08.08.2018

„Vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal manøvrere, fordi de forandringer vi ser, har vi ikke observeret tidligere. Vi ved ikke, hvad konsekvenserne egentligt er.“

Interview med Sebastian Mernild, klimaprofessor (Ph.d. og dr. scient.) og administrerende direktør for Nansen Centret i Bergen.

Interview af Simon Malte Olesen

RÆSON: Der tales meget om vendepunkter inden for klimaområdet. I 2016 overskred koncentrationen af CO2 i atmosfæren en grænse på 400 ppm (parts per million), hvorfor er det interessant?

Det er ikke som sådan skelsættende, at vi nu har overskredet de 400 ppm. Om koncentrationen er 398 eller 405 ppm, gør ikke det helt store. Det, der er interessant, er, at koncentrationen af CO2 i atmosfæren i gennemsnit stiger med lidt over 2 ppm per år.

På Hawaii er der lavet målinger helt tilbage fra slutningen af halvtredserne, og ligegyldigt hvor der måles, så er tendensen den samme: Indholdet af CO2 i atmosfæren stiger. Det er interessant, fordi den højere CO2-koncentration forstærker drivhuseffekten og skaber ubalance i klimasystemet.

Klimasystemet kommer i ubalance, når der kommer en masse energi ind, som ikke kan slippe ud igen. Vi ved, at 90 procent af den energi går i verdenshavene til opvarmning, og cirka 10 procent bliver omkring overfladen til opvarmning af overfladen og til afsmeltning af is.

Hovedsagen i det hele er, at alt det CO2 vi udleder, ikke bare er noget, der forsvinder fra den ene dag til den anden. Det bliver nedbrudt oppe i atmosfæren igennem lang tid. Studier viser, at cirka 50 procent af alt det CO2, vi udleder, har en levetid på omkring 100 år i atmosfæren og cirka 20 procent har en levetid på omkring 1000 år inden det bliver nedbrudt. Så det sætter jo tingene lidt i perspektiv rent politisk.

Med den måde vores samfund er skruet sammen på nu, så sætter vi et kæmpe Carbon footprint og det gør vi mange generationer frem i tiden. Derfor nytter det ikke noget, at regeringen har en målsætning om, at vi først i år 2050 skal være fuldstændig fri for fossile brændsler. Initiativerne skal i gang nu, eller de skulle faktisk have været i gang for længe siden, netop fordi CO2’en eksisterer så lang tid i atmosfæren. Det nytter ikke noget, at man venter og udskyder tingene.

Koncentrationen af CO2 i atmosfæren målt fra Mauna Loa observatoriet på Hawaii

RÆSON: Hvilke konsekvenser kan denne ubalance i klimasystemet have?

Når vi kigger på effekterne, som et varmere klima har på for eksempel indlandsisen, så kan vi ud fra beregninger se, at vi vil ramme det, vi kalder et tipping point eller et vendepunkt omkring årene 2040-2045, hvilket vil svare til en global middeltemperaturstigning på cirka 2.0 grader over det præindustrielle niveau.

Tingene går bare hurtigere, end vi havde forventet. Det vil sige, at de fremskrivninger, som vi brugte tidligere, er knap så realistiske, i forhold til det der egentligt sker oppe i atmosfæren og den indvirkning, det har på indlandsisen. Tingene går hurtigere, end hvad vi vidste for 10 år siden og fordi beregningerne er fire-fem år gamle, så kan vi forvente, at 2040-2045 er sent sat i forhold til, hvad vi rent faktisk vil se. Tipping point betegner det punkt, hvor overflademassebalancen bliver negativ, hvilket betyder, at isen ikke længere kan genopbygge sig selv. Isen vil på det tidspunkt miste masse både fra overfladen, men også masse fra isbjerge og fra bundsmeltning, så i det øjeblik, hvor vi ikke har en vedvarende positiv tilvækst på overfladen, taler man om, at man har ramt vendepunktet.

Det er jo selvfølgelig kritisk, for det vil få nogle voldsomme implikationer. Set i et lidt større globalt perspektiv, betyder det, at når isen smelter, flyder det ud i verdenshavene som smeltevand og gør verdenshavene mindre salte. Denne påvirkning af stabiliteten i saltindholdet kan have en indvirkning på Golfstrømmen, som vil blive svækket, og dermed vil klimaet ændre sig over tid.

Vi har for nyligt publiceret et studie, der netop viser, at hvis samfundet fortsætter med at udlede CO2 som hidtil, så vil Golfstrømmen omkring år 2100 være svækket med omkring 35 procent. I år 2300 vil den være svækket med omkring 75 procent. Dertil er der er en risiko på omkring 40 procent for, at den faktisk vil kollapse fuldstændig.

Så man kan sige, at forandringerne i de arktiske områder, som vi ser grundet stigningen i CO2-koncentrationen, vil kunne skabe nogle voldsomme forandringer i fremtiden. Klimaet i 2016 har jo været ekstremt, og det, mener jeg, er startskuddet på noget, der bare bliver voldsommere fremadrettet. Vi bevæger os ind i en ny fase, hvor tingene ændrer sig i forhold til, hvad vi har været vant til tidligere. Vi går ind i nogle nye regimer, hvor vi ikke har været i flere 100.000 år, så vi kommer ud på gyngende grund, hvor vi ikke har været tidligere. Vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal manøvrere, fordi de forandringer vi ser, har vi ikke observeret tidligere. Vi ved ikke, hvad konsekvenserne egentligt er.

RÆSON: Det ’fodaftryk’ som mennesket allerede har lavet på jorden nu, hvor vidtrækkende er det?

Det fodaftryk, vi sætter nu, har lange perspektiver. Der skal nogle politiske beslutninger til for at ændre det. Her kan der være mange muligheder. En metode er at trække CO2 ud af atmosfæren. Der tales om, at vi enten skal helbrede eller forebygge. Jeg synes, at det vigtigste er, at vi forebygger: At vi undgår at sende for meget CO2 ud i atmosfæren, og det gør vi ved at gå mod et mere energivenligt samfund, hvor vi bruger mere vedvarende energi frem for fossile brændsler.

Politisk står vi derfor over for nogle afsindigt store udfordringer, og jeg tvivler på, om vi overhovedet kan nå at overholde COP21 målsætningerne. Det bliver meget svært.
_______

 

Men vi bliver også nødt til at helbrede, og det kan vi gøre ved at udvikle teknologier, der kan trække CO2 ud af atmosfæren, men så langt er vi bare ikke endnu. Vi har endnu ikke fundet nogen måde, der er effektiv nok. De metoder, vi udvikler, skal bruge mindre energi, end det vi kan trække ud af atmosfæren. Det er et energibalanceregnskab, der skal hænge sammen. Det er meget kompliceret, men kernen er, at vi lever i en tid nu, hvor vi forurener utroligt meget, og vi har ikke rigtigt de løsninger, der kan få os i mål, hvis vi vil overholde målsætningen (fra COP21 mødet i Paris, red.) om, at temperaturen ikke må stige 2,0 grader – eller optimalt 1,5 grader – over det præindustrielle niveau. Politisk står vi derfor over for nogle afsindigt store udfordringer, og jeg tvivler på, om vi overhovedet kan nå at overholde COP21 målsætningerne. Det bliver meget svært.


Den globale middelluft-temperatur 1880-2016 (baseline 1880)

RÆSON: Der er i dag mange politiske problemstillinger, der kalder på en øget indsats. Hvordan ser du klimaets berettigelse som prioriteringsområde i forhold til for eksempel flygtningestrømme og bekæmpelse af terror?

Det er vigtigt, fordi det berører os alle. I gamle dage talte man om, at klimaforandringer kun var noget, der skete i det arktiske område, og at det kun havde regionale eller lokale indvirkninger. Men vi er blevet klogere med tiden, for vi kan se, at med den hastighed som isen smelter i pol-områderne, så slår det ringe i vandet og får globale konsekvenser.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi får igangsat nogle politiske køreplaner, der ikke ligger ude i år 2050, men som ligger meget nærmere. Netop fordi CO2 har en meget lang levetid, inden den bliver nedbrudt i atmosfæren på naturlig vis, så skal vi handle her og nu.

Men klimaforandringerne er også flettet ind i andre ting, som for eksempel flygtningestrømmene, så jeg synes, at man bliver nødt til at løse de forskellige problemer samtidig. Vi kan ikke kun løse det ene og så vente med det andet, for tingene hænger sammen. Vi ved jo fra blandt andet Syrienkrigen, at klimaet kan have en indvirkning på politiske kriser. I Syrien havde de en ekstrem tørke i slutningen af 00’erne, der ovenpå den mere politiske krise gjorde, at krigen blev forværret. Det er ikke kun den politiske væbnede konflikt, der er dernede, men grundet klimaforandringer er tingene blevet stresset yderligere. På den måde kan klimaet få indflydelse på både krige og flygtningestrømme.

Hvis folk ikke kan få vand eller de fornødenheder, de skal bruge for at overleve, er det klart, at de flygter. Klimaforandringerne slår ind på mange forskellige niveauer, og derfor mener jeg, at det skal være et parløb, hvor vi fokuserer på at bekæmpe flere problemer samtidigt.

RÆSON: Kan det være svært for politikerne at overbevise en befolkning om, at der skal bruges penge på klima, når problematikken er usynlig for dem i deres hverdag?

Ja. Mange af de forandringer, som vi ser i klimaet, sker typisk tusinder af kilometer væk. Når man kigger ud af vinduet, fornemmer man ikke klimaforandringernes omfang, og det kan være et problem. Men jeg er også overbevist om, at folk i Danmark er blevet mere bevidste om det. Vi har hyppigere skybrud, end vi havde tidligere og der er hyppigere oversvømmelser, så der er nogle indikationer på, at klimaforandringerne er rykket lidt nærmere vores breddegrader. Det er ikke kun noget, der sker meget fjernt i arktiske områder, i Himalaya eller Andesbjergene.

Det der er vigtigt i et klimaperspektiv, er at det i folks forståelse ikke kun skal være noget, der sker langt væk. Det er ærgerligt og sørgeligt for folk, der får oversvømmet deres kælder, men fra et klimaperspektiv er det med til at vække folks bevågenhed om de klimaforandringer, der sker. Tingene er rykket nærmere, og vi bliver mere og mere bevidste om det. Jeg håber, at folk bliver bevidste om, at der er noget i gærde.

Jeg havde håbet, at vi havde en regering, der gik mere aggressivt ind i det her og ikke arbejdede ud fra en målsætning om, at vi først i år 2050 skal have et fossilfrit samfund.
_______

 

RÆSON: Danmark er globalt set et meget lille land, hvordan ser du vores rolle i bekæmpelsen af klimaforandringerne?

Ser vi på Danmark internt og sammenligner med det, der sker ude omkring os, så betyder vi meget, meget lidt. Men signalværdien er ekstremt stor, og det er det, der er vigtigt for Danmarks rolle. Jeg havde håbet, at vi havde en regering, der gik mere aggressivt ind i det her og ikke arbejdede ud fra en målsætning om, at vi først i år 2050 skal have et fossilfrit samfund.

Jeg ville ønske, at vi havde et mål der lå noget nærmere, så vi kunne statuere et godt eksempel for omverdenen. Rent mængdemæssigt betyder Danmark ingenting i den store verden, men signalmæssigt kan vi virkelig være et foregangsland og gøre det endnu bedre, end det der er lagt op til.

RÆSON: Hvordan ser du VLAK-regeringens mål for en bæredygtig grøn omstilling, som det blev fremlagt i regeringsgrundlaget?

Det der er allervigtigst, er at de går ud og signalerer, at de gerne vil gøre en indsats – gå ’all in’ – hvilket desværre ikke er tilfældet. Jeg synes dog stadig ikke, at 2050-målsætningen er optimal. Vi står over for kæmpestore konsekvenser, som rækker langt ind i fremtiden, så det gælder om at få de her tiltag initieret her og nu og ikke først mange år ude i fremtiden. Vi sætter et kæmpe fodaftryk nu, der rækker langt ind i fremtiden. Det er vores børnebørn og børnebørns børnebørn, som vil blive påvirket af den måde, vi har bygget vores samfund op på.

Jeg mener helt basalt, at man sagtens kan gøre det endnu bedre. Vi bør satse meget mere nu, og vi bør satse på udvikling af teknologier, som kan trække CO2 ud af atmosfæren. Det, der er lagt op til i Paris-aftalen, kommer lidt af frivillighedens vej. Vi ved, at temperaturen nu er 1,2 grader over det præindustrielle niveau, og hvis vi skal nå en målsætning om en maksimal stigning på 1,5 eller 2,0 grader, så er der ikke meget at give af.

Der er en kæmpe udfordring, og jeg er ikke sikker på, at vi kan nå det. Så derfor synes jeg ikke, at der helt er balance mellem det, man gerne vil gøre, og det man gør, og det er meget problematisk. Hvis Danmark og regeringen kunne gå frem som et forbillede og skærpe kravene yderligere, i forhold til det der er lagt op til, er det virkeligt velkomment. Det er der behov for. På trods af at vi er et lille land, så kan signalværdien brage igennem. Det handler meget om vilje, og selvfølgelig vil det komme til at koste nogle penge, men generelt mener jeg, at hvis der er politisk vilje, så kan det lade sig gøre. Dilemmaet er, at klimaforandringerne vil komme til at koste samfundet enorme summer uanset hvad. Enten gøres der en aktiv indsats her og nu, ellers er alternativet, at vi blot skubber regningen ud i fremtiden, hvor klimaet vil være mere ekstremt end i dag med følgeskader for vores samfund.

Klimaforandringerne vil komme til at koste samfundet enorme summer uanset hvad. Enten gøres der en aktiv indsats her og nu, ellers er alternativet, at vi blot skubber regningen ud i fremtiden, hvor klimaet vil være mere ekstremt end i dag med følgeskader for vores samfund.
_______

 

RÆSON: Hvordan ser du regeringens udspil om at fjerne barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier, kan det være Danmarks fremtidige energikilde?

Jeg synes, at det er problematisk. Thorium er et radioaktivt stof, og jeg er af princip af den holdning, at man skal holde sig langt væk fra radioaktivitet som uran og thorium. Så det synes jeg er en meget dårlig idé. Der burde satses meget mere på vedvarende energi som vind, vand og sol. Dét mener jeg, er måden det skal gøres på – vi bør holde os fra de andre teknologier. Hvis det går galt, kan det have katastrofale konsekvenser. Solen kommer gratis ned fra oven, det er bedre at udnytte den og styrke videreførelsen af den udvikling, der er inden for solpaneler. Der skal kanaliseres mange flere penge til forskning inden for de vedvarende energityper, det er det vi har behov for.

RÆSON: Klimaforskere verden over har med vemod fulgt Trumps vej til præsidentposten – hvilke konsekvenser kan han få for klimaforhandlinger og eventuelle fremskridt på klimaområdet?

Han har jo meldt mange ting ud. For det første har han meldt ud, at USA ikke skal være en del af Paris-aftalen, og han har også meldt ud, at han vil beskære budgetterne til NASA. Det er problematisk, for NASA er en af de organisationer, der gør rigtig meget for overvågningen af klodens forhold og klimaforandringer. Beskæres de, så får vi fra et videnskabeligt perspektiv færre muligheder for at gennemføre den overvågning, der er så nødvendig for at forstå, hvad der sker, blandt andet på de arktiske områder. Det er bekymrende. Ligeledes er det bekymrende, at Det Hvide Hus har slettet klimasiden på whitehouse.gov, specielt fordi USA, som den største udleder gennem tiden, bør gå forrest som et godt eksempel i kampen mod klimaforandringerne.

Derudover er valget af flere af hans rådgivere også bekymrende. Det tyder på, at de folk han har sat på de ledende positioner, ikke vil arbejde for et bedre klima. På den anden side så er der ikke nogen, der rigtigt ved, hvad han vil. Han har meldt en masse ting ud, og det gør han jo på alle mulige områder. Han prøver ikke ligefrem at bygge bro mellem de forskellige nationer og organisationer, han prøver tværtimod at være lidt destruktiv. Det, synes jeg, er bekymrende og med klimabrillerne på, så synes jeg, det er endnu mere bekymrende, for USA er den anden største udleder af CO2. USA står for cirka 20 procent af alt den CO2, der er blevet udledt i atmosfæren, så hvis vi ikke har amerikanerne med i en videre proces, som der var blevet lagt op til i COP21, så står vi over for et alvorligt problem. Det ser dog fortsat ud til, at kineserne vil fortsætte med klimaforhandlinger, selvom amerikanerne melder sig ud, og det er et positivt tegn. Men med hensyn til Trump, så virker det hele meget usikkert, og det der er lagt op til, det tyder bestemt ikke godt.

RÆSON: Er FN’s klima-mål stærke og ambitiøse nok?

Der er to sider af den her sag. For første gang i historien har man sat sig ned og fundet et fælles fodslag i forbindelse med reduktion af udledningen af CO2 til atmosfæren. Det er i sig selv en succeshistorie, at man er kommet frem til en enighed.

Sidst der var politisk enighed i forhold til ændringer i atmosfæren, var med freon-aftalen (Montreal-protokollen red.) i ’87 og ’89, fordi man kunne se, at man kunne forbedre ozonlaget. Det var første gang, at FN-organet for alvor fandt fælles fodslag i et politisk geo-atmosfærisk-perspektiv, og der kan man se over tid, at det faktisk har hjulpet. Så politisk set er Paris-aftalen en succes, men aftalens indhold er en stor fiasko. Med de reduktioner, som aftalen indeholder, vil temperaturen stige 3-3,5 grad i det 21. århundrede. Det, der er lagt op til i COP21, er simpelthen ikke nok, hvis man reelt vil gøre noget for klimaet, og man gerne vil have temperaturstigningen under 2 grader – allerhelst 1,5 grad.

På den ene side er det en kæmpe succes, at man politisk har fundet fælles fodslag, men fiaskoen ligger i, at det, man vil gøre, langt fra er nok. Jeg håber virkelig, at klodens beslutningstagere finder et bedre fælles fodslag, end det der er blevet lagt op til i COP21 – det er nødvendigt.

RÆSON: Er der nogen oversete problemstillinger eller problematikker, der ikke kommer frem i lyset?

Ja, det synes jeg. Der er nogle problematikker, når vi måler effekten af den grønne omstilling, som vores energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt, taler så meget om, og som der ude i den store verden hældes milliarder af kroner i. Hvis vi kvantificerer på, hvor effektiv den grønne omstilling har været indtil videre, så må vi konkludere, at den ikke har været særlig effektiv.

Det er muligt at kurven over CO2-udledning til atmosfæren er begyndt at flade ud, men det, der virkeligt tæller, er, hvad koncentrationen af CO2 i atmosfæren er, og det er det, vi må hægte det hele op på – og den stiger fortsat. Der er ikke noget, der indikerer, at koncentrations-kurven er begyndt at bøje af – tværtimod. Den accelererer stadigvæk. Det indikerer, at alt det vi har hældt i den grønne omstilling indtil videre, ikke har slået igennem endnu i selve CO2-kurvens udvikling. Det er bekymrende, fordi klimaforandringerne er påvirkede af, hvor højt CO2-indholdet er i atmosfæren, og i og med at indholdet stadigvæk stiger og stiger, så synes jeg, at diskussionen er meget overset.

Vi har gjort en masse, vi har hældt en masse penge i det her, men nettoresultatet er, at CO2-indholdet fortsat stiger. Hvis vi begynder at se en ændring i koncentrationen af CO2 i atmosfæren, så kan vi tale om, at alle de initiativer, der er blevet iværksat i relation til den grønne omstilling, for alvor er begyndt at slå igennem. Det ser vi desværre ikke endnu.

ILLUSTRATION: Isbjerge i Antarktis (foto: Cates/polfoto)