10.07.2018

Danmarks sikkerhedspolitiske situation er forværret og mere usikker, end den har været det i årtier. Det er ikke tiden at reducere i vores deltagelse i NATO’s kapacitetsudvikling eller industrisamarbejde. Det er helt afgørende for Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, at vi er medlem af et stærkt NATO – ikke et NATO, der trues af intern splittelse pga. en budgetstrid.

Kommentar af Steen Holm Iversen (LA)

Danmarks engagement i NATO – ikke mindst vores bidrag til NATO – er en evigt tilbagevendende diskussion. I disse dage aktualiseres diskussionen igen ved Trumps optaktshilsen til de europæiske stats- og regeringschefer, hvor han i personlige breve til hvert enkelt deler karakterer ud, målt på bidragene til NATO-samarbejdet. Der kan nok engang stilles spørgsmål ved USA’s historiske og fortsatte engagement til den europæiske sikkerhed.

Den amerikanske præsident er ikke bare skuffet, han er er vred, fordi de europæiske lande konsekvent ikke lever op til de aftaler, de har indgået, men modsat halter bagefter. Har Trump en pointe?

I det seneste forsvarsforlig har vi nok engang understreget vores engagement i NATO, og nok engang understreger vi, at NATO er hjørnesten i vores sikkerheds- og forsvarspolitik. Det har været et fast element i årtier, og selv om Forsvarets budget øges substantielt i det nye forlig, ændrer det ikke ved, at vi fortsat ikke kommer i nærheden af at levere de 2 pct., som er budgetmålet for vores medlemskab. Det var som bekendt det, som stats- og regeringscheferne lovede hinanden på det meget omtalte topmøde i Wales i 2014.

Sandsynligheden for at vores substantielle løft i forsvarsbudgettet vil tilfredsstille en uberegnelig og særdeles Europa-kritisk amerikansk præsident er marginal. Trump har vist en særlig lyst og evne til at bryde med tidligere tiders normer, og hans uberegnelige adfærd over for USA’s europæiske allierede udfordrer dagligt både de europæiske regeringer og hans eget udenrigsministerium ved bl.a. at trække alt ud i det offentlige rum.

Hvis man skal opsummere blot den seneste måneds tid, har Trump udråbt en af verdens mest brutale diktatorer til en af de ledere, han respekterer mest, han har slået hånden af en historisk loyal canadisk allieret, endnu engang stukket verbale knive i ryggen på den tyske kansler Merkel, indledt handelskrig mod EU og Kina, men ikke mindst erklæret, at EU er et anti-amerikansk projekt.

Putin kan glæde sig over, at hans bestræbelser på at stikke en kæp i hjulet på det europæiske sammenhold og de liberale europæiske demokratier nu ser ud til at lykkes med støtte fra en helt uventet kant – Trump i Det Hvide Hus.

Derfor må Danmark højst sandsynligt igen til lommerne og finde flere penge til forsvaret. Ene og alene fordi den amerikanske præsident forlanger det.

Den europæiske og globale sikkerhedspolitiske situation er signifikant forværret og mere usikker, end den har været det i årtier. Det stiller større krav til vores militære beredskab, militære volumen, men ikke mindst også til både sammenhængen i NATO-landenes terrorbekæmpelse og i robustheden af vores samlede sikkerhedsarkitektur.

Det er derfor helt afgørende for Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, at vi er medlem af et stærkt NATO – ikke et NATO, der trues af intern splittelse pga. en budgetstrid.

 

Derfor må Danmark højst sandsynligt igen til lommerne og finde flere penge til forsvaret. Ene og alene fordi den amerikanske præsident forlanger det
_______

 

Danmarks bidrag til NATO er mere end soldater, fly og skibe
Kigger vi på Danmarks engagement i NATO i dag, arbejder vi overordnet set i to søjler. Den ene søjle er militær, og den anden er politisk.

Det militære samarbejde er i overvejende grad en forudsætning for det politiske, og det er også det argument, der i årevis har været anvendt til at retfærdiggøre vores lavere bidrag til alliancen: Vi leverer mere end andre nationer, og vores bidrag er af højere kvalitet.

Det har givet os politisk kapital og indflydelse, men problemet er nu, at argumentet langsomt er blevet udvandet; ikke mindst efter afslutningen af kampoperationerne i Afghanistan.

Inden for den militære søjle er der igen adskillige samarbejdssøjler, hvor Danmarks deltagelse i operationer er den mest dominante, mens Danmarks deltagelse i NATO’s militære kapacitetsudvikling, der bl.a. omfatter udvikling af fælles operative koncepter, doktriner, tekniske standarder og industrielt samarbejde, sjældent omtales eller profileres i herhjemme.

Formålet med NATO’s kapacitetsudvikling er bl.a. at sikre, at medlemslandene – og deres materiel – kan arbejde sammen. Det er ret hensigtsmæssigt, når de kontinuerligt forbereder sig på noget så komplekst som at gå i krig sammen. Standardisering og udformning af fælles procedurer udgør derfor et helt naturligt element af kapacitetsudviklingen.

Det sikrer, at NATO-nationernes fly kan operere side om side og samarbejde tæt, ligesom fælles stabsprocedurer muliggør sammensætningen af multinationale stabe som tilfældet fx er i Baltikum i øjeblikket, om end det ikke officielt er en NATO-operation.

Siden 2013 har særligt Danmarks deltagelse i kapacitetsudvikling været under markant forandring. Endeløse omstruktureringer af Forsvaret har skubbet selve deltagelsen og ansvaret for en række af disse centrale indsatser længere ned i Forsvarets organisation. Det har skabt en ”ude af øje ude af sind”-situation, hvor værdien eller udbyttet af deltagelsen i NATO-kapacitetsudviklingen ikke er synlig for Forsvarets øverste ledelse og formodentlig heller ikke for ministeriet. Med de historisk omfattende omstruktureringer, der gennemføres i det nye forlig, vil den situation forværres.

I forberedelsen til det nye forlig har Forsvarets øverste ledelse gentagne gange slået fast, at deltagelsen i NATO’s kapacitetsudvikling skal reduceres. Ledelsens antagelse er, at Forsvaret ikke får noget eller nok ud af det.

I mine øjne – og med over 10 års kontinuerlig deltagelse i diverse arbejdsgrupper i NATO-regi – er denne opfattelse forkert og enten baseret på regulær uvidenhed eller på manglende reel viden om de erfaringer, den viden og det udbytte, som både dansk forsvar og industri har med hjem i bagagen fra NATO.

 

Den viden, som Forsvaret har hentet hjem via deltagelsen i NATO-møder, har bidraget til at redde danske soldaters liv, og den har skabt mulighed for at etablere teknologiske, industrielle, videns- og efterretningsmæssige udvekslinger og samarbejder
_______

 

NATO er en garanti for Danmarks sikkerhed
Den viden, som Forsvaret har hentet hjem via deltagelsen i NATO-møder, har bidraget til at redde danske soldaters liv, og den har skabt mulighed for at etablere teknologiske, industrielle, videns- og efterretningsmæssige udvekslinger og samarbejder på tværs af nationer. Ikke mindst har den også skabt de professionelle netværk, som sørger for, at ”maskinen” fungerer – særligt når de formelle systemer svigter eller tager for lang tid.

Kritikerne har fuldstændig ret i, at NATO er en tung administrativ og bureaukratisk organisation, der på mange områder sagtens kunne slankes og effektiviseres. Det er en politisk opgave. Men alle, der har arbejdet i en større international politisk styret organisation, ved, at der er grænser for, hvad der kan opnås af formelle gevinster på kort tid, fordi der altid vil være mange nationale særinteresser på spil.

Kritikerne har til gengæld ikke ret i, at Danmarks deltagelse i NATO’s kapacitetsudvikling er uden værdi. Tværtimod. Danmark henter ufattelig megen goodwill og viden via sit engagement i NATO’s mange samarbejdsfora, arbejds- og koordinationsgrupper, og den tekniske og konceptuelle viden, som vi henter via deltagelsen, overføres direkte til Forsvarets egne institutioner og myndigheder.

Den viden sikrer blandt andet, at Forsvarets enheder uddannes korrekt. Den sikrer, at vi kan samarbejde med NATO’s øvrige nationer, uanset hvor i verden de indsættes, og den skaber samtidig politisk kapital og indflydelse, fordi vi som nation tager ansvar.

Det påskønnes og bemærkes – også af USA, da amerikanerne ellers ville være tvunget til at sætte sig for bordenden i langt højere grad, end de allerede gør i dag.

Set fra mit perspektiv er der en betydelig diskrepans imellem, hvad der fra dansk side politisk meldes ud til offentligheden og til vores NATO-allierede, og de signaler som Forsvarets øverste ledelse udsender om de forandringer, der om et øjeblik implementeres i Forsvaret.

Føres de ud i livet, vil de mindske og reducere Danmarks indflydelse markant og på mange områder sætte både dansk forsvar, forskning og industri udenfor døren, da tilstedeværelse som i alle andre sammenhænge er proportionalt med både indflydelse og udbytte. Danmark bør derfor fastholde sit nuværende engagement i hele NATO-alliancens virke.

Den amerikanske præsident bliver formentlig ikke mindre uberegnelig eller utålmodig, og vores primære sikkerhedspolitiske interesse ligger således i at holde sammen på et stærkt NATO og et NATO, hvor vi betaler det, som vi har lovet, og hvor vi deltager og bidrager fuldt og helt.

Det er muligt, at Forsvarets øverste ledelse hverken kan se værdien eller den politiske kapital, der bliver skabt via deltagelse NATO’s kapacitetsudvikling, men så må vi håbe, at ministeren kan. ■

 

Det er muligt, at Forsvarets øverste ledelse hverken kan se værdien eller den politiske kapital, der bliver skabt via deltagelse NATO’s kapacitetsudvikling, men så må vi håbe, at ministeren kan
_______

 

Steen Holm Iversen (f. 1964) er major, har siden 2003 varetaget en række studie- og udviklings funktioner ved Hærens Kampskole og har siden 2014 arbejdet ved Hærens Efterretningscenter. Steen Holm Iversen modtog 2016 ”Forsvarsministerens Medalje” og ”Forsvarets påskønnelse for en ekstraordinær indsats”. Herudover er han stedfortræder til Folketinget for Liberal Alliance og medlem af Varde byråd. ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen ankommer til Lituaen, januar 2018 [foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix]