02.03.2018

Efter stigende politisk vold og skyderier mod tilfældige sorte i byen Macerata spørger mange nu, om Italien er på vej tilbage til 70’ernes blodige årti? Nej, siger en kender af italiensk fascisme, men ny-fascisterne vil derimod lade sig inspirere af aktioner, som deres ideologiske fæller i Europa udøver.

Interview af Martin Christensen

SØNDAG den 9. maj 1978. I en stille sidegade i det centrale Rom står en rød Renault 4 parkeret. Den skal blive dagens store samtaleemne – ikke bare i Italien, men verden over. I bagagerummet ligger nemlig den tidligere italienske premierminister, kristendemokraten Aldo Moro, dræbt af skud. Forud for drabet havde den magtfulde politiker og juraprofessor været kidnappet af terroristgruppen De Røde Brigader i 55 dage. Kidnapningen og drabet af Moro var et trist højdepunkt i den blodige periode i Støvlelandets historie, der skulle blive kendt som Blyårene (anni di piombo). I perioden 1969-82 kostede kampen mellem kommunister og fascister i underkanten af 400 menneskers liv, mens tusindvis af uskyldige mennesker blev kvæstet – mange med varige mén.

Lørdag den 3. februar 2018. Den 28-årige kommunalvalgskandidat for det nyfascistiske parti Lega Nord, Luca Traini, kører i to timer rundt i den centralitalienske by Macerata og åbner ild over for tilfældige nordafrikanske immigranter i byen. Inden politiet overmandede ham, har han nået at såre seks personer. Ved anholdelsen er han omsvøbt i det italienske flag, og inden han køres væk, når han at give en fascistisk hilsen.

Disse skyderier i Macerata er foreløbigt højdepunkt i en bølge af politisk motiveret vold, som i de seneste år er skyllet ind over Italien, og som har igangsat en debat om, hvorvidt Italien er ved at gentage 70’ernes blodige kapitel med politisk ekstremisme, vold og mord.

Disse skyderier […] har igangsat en debat om, hvorvidt Italien er ved at gentage 70’ernes blodige kapitel med politisk ekstremisme, vold og mord
_______

 

70’erne – kold krig og en stærk ideologisk tid
“For at besvare dette spørgsmål er man er nødt til at opridse de to gruppers positioner i Blyårene” siger Simen Ekern, Europakorrespondent ved det norske Morgenbladet og bosiddende i Rom.

På den yderste venstrefløj, hvor De Røde Brigader er mest kendte, fik særligt to forhold medlemmerne til at gå revolutionært til værks. For det første var kampen for dem en fortsættelse af deres forfædres partisankamp under Anden Verdenskrig. Trods partisanernes sejr oplevede venstregrupperingerne ikke, at sejren afspejledes i de politiske beslutninger, der blev taget efter krigen. Staten var, efter deres mening, stadigvæk domineret af fascistiske kræfter og tankegange, og ifølge venstrefløjen havde statens ansatte blot “skiftet de sorte skjorter ud med hvide”, som Ekern formulerer det. For at symbolisere kampens fortsættelse af partisankampen under Anden Verdenskrig kæmpede flere af venstrefløjens frontkæmpere med deres forfædres våben. Dem anvendte de nu mod fascismen og nazismen. Den anden grund til, at medlemmerne gik revolutionært til værks, var, at de så sig selv som repræsentanter og talerør for arbejdsklassen, der var undertrykt af en herskende klasse.

På den anden side stod nyfascisterne, der mente, at fascismen og Mussolinis bedrifter ikke var blevet opgjort retfærdigt i samtiden. Ifølge dem har fascismen stadigvæk meget politisk at byde på. De var modstandere af det bløde liberale demokrati, der ikke havde skabt tilstrækkelige resultater for Italien – og dermed tabte landet ære og anseelse i udlandet. Landet skulle (igen) ledes af en stærk stat og ditto leder – og med en retning, så landets befolkning igen kunne ranke ryggen og være stolte af at være italienere. Derfor så enkelte medlemmer til fra sidelinjen med misundelse, da det lykkedes både i Grækenland og Chile i 70’erne at få gennemført et højreorienteret militærkup. Det ønskede de også for Italien.

Mens de to ekstreme grupperinger på den offentlige scene kæmpede om magten på gader og stræder, holdt USA sig mere i baggrunden og CIA trak diskret i trådene for at sikre, at det magtfulde italienske kommunistparti ikke fik for stor indflydelse. Der er mange stærke indikationer på, at de var særdeles aktive i kulissen. I den forbindelse var de meget skeptiske overfor Aldo Moros tilnærmelser til kommunisterne om at etablere en koalitionsregering, som han ihærdigt forsøgte på før sin kidnapning. Det samme var gældende for dele af Italiens etablerede klasse samt politiet og forsvaret, hvor man kæmpede mod kommunisterne.

Mens de to ekstreme grupperinger på den offentlige scene kæmpede om magten på gader og stræder, holdt USA sig mere i baggrunden og CIA trak diskret i trådene for at sikre, at det magtfulde italienske kommunistparti ikke fik for stor indflydelse. Der er mange stærke indikationer på, at de var særdeles aktive i kulissen
_______

 

Fascismen er blevet mere “stuerent”
Ifølge Simen Ekern er der en række forhold og skillelinjer, der i dag skiller sig markant ud fra 70’ernes kampe. De gør, at nutidens politiske voldsbølge højst sandsynligt ikke vil resultere i en ny og omfattende dødsspiral.

“Først og fremmest behøver ny-fascisterne ikke at kæmpe “på gaden” på samme måde som tidligere. I dag er de i højere grad en del af den udøvende magt. Det var de ikke var i 70’erne, selvom de havde repræsentanter i parlamentet”, fortæller han.

Tilbage i 1994 blev de fascistiske partier mere eller mindre “stuerene”, da Silvio Berlusconi dannede sin regering med støtte af Den Nationale Alliance og Lega Nord, der har sympati for ny-fascismen. Og i 2008 fik Gianno Alemanno, en af aktiv udøver i gadekampen i 70’ernes Rom, borgmesterposten i den evige stad. Selv i dag bærer han en halskæde med det keltiske kors – symbolet på fascismen. Han har flere gange været anholdt for vold i sin ungdom men er aldrig blevet dømt. Med andre ord har det yderste højre langt bedre muligheder for at påvirke beslutningerne i dag end tidligere.

Med andre ord har det yderste højre langt bedre muligheder for at påvirke beslutningerne i dag end tidligere
_______

 

“Derudover har hverken USA eller de italienske institutioner interesse i en sådan kamp, som de havde i 70’ere, da den kolde krig i dag er ophørt. Og dernæst har ny-fascisternes modstandere, den yderste venstrefløj, ikke tidligere tiders indflydelse og opbakning. På den måde har nyfascisterne mere eller mindre scenen for sig selv”, forklarer Ekern og understreger: “Men den yderste venstrefløj er ved at vågne op efter skyderierne i Macerata og begynder at spørge, om tiden ikke er inde til at sige fra i forhold til den stigende vold fra ny-fascisterne. Deres røst høres nu tydeligere end tidligere i offentligheden”.

Fare for afbrændinger af asylcentre
Dog kunne Ekern godt forestille sig aktioner a la dem, man har oplevet, at højrenationale organisationer har udført i andre europæiske lande: “Fx har man set aktioner, som er inspireret af de græske “Golden Dawn”, hvor grupper af nyfascister har banket sagesløse immigranter på strande, hvor de var i gang med at sælge solbriller og lignende. Det vil heller ikke overraske mig, hvis man i fremtiden oplever afbrændinger af asylcentre, som man har set i Sverige og Tyskland”.

Med andre ord er tredjegenerationsfascister, ifølge Ekern, mere inspireret af de aktioner, som man ser andre steder i Europa, hvor den yderste højrefløj er stærkt repræsenteret, end af hvad andengenerationsfascisterne foretog sig i 70’erne.

Immigranter har for travlt med at arbejde
Den i øjeblikket stigende opbakning og interesse for ny-fascisternes gøren og laden skyldes hovedsageligt den stigende tilstrømning af immigranter til Italien fra især Nordafrika. Det har skabt en del utilfredshed blandt italienerne, men Ekern kan ikke forestille sig, at der kommer til at være en voldelig og blodig kamp mellem potentielle voldelige immigranter i stedet for den kamp, man ser mellem personer fra den yderste venstrefløj og nyfascisterne.

“Immigranterne har travlt med at arbejde mange timer som stærkt underbetalt arbejdskraft i de mafia-ejede plantager i Syditalien. De har ikke ressourcer til at forestå en sådan kamp”, slutter Simen Ekern. Personer med tilknytning til ny-fascistiske organisationer har mediernes store interesse i øjeblikket. De kan højst sandsynlig afgøre, hvem der skal være Italiens næste premierminister, når italienerne går til stemmeurerne den 4. marts.

Personer med tilknytning til ny-fascistiske organisationer har mediernes store interesse i øjeblikket. De kan højst sandsynlig afgøre, hvem der skal være Italiens næste premierminister, når italienerne går til stemmeurerne den 4. marts
_______

 

Berlusconis Forza Italia, Lega Nord og højrepartiet Fratelli d’Italia har i omegnen af 36-37 pct. af stemmerne. Dermed er de tre partier ret tæt på de 40 pct., som antageligvis er det magiske tal, der skal til for at danne regering. ■

Simen Ekern (f. 1976) er idehistoriker, forfatter og Europakorrespondent for den norske avis, Morgenbladet, bosiddende i Rom. Martin Christiansen (f. 1970), cand.scient.pol., freelance-journalist og pt. studerende i Rom. ILLUSTRATION: Forza Italias formand Silvio Berlusconi [foto: Maria Laura Antonelli/Scanpix]