23.11.2018

”Den parlamentariske krise vil afgøre, om Sverige fortsætter ad den ’tyske’ vej, hvor højreorienterede partier holdes uden for det ’gode selskab’, eller man slår ind på den ’danske’ pragmatiske kurs. Under alle omstændigheder vil splittelsen i befolkningen og på rigsdagsniveau om holdningen til SD vare ved.”

Interview af Johan Doré Nellerod

Da svenskerne gik til valg i september 2018, eksisterede der de to traditionelle blokke i Riksdagen: De Rød-Grønne bestående af Miljöpartiet, Vänsterpartiet og Socialdemokratiet overfor Alliansen bestående af Liberalerna, Kristdemokraterna, Centerpartiet og Moderaterna. De to blokke mønstrede efter valget henholdsvis 144 og 143 mandater. Der skal dog 175 mandater til at konstituere et flertal. De sidste 62 mandater befinder sig i dag hos Sverigedemokraterna, som står udenfor de to ovenstående blokke. Dermed er Sverige kastet ud i en parlamentarisk krise, som RÆSON har bedt Hans Mouritzen om at udrede. Hvor er samarbejde mellem blokkene en nødvendighed, hvis ikke et ekstravalg skal udskrives eller Sverigedemokraterna få indflydelse?

RÆSON: Hvordan vil du kort beskrive den aktuelle parlamentariske situation i Sverige?
MOURITZEN: Situationen har været fuldstændig paralyseret siden valgaftenen. Sverige har aldrig før haft en så lang regeringskrise, og der er på nuværende tidspunkt ikke udsigt til, at den bliver løst. Det er en fuldstændig lammelse, fordi de forskellige politiske partier har sat så mange betingelser op, som de vil have honoreret. Det betyder, at kabalen rent matematisk ikke kan gå op.

RÆSON: Får vi en ny svensk regering inden jul?
MOURITZEN: Det kan man ikke udelukke. Men det mest sandsynlige er, at der kommer et såkaldt ”ekstravalg”, formentlig til marts – det tager jo noget tid at forberede den slags.

RÆSON: Hvad vil det kræve, før Sverige får en ny regering?
MOURITZEN: Der er nogen, der er nødt til at give sig. Det drejer sig specielt om de to midterpartier: Centerpartiet og Liberalerna. Det er dem, som har sagt, at de ikke vil tolerere en regering, der på den ene eller anden måde er afhængig af Sverigedemokraterna (SD). På den anden side vil de heller ikke sidde i en regering ledet af Stefan Löfven (Socialdemokraterna).

RÆSON: Hvilke politikområder udgør de største problemer? Og hvordan?
MOURITZEN: Økonomien går strålende, men det glemmer kommentatorer ofte at nævne. Problemområderne ligger især inden for det værdipolitiske, ikke mindst udlændingepolitikken. Her vil SD føre en stram kurs modsat de øvrige. Dog har Moderaterna og Kristdemokraterna nærmet sig SD efter flygtningekrisen i 2015, men de ville ikke drømme om at indrømme, at det er for at dæmme op for SD. I arbejdsmarkedspolitikken ønsker de borgerlige – ikke mindst Centerpartiet – at efterligne den danske ’Flexsecurity’ model (selvom de ’glemte’ det, da de sad i regering 2006-14). Socialdemokraterna holder derimod fast i ’Lagen om anställningstrygghet’, der i praksis betyder ’sidst ind først ud’.

 

Dog har Moderaterna og Kristdemokraterna nærmet sig SD efter flygtningekrisen i 2015, men de ville ikke drømme om at indrømme, at det er for at dæmme op for SD
_______

 

RÆSON: Hvad er holdningen til SD hos Moderaterna og Kristdemokraterna?
MOURITZEN: De vil gerne danne en regering, som bliver tolereret af SD. De vil til gengæld ikke føre realitetsforhandlinger med dem. Moderaterna og Kristdemokraterna underspiller således den indflydelse, SD får, mens deres alliancepartnere i Centerpartiet og Liberalerna overspiller den og fremstiller den som en kæmpe indflydelse til SD. Det er dér, uenigheden står mellem dem.

RÆSON: Kan man overhovedet snakke om Alliansen [sammenslutning af partierne til højre for midten – dog uden SD, red.] som en samlet politisk enhed?
MOURITZEN: Nej, den er død. Når man stemmer hinanden ned i Riksdagen, kan man ikke kalde det for en alliance. Det var idyllisk under valgkampen og på valgnatten, men der skete hurtigt en splittelse i to ”underalliancer”. Den ene er Moderaterna og Kristdemokraterna, og den anden er Liberalerna og Centerpartiet.

RÆSON: Kan man snakke om de Rød-Grønne som en samlet politisk enhed?
MOURITZEN: Ja, den er i hvert fald ikke blevet sprængt. Det har været nævnt som en mulighed, at Miljøpartiet skulle gå med i Alliansen – enten som støtteparti eller endda som en del af regeringen. Men selv den konstellation kan ikke mønstre et flertal, så det vil stadig være en regering, som er meget afhængig af andre partier. Det vil dog ikke være SD, de er afhængige af, men S. Så hvis dét skulle blive til noget, har man splittet den Rød-Grønne blok. Foreløbig er det dog Alliansen, der er splittet.

RÆSON: Er der større sandsynlighed for, at SD kan få et politisk samarbejde med Moderaterna og Kristdemokraterna end med de Rød-Grønne?
MOURITZEN: Ja, det er helt oplagt. De ligger nærmest blå blok, og det er den, de gerne ville inkluderes i. Forskellen i forhold til Danmark er, at de ikke får lov. De er henvist til deres egen ’blok’.

RÆSON: Hvor pragmatiske er SD? Vil de være villige til at indgå kompromiser for at tilvejebringe et fremtidigt samarbejde med Moderaterna?
MOURITZEN: Jeg synes, partiledelsen har været meget pragmatisk. På den ene side har man sagt, at ”vi har 1,1 millioner vælgere, og dem skal vi repræsentere, så I får ikke vores støtte gratis”. På den anden side udtalte Jimmy Åkesson [SD’s partileder, red.] for ikke så længe siden, at de er villige til at gå med på den udlændingepolitik, som Moderaterna er gået til valg på. Det er nye toner, og det er en måde at signalere, at de er pragmatikere.

RÆSON: Tror du, der er en sandsynlighed for, at SD kunne være støtteparti for Moderaterna og KD?
MOURITZEN: Ja, det er der ingen tvivl om. De vil jo selv gerne. Men den konstellation er stemt ned i Riksdagen én gang. Den kan komme op igen. Men regeringen bliver næppe en realitet, fordi midterpartierne så skulle ændre holdning ved at sluge den kamel, det er at betragte SD som ’stuerene’.

 

Socialdemokraterna vil bl.a. af historiske grunde aldrig gå med i en regering, som ikke er ledet af dem selv. De er for store til, at de vil indordne sig i en regering ledet af andre
_______

 

RÆSON: Miljöpartiet har foreslået, at Anna Lööf fra Centerpartiet skulle udpeges af talmannen [Riksdagens formand, red.] som statsministerkandidat, ligesom Ulf Kristersson (M) har været. Er det en reel mulighed?
MOURITZEN: Ja, hun er jo i øjeblikket udpeget som ’undersøger’, men ikke officielt som statsministerkandidat. Problemet er, at C ikke er noget stort parti – Moderaterna er jo trods alt dobbelt så store. Men man har faktisk haft sådanne spekulationer, også i dansk parlamentarisk historie, når den parlamentariske situation har været ekstremt indviklet. I Danmark har radikale politikere endog foreslået en ren radikal regering, uanset hvor lille den så end er, for så kan man forhandle til alle sider. Det er den styrke, man har som midterparti.

Socialdemokraterna vil bl.a. af historiske grunde aldrig gå med i en regering, som ikke er ledet af dem selv – sådan har vi det også i Danmark. De er for store til, at de vil indordne sig i en regering ledet af andre. Men måske kunne de være støtteparti? Det er et lidt desperat forslag, for så skulle det være en regering bestående af de to midterpartier, som ellers er dem, der har stillet flest betingelser op, både til højre og venstre. Det ville være en C-L-regering, som kunne tolereres fra flere sider i Riksdagen, men det virker ikke særlig sandsynligt.

RÆSON: Et oplagt alternativ til at isolere radikale fløjpartier er at danne koalitioner over midten for at modvirke deres indflydelse. Det så man fx i Danmark med S-V-regeringen fra 1978-1979 for at neutralisere Fremskridtspartiet. Derfor er det oplagt at spørge, om en ”superkoalition” mellem Moderaterna og Socialdemokraterna er en reel mulighed?
MOURITZEN: Det bliver nævnt en gang i mellem, bl.a. på lederplads i Sveriges største avis Expressen. Problemet er; hvem skal være statsminister? Både Kristersson (M) og Löfven (S) ser sig selv som statsminister. Alle vil gerne lave noget over midten, men det hele falder på, hvem der skal være statsminister.

En ting er at skrive en forfatning – en anden er at se, hvordan den virker i praksis, og her er forfatningen nok ikke så hensigtsmæssig. Bla. har man faste valgterminer i september måned 2018, 2022, 2026 osv. Det vil sige, at selvom du pludselig laver et ekstravalg, så flytter det næste valg sig ikke. Så risikerer man at få for korte mandatperioder. Partiernes valgmaskiner er i øvrigt kun gearet til valg i september hver fjerde år.

RÆSON: Hvem har størst fordel af et eventuelt ekstravalg?
MOURITZEN: Der har været en opinionsmåling for ganske nylig, som viser, at SD går frem fra 17,9 pct. til 21,5 pct. – en meget kraftig stigning. Så det er klart SD. Når man ser sådan nogle tal (og de bliver bekræfter i andre målinger), så er der klart nogen, som vil betænke sig ved at tage et ekstravalg.

 

Folk er trætte af forløbet. Når jeg taler med almindelige svenskere, så er der en udbredt politikerlede, og man synes, at det, der foregår, er en farce
_______

 

RÆSON: Er den parlamentariske krise til fordel for Sverigedemokraterna?
MOURITZEN: Ja. Folk er trætte af forløbet. Når jeg taler med almindelige svenskere, så er der en udbredt politikerlede, og man synes, at det, der foregår, er en farce. Der er også mange, som ikke stemmer på SD, som synes, at det er en form for ’mobning’, at man prøver at holde dem uden for. Omvendt er der også stærke anti-SD stemninger i befolkningen. Kort sagt: befolkningen er lige så splittet som politikerne.

RÆSON: Hvordan har blokpolitikken traditionelt fungeret i svensk politik? Har man før set regeringer på tværs af midten?
MOURITZEN: Man har haft regeringer på tværs af midten tidligere. I 50’og 60’erne var S regeringsparti, og det, der hed Bondeförbundet (det nuværende Centerparti), var undertiden støtteparti. Det er lidt det, som Löfven (S) prøver at gentage nu. Hans strategiske idé er ’del og hersk’. Det går ud på at splitte Alliansen, som har været modpolen til S. Det er klart, at Socialdemokraterna får en strategisk gevinst, hvis det lykkes. Efter valget sagde Socialdemokraterna, at blokpolitikken er overstået, og at vi nu skal til at samarbejde over midten. Hermed mente Löfven i praksis en socialdemokratisk ledet regering med Centerpartiet og Liberalerna som støttepartier. Det er dog næppe en mulighed, fordi C og L er gået til valg på en regering under Kristersson (M).

RÆSON: Hvad siger den nuværende politiske situation om det svenske demokrati?
MOURITZEN: Man har en meget anderledes politisk kultur end i Danmark. Idealisme og det ideologiske betyder mere i Sverige. Du ser det fx ved et regeringsskift, hvor der sker nogle skarpere ryk, også fordi topembedsmændene bliver skiftet ud, når der kommer en ny regering. I Danmark har vi en centraladministration som sidder uændret ligegyldigt, hvilken regering som kommer til magten. Det indebærer, at Danmark har en meget stor kontinuitet, uanset om det er den ene eller den anden regering, der sidder på magten.

I Sverige er der noget større forskel på regeringerne. Det er også, fordi idealisme, herunder ideologiske hensyn, betyder mere. I forlængelse heraf kommer der også den følelsesmæssige komponent, som man skal notere sig, når man sammenligner Sveriges Rigsdag med Danmarks Folketing og den politiske debat i det hele taget. I Sverige er der en ”afsky” for SD, som afspejler et decideret had. Lyt til ordet ’avsky’ udtalt med svensk intonation! Liberalernas leder, Jan Björklund, har sågar offentligt sagt, at han har lovet sine børn, at han aldrig vil være med i en regering, som er afhængig af SD. Det er klart, at det ikke kan lade sig gøre at finde en parlamentarisk løsning, når man afgiver sådanne løfter. Björklunds udtalelse om sine børn er en indikator på, at den politiske debat i Sverige er meget følelsesbetonet.

SD er umiddelbart ikke spor anderledes end DF – du kan bare tage deres partiprogram, det er fuldstændig kalkeret efter DF´s. Den nuværende partiledelse har ingen fascistisk, endsige nazistisk fortid, selvom der jævnligt bliver afsløret fx byrådsmedlemmer med ekstreme synspunkter eller en blakket fortid. Så partiledelsen har måttet rense ud. DF har også haft sine ’landsbytosser’, men problemet har været noget større i SD. Og det har de andre partier udnyttet dygtigt.

RÆSON: Er den måde, partierne agerer på for øjeblikket, irrationel – agerer de på baggrund af følelser?
MOURITZEN: Det kan man i en eller anden forstand godt sige. Traditionelt har Sverige, ligesom Danmark, været kendetegnet ved det, man kalder ”samförståndslösningar” [konsensus, red.]. Hvis vi går tilbage til 50’ og 60’erne, var der mere samförstånd. Men politikken har så, ikke mindst med Olof Palme i 60’ og 70’erne, fået et stærkere ideologisk præg. Den danske politiske kultur er, hvad jeg ynder at kalde gradualistisk, mens den svenske har skarpere udsving. Det kan bedst ses i et historisk perspektiv. Hvis man går tilbage i 70’erne var demokratisk socialisme det helt store i Sverige. Der skulle være lønmodtagerfonde, som dog i sidste øjeblik blev afværget, men det var et udtryk for, at socialisme virkelig blev taget alvorligt. I Danmark talte vi forsigtigt om økonomisk demokrati. I 90’erne kom den store liberalistiske bølge med privatiseringer, som sagde sparto til, hvad vi oplevede i Danmark. I dag er den helt store bølge feminisme, som Sverige har taget til sig med hud og hår. ’Me too’ har i Danmark været en svag afglans af den svenske version. Disse forskellige bølger viser, at Sverige har lidt skrappere politiske udsving, mens Danmark forsigtigt nøjes med gradvise ændringer.

RÆSON: Hvad vil denne parlamentariske krise betyde for svensk politik fremadrettet?
MOURITZEN: Den vil afgøre, om Sverige fortsætter ad den ’tyske’ vej, hvor højreorienterede partier holdes uden for det ’gode selskab’, eller man slår ind på den ’danske’ pragmatiske kurs. Under alle omstændigheder vil splittelsen i befolkningen og på rigsdagsniveau om holdningen til SD vare ved. ■

 

Under alle omstændigheder vil splittelsen i befolkningen og på rigsdagsniveau om holdningen til SD vare ved
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland