17.05.2018

Palæstinenserne er internt splittede. Netanyahu selv kæmper med skandalerne. Spørgsmålet er, om han – efter USA’s ambassadeflytning – er i gæld til præsident Trump?

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Den 14. maj 1948 proklamerede Israels første ministerpræsident, David Ben Gurion, den nye stat. En skelsættende begivenhed i jødisk historie, som sidenhen er blevet fejret som Uafhængighedsdagen. I år rundede staten sine første 70 år, men eftersom dagen markeres i henhold til den jødiske kalender, fandt den runde fødselsdagsfest allerede sted den 19. april, mens datoen i maj på mange måder var almindelig israelsk hverdag. Helt hverdag blev det dog ikke, for dette var dagen, hvor USA flyttede sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, hvilket betyder, at amerikanerne nu formelt betragter byen som Israels hovedstad.

Hvorfor vælge netop denne dato? Næppe finfølelse overfor den gregorianske kalender. For man øjner et tydeligt politisk signal. Palæstinenserne markerer nemlig også dagen, men i diametral modsat retning. Her hedder dagen al Nakhba, hvilket betyder Katastrofen, for det var på den dag, deres nationale katastrofe tog sin begyndelse for 70 år siden.

Spillet om Jerusalem
Vi kender allerede tv-billederne fra Gazastriben. Op mod 40.000 palæstinensere protesterede ved grænsehegnet. Mindst 58 blev dræbt og mere end et par tusinde kom til skade, da de israelske soldater på den anden side af hegnet åbnede ild mod, hvad der blev præsenteret som en fredelig demonstration. Men hvorfor udviklede det sig så dramatisk, og hvordan kunne en ambassadeflytning udløse noget så dramatisk?

I forholdet mellem israelere og palæstinensere er der en lang række udeståender, som skal falde på plads forud for en fredsaftale. Blandt de vigtigste knaster er uden tvivl de israelske bosættelser, som palæstinenserne kræver rømmet fra Vestbredden, og de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem. Og så er der Jerusalem, som begge parter gerne vil have som hovedstad.

Sidstnævnte kunne i princippet være helt ukompliceret. Man kunne godt forestille sig henholdsvis Vestjerusalem og Østjerusalem som parallelle hovedstæder. Tilbage i 1967, da Israel erobrede Vestbredden, var der da også mange israelske ledere, der mest af alt betragtede de østlige dele af byen som en del af det land, man kunne opgive som modydelse for en fredsslutning med naboerne. Daværende generalstabschef Moshe Dayan skal endog have sagt, at ”hvad skal vi dog med det Vatikan?” Han refererede til de hellige steder, som alle ligger i Østjerusalem.

Siden ændrede de politiske realiteter sig. I 1977 kom Likud-partiet og højrefløjen for første gang til magten, og med det blev det også langt mindre stuerent at tale om territorielt kompromis med palæstinenserne. Og navnlig ikke, når det kom til Jerusalem. I juli 1980 var der således skabt parlamentarisk flertal for den såkaldte Jerusalem-lov, der reelt annekterede Østjerusalem og gjorde byen til ”Israels evige og forenede hovedstad”, som det hedder.

Verdenssamfundet har aldrig godkendt dette skridt. Så selv om det israelske parlament, Knesset, og hovedparten af centraladministrationen ligger i Jerusalem, forblev samtlige udenlandske ambassader i Tel Aviv. Dette går helt tilbage til tiden før Israels oprettelse, hvor USA var blandt de første til at anerkende den nye stat. Men den amerikanske anerkendelse skete på grundlag af FN-resolution 181 af 29. november 1947. Den er bedre kendt som delingsplanen, fordi den foreslog landet delt i to næsten lige store stater, og eftersom Jerusalem da skulle være international zone, placerede amerikanerne deres diplomatiske repræsentation i Tel Aviv.

Første reelle skridt til at flytte ambassaden til Jerusalem kom med den såkaldte Jerusalem Embassy Act, som Kongressen i Washington DC vedtog i oktober 1995. Daværende præsident Bill Clinton var ikke begejstret og benyttede sig straks af klausulen, der gav den siddende præsident mulighed for at udsætte implementeringen hvert halve år med sin underskrift. Blandt dem, som gjorde deres indflydelse tydeligt gældende overfor Kongressens medlemmer henimod beslutningen, var såmænd: Benyamin Netanyahu, der på det tidspunkt var oppositionsleder i Knesset.

 

Blandt dem, som gjorde deres indflydelse tydeligt gældende overfor Kongressens medlemmer henimod beslutningen, var såmænd: Benyamin Netanyahu, der på det tidspunkt var oppositionsleder i Knesset
_______

 

Palæstinenserne er splittede
Den nye amerikanske ambassade ligger indtil videre i Arnona, som er et kvarter i det sydlige Jerusalem. Bygningskomplekset har hele tiden huset det ene af to amerikanske konsulater i byen, og havde det ikke været for den israelske lov af 1980, ville man lettere have kunnet betragte flytningen som en formalitet. For så havde det blot indebåret en anerkendelse af Vestjerusalem som Israels hovedstad, og dermed heller ikke nogen underkendelse af palæstinensiske krav på deres del af byen. Men nu stiller tingene sig altså anderledes, og dette er den umiddelbare årsag til dramaet.

En anden, og nok så væsentlig, grund finder vi imidlertid i hvor den palæstinensiske sag befinder sig i disse år. Den er præget af dyb indre splittelse. På Vestbredden har det sekulære Fatah magten, mens den islamiske Hamas-bevægelse styrer Gazastriben. De to er stort set ikke på talefod, og Netanyahu-regeringen har efter bedste evne drevet endnu en kile i kløften ved at fortsætte et betinget samarbejde med styret i Ramallah, mens den i mere end 10 år har opretholdt blokaden af Gazastriben. Hermed har man fået anledning til at sige, at man kun kan gå i fredsdialog med en samlet palæstinensisk ledelse.

Samtidig med dette har fokus flyttet sig væk. For verdens ledere er der ikke meget, der frister til at satse politisk på endnu et udsigtsløst initiativ i den israelsk-palæstinensiske konflikt, mens andre konflikter i regionen påkalder sig opmærksomhed. Syrien og Yemen er et par af de nye brændpunkter, og der er meget mere politisk gevinst at hente i af tale om demokratiske rettigheder, økonomi og løbsk befolkningstilvækst. Palæstinenserne ligner med andre ord en glemt sag.

Da Hamas i marts måned tog initiativ til de ugentlige fredagsprotester langs hegnet, blev det derfor primært tolket som et udslag af desperation. Gennem de senere år har arbejdsløsheden i Gazastriben været støt stigende, økonomien er på katastrofekurs, og både infrastruktur og sundhedsvæsen er på randen af sammenbrud. Og der synes ikke at være nogen hjælp at hente udefra. Hamas er truet på sin legitimitet og har længe kæmpet med bred folkelig utilfredshed og militant kritik fra salafistiske grupper. Det var bydende nødvendigt at tage initiativ under en eller anden form.

Helt overbevisende virker det imidlertid ikke. Protesterne på Gazastriben mangler den folkelige spontanitet, som ikke mindst var drivkraften i den første intifada i slutningen af 1980’erne. Frustrationerne ER dybe, men demonstrationerne langs grænsehegnet forekom at være topstyrede.

Interessant er også, at både styret i Ramallah og den palæstinensiske befolkning på Vestbredden i almindelighed nærmest har udvist apati. Præsident Mahmoud Abbas i Ramallah har ligefrem søgt at underminere Hamas yderligere ved eksempelvis at skære ned på tilskuddene til den offentlige sektor i Gazastriben, mens den almindelige befolkning i Vestbreddens byer har passet sit. Her hersker der en dyb uvilje mod ny konflikt.

Palæstinensernes utilfredshed med besættelsen er naturligvis udbredt, men de fleste mennesker synes at foretrække den relative økonomiske ro, frem for at kaste sig ud i en ny intifada med tvivlsomme udsigter. Oven i dette har den fysiske adskillelse af Vestbredden og Gazastriben ifølge lokale iagttagere nu taget et omfang, at der ikke længere er den samme følelse af samhørighed mellem landsdelene. Heri ligger nok også forklaringen på, at protesterne på Vestbredden havde begrænset omfang den 14. maj, og at der samtidig kunne afholdes en musikfestival i Ramallah.

 

Palæstinensernes utilfredshed med besættelsen er naturligvis udbredt, men de fleste mennesker synes at foretrække den relative økonomiske ro, frem for at kaste sig ud i en ny intifada med tvivlsomme udsigter
_______

 

Trumps logik – og Netanyahus
Man kunne fristes til at tro, at flytningen af ambassaden indgår i en større plan. Den 8. maj annullerede præsident Trump aftalen om nedfrysning af de iranske atomprogrammer og bebudede nye skrappe sanktioner mod styret i Teheran. Skridtet blev hilst velkommen af Netanyahu men førte til skarpe protester fra vesteuropæiske ledere. Susan Rice, som var sikkerhedsrådgiver i Washington 2013-17, betegnede i en kommentar i New York Times Trumps beslutning som ”hans hidtil værste”. Hun klandrede præsidenten for at have handlet uden nogen form for konsekvensanalyse, hvilket på mange måder passer ind i det billede, vi har dannet os af Trump i Det Hvide Hus. Det samme kan måske siges om ambassadesagen. Heller ikke dér kan nogen forudsige følgerne med sikkerhed.

Netanyahu derimod synes at have en meget klar strategi. Som sagt havde han en tydelig finger med i spillet, da Kongressen i Washington vedtog ambassadeloven, og han kan også ses som kilde til inspiration for Trumps annullering af Iran-aftalen. En uge forinden gik han nemlig på israelsk tv i prime time for at præsentere et halvt ton iranske dokumenter, som var blevet smuglet til Israel. Disse skulle bevise, at iranerne havde trodset aftalen ved at lade de omdiskuterede atomprogrammer fortsætte. Eksperter har efterfølgende fremført, at dokumenterne tilsyneladende er af ældre dato og derfor ikke beviser noget som helst. Men Netanyahu har aldrig lagt skjul på sine ambitioner om at fremstå som statsmanden med andel i monumentale beslutninger.

Aktuelt har han også et akut behov for at aflede opmærksomheden fra sin person. Politiet har gennem flere år undersøgt hans forhold og sagde tidligere på året, at man nu har materiale nok til at rejse tiltale mod ham for bl.a. korruption. Det kan med andre ord ligne en bevidst taktik fra Netanyahu: at tage store politiske initiativer for at gavne sit omdømme i den israelske offentlighed.

Lige efter Trumps ambassadebeslutning 6. december sidste år viste meningsmålinger, at Netanyahus Likud-parti stod til markant fremgang. Hele 36 procent af de israelske vælgere pegede på Netanyahu som deres foretrukne leder, mens den nærmeste rival, Yair Lapid fra centrumpartiet Yesh Atid, måtte nøjes med 12 procent.

Hvad sker der nu? I et interview med det israelske dagblad Yisrael HaYom sagde den amerikanske finansminister, Steve Mnuchin, at Trump efter ambassadeflytningen muligvis ser frem til en modydelse. Flere israelske analytikere tænker i de samme baner. Trump er blevet sammenlignet med den tidligere israelske leder Ariel Sharon, der på samme måder brød med alle normer for god opførsel og ofte tog initiativer, der virkede fuldstændig halsløse. Ikke uden grund kaldte man ham bulldozeren. Man spørger derfor sig selv, om Trump alligevel har en plan. Har han indset, at alle konventionelle løsninger har slået fejl, og at man derfor må gå helt nye veje?

Trumps tilsyneladende gennembrud i forhold til Nordkorea kunne måske inspirere til den slags tanker. Følger man denne tanketråd, har han med ambassadeflytningen givet Netanyahu en så massiv indrømmelse, at denne vil være nødt til at føje Trump, hvis han eksempelvis skulle kræve drastiske ændringer i Israels ødelæggende bosættelsespolitik på Vestbredden. ”En stor dag for freden,” sagde Netanyahu ved den officielle åbning af den nye ambassade. På baggrund af begivenhederne på Gazastriben fandt de fleste bemærkningen dybt malplaceret. Men bemærkningen satte gang i spekulationerne om, hvorvidt ambassadeflytningen i virkeligheden er en del af en højst ukonventionel fredsplan for Mellemøsten – lagt af Trump. ■

 

Følger man denne tanketråd, har han med ambassadeflytningen givet Netanyahu en så massiv indrømmelse, at denne vil være nødt til at føje Trump, hvis han eksempelvis skulle kræve drastiske ændringer i Israels ødelæggende bosættelsespolitik på Vestbredden
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) har som journalist skrevet med fast base i Tel Aviv gennem de seneste 25 år. Har været korrespondent for Information og Weekendavisen og arbejder nu freelance med sideløbende forfatter- og foredragsvirksomhed. ILLUSTRATION: Præsident Trump og premierminister Netanyahu [foto: Israels statsministerium]