26.07.2018

„Man kan ikke klandre populisterne for det, de gør. De gør det, der giver dem muligheder – og mulighederne for dem i dag ligger ude på yderfløjene. Så problemet er ikke populisterne. Problemet ligger hos mainstreampartierne; de gamle partier, vi allesammen har stemt på. Det er dem, der er nødt til at lægge øret til skinnerne og lytte. De er blevet tonedøve og hører ikke deres vælgere, og derfor kigger de på, hvad populisterne som DF gør. De har i årevis talt om ulykkerne ved indvandring, flygtninge, globaliseringen og de åbne grænser. De ser det ikke som en velsignelse, og det er der en masse vælgere, som heller ikke gør. I den situation er valget ikke svært – følg tiden og vælgerne eller forsvind.“

Interview af Jonas Steengaard Jensen

RÆSON: Topmødet i Helsinki mellem Trump og Putin har domineret den globale mediedækning siden. Hvad har du bidt mest mærke i ved topmødet og de reaktioner, Trump er kommet hjem til i USA?
RACHLIN: Det er svært at tro, at man efter tre år med Trump som den altdominerende figur på forsiderne stadig kan blive overrasket over noget, han siger eller gør. Men det lykkedes ham alligevel at overraske verdenspublikummet på hver enkelt etape under sin europæiske rundtur fra Bruxelles via London til Helsinki. Overraskelse og uforudsigelighed er grundelementer i Trumps politiske filosofi og kommunikationsstrategi.

Efter at have hængt sine NATO-allierede ud som dårlige betalere og hånet Angela Merkel og Theresa May på det groveste, troede de fleste, at nu kunne det ikke blive værre. Men igen undervurderede man Trumps evne til at slå til med ”shock and awe”. Trump skyr ingen midler for at sikre sig verdens opmærksomhed og de største overskrifter. Selv om han gang på gang havde omfavnet og lovprist Putin, kom det alligevel bag på de fleste, at Trump stod last og brast med den russiske præsident mod de amerikanske efterretningstjenester. Han afviste igen, at Putin og Kreml havde blandet sig i den amerikanske valgkamp for at underminere det amerikanske demokrati. På den måde gik det til, at hans eget USA endte som det største stykke politisk ”roadkill” på Trumps europæiske turné.

Men Trump havde faktisk en hel svada af overraskelser i ærmet, da han efterfølgende erklærede, at topmødet var en ubetinget succes, at han på fire timer havde løst alle problemer med Rusland og lagt grunden til en ny verdensorden. Der gik over et døgn, før Det Hvide Hus afviste, at man ville acceptere Putins ”utrolige ide” om, at russerne skulle afhøre amerikanske topdiplomater, embedsmænd og forretningsfolk som en slags byttehandel med den særlige anklager, Robert Mueller, der gerne vil afhøre de tolv russiske agenter, som er sigtet for at stå bag indblandingen i den amerikanske valgkamp.

Trump blev kritiseret for at have lagt sig ned for Putin og solgt ud af USA’s nationale interesser for at tækkes den russiske præsident. Den samstemmende reaktion kom bag på Trump. Han proklamerede prompte, at ingen amerikansk præsident har været så streng over for Rusland som han. Men kritikken haglede ned fra begge partier og de fleste medier, og præsidenten blev åbent anklaget for landsforræderi. Det er anklager, der overgår, hvad selv Richard Nixon måtte høre, da han stod for skud under Watergate-skandalen.

I en byge af selvmodsigelser, kovendinger og berigtigelser prøvede Trump og en desperat stab af rådgivere at redde situationen, men det så ud til kun at gøre krisen endnu værre. Da Trumps talsmænd midt i det hele meddelte, at præsidenten havde inviteret Putin til et nyt topmøde i Det Hvide Hus til efteråret, var ”damage control” ikke længere et brugbart begreb. Nu var der tale om katastrofekontrol. Det var ugen, hvor Washington druknede i chok og overraskelser.

 

Ingen i Washington kan mindes eller henvise til en politisk nedsmeltning, der kan måle sig med efterspillet til Helsinki
_______

 

Ingen i Washington kan mindes eller henvise til en politisk nedsmeltning, der kan måle sig med efterspillet til Helsinki. Trumps bortforklaringer og bizarre håndtering af mødet har genoplivet de sejlivede spekulationer om, at Putin og hans sikkerhedstjenester har en klemme på Trump. At han er sårbar og ligger under for afpresning. Der er massive spekulationer om, at han har kompromitteret sig i forbindelse med lyssky økonomiske transaktioner med russerne siden firserne. Og selvfølgelig tales der om, at de russiske sikkerhedstjenester ligger inde med slibrige optagelser af Trump i selskab med russiske prostituerede. Her er ingredienserne til en politisk gyser som en hybrid mellem et realityshow, en sæbeopera og en historisk politisk skandale. Spørgsmålet er, hvad konsekvenserne bliver for Trump på kort sigt, dvs. midtvejsvalget til november, og på længere sigt, præsidentvalget i 2020. Robert Mueller og hans stab er tavse som graven, men det siger sig selv, at det er dem, der ved, hvad sagen indeholder og kan ende med. Og selvfølgelig Trump og hans mest betroede rådgivere.

Trump har på tre år redefineret begrebet teflon-præsident, som oprindelig blev brugt om Reagan, der havde en særlig evne til at slippe uskadt fra sine kriser og skandaler. Trump har overgået ham med fleste hestelængder. Alt er prellet af på ham, selv om han gang på gang er blevet erklæret død i amerikansk politik. Men ingen af de tidligere kriser har været så massive og kritikken så samstemmende fra alle sider. Alligevel viser meningsmålingerne efter en helt vild uge i Det Hvide Hus som ingen anden i nyere amerikansk historie, at Trumps trofaste vælgerbase holder fast ved deres yndlingspræsident. Den nyeste måling viser, at et flertal af amerikanerne tager afstand fra hans håndtering af topmødet med Putin, men hans popularitet som præsident generelt er forblevet så godt som uændret.

Selv for Trump vokser træerne dog ikke ind i himlen, og det kan vise sig, at han måske har opbrugt sin kvote af fandenivoldsk kækhed og trodsighed, der i den grad har appelleret til hans vælgere. Jeg vil vove den påstand, at Trumps europæiske rundrejse og ikke mindst topmødet med Putin vil vise sig at være skelsættende både for Trump personligt og for amerikansk politik. Det siger sig selv, at det vil ske i et turbulent forløb med ustandselige overraskelser undervejs.

ASIEN
RÆSON: I juni mødtes Trump som bekendt med Kim Jong-un. Hvad viste Trump os her om USA og verden?
RACHLIN: Resultatet af topmødet i Singapore var voldsomt uigennemskueligt. Der er ingen, der ved, hvad Trump har købt eller solgt.

RÆSON: Mange er nervøse for, at Trump overfor Nordkorea vil gå med til at flytte amerikanske soldater ud af Sydkorea og derved afgive meget af den sikkerhedsgaranti, USA giver.
RACHLIN: Ja, han har afblæst de militære øvelser (mellem USA og Sydkorea, red.), der har været et vigtigt element i opretholdelsen af en vis tryghed og sikkerhed for Sydkorea og andre i regionen. Hvad vi får nu, ved jeg ikke. Det gør USA’s udenrigsminister Mike Pompeo tilsyneladende heller ikke efter sit besøg i Pyongyang, hvor han skulle følge op på Trumps samtaler og aftaler i Singapore. Men han måtte vende tilbage med uforrettet sag.

Jeg tror ikke, Trump har begreb om, hvad han har med at gøre. Han er fuldstændig afhængig af, hvad hans rådgivere gør og siger – og så er det et spørgsmål om, hvorvidt han lytter til dem. Han kommer med tomme hænder og formentligt også et tomt hoved. Det er ikke det bedste udgangspunkt for en forhandling med et morderisk diktatur som Kim Jong-uns, som har eksisteret i årtier – det eneste tilbageværende totalitære kommunistiske system. Så går Trump ud og lovpriser Kim Jong-un og kalder ham ”talentfuld” og ”en dygtig forhandler”. Det er fuldstændig ligesom, da George W. Bush mødtes med Putin og bagefter sagde: „Jeg kiggede ham ind i øjnene, og den mand kan man stole på.” Dét er ikke udenrigspolitik, det er bullshit.

 

Det værste er, at for Trump er sådan et topmøde en forlængelse af de realityshows, han var med i for år tilbage. For ham gælder det om at vise sine vælgere, at han holder, hvad han lovede under valgkampen, og at han kan levere noget, ingen andre kan
_______

 

Det værste er, at for Trump er sådan et topmøde en forlængelse af de realityshows, han var med i for år tilbage. For ham gælder det om at vise sine vælgere, at han holder, hvad han lovede under valgkampen, og at han kan levere noget, ingen andre kan. Han er en vinder af det her realityshow. Det er dybt bekymrende, for det er kun form, symbolik og image uden substans. Det er ”feel good”-diplomati og udenrigspolitik. Han siger: „Der var ingen, der troede på det, men se, hvad jeg har formået: For et halvt år siden truede Kim Jong-un os med atomkrig, og nu er vi de bedste venner.” Trump fortalte i øvrigt Kim Jong-un, at der kunne bygges hoteller på de fantastiske nordkoreanske strande. Det var byggematadoren, der talte, ikke den amerikanske præsident. Det er vanvittigt.

Hvad har Trump udrettet, ud over at han har fået gennemført sin skattereform? Ingenting efter min mening. Han har til gengæld afskaffet så meget af Obamas politik som muligt. Det tager ingen tid at rive nogle af de fundamenter ned, hans forgængere har bygget, men det tager lang tid at genopbygge noget holdbart. Jeg tvivler på, at han har en ambition om det. Han har kun en ambition om at dominere nyhedsstrømmen. Det er til gengæld en strategi, der er lykkedes for ham næsten til punkt og prikke.

RÆSON: Har USA med Trump mistet rollen som hegemon [verdens altdominerende supermagt]? Vil Kina i højere grad træde i karakter fremover?
RACHLIN: Kineserne føler, at tiden arbejder for dem. Jeg tror, præsident Xi Jinping har været rigtig godt tilfreds med den foreløbige aftale mellem USA og Nordkorea, for nu er der begyndende tegn på, at amerikanerne vil trække sig ud af den koreanske halvø. Det ændrer det strategiske billede. Xi Jinping, der nu sidder på livstid, har personligt ikke travlt. Men det handler mere om den kinesiske politisk-filosofiske tænkning. De tænker ikke i årtier, de tænker i århundreder. Det, jeg tror, Xi har øje for, er, at det 21. århundrede skal være Kinas århundrede, på samme måde som det 20. århundrede var Amerikas. Det er visionen om Kina som verdens førende stormagt.

MELLEMØSTEN
RÆSON: Kommer der et nyt klimaks i konflikterne, når USA nu mere eller mindre har givet grønt lys til Saudi-Arabien og Israel til at gøre op med deres rivaler?
RACHLIN: Der er tegn på et opbrud. Tegn på at nye alliancer er ved at blive ridset op. Og det er lykkedes Putin at presse Rusland ind i den ligning. Men Israel/Palæstina-konflikten har varet hele mit liv. Jeg blev student i 1967 – samtidig med Seksdageskrigen – og det er 50 år siden. Og hvor står vi nu? Det er meget deprimerende. Jeg tror ikke på, at nogen er i stand til at gøre noget, hvis det ikke er lykkedes i løbet af de år, der er gået.

Jeg har lige været i Israel, og de er indstillede på at stå det igennem. Det er klart, at de gerne vil have fred. Det er et enormt velfungerende land med stort potentiale både økonomisk og uddannelsesmæssigt. De ville blive en supermotor, hvis de havde fred omkring sig. Men jeg tror desværre ikke på det, uanset hvor meget man ønsker sig det.

 

Mellemøsten er et morads – og det vil russerne også komme til at sande
_______

 

RÆSON: Hvilken rolle kan EU spille i konflikterne i Mellemøsten?
RACHLIN: EU har ikke vist sig at være særligt handledygtigt i internationale konflikter. Vi er vant til at have USA i ryggen. Et eksempel er Balkankrigene. Dér lovede vi, at vi ville klare alt uden nogen støtte fra storebror USA. Men da det kom til stykket, kunne vi alligevel ikke. Der skete ikke noget, før Clinton besluttede at gå ind med fuld styrke. EU og europæerne dumpede endnu engang. Vi er ikke gearet til det, og det er vi heller ikke i Mellemøsten. Så jeg kan ikke se, hvilken konstruktiv rolle EU kan komme til at spille i de konflikter. Israelerne har primært satset på USA, men på det seneste ser det ud til, at premierminister Netanyahu også er ved at finde sammen med Putin om situationen i Syrien, især når det gælder Irans rolle. Men ingen har kunnet løse den konflikt i 70 år. Mellemøsten er et morads – og det vil russerne også komme til at sande.

