12.05.2018

”Regimets teknokratiske eliter, anført af præsident Hassan Rouhani, er de største tabere i dette spil. Rouhani er i to omgange gået til valg på at finde en forhandlingsløsning på krisen om det iranske atomprogram og lovede iranerne en lys fremtid på den anden side aftalen. Imidlertid er aftalens fordele udeblevet”

Interviews af Jonas Stengaard Jensen

RÆSON: Hvad er Trumps motivation for at træde ud af atomaftalen med Iran? Er den forbundet med de kommende forhandlinger med Nordkorea, eller ligger der indenrigspolitiske overvejelser til grund?
ERSLEV ANDERSEN: Trump har jo en række gode allierede i Mellemøsten i form af både Saudi-Arabien, Israel og Egypten, der alle er voldsomt imod atomaftalen med Iran. Tidligere i sin administration har Trump støttet op om denne alliance, og hans bagland bakker op om især Israel.

Ydermere har Trump for nylig ændret sit regeringskabinet og indsat John Bolton som national sikkerhedsrådgiver og Mike Pompeo som udenrigsminister, og de kommer begge fra en fløj, der har forholdt sig kritisk til Iran-aftalen lige siden den blev indgået under Obama-administrationen. Trump har længe lyttet til denne fløj og begrunder sin politik med påstanden om, at aftalen ikke forhindrer Iran i at udvikle atomvåben.

Efter sanktionerne er blevet lempet, har Iran kunnet sælge mere af sin olie og har generelt fået lettere ved at handle og tjene penge. Disse midler bliver ifølge Trump anvendt til at finansiere Irans stedfortræderkrigsførelse i Syrien og Yemen gennem støtte af grupper som Hizbollah, der af USA anses som terrorister.

Trumps motivation for at træde ud af atomaftalen er derfor helt grundlæggende at presse Iran på pengepungen og derudover at svække Iran i det arabiske Mellemøsten. Derfor bør man også se Trumps udtrædelse fra atomaftalen som et grønt lys til Israel for at bombe løs i Syrien og Libanon, hvor Hizbollah befinder sig.

RÆSON: I hvor høj grad er Trumps beslutning affødt af et ønske om at styrke sit image og sin forhandlingsposition op til de kommende atomforhandlinger med Nordkorea?
ERSLEV ANDERSEN: Der er så at sige to aspekter af Nordkorea-spørgsmålet. På den ene side er det farligt for USA at træde ud af en aftale og vise modparten, at man ikke er fuldstændig dedikeret til at overholde de aftaler, man indgår. På den anden side viser Trump, at han har viljen til at sige nej til en aftale, der ikke lever op til de kriterier, han stiller, hvilket i Nordkoreas tilfælde vil sige en total afvikling af dets atomvåbenprogram.

MALMVIG: Det er svært at kravle ind i hovedet på Trump, men i virkeligheden spiller denne beslutning ikke til Trumps fordel. Det viser blot Nordkorea, hvor usikkert det er at indgå en aftale med USA, og at de måske gør klogest i at beholde deres atomvåben. Men jeg tror næppe, at Trump kæder tingene sammen, som vi gør i Europa, og som de givetvis gør i Nordkorea. Trump tænker nærmere, at han i sin valgkamp har lovet at træde ud af Iran-aftalen, og han er efterfølgende kun blevet bestyrket i sin ambition hos allierede som Israel og Saudi-Arabien.

 

Det er svært at kravle ind i hovedet på Trump, men i virkeligheden spiller denne beslutning ikke til Trumps fordel. Det viser blot Nordkorea, hvor usikkert det er at indgå en aftale med USA, og at de måske gør klogest i at beholde deres atomvåben – Malmvig
_______

 

ALFONEH: Der er ingen sammenhæng mellem Washingtons politik over for henholdsvis Teheran og Pyongyang. Iran er en atomar tærskelstat, mens Nordkorea er en atommagt. På grund af den atomare afskrækkelse og i fraværet af alternativer tilbyder Trump-administrationen Nordkorea en forhandlingsløsning, mens Iran, som netop mangler en lignende afskrækkelse, straffes.

RÆSON: Hvordan hjælper beslutningen Trump indenrigspolitisk?
ALFONEH: Præsident Trump kritiserede atomaftalen med Iran og lovede at træde ud af den fra førstedagen i Det Hvide Hus. Nu opfylder han sit valgløfte, bruger USA’s udtræden af atomaftalen til at samle det ellers splittede republikanske parti, og sikrer kampagnebidrag til sig selv og republikanske kandidater fra lobbygrupper i USA, som modarbejdede atomaftalen fra første færd.

RÆSON: Hvad vil det betyde for Irans indenrigspolitiske situation? Hvordan vil det stille styrets hardlinere i forhold til de mere reformvenlige kræfter?
ALFONEH: Regimets teknokratiske eliter, anført af præsident Hassan Rouhani, er de største tabere i dette spil. Rouhani er i to omgange gået til valg på at finde en forhandlingsløsning på krisen om det iranske atomprogram og lovede iranerne en lys fremtid på den anden side aftalen. Imidlertid er aftalens fordele udeblevet: På trods af talrige udenlandske handelsdelegationers rejser til Teheran lader direkte udenlandske investeringer vente på sig, og selv simple bankoverførsler til og fra iranske banker vanskeliggøres af udenlandske finansinstitutters berøringsangst over for Iran. Efter USA’s tilbagetræden fra aftalen kan præsident Rouhanis atompolitik betegnes med et ord: fiasko. Rouhani og de teknokratiske eliter forsøger at berolige middelklassen og underspiller de økonomiske konsekvenser af USA’s udtræden af atomaftalen. Det bliver en svær opgave med den iranske valuta i frit fald. Samtidig forsøger Rouhani at overbevise europæerne om, at Iran fortsat vil leve op til sine forpligtelser under atomaftalen.

I begge tilfælde får Rouhani store problemer: Hans støtte blandt sin vælgerbase – den iranske middelklasse – svinder ind, efterhånden som middelklassen svinder ind eller ophæver sin støtte til Rouhani. Hans løfter til europæerne trues af Revolutionsgarden (konservativ iransk militærenhed, red.).

Revolutionsgarden accepterede stiltiende atomaftalen og høstede fordelene heraf – i særdeleshed i form af adgang til frigivne iranske midler, som tidligere havde været frosset i udenlandske banker. Imidlertid forbeholdt de sig retten til at kritisere atomaftalen. De bruger nu USA’s udtræden fra atomaftalen som endnu et instrument i deres kamp mod Rouhani og teknokraterne. De kan med rette påpege, at Rouhani solgte ud af landets stolte atomprogram, men har nu tabt alt. Ayatollah Ali Khamenei – Irans øverste leder – svinger som et pendul mellem Rouhani og Revolutionsgarden for at holde begge parter tilfredse: På den ene side opfordrer han regeringen til at forblive i atomaftalen, USA’s udtræden til trods. På den anden side hævder han, at han hverken havde tillid til amerikanerne forud for atomaftalen, eller har tillid til europæerne i dag og truer med at opsige aftalen, „hvis den ikke sikrer Irans interesser“. Med andre ord trækker det iranske statsoverhoved stadig mod Rouhanis linje.

RÆSON: Vil regimets hardlinere nu få ny luft under vingerne?
ERSLEV ANDERSEN: Det tror jeg bestemt, de vil. Men med de meldinger, der kommer fra Teheran, fornemmer man en stor nervøsitet hos mange iranere for, at priserne nu vil tage på himmelflugt, og at der vil opstå en helt anderledes økonomisk situation for Iran. Det skaber selvfølgelig stor utilfredshed, men hvordan det vil udvikle sig, er svært at vide.

Det eneste, vi kan vide med sikkerhed, er, at det iranske regime tidligere har slået meget hårdt ned på protester og demonstrationer. Så det, Trump har gjort, er at skabe en meget usikker situation både i Iran og hele regionen, og det er de færreste, der kan sige, hvor det vil bevæge sig hen. Trumps håb er, at han ved at lægge maksimalt pres på det – i hans øjne totalt illegitime –iranske regime kan få det til at vakle.

Hvis man ryster et regime i sin grundvold, er det jo vanskeligt at forudsige, hvilken vej det vil gå, men erfaringerne fra Libyen, Afghanistan og Irak viser, at det næppe skaber større stabilitet.

 

Så det, Trump har gjort, er at skabe en meget usikker situation både i Iran og hele regionen, og det er de færreste, der kan sige, hvor det vil bevæge sig hen – Erslev Andersen
_______

 

MALMVIG: Der er stadig meget usikkerhed, men selvfølgelig peger forholdene lige nu på en styrkelse af den radikale fløj. Hardlinere kan nu sige, at de havde ret, da de forudså, at USA ikke er til at stole på, at den pragmatiske vej har svigtet, og at det nu gælder om at sætte hårdt mod hårdt. Følelsen af, at Iran nu står i en tilspidset situation, giver de radikale revolutionsgardisters fraktion bedre mulighed for at tale for en fortsættelse af den aggressive og uforsonlige politik, Iran tidligere har ført. Men den forsonlige tone, Rouhani har lagt for dagen, er vigtig, ligesom ønsket om at bevare aftalen er vigtigt, og de kommende samtaler med europæerne kan også vise indadtil, at Iran ikke er isoleret, at det nu er USA der står alene.

RÆSON: Hvordan står præsident Rouhani som følge af udtrædelsen?
ALFONEH: Præsident Rouhani er færdig i iransk politik. Anklager om politisk inkompetence eller landsforræderi kan føre til mistillidsvotum imod ham. Selv hvis han overlever som præsident, må han indstille sig på at forsvare sit nu skibbrudne atomdiplomati perioden ud.

RÆSON: Hvordan er Irans økonomi blevet påvirket af aftalen og de løftede sanktioner siden 2015?
ALFONEH: Mit indtryk er, at økonomien lagde den negative vækst under Ahmadinejad-årene bag sig og leverede moderate vækstrater. Imidlertid var Irans økonomi hårdt påvirket af både efterdønningerne af offentligt overforbrug under Ahmadinejad, lave oliepriser og tørke. De udenlandske investeringer, som Rouhani regnede med, udeblev på grund af den usikkerhed præsident Trump skabte.

RÆSON: Hvad vil konsekvenserne af Trumps beslutning være for Irans økonomi?
ALFONEH: Lige nu er den iranske valuta i frit fald, og der er panikstemning. Sammenholdt med tørke og sociale optøjer, som har rystet landet siden december 2017, tegner der sig et temmelig dystert billede for de socioøkonomiske forhold i Iran.

ERSLEV ANDERSEN: Jeg tror ikke, det bliver noget totalt kollaps, for Iran har haft lettere ved at eksportere især olie. Særligt Kina har suget meget olie ud af Iran, og Kina vil blive ved med at købe olie. Derudover har europæerne investeret lystigt og handlet ivrigt med Iran, hvilket har resulteret i en bedring af den iranske økonomi. Det betyder desværre også, at USA’s sanktioner kommer til at gøre ondt.

Der er to ukendte faktorer, der kommer til at afgøre Irans økonomiske fremtid. Den første er, hvorvidt Kina vil udnytte muligheden for at købe endnu billigere olie, da Iran vil være endnu mere desperat efter at sælge. Det vil selvfølgelig bringe Kina på kollisionskurs med USA, men det er de jo allerede på handelsfronten. Den anden er Europa. Macron, May og Merkel har ligesom Iran meldt ud, at de vil stå ved aftalen og fortsætte deres samhandel. Spørgsmålet bliver så, hvorvidt USA vil indføre sekundære sanktioner, hvilket vil sige, at USA går ind og straffer eksempelvis europæiske virksomheder, der handler med Iran. Der er i europæernes optik fuldstændig absurd, at USA vil straffe dem for at overholde en aftale, USA selv har været med til at forhandle.

RÆSON: Hvor hurtigt vil Iran så være i stand til at få atomvåben? Er det deres mål nu og hvordan vil Iran nu forholde sig til udviklingen af sit atomprogram?
ALFONEH: Teheran var opsat på at fastholde et atomprogram i „industrielt omfang“, som Ayatollah Khamenei udtrykte det, og det tillod atomaftalen. Min vurdering er, at Teheran ikke har andet valg end at anskaffe sig atomvåben. Ikke blot som afskrækkelse, men også som et middel til at tvinge sig adgang til udviklingsbistand og fødevarehjælp fra udlandet i de kommende år. Det pakistanske militær har gennem årtier sikret sig hårdt tiltrængte midler fra USA ved først at love ikke at bidrage til yderligere spredning af atomvåben for derefter at sælge netop komponenter og designs til lande med aktive atomvåbenprogrammer som Libyen og Iran. Nordkoreas tidligere aftaler med Clinton-administrationen var en variant af denne tilgang. Et fattigt Iran, der er gået bankerot, vil følge samme vej, og i den forstand vil det iranske atomprogram tjene samme formål som Pakistans eller Nordkoreas.

RÆSON: Alle aftalens andre medunderskrivere har bekendtgjort, at de stadig forpligter sig til aftalen. Hvad er status på aftalens holdbarhed og gennemslagskraft?
ERSLEV ANDERSEN: Trump er en absurd og uforudsigelig præsident, og man kan derfor endnu ikke sige med sikkerhed, at atomaftalen er død. Nogle af USA’s tætteste allierede som Japan vil formentlig følge den nye politik, men de fleste har tilkendegivet det modsatte. Nu er det op til USA, hvordan de vil reagere på at fremstå mere isolerede end Iran, da kineserne fortsat ønsker at købe olie, og europæerne fortsat ønsker at handle.

 

Nu er det op til USA, hvordan de vil reagere på at fremstå mere isolerede end Iran, da kineserne fortsat ønsker at købe olie, og europæerne fortsat ønsker at handle – Erslev Andersen
_______

 

ALFONEH: Rusland og Kina (som også har skrevet under på aftalen, red.) drager begge store fordele, hvis atomaftalen bryder sammen, idet de hver især kan forlange store markedsandele i Iran til gengæld for støtte til Iran i FN’s Sikkerhedsråd. Iran bliver også tvunget til at købe bestanddele til sit atom- og missilprogram netop i Moskva og Beijing. De største tabere bliver iranerne selv, og europæerne, som har en interesse i at få adgang til det iranske marked. Vi får se, hvor længe EU-solidariteten, og derved atomaftalen, holder. Vil EU for eksempel gøre fælles front mod USA, hvis Washington indfører eller genindfører sanktioner med tredjelande, som indgår i handelsaftaler med Iran? Hvis man tager EU’s indre spændinger – i særdeleshed med lande som Ungarn og Polen – i betragtning, vil det ikke overraske mig, hvis Washington lykkes med at sprænge solidariteten i EU.

RÆSON: Hvordan vil de europæiske lande samt udenlandske virksomheder og investorer forholde sig til det iranske marked med den nye fare for udelukkelse fra det amerikanske marked?
ALFONEH: Det afhænger en del af Irans opførsel. Hvis Rouhanis linje vinder, og Iran lever op til sine forpligtelser under atomaftalen, vil USA få meget vanskeligt ved at samle en international koalition imod Iran og genindføre de sanktioner, som i første omgang tvang Teheran til forhandlingsbordet. Hvis Teheran derimod følger Revolutionsgardens råd og opsiger atomaftalen – og måske endda træder ud af ikke-spredningstraktaten (NPT), som nogle af Revolutionsgardens ledere har givet udtryk for – bliver Iran atter isoleret, og det vil gøre samhandel med landet umuligt.

RÆSON: Europæerne er naturligvis interesserede i at bevare atomaftalen, men hvad med Kinas interesse i at fortsætte sit køb af Irans billige olie?
MALMVIG: Kina og Iran har jo hele tiden handlet sammen; også under sanktionerne var der masser af kinesiske delegationer og kinesiske produkter i Teheran. Det, forestiller jeg mig, vil fortsætte, også på det vigtige olieområde. Det er dog hverken Kina eller USA, som hovedsageligt interesserer Iran. Teheran er fremfor alt optaget af Europa og efterstræber handlen med og investeringer fra Europa, særligt den øvre middelklasse vil også gerne rejse og uddanne sig i Europa.

RÆSON: Trumps beslutning peger i retning af en større genisolering af Iran i Mellemøsten. Hvilken betydning vil det have for regionen?
ALFONEH: Jeg forventer yderligere spredning af krigsteatret til Afghanistan. Iran og Saudi-Arabien har begge brugt Syrien som et laboratorium til at træne deres militsgrupper, og det relativt stort antal dræbte shiitiske afghanere i Syrien – over 800 ifølge mine beregninger – viser, at Teheran træner dem til den næste krig: i Afghanistan.

ERSLEV ANDERSEN: Med opbakning fra USA betragter Israel jo Iran og Hizbollah som to sider af samme mønt, og de har nu helt grønt lys fra USA til at konfrontere både Iran og Hizbollah. Jeg vil derfor gætte på, at uanset om aftalen bryder sammen eller ej, kommer vi til at se intensiveret israelsk aktivitet i Syrien og Libanon. Derudover tror jeg, at Saudi-Arabien intensiverer aktiviteten i Yemen. Houthierne har netop pralet med at have sendt missiler mod Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, og USA og Israel holder Iran ansvarlige for houthierne som for Hizbollah. Derfor vil Saudi-Arabien og Israel nu have mulighed for at optrappe konflikten og svare endnu stærkere igen over for disse grupper.

Jeg siger ikke, at vi er lige på nippet til at se en militær konfrontation mellem selve Iran og USA, men Washington har lagt voldsomt pres på Teheran, og det giver USA’s allierede grønt lys til intensivere både Yemen, Syrien og Libanon-konflikterne.

MALMVIG: Det grønne lys havde de så at sige i forvejen. Der har aldrig været tvivl om, hvor Trump lå i forhold til Iran. De løbende angreb, Israel har udført mod Iran og Hizbollah i Syrien, har Trump aldrig haft nogen indvendinger imod, og det vil han heller ikke have for fremtiden. Trump har pustet til den intensiverede iransk-saudiske rivalisering og givet Saudi–Arabien og Israel blod på tanden. Det har vi blandt andet set med Qatar-krisen og den saudiske blokade.

De seneste måneder har Israel optrappet sine angreb i Syrien. Vi så både angreb på en iransk base i starten af april og igen natten til den 10. maj. Grunden er formentlig, at Israel ser en mulighed for at eskalere, mens Iran er nervøse for at svare igen, eftersom de gerne vil bevare den goodwill, de har hos europæerne, for ikke yderligere at skade atomaftalens overlevelsesmuligheder. Og fordi Trump-administrationen netop søger at kæde atomaftalen sammen med Irans sikkerhedspolitik i Mellemøsten i øvrigt; ikke mindst i Syrien.

RÆSON: Vil Iran også kunne finde på at intensivere konflikten i Yemen for at straffe USA og dets allierede i Saudi-Arabien?
ALFONEH: Teheran har grund til at være tilfreds med krigens gang og nuværende intensitet i Yemen. Den saudisk-ledede alliance tør ikke føre landkrig i Yemen, og luftbombardementer kan ikke gøre det af med de iransk-støttede yemenitiske styrker (houthierne red.), som svarer igen med symbolske missilangreb mod mål i Saudi-Arabien. ■

 

Teheran har grund til at være tilfreds med krigens gang og nuværende intensitet i Yemen. Den saudisk-ledede alliance tør ikke føre landkrig i Yemen, og luftbombardementer kan ikke gøre det af med de iransk-støttede yemenitiske styrker – Alfoneh
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne