21.03.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Meget kan man beskylde os for – men populister har vi ligegodt aldrig været. Noget andet er så, at vi med årene er blevet mere og mere populære, mens andre partier har mistet deres popularitet. Og det er jo en helt anden historie!

Kommentar af Søren Espersen, MF (DF), Formand for Udenrigspolitisk Nævn

LAD MIG STARTE med at tilstå, at mit kendskab til italiensk politik er sparsomt. Det er sådan set også mindre betydningsfuldt i denne sammenhæng, for sagen er, at det med det italienske valg har slået mig, at uanset hvor vi for tiden bliver vidne til parlamentsvalg i den frie verden, er det den samme jamren om ”populisme”, man skal lægge øre til.

 

Uanset hvor vi for tiden bliver vidne til parlaments-valg i den frie verden, er det den samme jamren om ”populisme”, man skal lægge øre til
_______

 

De jamrende er medierne generelt, analytikere samt repræsentanter for de såkaldt ansvarlige partier – drejebogen er den samme overalt:

I Frankrig udnævnes Front National til populister. I Italien Lega Nord og Femstjernebevægelsen. I Danmark Dansk Folkeparti. I Holland Geert Wilders. I Sverige Sverigedemokraterna. I Tyskland AfD. I Storbritannien UKIP – og så videre. I kender alle sammen remsen. I USA er det bare sådan Trump i al almindelighed…!

”Populist” er jo et påstemplende og nedgørende ord, som egentlig sprogligt definerer en foragtelig, holdningsløs charlatan af en levebrødspolitiker, som hver morgen stikker næsen i vejret, indsnuser, vejrer stemningen og indretter dagens politik derefter, således at sjuften kan blive valgt igen. Eller rettere, sådan var den oprindelige definition af ordet populist: ”Stå aldrig til søs, lad de andre stå… I får stribevis af kors og bånd og stjerner på”. Men i dag har ordet fået en ganske anden betydning. I dag stemples man i Europa som populist, hvis man:
1) Vil bekæmpe masseindvandringen, 2) Vil forhindre islams fremmarch, 3) Er modstander af EU, 4) Vil indføre en effektiv grænsekontrol eller 5) Sætter sit land og folk først.

 

”Populist” er jo et påstemplende og nedgørende ord, som egentlig sprogligt definerer en foragtelig, holdningsløs charlatan af en levebrødspolitiker, som hver morgen stikker næsen i vejret, indsnuser, vejrer stemningen og indretter dagens politik derefter, således at sjuften kan blive valgt igen
_______

 

Først og fremmest: Med denne nye definition melder jeg mig herved som populist! Jeg kan nemlig uden videre betænkning tilslutte mig samtlige fem holdninger.

Dernæst: Om nogen skulle have den formodning, at det for politikere som mig og andre i Dansk Folkeparti har været en lystig og let dans på roser at have vore holdninger i de årtier, hvor det var direkte kættersk bare at tænke det, vi stod fast på – ja, så må man tro om igen. Da vi dengang ”stod til søs”, var en rasende, ”anti-racistisk” presse over os som en høg. For ikke at nævne samtlige øvrige af Folketingets partier. Samtlige!

DA DANSK FOLKEPARTI var et år gammelt, stemte to ud af hundrede danskere på os. I dag er det mere end hver femte. Havde vi dengang i 1995, som populister i den oprindelige betydning, stukket næsen i vejret for at snuse til folkestemningen, så var vi alle sammen drønet over til Socialdemokratiet, Venstre eller De Konservative – og Pia Kjærsgaard ville – uanset over hvilket parti, hun havde ladet sit nådes lys skinne – være blevet statsminister, mens vi andre let-på-tå-dansende medløbere som ministre ville have siddet i store, tjekkede el-biler med chauffør og det hele… Tro mig, vi ville i dén grad have været stuerene.

Så meget kan man beskylde os for – men populister har vi ligegodt aldrig været. Noget andet er så, at vi med årene er blevet mere og mere populære, mens andre partier har mistet deres popularitet. Og det er jo en helt anden historie! For den politiske udvikling de seneste årtier har jo i dén grad skiftet karakter. EU var bare et frihandelsområde – og det var jo godt nok, så det interesserede ingen sig for. Og indvandringen og Islam var noget med en håndfuld tyrkiske fremmedarbejdere – fred være med det.

Men efter den landsskadelige udlændingelov i 1983 og Maastrichttraktaten i 1992 blev alt – som i alt! – anderledes. Nu kunne enkelte – kun ganske få – skue og fremskrive, hvor dette ville kunne ende, idet de stædigt advarede og advarede. Og alene det at advare, kostede. Det kostede embeder og ansættelser, det kostede på pengepungen og på anseelsen. Populisme? Næppe!

 

Alene det at advare, kostede. Det kostede embeder og ansættelser, det kostede på pengepungen og på anseelsen. Populisme? Næppe!
_______

 

Nu hører man så igen og igen den jamrende fortælling om, at de populistiske partier overalt vinder indpas. Men kunne det være, at historien ude er den samme som herhjemme: At de folk, som for årtier tilbage omkostningsfuldt advarede og advarede, nu sørme er gået hen og er blevet populære rundt om i Europa, mens deres politiske modstandere, de salvelsesfulde, de benægtende og de fortrængende sørme er gået hen og er blevet upopulære?

Tjah… mon ikke det præcist er det, der er sket – og sker med stadigt stigende styrke. ■

Søren Espersen (f. 1953) er MF for Dansk Folkeparti og formand for Udenrigspolitisk Nævn. ILLUSTRATION: Søren Espersen [foto: Jesper Mortensen/Polfoto]