13.06.2018

Populismens renæssance er over os. Dens dagsorden er de undertryktes kamp imod eliten, som ønsker at styre folkets demokrati uden at anerkende dets bekymringer. De europæiske populisters monopol på at tale om tabuiserede temaer i det politiske miljø kan meget vel betyde, at end ikke EU’s økonomiske sanktioner eller støtte vil forhindre deres fremfærd.

Af Raurel Adams

EU-kommissionen har fremlagt sit forslag til det næste EU-budget gældende for 2021-2027. Kommissionen ønsker at ændre præmisserne for, hvor meget de enkelte medlemslande kan få i forbindelse med EU’s samhørighedsstøtte, altså de penge som omfordeles imellem forskellige medlemslande via. diverse EU-fonde. Den tekniske ændring indebærer bl.a. et øget fokus på modtagelse af migranter, ungdomsarbejdsløshed og klimaforandringer.

Kort fortalt vil den foreslåede ændring betyde, at de kriseramte sydeuropæere vil blive den næste budgetperiodes økonomiske vindere. Taberne finder vi i Østeuropa, heriblandt Ungarn, Polen, Tjekkiet og de baltiske lande. Alle disse ”tabere” er lande, som har oplevet massiv økonomisk vækst de senere år. Samtidig er Ungarn og Polen en torn i øjet på EU-systemets ledende skikkelser pga. deres illiberale tendenser. Begge landes ledere har hastet til hinandens forsvar, når EU har truet med sanktioner eller andre indgreb i deres nationale affærer. Desuden vil Storbritannien, en af de største donorer til EU’s fonde, som bekendt forlade samarbejdet i løbet af 2019. Det betyder, at Ungarns Orban og Polens Morawiecki ender med at stå til regnskab for deres politik overfor Tyskland og Frankrig uden at have det betydeligt mindre tålmodige Storbritannien som modvægt.

Hvor meget hvert medlemsland står til at vinde eller miste er stadigvæk usikkert, da det afhænger af en masse ukendte faktorer. Det er dog ikke små beløb, der står på spil: Fra 2014-2020 anslås Polen at modtage €77 mia. i støtte, Ungarn €22 mia. og Slovakiet €14 mia.

Kommissionens nye budgetforslag skal ses i sammenhæng med den historiske krise, som EU befinder sig i. Foruden Brexit-kampagnen har anti-elitære, populistiske bevægelser oplevet en kolossal opbakning på tværs af det europæiske folkedyb i de senere år. I Ungarn, Polen, Grækenland og senest Italien har populistiske bevægelser vundet regeringsmagten. Men selv i de lande, hvor protestbevægelserne ikke har overtaget magten, som fx Front Nationale i Frankrig, Frihedspartiet i Holland, AfD i Tyskland, Dansk Folkeparti eller Enhedslisten i Danmark eller de svenske Sverigedemokraterna har de ikke desto mindre oplevet massiv vælgertilstrømning. Alle har de det til fælles, at de tordner imod EU, om end de gør det fra forskellige ideologiske fløje.

I studier af EU hører man ofte om spillover-effekter; at integration af politik på ét område, automatisk leder til integration på et andet. Således affødte den oprindelige kul- og stålunion en menneskerettighedsdomstol, en fælles valuta, en bankunion osv. De populistiske bevægelser står i modsætning til yderligere integration og agter enten helt eller delvist at forlade samarbejdet. I det øjeblik, man fra EU’s side skulle anerkende, at populisterne rejser en legitim kritik mod eksempelvis det demokratiske underskud i unionen, modsiger man spillover-logikken, der hidtil har været fundamentet for EU’s hastige skridt mod yderligere integration.

 

I det øjeblik, man fra EU’s side skulle anerkende, at populisterne rejser en legitim kritik mod eksempelvis det demokratiske underskud i unionen, modsiger man spillover-logikken, der hidtil har været fundamentet for EU’s hastige skridt mod yderligere integration
_______

 

Kommissionen har naturligvis observeret disse populistiske tendenser, men det virker ikke som om, at den ønsker et opgør med det nuværende integrationsparadigme. Tværtimod lader den generelle holdning i Bruxelles til at være, at mere integration stadig er svaret. Kommissionsformand Jean Claude Juncker sagde i kølvandet på afstemningen om Brexit, at der nu var ”endnu mere vind i sejlene” for et føderalistisk EU-projekt. Den 7. juni sidste år fastslog han det samme budskab i en bramtale for en EU-hær: ”Vi er nået til et punkt, hvor fremskridt er vores eneste valg. Det er alene et spørgsmål om hastighed.”. Er man stadigvæk i tvivl om EU’s syn på integration, kan man spørge EU’s budgetkommissær, Gunther Oettinger, som sagde til tysk TV, at han forventede, at markederne ville knuse italienske vælgeres tilslutning til de populistiske partier. Eller når Kommissionen foreslår at ændre EU-budgettet, så er det fordi man håber, at det vil kunne modvirke den EU-skepsis, der er i Europa, særligt i Sydeuropa. For hvordan skal italienerne kunne kæmpe mod en institution, der tilfører dem så massiv økonomisk støtte?

Tilgangen er udtryk for en populær fejllæsning af populismens drivkraft. Det er den samme form for fejllæsning, Chamberlain lavede af Hitler med sin erklæring om ”Peace in our time”. Uden videre sammenligning med indholdet af Hitlers politik, er der en pointe i, at fejlopfattelsen har dybe historiske rødder. Fejlen består nemlig i antagelsen om, at populisme motiveres af politiske præferencer. Det gør den ikke. Populismen er et politisk greb, som lægger vægt på to ting: At dens følgere er undertrykte af et politisk establishment, og at dens ledere er hudløst ærlige. Tilslutningen til enhver populistisk bevægelse skyldes dette antagonistiske verdensbillede.

Derfor tager populismeeksperter som Jan Werner-Müller fejl, når han skriver, at populisme i sin definition indebærer et anti-pluralistisk ideal. Det skyldes, at det i så fald bliver tæt på umuligt at sondre mellem etnocentrisk nationalisme og populisme, og fordi venstrefløjens populistiske bevægelser er lige så dygtige som højrefløjens populistpartier til at påberåbe sig folkets mandat, blot med en pluralistisk identitetspolitisk tilgang. Populismen lever højt på, at man ikke kan opstille et meningsfuldt samfund, der ikke vil danne hierarkier og dermed vindere og tabere. Sidstnævnte faktum er genstandsfeltet for Walter Scheidels nye bog ”The Great Leveler”. Scheidels forskning demonstrerer, hvordan fænomener som pandemiske sygdomme, verdenskrig, revolution og statskollaps er de bedste til at reducere ulighed (forskellen på vinder og taber i et samfundshierarki), da alle samfundsgrupper ryger ned på et mindre velstående niveau. Det siger sig selv, at disse fænomener tydeligvis ikke er politisk ønskelige mål. Dette understreger, at civilisation ganske enkelt ikke kan eksistere uden en hierarkisk orden af goder. I løbet af verdenshistorien har dette faktum gjort populister i stand til at fremstille sig selv i et modsætningsforhold til toppen af samfundshierarkiet (også selvom det sjældent er en autentisk fremstilling) og som et medlidende offer for en arbitrær magtfordeling, som samfundet påstås at være udtryk for.

Da Chamberlain appellerede til Hitler om ikke at starte endnu en verdenskrig, forstod han ikke, at han gik diktatorens ærinde. Han støttede fortællingen om, at Tyskland var undertrykt af parterne, der havde ”tvunget” dem ind i en aftale, der indebar, at Tyskland måtte give afkald på deres territorie og selvbestemmelsesret med Versaillestraktaten i 1919. Forud for Chamberlain var det nationale mønster det samme: Jo mere Weimarrepublikkens politikere forsøgte at ulovliggøre og tabuisere yderliggående bevægelser, jo stærkere blev de. Tendensen er nøjagtig den samme i det 21. århundrede.

Trumps vælgere har i de fleste tilfælde ikke stemt på ham, fordi han er en kompetent policy-arkitekt, men fordi de har en følelse af, at han siger tingene, som de er. Trump har desuden adskilt sig fra eliten ved at bryde enhver form for politisk dekorum, samtidig med at han præsenterer sig selv som en, der vil dræne Washingtons ”sump” uden at blændes af politisk korrekthed eller egeninteresse. Le Pen i Frankrig, Tsipras og Varoufakis i Grækenland og Thulesen Dahl i Danmark gør det samme – og jo mere de tilsvines, jo stærkere står de hos deres kernevælgere. ”Stuerene, det bliver I aldrig,” sagde Poul Nyrup Rasmussen om Dansk Folkeparti uden at vide, hvor enormt stor gennemslagskraft han tilførte retorikken om, at hele venstrefløjen ikke turde se sandheden om fejlslagen integration i øjnene.

 

Trumps vælgere har i de fleste tilfælde ikke stemt på ham, fordi han er en kompetent policy-arkitekt, men fordi de har en følelse af, at han siger tingene, som de er
_______

 

I Rusland ser vi den samme tendens. Putins popularitet i befolkningen bliver opretholdt af, at Vesten definerer Rusland som en stormagtstrussel, og at amerikanere beskylder ham for at have påvirket deres demokratiske afstemninger. Fjendebilledet af Vesten og sanktionerne mod Rusland legitimerer den offerrolle, som har sikret Putin magten i snart tyve år. Putin beviser samtidig, at det populistiske verdensbillede nemt kan overføres fra nationale til internationale bekymringer.

Selvom støtten til populisterne stiger, når EU og de etablerede medier kritiserer dem, så gør det ikke deres politik mindre kritisabel, i det omfang den reelt føres ud i livet: Der er forsvindende få eksperter, der vil påstå, at det begrænser illegal indvandring at bygge en mur langs den amerikanske grænse til Mexico. Ingen terrorekspert vil påstå, at et indrejseforbud for muslimer (Trumps ”travel ban”) er en god idé, bl.a. fordi det skaber et rekrutteringsgrundlag for radikale grupper, uden samtidig at begrænse terrortruslen. Det samme kan siges om den danske regerings smykkelov og burkaforbuddet. De fleste er også blevet klar over, at Brexit var en økonomisk meningsløs beslutning. Det er samtidig meget sandsynligt, at Italien og Grækenland vil ende i en voldsom økonomisk krise, hvis de træder ud af Euroen.

At populisternes løsninger på legitime politiske problemstillinger oftest er håbløst symbolpolitiske, stopper dem sjældent fra at gå til valg på dem, selvom reaktionen fra eksperter og andre elitære figurer er forudsigelig. Deres ideer præsenteres som naive og urealistiske, og de hånes og latterliggøres. Næste morgen vinder populisterne valget. Det er en uholdbar konstruktion, men det er svært at se, hvordan teknokraterne, medierne og populisterne skal kunne finde fælles fodslag. Det vil ellers være en værdifuld overensstemmelse i det omfang, at populisterne udtrykker legitime bekymringer, at eksperterne er de bedste til at finde effektive løsninger, og medierne evner informere befolkningerne om, hvordan løsningerne udarter sig.

EU’s institutioner er nødt til at erkende, at de må bære ansvaret for, at portrættet af det europæiske landskab hastigt falmer. Løsningerne på de helt store problemer er udeblevet, og EU er grundlæggende præget af en manglende dialektik mellem de øverste teknokrater og befolkningerne. Derfor er det usandsynligt, at det vil lykkes at ændre sydeuropæernes EU-skepsis til EU-støtte alene ved at give dem flere penge. Selv hvis det lykkes, vil den resulterende fred være kortvarig, da den mest sandsynlige reaktion er, at Polen og Ungarn vil skærpe deres i forvejen voldsomme anti-EU-politik bakket op af deres medier og befolkninger. Løsningen må derfor findes andetsteds.

Ironisk nok findes en del af svaret i populismens egen metode. Populistiske bevægelser drager nytte af, at der er visse emner, som enten er strengt tabuiserede eller politisk ukorrekte i det politiske miljø. Det kan fx eksemplificeres ved det islamistiske angreb på Charlie Hebdo. Provokerende satire var journalisternes og tegnernes profession – mange ville sige demokratiske ansvar. Efter angrebet har samme redaktion valgt ikke længere publicere karikaturer, der involverer islam.

Der er formentlig ikke en eneste redaktion i verden, som ikke tænker sig om en ekstra gang, før de eksempelvis viser de danske muhammedtegninger. Den politiske reaktion fra de europæiske statsledere i kølvandet på angrebet nævnte ikke islam med et enkelt ord. I Sverige vil mange politikere og store dele af befolkningen ikke indrømme, at de oplever problemer med integrationen af muslimer. Der er sågar eksempler på, at myndighedernes frygt for at blive kaldt racister har ledt dem til at dække den etniciteten af gerningsmænd i voldtægtssager.

Problemerne har været så tabuiserede, at man har forsøgt at skjule beviserne. Men det betyder ikke, at emnerne er tabuiserede blandt størstedelen af befolkningen. I det øjeblik visse problematikker ikke kan diskuteres, om det er integrationsproblemer med islam, forskellen på mænd og kvinder, institutionel racisme, eller at Tyskland drager størst fordel af Euro-samarbejdet, så giver det populisterne monopol på disse emner. Det får dem til at fremstå som det indsigtsfulde barn, der ser kejserens nye klæder, for hvad de er. Hvis ikke de etablerede medier eller centralistiske politikere gider at anerkende disse problematikker og befolkningens legitime bekymringer, så vil populismen bevare sin eksistensberettigelse som ’folkets stemme’. ■

 

Problemerne har været så tabuiserede, at man har forsøgt at skjule beviserne. Men det betyder ikke, at emnerne er tabuiserede blandt størstedelen af befolkningen
_______

 

Raurel Adams (f. 1996) er stud.scient.pol. ved Københavns Universitet og freelance journalist og ordstyrer for Ræson. ILLUSTRATION: Viktor Orban i det ungarske parlament [foto: Bernadett Szabo/Scanpix]