05.11.2018

Præsident Trumps uforudsigelige forhold til NATO er problematisk i sig selv, men det understreger også de europæiske landes tvivlsomme engagement i organisationen. Problematikken, der trækker de fleste overskrifter, drejer sig om størrelsesordenen på det økonomiske input, men det er også blevet klart, at Europa, og især Tyskland, i højere grad må slå ind på en sikkerhedspolitisk kurs, der er mere uafhængig af USA.

Af Sten Rynning

NATO, som garanterer det kollektive forsvar af størstedelen af Europa, oplevede ved topmødet i juli endnu en gang at være scene for præsident Trumps aparte showmanship. Begivenheden udviklede sig til et cirkus, hvor Trump gav den som sprechstallmeister. De fleste så ham som en klovn.

For et års tid siden vurderede jeg i dette tidsskrift, at Trump ikke ville lægge NATO i graven, men derimod skubbe til en række geopolitiske forskydninger i alliancen, som kunne være nok så problematiske. Det holder for så vidt stadig. Trump får al opmærksomheden, men der er to egentlige problemer: 1) At europæerne skal investere flere penge og politisk lederskab i hård sikkerhed. 2) At det i længden ikke er holdbart at bygge NATO op om et fjendtligt forhold til Rusland.

Indtil videre må vi konstatere, at europæerne har lettere ved at ryste på hovedet ad Trump end at tage fat om nældens rod.

Først: Inddæmning med ros
Trump havde allerede i foråret signaleret, at han ville være klar til kamp på NATO-topmødet. I breve sendt direkte til en række allierede statsledere udtrykte Trump sin stærke skuffelse over deres forsvarsbudgetter og kom med en slet skjult trussel om, at USA var ved at miste tålmodigheden. På plænen foran Det Hvide Hus på vej til Europa meddelte han, at NATO behandlede USA ”unfair”, at Storbritannien var i internt ”oprør” over Brexit, og at det letteste punkt på hans europæiske rejse ville være et møde på bagkanten af turen med Ruslands præsident, Putin, i Helsinki. Så kunne man kende Trump igen: Vennerne får slag; diktatoren omfavnes.

Allerede til morgenmaden mellem Trump og generalsekretær Stoltenberg den 11. juli i Bruxelles gik det så småt galt. Trump fortalte de inviterede pressefolk, at Tyskland er ”totalt kontrolleret” af Rusland grundet sin omfattende energiimport. Så skulle man ellers tro, at der var lagt i kakkelovnen til topmødet senere på dagen. Alligevel gik førstedagen over forventning. De allierede udsendte i fællesskab en skarp og stærk topmøde-deklaration, og Trump så ud til at være på god fod med de øvrige statsledere.

Der er flere grunde til, at topmødet fik en så mild start.

For det første var alle klar over, at Trump skulle være i stand til at høste æren for, at europæerne bruger flere penge på forsvaret. Skidt med, at nogle af budgetstigningerne stammer fra Obama-årene: Det gælder om at give Trump en gevinst. Generalsekretær Stoltenberg — som igen-igen havde sat sit stenansigt til skue, da Trump under morgenmaden skar ind i Tyskland, havde på forhånd tildelt præsidenten æren for budgetstigningerne. Trump havde vist lederskab, vurderede Stoltenberg. Faktum er, at stort set ingen af NATO’s regeringschefer synes, at Trump er en god allianceleder, men de er nået til den konklusion, at han skal inddæmmes med ros og prestige.

 

Topmødet politisk set var helt særegent. Det handlede om atmosfære […] At statslederne stod sammen, skulle være NATO’s stærkeste kort: Det ville bekræfte NATO’s musketéred – én for alle og alle for én – og sende et signal til rivalerne derude i verden — Rusland, Kina og de andre
_______

 

Den milde start må også tilskrives en kollektiv bevidsthed om risikoen for, at topmødet ville udvikle sig til et cirkus. Derfor havde landenes forhandlere, anført af Trumps egen sikkerhedsrådgiver, John Bolton, lagt sig i selen for, at topmødeteksten skulle være klappet helt af inden topmødet. Normalt skal statslederne lige blive enige om de helt store emner, fx atomvåbnenes rolle, partnerskabet med Rusland, horisonten for indsatsen i Afghanistan eller noget andet. Men denne gang lå selve deklarationen fiks og færdig inden topmødet.

Sådan en deklaration er ikke alene PR, men en guideline for det videre arbejde i alliancens maskineri, så den implicitte besked var, at Trump ikke skulle være en anledning til at ødelægge alliancens rugbrødsmotor.

Dermed var det også klart, at topmødet politisk set var helt særegent. Det handlede om atmosfære. Man huskede det mini-topmøde i maj 2017, hvor Trump for første gang trådte ind i NATO-kredsen. Det gik gruelig galt, da præsidenten – mod al forventning – slet ikke ville tage musketéreden i sin mund, men derimod stemplede de allierede som ”unfair” grundet deres ”kronisk” lave forsvarsbudgetter. Denne gang måtte det være anderledes. At statslederne stod sammen, skulle være NATO’s stærkeste kort: Det ville bekræfte NATO’s musketéred – én for alle og alle for én – og sende et signal til rivalerne derude i verden — Rusland, Kina og de andre.

Så: Nedsmeltning
Alligevel nedsmeltede topmødet. Det skete på dag to, den 12. juli. Spekulationerne har efterfølgende gået på, at Trump om aftenen den 11. juli så på tv, hvordan alle syntes, at mødet gik godt. At han dermed kom til at frygte for sit ry og rygte som en politisk elefant, som havde mod og mandshjerte til at træde på alliancens ømme tæer for at få en mere ”retfærdig” aftale med hjem. Om morgenen løb rygterne derfor om, at noget var på færde. Trump dukkede ikke op til et bilateralt møde med den rumænske præsident, Klaus Iohannis, og kom så for sent til det formelle møde mellem NATO og partnerlandene Ukraine og Georgien.

Hurtigt viste det sig, at Trump ikke bare tog en slapper for at styre uden om kedelige emner. Han drejede snart emnet ind på europæernes forsvarsbudgetter og forlangte helt konkret, at de allierede skulle bruge 2 pct. af BNP på forsvaret allerede i januar 2019, altså inden for bare seks måneder. Hvis ikke dette skete, fastslog Trump, ville USA overveje at ”gå sine egne veje”. Kaos fulgte. De to partnerlande blev bedt om at træde ud af lokalet, og NATO-statslederne måtte indlede et ekstraordinært møde om de ting, de havde diskuteret dagen i forvejen, men nu under den helt usædvanlige trussel om, at USA måske ville forlade alliancen.

Efterfølgende var det uklart, hvad der egentlig blev aftalt på dette ekstraordinære krisemøde. Den formelle deklaration fra dagen før stod jo fast. Trump mente, at de allierede var kommet med et tillægsløfte om komme op på ”helt nye udgiftshøjder”, men det kunne ingen anden statsleder bekræfte. Frankrigs præsident, Macron, sagde, at der ikke var noget nyt under solen i forhold til de gamle planer, og statsminister Lars Løkke Rasmussen bemærkede, at det hele vist var retorik.

Det viste sig, at Trump havde endnu et nummer i ærmet. Han stillede efterfølgende op – ene mand – til et pressemøde, som blev et studie i hans kommunikation. Alle NATO-lederne bifaldt ham og takkede ham på topmødet, erklærede Trump, og de havde sågar takket ham for at mødes med Ruslands præsident, Putin, hvilket i bedste fald må være en sandhed med modifikationer. De europæiske allierede ville snart producere ”utrolige” budgetstigninger: Selvom aftalen ligger på 2 pct. af BNP, så er 4 pct. det rigtige niveau. Dermed lagde han endnu en gang afstand til de allierede. Toppen af kransekagen på pressemødet var måske, da Trump igen refererede til sig selv som et ”stabilt geni”. Et par dage senere betegnede Trump i et interview på nyhedskanalen FOX det nyeste NATO-medlem, Montenegro, som ”aggressivt” og fik derved endnu en gang sat spørgsmålstegn ved NATO’s kollektive sikkerhedsgaranti.

Efter topmødet rejste Trump via Storbritannien til Finland, hvor han mødtes med sin russiske kollega. Som vi ved, rejste hans kammeratlige forhold til Putin og hans erklærede skepsis over for sin egen sikkerhedstjeneste, som har konkluderet, at Putin forsøger at skade USA, en indenrigspolitisk storm med angreb fra Demokraterne, men også fremtrædende medlemmer af hans eget parti. Således måtte han på indtrængende opfordring af sine medarbejdere forsøge at nuancere sin optræden på pressemødet med Putin, da han kom hjem til USA. Nuancer er ikke hans force.

Pengene først
Trump er på mange måder en elefant i NATO’s glasbutik, men retningen, hvori han bevæger sig, er ikke vilkårlig. Når først vi har indfanget dette, kan vi vurdere europæernes udfordring om at holde NATO kørende. Vi ser det i forhold til penge, Rusland og så Tyskland og Storbritannien.

Pengene først. I marts måned 2014, da Obama var præsident, vågnede NATO op til Ruslands annektering af halvøen Krim. Nogle måneder senere, i september, gav medlemslandene håndslag på, at de ville hæve forsvarsudgifterne op på 2 pct. af BNP. Dette 2-pct.-løfte (defense investment pledge, DIP) har siden fyldt rigtig meget i alliancen, fordi det er så håndgribeligt: let at måle og let at se som en løsning på en hel række samarbejdsproblemer mellem USA og Europa (og Canada).

 

USA skubber altså hårdt på for at etablere, at 2014-aftalen indebærer en konkret målsætning på 2 pct. – ikke blot en hensigtserklæring om at gå i den rigtige retning. Danmark, Tyskland og andre stritter imod. Deres timing kunne ikke være dårligere, for naturligvis provokerer det Trump, at en aftale måske ikke er en aftale
_______

 

I virkeligheden er der en masse elastik indbygget i 2-pct.-løftet. Baseret på topmødeteksten fra 2014 kan man se, at løftet først skal læses i konteksten af igangværende aftaler (current commitments), hvilket blandt andet hentyder til flerårige forsvarsaftaler, som eksempelvis Danmark plejer at indgå, og som man ikke bare kan lave om på. Det var i hvert fald den danske regerings ganske belejlige argument i de første år efter 2014 (hvor forsvarsaftalen fra 2012 dækkede 2013-2017). Men elastikken stopper ikke her. Ifølge 2014-aftalen skal de lande, som ikke bruger 2 pct. af BNP (og 20 pct. heraf på investeringer i materiel), stoppe faldet i deres budgetter, dernæst sætte gang i en budgetvækst og endelig sigte efter at nå 2-pct.-grænsen inden 2024.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at Danmark, Tyskland og andre en dag vil forsvare sig med, at det er fint nok, hvis kurven knækkes, hvis budgettet stiger og bevæger sig mod de 2 pct. Altså: At retningen er den rigtige – til forskel fra at komme op på 2 pct. Det er faktisk præcis, hvad de allerede siger. Tyskland har i tillæg argumenteret for, at 2-pct.–debatten burde inddrage udviklingsbistand og andre ikkemilitære, men sikkerhedsrelaterede udgifter. Danmark er ikke gået forrest i denne debat om udviklingsbistand, men når vi ser på de rene danske forsvarsudgifter, forekommer et sådant bredere mål tiltrækkende: Med det nye forsvarsforlig for 2018-2023 vil Danmark i slutningen af perioden, efter et ’substantielt løft’ komme op på at bruge 1,3 pct. Med andre ord, Danmark stikker ud på den kedelige måde.

I USA stivner smilene naturligvis. Var det nu også intentionen bag aftalen fra 2014? Har europæerne det ikke med at glide af og falde tilbage på sikkerhedsgarantien fra Uncle Sam? Netop for at undgå en sådan glidebane aftalte de allierede i 2014, at de hver især årligt skulle redegøre for deres kamp for at komme i mål med aftalen. NATO-landene leverer altså 2-pct.-oversigter ind til NATO ved hvert årsskifte. Det var efter et par stykker af disse, at det i foråret 2018 stod klart for amerikanerne, at historien er ved at gentage sig. Ganske vist er budgetkurven knækket i Europa, men landene glider af og kommer ikke i mål på de 2 pct. Denne konstatering lå bag de breve, Trump i foråret sendte til de NATO-lande, herunder Danmark, som USA mente lå allerlængst ude på glidebanen.

USA skubber altså hårdt på for at etablere, at 2014-aftalen indebærer en konkret målsætning på 2 pct. – ikke blot en hensigtserklæring om at gå i den rigtige retning. Danmark, Tyskland og andre stritter imod. Deres timing kunne ikke være dårligere, for naturligvis provokerer det Trump, at en aftale måske ikke er en aftale. Trump, der ser sig selv som den ultimative deal-maker, har dermed fået foræret et ideelt sigte for, hvor han kan sætte kniven ind i NATO-diplomatiet.

De allierede kan selvfølgelig pege på, at output (hvad landene gør med deres forsvar) er vigtigere end input (budgetter). Det er et argument, Danmark altid spiller: Det vigtigste må vel være, om man er med i operationerne? Stiller op til afskrækkelse af Rusland i Baltikum? Leverer mandskab til den fælles kommandostruktur?

USA’s forsvarsminister, Mattis, har egentlig forsøgt at skubbe europæerne videre i denne retning for at løsne op på byrdedelingsdramaet. På topmødet blev NATO-landene enige om at levere på Mattis’ såkaldte ’4 x 30 dagsorden’: NATO skal kunne stille med 30 hærbataljoner, 30 eskadriller fly og 30 krigsskibe i løbet af 30 dage. Om disse tal refererer til helt nye styrker eller bygger videre på nuværende NATO-reaktionsstyrker, er endnu ikke klart. Men det er tydeligt, at Mattis på én gang forsøger at styrke NATO og give europæerne anledning til at levere på den outputside, som de i forvejen bryster sig af at være gode til.

Tilbage står, at chefen — præsident Trump — er fokuseret på input, og at europæerne rent faktisk har indgået en input-aftale i 2014, som nærer Trumps ild. Med Trump ved roret er det ikke længere nok at gemme sig bag elastikkerne i 2014-aftalen.

 

Løsningen må involvere en større grad af europæisk enighed om at koble forøget input med forbedret output. Eller konkret formuleret: Hvordan kan de europæiske allierede øge udgifterne betragteligt og dernæst koordinere indsatserne, så den militære effekt bliver størst mulig
_______

 

Derfor ville en mere koordineret og fremsynet europæisk tilgang til emnet være ønskelig. Det løser ikke NATO’s udfordringer bare at hænge dramaet om 2014-aftalen på Trumps personlighed. Løsningen må involvere en større grad af europæisk enighed om at koble forøget input med forbedret output. Eller konkret formuleret: Hvordan kan de europæiske allierede øge udgifterne betragteligt og dernæst koordinere indsatserne, så den militære effekt bliver størst mulig? Men at løse den opgave kræver politisk enighed på kontinentet, og det er ikke let at opnå.

Udfordreren er ikke Rusland, men Kina
Måske er præsident Putin den vigtigste kilde til vestlig politisk enighed. Faktum er i al fald, at både i NATO og i EU har de vestlige lande siden 2014 fastholdt en sanktionspolitik. Mon ikke Putin havde satset på, at Ruslands særlige forhold til enkelte lande i den vestlige klub, fx Bulgarien eller Grækenland, ville kunne bruges til at skabe en opblødning? Sådan er det ikke gået. Den vestlige enighed er altså ganske bemærkelsesværdig.

Det var en del af baggrundstæppet for det chok, som blev udløst af Trumps kammerateri med Putin i Helsinki den 16. juli. Det var, som nogle kommentatorer bemærkede, et møde med en begyndelse og en slutning, men intet mellemspil. Hermed hentyder de til det to timer lange møde, som Trump og Putin afviklede i al fortrolighed – alene, med blot to tolke til stede. Mødet resulterede ikke i et kommuniké eller en deklaration, og på amerikansk side er det ret uklart, hvilke aftaler der rent faktisk blev indgået. Trump skal kommunikere konklusionerne videre internt i sit system for at få sin regering til at spille efter noderne. Det har han mærkværdigvis ikke gjort. På russisk side er der til gengæld meldt klart ud internt i administrationen, erfarer denne forfatter via kontakter.

Dermed står indtrykket fra pressekonferencen tilbage, hvor Trump veg uden om at kritisere Rusland for indblanding i amerikansk politik, Ukraine og Syrien, og for begrundet mistanke om, at landet står bag brugen af Novichok-gift i Storbritannien. Til gengæld gav Trump de amerikanske efterretningstjenester og medier en opsang, ligesom han roste Putins tilbud om et russisk-amerikansk samarbejde i opklaringen af hacking og fake news.

Hjemme i USA var forargelsen over pressemødet så utvetydig, at Trump efterfølgende måtte trække i land, både i forhold til, hvad han egentlig havde ment, og i forhold til planer om at invitere Putin til USA. Kønt var det ikke.

Man bør være kritisk over for Trumps mangel på statsmandskunst. Men præsidentens forsøg på at skabe en åbning i forhold til Rusland er ikke grebet ud af den blå luft. Siden Rusland greb ind i Ukraine i 2014, har den implicitte dagsorden været, at NATO nu var tilbage til den gode gamle formular om at holde Rusland på afstand, fordi landet var farligt. Men tiderne har fundamentalt forandret sig. På den lange bane er Rusland ikke hovedproblemet for USA; det er Kina. Og den langsigtede tilgang til Rusland skal læses i dette lys.

Hvis Vesten har et fjendtligt forhold til både Kina og Rusland, vil det naturligt skabe et sammenhold mellem de to dominerende kontinentalmagter i Eurasien. Det har vi set før: fra Kinas røde revolution i 1949 til de tidlige 1970’ere. Til sidst kunne Rusland (Sovjetunionen) og Kina ikke længere nedtone deres rivalisering, hvor Nixon-administrationen så rakte hånden ud til Mao og ’åbnede’ forholdet til Kina. Ifølge Nixon og hans sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, var formålet at åbne en trekant af magtrelationer, som ville skabe flere muligheder for USA, end hvis de to store ’røde’ stater stod last og brast.

Parallellen til nutidig geopolitik byder sig selv til. Det må være muligt at sætte hårdt mod hårdt over for Rusland, når det gælder grænsen i Baltikum eller andre steder i Europa, men samtidig åbne for, at Rusland og Vesten kan samarbejde om andre emner i Mellemøsten, Asien eller andre steder.

 

Siden Rusland greb ind i Ukraine i 2014, har den implicitte dagsorden været, at NATO nu var tilbage til den gode gamle formular om at holde Rusland på afstand, fordi landet var farligt. Men tiderne har fundamentalt forandret sig. På den lange bane er Rusland ikke hovedproblemet for USA; det er Kina
_______

 

Sådan lyder et tema, som rumler igennem det republikanske miljø i USA, og som førnævnte Henry Kissinger har haft lejlighed til at præsentere for Trump. Helt i vanlig stil har Kissinger også i dag adgang til Det Hvide Hus, og han holder sig fra at kritisere siddende præsidenter offentligt. Det ville dog være helt forkert at reducere dette spil til en lille love affair mellem Trump og Kissinger. Det handler om Rusland-Vesten-forholdet i relation til Kinas voksende magt.

Dette er et emne, som bør være af interesse for de øvrige NATO-lande, selvom det er USA, der som global magt er på forkant med tankegangen.

NATO som helhed har fået etableret en relativt stærk afskrækkelsespolitik over for Rusland. Princippet er, at Rusland skal respektere grænserne i Baltikum og resten af Europa. Men NATO ligger stille, når det gælder det videre perspektiv i Rusland-Vesten-forholdet. Rusland og NATO indgik i 1997 en partnerskabsaftale, som man i begge lejre siger egentlig godt kunne vækkes til live. Faktum er bare, at 1997-aftalen er baseret på en konvergens mellem de to parter. Dette perspektiv er forældet, og sandheden er, at NATO ikke har en ny vision at byde ind med. Men dette er i lige så høj grad resultatet af et fragmenteret Europa som af Trump-administrationens utilstrækkelighed.

Det egentlige spørgsmål handler om geopolitisk balance i Eurasien – dvs. hele det landområde, som udgøres af Europa og Asien fra Atlant-kysten i vest til Beringhavet i øst. Hvordan kan Vesten fragmentere Rusland-Kina ved at definere områder, hvor et Vesten-Rusland-samarbejde kan give mening? Trump har spottet en åbning, men er ude af stand til at håndtere den konstruktivt. Europæerne er derimod ikke tæt på at have et svar.

Tyskland, Storbritannien og det usynlige europæiske lederskab
Hermed kommer vi til Trumps kritik af de to kerneallierede, Tyskland og Storbritannien.

Igen, Trump er klodset og fornærmende, både over for Berlin og London, og man forestiller sig ikke, at det er nemt at være amerikansk ambassadør i de to lande. Når Trump jokker ind i spørgsmålet om Tysklands energiimport fra Rusland eller Storbritanniens indre ’oprør’ omkring Brexit, så er det dog ikke tilfældigt. Det er netop to emner, der belyser det manglende lederskab i Europa.

Sagen er klar nok for Storbritanniens vedkommende, for hvordan i alverden skal et land, der ikke vil være med i EU, kunne gøre sig til en leder af stort set samme klub i NATO? Trump har støttet Brexit, men mon ikke han nu fornemmer, at der ikke er megen lederskabskraft, USA kan forlade sig på, når det gælder Storbritannien og udfordringen med at ”få styr på” Europa?

Tyskland er blevet Trumps yndlingsaversion. Tyskerne har stor økonomisk succes, jf. deres bileksport til det amerikanske marked – en form for konkret og håndgribelig varehandel, Trump forstår. Men hvorfor skyde efter tyskernes import af energi fra Rusland, kunne man spørge? Svaret ligger selvfølgelig i det forhold, at tyskerne de facto sender mange penge til Rusland på et tidspunkt, hvor Rusland skal afskrækkes via NATO. Dette pegede Trump selv på under det famøse morgenmadsmøde i optakten til NATO-topmødet.

Bag ved dette ligger det lidt bredere spørgsmål om, hvilket lederskab i den europæiske orden Tyskland reelt tilbyder Europa og dermed også USA. Her rammer Trump et ømt punkt. Tyskland tager stort ansvar i både NATO og EU og fremstiller altid disse to klubber som selve grundlaget for tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik. For Tysklands partnere er dette helt fundamentalt betryggende: Den store magt i Europa støtter i sit DNA de institutioner, alle nyder godt af.

Men Tyskland forfølger også en brobygningsstrategi mellem øst og vest, som i sig selv kun er mulig, fordi tyskerne ved, at USA er det vestlige anker. Når Tyskland fører samtaler med Rusland, så sker det ikke på en baggrund, hvor Tyskland selv har investeret massivt i militære kapaciteter, som nok skal holde Rusland på plads og dermed sikre en ligeværdig dialog. Tværtimod er det tyske forsvar helt utilstrækkeligt og langt underlegent de tre-fire brigader, som USA stadig i dag har i Europa. Når Tyskland så også foreslår, at udviklingsbistand skal indgå som et styrkemål i NATO, så fornemmer man angsten brede sig hos de østlige allierede i NATO-kredsen. Ikke mindst hos de baltiske lande, som nok kan se, hvor deres sikkerhedsgaranti reelt er placeret: Washington D.C.

Trumps kritik af Tysklands energiimport fra Rusland var helt enkelt en torn i øjet på denne problemstilling og i øvrigt foranlediget af ihærdigt baltisk fodarbejde i Washington i optakten til topmødet.

Hvis Tyskland vil vise reelt lederskab, skal landets militære værktøjskasse væsentlig opgraderes, for geopolitisk lederskab fordrer troværdig militær muskelmasse.

Dernæst kommer, at Tyskland må tage fat på Kina som geopolitisk risikofaktor. Det vil være forudsætningen for en tæt koordinering med USA, og det ville give fælles struktur på både den tyske og den amerikanske dialog med Rusland. Parallelt må Tyskland gennemføre en mere politisk tilgang til Kina i EU, for det er her, i forhold til handel og investeringer, at Europa mest effektivt kan gøre kineserne det klart, at kontinentet ikke er til salg.

Pilen peger på Europa
Trump suger opmærksomhed til sig, af og til på godt, men mest på ondt. Han ligger, som han har redt. Det kan de europæiske NATO-allierede sådan set være tilfredse med, for præsidentens klovnerier giver dem lejlighed til at glide af på de store spørgsmål. Men når folk en dag bliver trætte af fænomenet Trump, så står Europa tilbage med de problemer, som er blotlagt her i artiklen: Har de europæiske ledere en investeringsstrategi for europæisk relevans i hård sikkerhed? Kan de tænke på Rusland i en større geopolitisk kontekst? Kan Tyskland tage reelt strategisk lederskab? Intet af dette er let for europæerne. Men Trumps præsidentembede fortæller os, at klokken har slået midnat: Europæerne skal stå mere på egne ben i Eurasiens garden of good and evil. ■

 

Men når folk en dag bliver trætte af fænomenet Trump, så står Europa tilbage med de problemer, som er blotlagt her i artiklen: Har de europæiske ledere en investeringsstrategi for europæisk relevans i hård sikkerhed? Kan de tænke på Rusland i en større geopolitisk kontekst? Kan Tyskland tage reelt strategisk lederskab
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland

Sten Rynning (f. 1967) er professor på Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, hvor han også leder Center for War Studies. Hans aktuelle forskning omhandler udviklinger i moderne krig, herunder spørgsmålene, om Vesten har en særlig politisk og normativ tilgang til krig, og om NATO’s strategiske sammenhængskraft er under forandring eller afvikling. ILLUSTRATION: Første topmøde. Præsident Trump tager sin plads til NATO-topmødet, 25. maj 2017 [foto: AP Photo/Matt Dunham/Scanpix]