14.09.2018

.

Danmark kan gå foran på klimaspørgsmålet men kan ikke løse problemerne alene. Derfor bør EU være en drivende kræft internationalt, der har størrelsen og musklerne til at gøre en forskel. Omvendt er det nemmest at skabe lighed indenfor landegrænserne, hvor solidariteten er størst.


Kommentar af Rune Dybvad Simonsen (S), medlem af Københavns Borgerrepræsentation

PÅ TWITTER proklamerede Uffe Elbæk den 6. august, at Alternativet vil gøre Folketingsvalget til et spørgsmål om verdens klimaudfordring og Europa-Parlamentsvalget til et spørgsmål om solidaritet. Det er som at gå over åen efter vand, når det er nemmest at skabe solidaritet i en nationalstat, mens EU kan rykke langt mere på klimadagsordenen end det danske folketing.

Jeg har sympati for Alternativets insisteren på at anlægge et internationalt perspektiv i deres politiske tilgang. Det er på samme grundlag socialismen er skabt, men socialismens mest succesfulde resultat er nu engang de nationalt funderede velfærdsstater. Folk har grundlæggende nemmere ved at udvise solidaritet med andre, der er en del af det samme historiske, kulturelle og sproglige fællesskab.
Det betyder ikke, at vi skal opgive idealet om international solidaritet, men at vi skal anerkende, at forudsætningen for solidaritet på tværs af grænser er, at der er solidaritet mellem forskellige befolkningsgrupper inden for egne landegrænser. Det kan lyde kringlet, men tag blot Danmark som eksempel: Når splittelsen i vores samfund bliver større, bliver opbakningen til EU mindre. Samfundskontrakten skal være intakt – og den samfundskontrakt indgås altså nationalt og ikke internationalt.

 

Når splittelsen i vores samfund bliver større, bliver opbakningen til EU mindre. Samfundskontrakten skal være intakt – og den samfundskontrakt indgås altså nationalt og ikke internationalt
_______

 

Hvis arbejderen ikke føler, at vedkommende tjener det samme på de internationale handelsrelationer som akademikeren, så er det blot et spørgsmål om tid, før fundamentet eroderer. Lad mig komme med et konkret eksempel. Når EU vedtager lovgivning, der er på kant med eller ligefrem udfordrer de gode danske arbejdsmarkedsforhold eller det relativt høje ydelsesniveau, så skader det ikke bare de danske lønmodtagere, det reducerer også opbakningen til selve projektet. Det viser sig blandt andet, når EU fastsætter fælles sociale standarder eller kræver, at EU-borgere er berettiget til at tage børnepenge og andre ydelser med ud af landet. Det undergraver den grundlæggende kontrakt, vores samfund er bygget op omkring; nemlig de rettigheder og pligter som arbejdsmarkedsparter gennem tiden er nået til enighed om.
Det er naturligvis heller ikke Alternativets intention, der nok ønsker at løfte hele EU op på højeste fællesnævner. Det er bare svært, når de europæiske lande har så forskellige udgangspunkter.

Udfordringerne har vi set siden østudvidelsen ved Lissabontraktaten i 2004, hvor den fri bevægelighed af østeuropæisk arbejdskraft har udfordret de danske lønninger. I iveren efter den europæiske solidaritet udspringer ofte håbløse idéer som fx en fælles EU-fastsat mindsteløn, der kun kan ende på laveste fællesnævner. Arbejdsmarkedets parter vil til enhver tid kunne forhandle bedre lønrammer end en fastsat mindsteløn, hvor et rigt land som Tyskland er landet på ca. otte euro i timen. Det er svært at forestille sig, at det på EU-plan skulle give bedre resultater, når unionen spænder hele vejen til Rumænien.

ALTERNATIVET HAR naturligvis en pointe i, at nogen skal gå foran i klimakampen. Det har også historisk været Danmarks rolle. Danske løsninger kan gøre en forskel ude i verden. Det klassiske eksempel er den danske vindmølleindustri, der politisk er blevet hjulpet frem særligt af de S-ledede regeringer i 90’erne. Fjernvarmesystemet er et eksempel på en kollektiv løsning, der gør en forskel. Det forslår dog som en skrædder i helvede, hvis ikke de større CO2-udledere begynder at levere varen. I EU kan danske politikere bruge det danske eksempel som løftestang, der kan få de større lande med på vognen.
Det er den rolle, Københavns Kommune spiller i C40 (organisationen for verdens 40 største byer), hvor København er med i kraft af den danske knowhow på klimaområdet. Byen er med andre ord med i en større vægtklasse, fordi civilsamfund, virksomheder og den offentlige sektor har rykket på dagsordenen. Det er virkeliggørelsen af Svend Aukens gamle vision om “Danmark som foregangsland”, men bare med udgangspunkt i Københavns Kommune. Her kan vi for alvor gøre en forskel i det store klimaregnskab, når de 40 største byer kigger mod de danske klimaeffektive løsninger, cykelkultur og kvalitet i byfortætning.

 

Det forslår dog som en skrædder i helvede, hvis ikke de større CO2-udledere begynder at levere varen. I EU kan danske politikere bruge det danske eksempel som løftestang, der kan få de større lande med på vognen
_______

 

Desværre gør Alternativet klimadiskussionen til et individuelt spørgsmål, hvor det mere handler om egen selvopofrelse end strukturelle løsninger: Hver enkelt skal bære klimaproblemet på sine skuldre og være klar på at omlægge sin livsstil. De ældre skal spise færre hakkedrenge med brun sovs, vi skal alle sammen holde mere staycation og gå i genbrugstøj. Det taler meget godt ind i en dansk protestantisk kultur, hvor man helst skal lide lidt, hvis det skal rykke noget – men bliver næppe mainstream i resten af verden. Det rykker markant mere med strukturelle ændringer og eksport af smarte klimaløsninger, der viser at omstillingen er mulig uden store negative konsekvenser. Det vil samtidig gavne danske virksomheder som Danfoss, Velux og Vestas.

I EU har man forsøgt gennem klimakvoterne forsøgt at rette på den grundlæggende markedsfejl, at de negative eksternaliteter ved CO2-udledningen ikke regnes med i prisen. Systemet virker desværre ikke – og man bør i stedet lave direkte beskatningsafgifter. Det vil aldrig være muligt at lave i et lille marked som det danske, fordi det vil skabe en negativ konkurrenceforvridning for de danske virksomheder, men det er muligt i så stort et marked som det samlede EU, der også forhandler vilkårene for frihandel med andre dele af verden.

Den sociale bundlinje kan bedst indfris gennem det nationale danske fællesskab og den grønne bundlinje i samarbejdet med andre lande. Det bør også afspejles i de to kommende valgkampe!

 

Den sociale bundlinje kan bedst indfris gennem det nationale danske fællesskab og den grønne bundlinje i samarbejdet med andre lande
_______

 

Rune Dybvad Simonsen (f. 1988) har været aktiv i den socialdemokratiske bevægelse de sidste tolv år. Blev i 2013 valgt til Københavns Borgerrepræsentation, har tidligere været i ledelsen i DSU og repræsenteret Frit Forum i Roskilde Universitetsbestyrelse. Han skriver speciale i forvaltningshistorie. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen (S) og Uffe Elbæk (ALT) [foto: Henning Bagger/Scanpix]