NATO OG EU
RÆSON: Tilhængere af Trump siger, at han styrker alliancen ved at tvinge europæerne til at engagere sig mere. Er det forkert?
RACHLIN: Den effekt kan godt vise sig at gøre sig gældende blandt NATO-medlemmerne, når eller hvis de bliver tvunget til selv at tage vare på deres sikkerhed i fuldt omfang for første gang siden Anden Verdenskrig. Men det er næppe noget, man kan tilskrive Trumps vision eller grand design for en ny sikkerhedspolitisk struktur i Europa uden USA i rollen som den storpolitiske Sugar Daddy. Under sin Europaturné afslørede Trump gang på gang afgrundsdyb uvidenhed om sikkerhedspolitik og den måde, NATO fungerer og bliver finansieret på. Der bliver ikke noget at takke Trump for, men til gengæld får både europæerne og amerikanerne travlt med at rydde op og genopbygge forholdet så snart, man kan se Trump som en del af historien og ikke The Terminator i Det Hvide Hus.

RÆSON: Der er et større skisma mellem demokratier i Vesten og diktaturer som Rusland og Tyrkiet. Nogle vil endda tale om Ungarn og Polen som problembørn i den europæiske familie, som også går i den illiberale retning. Hvad tror du, det skisma vil medføre?
RACHLIN: Lad mig først sige, at Tyrkiet under Erdogan nu har taget skridtet fuldt ud og fremtræder som et regulært autoritært system. Men både i Ungarn og Polen udfolder populismen sig i fuldt flor. De udgør en helt klar trussel for vores liberale demokrati. Der er et mønster med tidligere socialistiske lande – Ungarn og Polen – der bevæger sig i den højrenationale, ekstremistiske retning og betragter det liberale demokrati som en trussel. Her tror jeg, at Trump spiller en meget negativ rolle. Dels fordi han selv er en rendyrket populist, men også fordi han fremmer splid blandt de gamle europæiske lande og gør det sværere for dem at fokusere på de tendenser, vi ser i lande som Ungarn og Polen. Og nu er Italien også sprunget på den populistiske vogn. De to nye regeringspartier (Femstjernebevægelsen og Lega, red.) har vundet og dannet regering. De kan skabe en enorm splid og uro.

 

Både i Ungarn og Polen udfolder populismen sig i fuldt flor. De udgør en helt klar trussel for vores liberale demokrati
_______

 

Det passer fuldstændig med Putins strategi om at splitte de europæiske allierede for på den måde at destabilisere både NATO og det europæiske økonomiske og politiske sammenhold. Det tjener Ruslands interesser, for det kører ad helvede til for dem selv. Derfor er russerne interesserede i så meget uro og ustabilitet i Vesteuropa som muligt. På den måde er Trump også kun til skade, og påfaldende nok har han her helt sammenfaldende interesser som Putin – at splitte og destabilisere de europæiske nationer.

RÆSON: Hvad kan EU stille op over for interne udfordringer som dem, der kommer fra Ungarn og Polen?
RACHLIN: De kan ikke rigtigt stille noget op. EU er i virkeligheden meget handicappet ift. at gøre noget mod lande som Ungarn og Polen, der er meget afhængige af EU-subsidier. De har stor fordel af det. Men man kan kun gøre noget ved det, hvis der er konsensus blandt de resterende EU-lande, og de to lande vil dække over hinanden og spænde ben for ethvert forsøg på at true dem med økonomiske repressalier. Så vi står i et frygteligt dilemma. Og det er det, vi har allermindst brug for på et tidspunkt, hvor der er så stor usikkerhed om EU’s fremtid. Efter Brexit sejler hele EU. Italien truer med at melde sig ud af euro-samarbejdet og siger, at de vil føre deres egen flygtninge- og integrationspolitik. De vil lukke for indvandring. Jeg var begyndt at tro, vi havde lagt det værste populistiske pres bag os, men det har vi bestemt ikke. Timingen kunne ikke være værre.

Situationen i vores del af verden er bekymrende. Der ser ikke ud, som om det, der foregår lige nu, blot er noget forbigående. Vi lever med efterdønningerne af den økonomiske krise fra 2008 – selv om vi økonomisk har samlet kræfterne igen, efterlod krisen nogle tabere. Det er noget af det, der skaber den populistiske dynamik.

RÆSON: Nogle mener, der er slående paralleller til den politiske situation i 1930’erne. Er det noget, du også ser?
RACHLIN: Jeg er lidt forsigtig med den slags paralleller til Weimar-republikken og 30’ernes Tyskland. Der er visse lighedspunkter, men det er mindre håndgribelige ting såsom en generel stemning i samfundet med usikkerhed og utryghed. Men selv om der kan være lighedspunkter, er situationerne vidt forskellige, og historien gentager sig aldrig. Men de tendenser og det opbrud, vi oplever nu, er foruroligende. De populistiske strømninger og autoritære tilbøjeligheder både i Rusland og Tyrkiet samt flere andre lande baseret på nationalistiske højreradikale kræfter er ildevarslende. Man kan ikke bare skubbe det til side og ignorere det. Men jeg er forsigtig med at drage de der paralleller. Det er lige så fristende som at lave kontrafaktisk historieskrivning. Mange falder i, men jeg mener ikke, det holder.

RÆSON: Nogle ser Macron-Merkel-dynamikken som et tegn på øget føderalisme – andre: blot som en mere pragmatisk tilgang til de indre omstændigheder i EU. Tror du, at dynamikken mellem Tyskland og Frankrig har potentiale til at skabe et stærkere EU?
RACHLIN: EU har nu eksisteret i 60 år. Der skal nytænkning til. Om det er Macron eller Merkel, der kan løsne op for det, og som har visionerne, talentet og viljen, det er svært at sige. Merkel er lige nu meget svækket efter valget og de mange måneder, der gik, før hun kunne danne en regering. Hun er inde i sin svanesangsfase. Jeg ved ikke, hvor mange muskler hun har til at løfte Europa. Striden mellem hende og Indenrigsminister Horst Seehofer har afsløret et skisma mellem CDU og CSU. Den krise har fået det politiske fundament, der har eksisteret i Tyskland i 70 år, til at vakle. Det skader også EU, der har brug for reformer og de programpunkter, man har opstillet i Bruxelles, om, hvor EU skal bevæge sig hen. Enhver organisation, der har eksisteret i så mange år, må ændres især i lyset af den voldsomme udvidelse efter Berlinmurens fald. Det kræver, at der bliver gennemført nogle forandringer, at der bliver lavet reformer og åbnet for nytænkning.

 

EU er den eneste måde, Europa kan gøre sig gældende på over for kæmperne USA og Kina. Det er kun ved at opretholde fællesskabet, at vi er en af verdens største økonomier
_______

 

BREXIT OG POPULISME
RÆSON: Har Brexit forandret EU og lagt tryk på, så man enten må gå frem eller tilbage?
RACHLIN: Absolut. Brexit har en meget negativ virkning – men det kan i bedste fald også få en positiv virkning, fordi det kan sætte en reformproces i gang. Jeg er europæer. Jeg mener, EU er den eneste måde, Europa kan gøre sig gældende på over for kæmperne USA og Kina. Det er kun ved at opretholde fællesskabet, at vi er en af verdens største økonomier. Splittede er vi ingenting. Selv synes jeg, at EU’s kritikere glemmer, at EU startede som et eksperiment, og 60 år senere er det stadig et eksperiment, lige som USA fortsat er det efter snart 250 år. Jeg har aldrig følt mig mere overbevist om, at europæerne ikke har et bedre alternativ end EU.

RÆSON: Kan Brexit løbe ud i sandet? At processen bliver forhalet af de mange tekniske problemer, der vil være?
RACHLIN: Det er der jo mange, der går og flirter med, men jeg tror desværre, det er ønsketænkning. Jeg tror, at både Theresa May og det britiske parlament er indstillede på Brexit. Det er det britiske folk, der har talt, og det kan de ikke ignorere, mener de. Medmindre de selvfølgelig laver en finte og udskriver en ny folkeafstemning. Den, tror jeg til gengæld, ville gå den anden vej (så briterne ville stemme Remain, red.). Men May afviser jo kategorisk, at det kommer på tale.

RÆSON: Flere ministre har forladt Mays regering i protest over hendes Chequers-plan. Men hvad tror du, EU vil sige til hendes krav?
RACHLIN: Situationen er en tragedie for May, for Storbritannien og for EU. Men det er et af symptomerne på tidens politiske dårligdomme og et forvarsel om det mørke, der er ved at sænke sig over vores del af verden og den verdensorden, vi har levet med siden Anden Verdenskrig. Forhandlingerne om Brexit er ved at gå ind i deres afgørende fase, og vi vil se ultimatummer, trusler og krav fra begge sider. Som fx når briterne siger, at de forbeholder sig retten til ikke at udbetale 39 milliarder pund til EU som et led i skilsmisseaftalen, hvis ikke handelsaftalen med EU er faldet på plads inden marts 2019. EU’s interesse er indlysende nok at bevare så nært et forhold til Storbritannien som muligt uden at gøre det fristende for andre medlemmer at følge det britiske eksempel og forlade fællesskabet.

Jeg vil tro, at efter den seneste regeringsomdannelse vil det blive lettere at nå frem til en modus vivendi og bevæge sig fra en utålelig konfrontation til noget, begge sider kan se en fordel i. For EU vil det være en reformproces. To be not to be-spørgsmålet for EU lyder i dag: Reformér eller dø.

RÆSON: Kan man tale om, at der åbner sig et nyt politisk skel mellem ”åbent” og ”lukket”, eller hvad man kunne kalde skellet mellem ”håb” og ”frygt”? Peger det i så fald på en krise blandt de traditionelle centrumvenstrepartier?
RACHLIN: Der er lige kommet en ny bog i USA om det spørgsmål ved navn „Why the Left Loses“ (redigeret af Paul Kennedy og Rob Manwaring, red.). Det er en universel tendens for de gamle arbejderpartier. Vi har set det ved de seneste valg i Holland, Norge, Tyskland, Frankrig osv. De eneste steder, hvor de holder skansen, er i Danmark og Storbritannien.

Jeg tror, der er en erkendelse i de arbejderpartier om, at de på sin vis er ved vejs ende, både ideologisk og politisk. Deres århundrede var det 20. århundrede, og der udrettede de virkelig meget og lagde grunden til velfærdssamfundet. De har betydet utrolig meget, ikke mindst i vores skandinaviske demokratier. Det har været toneangivende og formskabende. Men ligesom EU har de brug for at forny sig.

I min bog om populisme (”Folket og magten” udgivet i november 2017, red.) skriver jeg om, at vi befinder os i en periode, hvor vi er ved at tage afsked med det 20. århundrede. Det har taget sin tid. Jeg føler nu, at politisk, økonomisk og teknologisk er vi ved at sige endeligt farvel. Det er en helt anden dynamik, der er ved at gøre sig gældende, både økonomisk, politisk, socialt, kulturelt og teknologisk. Se blot på vor tids folkevandringer, alle de teknologiske opbrud og økonomien, der kommer til at fungere på helt andre vilkår.

I lyset af den udvikling er socialdemokraterne på jagt efter, hvem de er. Hvad er deres ‚claim to fame‘ i det 21. århundrede? Alle deres gamle partiprogrammer er opfyldte nu. De ser, at deres vælgere flytter sig længere og længere mod højre – i Danmark til Dansk Folkeparti. Hvorfor er Socialdemokratiet begyndt at samarbejde så tæt med dem? Det er som at spørge en bankrøver om, hvorfor han bliver ved med at begå bankrøverier. Han svarer: „Det er jo der, pengene er!“ Hvis man spørger socialdemokrater, som jeg har gjort, om hvorfor de søger mod højre, så siger de: „Det er jo der, vælgerne er!“ Der er det interessante. Og selvfølgelig en oplagt forklaring.

Man kan ikke klandre populisterne for det, de gør. De gør det, der giver dem muligheder – og mulighederne for dem i dag ligger ude på yderfløjene. Så problemet er ikke populisterne. Problemet ligger hos mainstreampartierne; de gamle partier, vi allesammen har stemt på. Det er dem, der er nødt til at lægge øret til skinnerne og lytte. De er blevet tonedøve og hører ikke deres vælgere, og derfor kigger de på, hvad populisterne som DF gør. De har i årevis talt om ulykkerne ved indvandring, flygtninge, globaliseringen og de åbne grænser. De ser det ikke som en velsignelse, og det er der en masse vælgere, som heller ikke gør. I den situation er valget ikke svært – følg tiden og vælgerne eller forsvind. ■

 

Jeg tror, der er en erkendelse i de arbejderpartier om, at de på sin vis er ved vejs ende, både ideologisk og politisk. Deres århundrede var det 20. århundrede […] Men ligesom EU har de brug for at forny sig
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne