regeringsledere blev enige om at fortsætte og forstærke denne sommer.

Det er ikke svært at gennemskue dagsordnen fra de højreekstreme kræfter i disse år. Der bliver gjort modstand overfor ordentlige løsninger, der sætter en stopper for det, vi alle kan opleve som en trussel. I stedet kæmpes der for symptombehandling, som afholder problemet i det korte løb, men som ikke har øje for problemets ophav og dermed kun forværrer situationen i det lange løb. Her taler jeg ikke om flygtninge, men om migranter. Uden ordentlige løsninger kan disse højreekstreme partier stille og roligt sikre sig total magt på tværs af EU, og mon så ikke det ville ende med fælles løsninger på ydre grænser som skudtårne og lejre, der let kunne forveksles med fængsler eller dødens forgård? Nej tak, Berth.

 

Uden ordentlige løsninger kan disse højreekstreme partier stille og roligt sikre sig total magt på tværs af EU, og mon så ikke det ville ende med fælles løsninger på ydre grænser som skudtårne og lejre, der let kunne forveksles med fængsler eller dødens forgård? Nej tak, Berth
_______

 

Tidsnød og intern britisk uro bremser Brexit-aftale
Helt galt går det i Berths analyse af Brexit. I dag ser vi tydeligt i UK, at befolkningen blev misledt af sine egne ledere. Leave-kampagnen har fået store bøder for det. Forretningslivet, uddannelsessteder, sygehusvæsen – alle advarer de om den helt håbløse situation, der ligger forude.

I Bruxelles må man have lov til at være noget undrende og efterhånden urolig for, om det overhovedet er muligt at nå en aftale. Dels på grund af tidspresset, og dels på grund af Theresa Mays mandat eller mangel på samme.

Tiden arbejder ikke for en aftale med hundredetusindevis af særaftaler og undtagelser, men snarere for et hårdt Brexit, som de fleste imidlertid frygter. Tiden kunne arbejde for nogle få helt overordnede principper og herefter en aftalt proces for det videre forløb, og dermed en reel forlængelse af det eksisterende status quo. Men har parterne mandat til dette? Kan det skaffes, og kan der etableres hjemmel i traktaten?

I EU-anliggender er der altid en vej, hvor der er en vilje. Det er de danske forbehold og særaftaler et vidnesbyrd om. Men kan der etableres denne vilje? Vil May kunne vende hjem med dette som et resultat? Næppe. Af sit eget parti er hun i forvejen presset på at levere noget, der er mere ”endeligt” og tættere på de valgløfter, nogen stadig mener mulige. Og vil EU’s 27 lande orke at lade sig holde tilbage i yderligere måneder, ja måske år, eller vil man være fristet af den hurtige om end smertelige vej, der trods alt skaber en vis klarhed? Det er der kun få mennesker, der ved, og det vil vi andre kunne ane i løbet af de kommende uger.

Ser vi herefter på mandatet, som forekommer mindst ligeså besværligt som tidspresset, så rejser der sig nye problemer, idet oplægget – som det foreligger nu – er ganske uspiseligt for Unionen på flere helt centrale punkter. Særligt vanskeligt er spørgsmålet om de fire friheder, som er helt centrale for det forpligtende europæiske samarbejde, og som det britiske oplæg forsøger at omgå. Storbritannien lægger stadig op til få fri adgang til EU’s indre marked, men kræver fuld selvbestemmelsesret. På den måde afviser de at følge de spilleregler, som alle andre må indordne sig for at nyde godt af markedsadgangen.

Efter det kaotiske forløb i Mays egne rækker forekommer det umiddelbart umuligt, at hun skulle kunne vende hjem med mindre end det, hendes oplæg tilsiger. Som bekendt er dette noget nær en umulig forhandlingsposition, idet enhver part må have indrømmelser. Altså igen svært, grænsende til umuligt.

Men måske kommer hjælpen alligevel til briterne. Ikke fra os andre i EU, men fra hendes landsmænd, der i stigende grad indser, at løgnen og forførelsen var de fremtrædende principper i optakten til Brexit. Afsløringer af russernes direkte involvering i afstemningsresultatet, det faktum at de toneangivne ”brexiteers” har forladt den synkende skude og endelig de voldsomme reelle konsekvenser, der nu møder briterne, har fået mange til at ændre holdning. Ifølge The Guardian er holdningsskiftet markant i det britiske underhus, og lavede man en afstemning i dag, vil 341 blive i EU, imod 288, der vil forlade. Samtidig ønsker flere og flere briter ifølge The Guardian en ny folkeafstemning om Brexit.

Det ville klæde Berth at få hele historien med. Også den om, hvordan det helt åbenlyst er i danskernes interesse, at et stærkt og sammentømret EU bliver resultatet af Brexit. Den disruption, som Berth drømmer om, har kun ét formål, nemlig at skabe kaos for herefter at kunne forenes under nye faner og med hélt nye værdier som styrende for vores fælles europæiske skæbne.

 

Den disruption, som Berth drømmer om, har kun ét formål, nemlig at skabe kaos
_______

 

Nej tak, Kenneth. ■

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bestyrelsesformand for BankNordik og TelePost Greenland. Hun er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Stine Bosse [foto: Officielt pressefoto]