30.12.2018

”Vi skal have en langt mere ambitiøs klimaftale end Paris-aftalen, hvis vi skal nå i mål med den politiske klimamålsætning om, at temperaturen ikke må overstige 2 grader. Hvis man prøver at tage alle kampene på én gang, risikerer man, at ingen kan blive enige om noget som helst, og så falder det hele til jorden.”

Interview af Iben Engsig Madsen

RÆSON: Kort inden jul sluttede FN’s klimakonference COP24 i Polen. Hvad var målet for topmødet?
MERNILD: Målet var at forhandle sig frem til nogle fælles værktøjer, så landene kan arbejde videre med Paris-aftalen. Ved COP21 i december 2015 i Paris blev man enige om en fælles politisk målsætning om, at man vil holde den globale middeltemperaturstigning under 2 grader – i bedste fald under 1,5 grader – over det førindustrielle niveau, som ifølge FN’s klimapanel (IPCC) regnes for at være perioden 1850–1900. Siden COP21 har medlemslandene arbejdet på, hvordan man skal nå i mål. Aftalens medlemslande – som er verdens lande, nu bortset fra USA – har haft tre år til at tage hjem til de respektive regeringer, få forhandlet det hele igennem og finde ud af, hvad de hver især kan byde ind med af bl.a. CO2-reducerende tiltag. Her på COP24 skulle landene så fx blive enige om, hvordan de vil omsætte målet til virkelighed, og hvordan de vil kontrollere indsatserne.

RÆSON: Hvad er der kommet ud af forhandlingerne?
MERNILD: Man har lavet en aftale, der blandt andet består af et fælles regelsæt for, hvordan landenes CO2-udledninger fremover skal kontrolleres og indrapporteres. Som jeg ser det, er et af de vigtigste resultater, at man har fundet et fælles regelsæt for, hvordan man vil kontrollere, at landene holder det, som de lover. Det betyder bl.a., at der er kommet meget mere gennemsigtighed i hele processen. Det er vigtigt, at alle bruger samme metode til at bestemme CO2-udledningen. Ellers får man tal, der er baseret på forskellige regnemetoder, og som der altid kan stilles spørgsmålstegn ved. Men resultatet af COP24 var desværre ikke så ambitiøst, som mange havde forventet, og det er bekymrende.

RÆSON: Opnåede man da ikke det, man ville?
MERNILD: Politisk ville gerne holde temperaturen under 2 eller 1,5 grader, men med det, der er lagt op til i Paris-aftalen, kommer temperaturen til at stige til langt over de 2 grader i årene frem mod 2100. Vi er nærmere et sted mellem 3-4 grader. Det vil sige, at vi endnu ikke er der, hvor vi skal være for at indfri den politiske målsætning – og med COP24 er vi ikke kommet tættere på at overholde den politiske målsætning fra COP21 om at begrænse temperaturstigningen til 2 grader, allerhelst til 1,5 grader. Det er et bekymrende signal, at resultatet fra COP24 ender mindre ambitiøst end forventet.

Derfor skal vi have en Paris-aftale, der er meget mere ambitiøs end det, der er lagt op til. Men det var umuligt at få igennem i denne omgang. I stedet for at gå efter hele pakken valgte man, at tage tingene i små bidder. Derved må man tage de større knaster til næste år, når COP25 afholdes i Chile, og se, om man kan få dem bearbejdet og enstemmigt vedtaget. Hvis man forsøger at tage alle kampene på én gang, er der overhængende risiko for, at det hele falder til jorden, og at man ikke kan blive enige om at beslutte noget. Det betyder desværre, at man udskyder et problem, som jeg mener, man skulle have løst for længe siden. Videnskabeligt har vi siden 1890’erne vidst, at jo højere koncentrationen af CO2 er, desto varmere bliver det. Og nu sidder vi her 130 år senere og diskuterer politiske mål for, hvor meget der skal til, hvor hurtigt vi skal gøre det, og hvordan vi skal gøre det. Denne offentlige og samfundsmæssige debat om klimaet burde vi havde haft for længe siden.

 

Videnskabeligt er COP24 langt fra en succes, for vi overholder ikke målsætningen om at begrænse temperaturstigningen til 2 grader. Nærmere tværtimod
_______

 

RÆSON: Er resultaterne af topmødet tilfredsstillende?
MERNILD: Videnskabeligt er COP24 langt fra en succes, for vi overholder ikke målsætningen om at begrænse temperaturstigningen til 2 grader. Nærmere tværtimod. Der bliver ikke gjort nok for at hjælpe klimaet og for at komme i mål med den politiske målsætning om 2 grader. Der skal sættes meget mere ind – og meget hurtigere – end der er lagt op til med Paris-aftalen.

Men COP24 var en succes i forhold til det politiske samarbejde. Dette COP-møde var det kun tredje ud af 24 møder, hvor der reelt er blevet indgået en aftale. Man er nødt til at forstå, at det er rigtig svært at forhandle pga. de mange forskellige interesser hos I-lande, U-lande, ø-stater, økonomiske- og hjælpepakkeinteresser. Der er mange elementer, der skal falde på plads, og som medlemslandene skal blive enige om. Men bare det, at man kan blive enige om noget, må man se som en succes, synes jeg – også selvom aftalen ikke er juridisk bindende. Det er vigtigt at fremhæve, at indholdet fra topmødet langt fra var en succes. Vi skal reducere meget mere, end vi gør nu, netop fordi det er koncentrationen af CO2 i atmosfæren, der er hovedårsagen til de klimaforandringer, vi står i netop nu, og vi stå i fremover.

RÆSON: Er der nogle vigtige problemstillinger, som ikke blev adresseret?
MERNILD: Det er et kæmpestort problem, at aftalen ikke er ambitiøs nok. Vi udleder næsten dobbelt så meget CO2 i dag, som vi gjorde i starten af 1990’erne. Der har været et par år med lidt stilstand, men nu bliver 2018 formegentlig det år, hvor vi udleder allermest. Dét er enormt bekymrende. Specielt fordi vi ved, at jo mere vi udleder, desto højere bliver koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Det er CO2-koncentrationen, der er styrende for drivhuseffekten. Det er problematisk, at man ikke får adresseret begrænsninger i CO2-udledningerne nu, men udskyder det til næste år. Men det skyldes jo, at det er en problemstilling styret af mange forskellige kulturelle interesser. Der er omkring 200 lande, som er kulturelt forskellige, og som har forskellige udviklingstempi. Hvis man skal finde en fællesnævner for så mange forskelligartede lande, vil det alt andet lige blive laveste fællesnævner. Det kommer til at koste mange penge at få klimaproblemet løst. Det vil være en langsigtet investering, for det vil skabe innovation og teknologiudvikling. Men man skal investere mange penge i en sådan udvikling, før man kan høste frugterne.

 

Det kommer til at koste mange penge at få klimaproblemet løst. Det vil være en langsigtet investering, for det vil skabe innovation og teknologiudvikling
_______

 

RÆSON: I oktober udsendte FN’s klimapanel, IPCC, en omfattende og alarmerende klimarapport. Rapporten konkluderede, at det er muligt at begrænse den globale opvarmning til mellem 1,5-2 grader i år 2100, men at det kræver ”hurtige og vidtrækkende” ændringer i alle aspekter af samfundet. Har forskningen øget COP24-landenes ambitioner?
MERNILD: Nej, tværtimod. Resultatet fra COP24 blegner i forhold til de knivskarpe anbefalinger, som rapporten fra FN’s klimapanel kom med i oktober. Udledningsmæssigt når vi ikke det, vi skal. Der var fire lande – USA, Rusland, Saudi-Arabien og Kuwait – der forsøgte at forhale forhandlingsprocessen ved at sige, at de ikke anerkender indholdet i rapporten. Det skyldes, at rapporten lægger op til, at hvis man accepterer den og bestræber sig på at følge dens anbefalinger, så accepterer man også indirekte, at der findes menneskeskabte klimaforandringer. Jeg skal ikke kunne sige, om der er differentierede motiver for at gøre det, men det er fire olieproducerende lande, som går ind for sort økonomi med kul, olie og gas, der ikke accepterer rapportens indhold. På den måde er det ikke så mærkeligt.

RÆSON: Hvilke konsekvenser får det?
MERNILD: Hvis vi skal nå i mål med Paris-aftalen, bør vi have amerikanerne og de andre lande med. Cirka en femtedel af den menneskeskabte CO2, der over tid er udledt til atmosfæren, kommer fra USA. 20 pct. er enormt meget, og derfor er USA en vigtig spiller. USA skal med, men som demokratiet er i USA og med ham, der sidder i førersædet, ser det ud til at blive svært. Glædeligt er det, at der sker en masse initiativer på delstatsniveau vedrørende den grønne omstilling. Præsident Trump har både trukket USA ud af Paris-aftalen, hvilket – ifølge aftalens regler – kan træde i kraft i november 2020, men han har også forsøgt at forhale processen ved COP24 ved ikke at anerkende IPCC’s oktober-rapport. Så USA er bestemt ikke en duks i COP-regi.

RÆSON: Er modstanden fra USA et tegn på, at de ikke bare trækker sig fra Paris-aftalen, men at de nu også begynder aktivt at modarbejde den?
MERNILD: At de ikke accepterer resultatet af den FN-klimarapport, som de selv har været med til at få udarbejdet, kan ikke tolkes anderledes, end at de prøver at sætte en kæp i hjulet. Det er i hvert fald sådan, jeg ser det. Og USA er bare vigtig i det her spil, fordi de står for så stor en del af den samlede udledning af CO2 til atmosfæren.

Trump tror ikke på klimaforskningsresultaterne. Men det ændrer ikke på fysikken og kemien og det faktum, at verden vil få højere temperaturer. Politisk er det en skandale, for det bliver svært at komme i mål uden dem. Det betyder, at andre lande skal arbejde endnu hårdere. Det betyder ikke, at USA slet ikke gør noget. Det sker bare på delstatsniveau. Californien er et af de steder, hvor der foregår rigtig meget, og de er virkelig langt fremme med grøn teknologi og omstilling. I Texas ses en omstilling mod mere vedvarende energi, da man sætter solceller og vindmøller op i stort antal. Der bliver altså gjort en indsats i USA, selvom landets centraladministration styrer tingene i en anden retning.

 

Trump tror ikke på klimaforskningsresultaterne. Men det ændrer ikke på fysikken og kemien og det faktum, at verden vil få højere temperaturer. Politisk er det en skandale
_______

 

RÆSON: Hvor står Kina i forhold til at begrænse sin CO2-udledning?
MERNILD: Inden for de seneste 4-6 år er Kina begyndt at gøre meget for den grønne omstilling og for forskning i klimaforandringer og klimarelaterede effekter. Kina gør rigtig meget – men de udleder stadig meget. Kinas udledningskurve er begyndt at falde over de seneste år, og det indikerer, at de egentlig er på vej mod en stigende grøn omstilling. De åbner heller ikke så mange kulkraftværker, som de gjorde for årtier siden. De går massivt ind på vind, sol og andre former for vedvarende energikilder. Fra 2000 til 2010 steg Kinas CO2-udledning markant, men siden da er den faldet. Nu ligger den på 7,2 tons CO2 pr. person pr. år, hvor det samlede tal for EU’s 28 lande er 6,9. USA ligger helt oppe på 16,5 tons CO2 pr. person pr. år.

RÆSON: Nu har du selv sagt, at indholdsmæssigt var resultatet af topmødet utilfredsstillende, og at verdens lande har vist at de ikke er villige til at gøre det, der skal til. De vil ikke ofre det, det kræver. Bliver du som klimaforsker ikke nødt til at forholde dig til det stærke politiske signal, når du kommer med anbefalinger til, hvordan vi skal håndtere klimaforandringerne?
MERNILD: Jo, og jeg ytrer mig meget om, at jeg synes, det er utilfredsstillende, at landene ikke følger de forskningsmæssige anbefalinger, der er fremlagt i stribevis af rapporter. Anbefalingerne skal være forankret i videnskaben. Der er nogle forskere, der råber højt – og det synes jeg også, vi skal – det er vores formidlingsmæssige pligt – for det er det, vi ved noget om. Hvis ikke den viden kommer ud, hvordan skal vores politikere så kunne reagere? Vi bliver nødt til virkelig at skubbe på og fremlægge de videnskabelige resultater objektivt, selv om de ofte er dystre. Der er ikke så mange, der ligger inde med den viden om klimaforandringerne, og derfor er det vigtigt, at den kommer ud, hvor den kan gøre gavn.

RÆSON: Hvad kan I forskere gøre for, at politikerne tager de stærke videnskabelige argumenter alvorligt?
MERNILD: Vi skal fortælle objektivt om klimaets tilstand. Når vi fortæller, at temperaturen stiger, tænker mange folk, at det ikke er noget, der berører dem. Når jeg fx fortæller om indlandsisen, der trækker sig tilbage, kan folk ikke forstå det, for det er ikke noget, der sker tæt på dem. Jeg tror, at måden at formidle det svære videnskabelige stof på er ved at trække det ned på et niveau med paralleller til hverdagen, som folk kan relatere til. Politikerne skal forholde sig til de ting, der berører folk i deres hverdagsliv. Så jeg tror, at vi kan flytte noget politisk, hvis vi gør klimaudfordringerne mere jordnære – og kommunikerer klimaets tilstand i øjenhøjde til folk.

 

Jeg kan ikke se for mig, at vi får løst udfordringerne her og nu, desværre! Jeg forventer, at udledningen af CO2 vil stige over de næste par år
_______

 

RÆSON: Verdens udledning af CO2 til atmosfæren er igen begyndt at stige. Hvordan ser du på udsigterne til at finde en løsning, der mindsker CO2-udledningen hurtigt nok?
MERNILD: Jeg kan ikke se for mig, at vi får løst udfordringerne her og nu, desværre! Jeg forventer, at udledningen af CO2 vil stige over de næste par år, og at det samme kommer til at gøre sig gældende for koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Som jeg ser det, er det eneste reelle her-og-nu-redskab at gå ind og kontrollere samfundet ved at pålægge skatter på nogle forbrugsgoder og lette skatterne på andre. På den måde kan man guide forbrugeren til at sætte så lavt en klimaaftryk som muligt. Problemet er så, at hvis man lægger skatter på fx kød eller flyrejser, vil det alt andet lige ramme dem med de laveste indkomster hårdest. Det er uheldigt. Så der er også et samfundsmæssigt og ansvarligt aspekt i det at pålægge skatter. Jeg har ikke nøglen til, hvordan man specifikt skal løse udledningsproblemet her og nu, men jeg mener, at hvis man laver nogle skattemæssige reguleringer i samfundet, vil man kunne se det på CO2-udledningen inden for få år.

Jeg mener også at vi – i det længere tidsmæssige perspektiv – skal i gang med innovation og teknologiudvikling, så vi kan begynde at optimere den energi, vi har, hive CO2 ud af atmosfæren og – endnu bedre – få folk til at ændre livsstil. Jeg fornemmer en spirende folkelig interesse og lyst til at komme endnu mere i gang med den grønne omstilling, end hvor vi er i dag. Jeg mener, at det er sådan, at politikerne først begynder at reagere, når de fx bliver presset nedefra af en folkelig bevægelse. Politikerne burde have reageret, da vi klimaforskere råbte højt, men det sidste halve til hele år er der kommet en befolkningsopbakning uden sammenligning. Det er ved at gå op for folk, at der er noget om snakken, og at vi står i de klimaforandringer, der er blevet talt om de sidste 30-50 år.

RÆSON: Hvad tror du, der skal til for, at vi finder en solid løsning på klimaudfordringerne?
MERNILD: Jeg mener, at vi skal udvikle teknologier og forskningen i et meget større omfang end i dag. Et af de problemer, vi har i Danmark, er, at en stor del af den danske energi kommer fra vind. Når det ikke blæser, har vi ikke tilgang til meget dansk vedvarende energi, fordi det pt. er svært at lagre energien. Men jeg tror, at udviklingen på energiområdet begynder at gå rasende hurtigt i det øjeblik, man knækker koden til energilagring. Allerede i dag ved vi, at det er billigere at producere grøn energi end sort energi. De to kurver knækkede hinanden tidligere i 2018. Det vil sige, at når vi ved, hvordan vi kan lagre energi optimalt, så er vi for Danmarks vedkommende dér, hvor vi kan få grøn el ud af stikkontakten det meste af dagen året rundt. I Norge kommer 98 pct. af energien fra vandkraft, og ved hjælp af sluser regulerer de energiproduktionen efter behov. Vi har desværre ikke de samme muligheder herhjemme pt, så vi må for alvor i gang med at finde løsninger indenfor lagring af vedvarende energi.

RÆSON: Når det nu ikke ser ud til, at vi når målene fra Paris-aftalen, vil det så ikke være bedre at komme med anbefalinger til, hvordan vi bedst ruster os til de klimaforandringer, der kommer?
MERNILD: Min opgave er at se på årsagerne, og hvordan klimaet udvikler sig. Klimaforskere som mig fortæller, hvor meget vi skal reducere CO2-udledningen for at holde temperaturstigningerne under et vist antal grader. Men vi kommer ikke med anbefalinger til, hvordan vi skal gøre det i praksis. Det er et politisk-økonomisk spørgsmål. Hvis man skal finde ud af, hvordan man skal gøre det i praksis, skal man have fat i eksempelvis klimaøkonomer. ■

 

Klimaforskere som mig fortæller, hvor meget vi skal reducere CO2-udledningen for at holde temperaturstigningerne under et vist antal grader. Men vi kommer ikke med anbefalinger til, hvordan vi skal gøre det i praksis
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden