02.11.2018

I stedet for konstant at følge strømmen af dagsaktuelle absurditeter og skandaler fra Det Hvide Hus bør politisk journalistik beskæftige sig med de strukturelle problemer i USA og den nedbrydning, der er i gang af demokratiske institutioner i disse år.

Af Rasmus Wendt og Trine Pertou Mach

Med Trump er uforudsigeligheden i international politik eksploderet. America First-doktrinen vil hæmme Europas (og USA’s) økonomiske vækst og udfordre den globale ambition om bæredygtig omstilling, mens traditionelle frihedsværdier undermineres. Samtidig udfordrer USA nu hele det multilaterale system og dermed rammerne for den globale politiske økonomi, som USA og Europa i fællesskab har stået vagt om gennem årtier. Selv hvis man ikke abonnerer på en neoliberal verdensorden, bør man være bekymret. For hvad sker der, når Trump ikke leverer det, han har lovet?

Hvorfor vandt Trump? Der synes at være konsensus om, at økonomien spillede en afgørende rolle, og at dele af den (hvide) amerikanske middelklasse – der også omfatter store dele af dem, vi i Danmark opfatter som arbejderklassen – føler sig efterladt på perronen, mens globaliseringsekspressen tordner af sted.

Det skal suppleres med andre forklaringer end den samfundsøkonomiske. Valgets dynamik og udfald har en indbygget kulturel klassekamp, hvor den svindende middelklasse – ud over økonomisk pres – oplever tab af status, ære og mening samt samfundsforandringer, der fratager dem en central placering i den amerikanske selvforståelse og identitet. Endelig er der i dele af den hvide amerikanske middelklasse strømninger af racisme og sexisme, der gennem valgkampen fik legitim og markant plads i den politiske debat.

Great again?
Man må medgive, at Trumps slogan – ”Make America Great Again” (MAGA) – var velvalgt. Det er planket fra den mest populære republikanske præsident i nyere tid, Ronald Reagan, og tilførte Trump meget tiltrængt etos. Sloganet kunne to ting: Det indgød håb hos dem, som havde tabt i den økonomiske udvikling med løftet om at genskabe USA’s – og deres egen klasses – storhed. Men måske endnu vigtigere, så rummer det en anklage: Ikke bare remokraterne, men hele det politiske establishment havde fejlet. For en populist som Trump er det afgørende – hvilket kun er blevet forstærket under hans præsidenttid – at være i opposition til en kulturel, politisk og økonomisk elite, upåagtet at han selv tilhører de sidste to.

 

Kan Trump Make America Great Again? Det korte svar er NEJ
_______

 

Det er svært at se, hvordan den amerikanske præsident kan levere på de økonomiske løfter. Den reelle bekymring er derfor, at han i stedet vil skrue op for populismen og finde sammenholdet i ydre såvel som indre fjender. Begge dele vil yderligere polarisere og destabilisere USA og med det mulighederne for at håndtere internationale problemer og konflikter inden for rammerne af international ret.

De fleste amerikanere er ikke selv i tvivl om, at deres land er ’great’. Forfatteren John Steele Gordon skriver i indledningen af sin anmelderroste beskrivelse af USA’s økonomiske udvikling, An Empire of Wealth, at ”the American economy has become, over the nearly four centuries of its existence, one of the greatest wonders of the modern world and, indeed, a prime creator of that modern world”. Uagtet at man kan lide det eller ej, så er USA betydningsfuldt og storslået. Lige fra populærkultur, verdens mægtigste krigsmaskine over den fantastiske natur, bygninger og infrastruktur, til succesfulde virksomheder og teknologi. Væksten i den amerikanske økonomi gennem de sidste 30 år, bortset for tiden omkring 2008, har været markant højere end i de øvrige store industrilande som Japan og Tyskland. Så det kan umiddelbart undre, hvorfra utilfredsheden kommer. Kritikken og utilfredsheden bunder ikke mindst i skuffelse. Ifølge den amerikanske selvforståelse vil de, som kan og vil, komme til tops – og alle, som bidrager til samfundet, får deres fair del af kagen. Selvom ingen udfordrer den ultimative amerikanske drøm om avisbuddet, der når til tops, så har en meget stor del af den amerikanske middelklasse oplevet stagnation og er i dag i en mere udsat økonomisk situation end deres forældres generation.

Amerikanske lønmodtagere høstede om nogen frugterne af den kapitalistiske guldalder fra slutningen af 1940’erne og frem til oliekrisen i 1973. Produktiviteten i USA blev næsten fordoblet i denne periode, og lønningerne fulgte stort set med 1:1. Det amerikanske samfund blev hurtigt rigere. Omvendt viser beregninger fra Economic Policy Institute i Washington D.C., at den økonomiske krise i 1973 betød et markant skift i velstandsfordelingen i USA. Hvor produktiviteten steg 72 pct. fra 1973 til 2014, steg den gennemsnitlige løn for den ’typiske arbejder’ kun 9 pct., hvis der korrigeres for inflation. Kapitalejerne, den finansielle sektor og nogle få procent af de højest betalte lønmodtagere tog resten. Således havde den rigeste 1 pct. af den amerikanske befolkning en stigning i den gennemsnitlige realindkomst på 142 pct., mens deres andel af nationalindkomsten fordobledes fra at udgøre 10 pct. i 1980 til 20 pct. i 2013. I skærende kontrast har Consumer Financial Protection Bureau beskrevet, hvordan hver tredje amerikanske husholdning har svært ved at få mad nok på bordet, få råd til tag over hovedet, betale lægehjælp og købe medicin.

Forventningen om økonomisk fremgang, som prægede den kapitalistiske guldalder, er i flere lag af det amerikanske samfund erstattet af økonomisk usikkerhed. Lavtlønsarbejdere må arbejde mere eller forgælde sig (eller begge dele) for at få hverdagen til at hænge sammen, og det voksende pres på disse middelklassegrupper slår igennem politisk. Forventningen til Trumps MAGA er også en forventning om at genskabe den samfundskontrakt, der tog hånd om middelklassen, eller i hvert fald dens status.

Fattigdommen har stadig en klar racemæssig slagside. Fra 2010 til 2013 voksede den i forvejen markante forskel på medianvelstanden mellem hvide og sorte husholdninger fra at være otte gange større (hvides i forhold til sortes) til at være 13 gange større. Velstanden hos hvide var ti gange større end hos latinobefolkningen. De 100 rigeste husholdninger i USA ejer lige så meget som den samlede afroamerikanske befolkning (som udgør omkring 42 millioner mennesker fordelt på 16 millioner husholdninger).

Står den ulighed og udvikling lysende klar i den hvide middelklasses bevidsthed? Næppe. Der er også noget, der taler for, at det ikke så meget er selve uligheden eller elitens rigdom, der skaber vreden, som det er vrede vendt mod en progressiv, uddannet og velstående overklasse. En samfundsgruppe med dertilhørende livsform, der i denne hvide middelklasse ses som fravalg af Amerikas bærende værdier, dvs. en klassisk forståelse af: familien i centrum, religionen, patriotisme, evnen til at klare sig m.m. Igen: knap så meget en økonomisk klassebevidsthed som en kulturel ’sand amerikaner’-bevidsthed.

Tilsvarende finder man en modvilje mod de egentlig fattige, der bliver set som ’afhængige af systemet’. I årevis har stærke konservative og anti-stat-kræfter fremført paroler om, at staten gør folk afhængige, at den fremelsker snyltere i modsætning til kulturen blandt hvide lønmodtagere, hvor arbejde og uafhængighed i teorien vægtes højt. Med dette bagtæppe af anti-stat har den konservative base formået at puste til vreden ved at skabe en følelse af, at nogle uretmæssigt får på andres regning. Middelklassen oplever sig også tilsidesat af en progressiv overklasse, der kerer sig om de fattige, men ikke om dem.

Under primærvalgene i foråret 2016 gik det op for USA, at store grupper af den hvide middelklasse var vrede, frustrerede og pressede – og fandt en måde at vise det på med Trump og hans nationalistiske dagsorden, stærkt hjulpet af den højreradikale ideolog Steve Bannon, der tidligere var leder af det højrepopulistiske netmedie Breitbart News. Længe før valget havde Breitbart News og andre konservative mediekanaler propaganderet fortællingen om, at den (hvide) amerikanske middelklasse bliver snydt af eliten – herunder mainstreampolitikerne, der står med ansvaret for den immigration og den handelspolitik, der skader middelklassen, økonomien og amerikanske værdier. Kritikken omfatter også Det Republikanske Parti og dets påståede fravær af sand konservatisme.

 

Det politiske udtryk, der p.t. står stærkest også i USA, er ikke systemkritik af kapitalismen. I stedet sættes der spørgsmålstegn ikke bare ved de politiske institutioner, der understøtter globaliseringen, men også ved internationalisme og idéen om internationalt samarbejde, der i stedet erstattes med autoritær nationalisme
_______

 

Ugen efter Trumps sejr skrev The Economist, at valget snarere var stemmeafgivelse for et regimeskifte, end det var for et partiskifte. At sejren bl.a. skyldtes, at han netop byggede sin position på konflikt og uforenelighed med det, de betegner ’regnbue-positionen’, og som anses for at ville splitte USA ad.

Men jorden er i årevis blevet gødet for konservativ, populistisk nationalisme. Trumps største interne opponent i Det Republikanske Parti, afdøde McCain, gødede selv jorden, da han inviterede det såkaldte religious right ind i den politiske midte ved i 2008 at gøre Sarah Palin, den senere frontfigur for Tea Party-bevægelsen, til sin vicepræsidentkandidat i kampen mod Obama. Hermed havde McCain blåstemplet den dengang yderliggående fraktion af partiet, og han bidrog til at åbne en Pandoras æske i amerikansk politik.

Verdens største økonomi
Hvad vil det sige at gøre Amerika ’great again’? Omkring 1870 overhalede USA Storbritannien som verdens største økonomi og har været det lige siden. En række unikke forhold skabte den amerikanske succes, som langt overgik de øvrige settler-samfund i Australien, Sydamerika, Canada og Afrika.

Først og fremmest tilkæmpede amerikanerne sig tidligt uafhængighed fra England. Dette betød bl.a., at profitterne fra plantagerne og slaveriet i sydstaterne blev reinvesteret i den amerikanske økonomi i stedet for at finansiere det engelske kongehus og engelsk handelskapital. Med den etniske udrensning af den oprindelige befolkning i Nordamerika voksede USA mod vest og skabte et immigrantboom fra Europa og en hurtigt voksende og globalt konkurrencedygtig landbrugssektor og ikke mindst en produktionssektor, som betjente det amerikanske landbrug og imødekom immigranternes behov for forbrugsgoder.

Amerikanske arbejdere var aldrig specielt godt organiseret, men virksomhedsejerne i 1900-tallet var tvunget til at konkurrere på lønninger, der ikke var lavere, end hvad en arbejderfamilie kunne tjene, hvis den tog vestpå og blev landmænd. Desuden var der generel mangel på arbejdskraft. Derfor blev de amerikanske virksomhedsejere tidligere end deres europæiske kolleger tvunget til at automatisere produktionen. Konsekvensen var, at den amerikanske produktivitet steg hurtigere end den europæiske. Dette – kombineret med et nærmest umætteligt indenrigsmarked og banebrydende ny teknologi og måder at organisere industriarbejdet på – bragte amerikanske virksomheder i en unik situation, hvor de mest succesfulde hurtigt blev globalt førende og samtidig nød beskyttelsen bag amerikanske toldmure.

Anden Verdenskrig var et kapitelskift for amerikansk økonomi. USA kom, som det eneste krigsførende land, rigere ud af krigen. De tidligere imperier måtte trække sig ud af hovedparten af deres tidligere kolonier, hvilket gav amerikanske firmaer både nye markeder og billige råvarer, og amerikanske virksomheder ekspanderede globalt med en stærk stat og militær i ryggen. Med amerikanske virksomheder i topform, kommercialisering af en række banebrydende nye teknologier udviklet i forbindelse med krigen (bl.a. computere, jetmotoren og atomkraft) samt en ny international dagsorden lå den del af verden, som ikke var kontrolleret af den socialistiske blok, fra slutningen af 1940’erne åben for amerikanske virksomheder. Med den økonomiske vækst og en samfundsmodel skabt under Roosevelts New Deal, hvor staten både fremmede den sociale kontrakt mellem kapital og arbejdere, regulerede flere nøglesektorer og brugte offentlige indkøb, ikke mindst hos militærindustrien, til at fremme innovation (og fastholde militær dominans), blev grunden lagt for USA næste kvantespring ind i den teknologiske tidsalder.

Den New Deal-inspirerede regulering af amerikansk økonomi gav stabilitet: Man fik et forbrugssamfund og måske en af de skrappeste bankreguleringer i den vestlige verden. Men med krisen i 1973 blev det klart, at amerikanske virksomheder ikke længere var globalt førende. Med Japan og Tyskland i spidsen havde den øvrige del af OECD-landene udviklet industrier, som var fuldt ud konkurrencedygtige inden for de fleste sektorer (fly og computerindustri var stadig undtagelser), og USA gik fra at være et land med kronisk overskud på handelsbalancen for varer og tjenester til det absolut modsatte. Det politiske svar på krisen, som begyndte under højre-demokraten Jimmy Carter og blev accelereret under Ronald Reagan, var deregulering og et opgør med den sociale kontrakt mellem kapital og arbejdere. Konkret skete det sidste ved at svække den faglige organisering, bl.a. gennem udflytning af arbejdspladser til nyindustrialiserede lande i Østasien og en stor ’reservearmé’ af arbejdskraft i form af høj arbejdsløshed. Med den neoliberale økonomiske politik blev der igen skabt incitament for kapitalejerne til at investere i USA, men i stigende grad i servicesektoren – hvor der var lavere lønninger end i industrien. Og den økonomiske udvikling afkoblede store dele af den amerikanske middelklasse.

 

Forventningen om økonomisk fremgang, som prægede den kapitalistiske guldalder, er i flere lag af det amerikanske samfund erstattet af økonomisk usikkerhed
_______

 

Kan Trump Make America Great Again?
Det korte svar er NEJ. Det var mere end 100 års ekstrem succesfuld industripolitik, teknologiske landvindinger og imperialisme, som gjorde USA great. Denne position er langsomt eroderet væk igennem de sidste 45 år og kan selvsagt ikke genskabes med et quick fix gennem en mur mod Mexico, handelskrig eller afmontering af Obamacare. Tværtimod. Det er som sagt opskriften på fortsat at undergrave den amerikanske konkurrence- og innovationskraft.

På flere stræk er det, der i disse år sker i USA, en del af velkendte globale udviklingstendenser, herunder koncentration af velstand og politisk-økonomisk magt, globaliseringskritik, og nationalistisk modbølge. Det politiske udtryk, der p.t. står stærkest også i USA, er ikke systemkritik af kapitalismen. I stedet sættes der spørgsmålstegn ikke bare ved de politiske institutioner, der understøtter globaliseringen, men også ved internationalisme og idéen om internationalt samarbejde, der i stedet erstattes med autoritær nationalisme.

Dette skal dog ikke forveksles med en stærk stat. Der er i USA’s historie en iboende strømning af anti-stat og modvilje mod et stærkt center i form af en føderal stat, som giver situationen i disse år et unikt præg. Den strømning har den amerikanske højrefløj længe dyrket med succes. Som en bumper sticker (illustreret med et automatvåben) siger det: ”Love my country but fear my government”.

Den amerikanske højrefløjs paroler står i skærende kontrast til, at det netop vil kræve fokuserede policytiltag for at genskabe USA’s konkurrenceevne.

Allerede i 2011 skrev Michael Mandelbaum, professor ved Johns Hopkins University, og Pulitzer Prize-vinderen Thomas Friedman i bogen That Used To Be Us om nødvendigheden af et partnerskab mellem den offentlige sektor og erhvervslivet, hvor staten skulle sikre bedre almen uddannelse, modernisering af infrastrukturen, øget immigration (både white og blue collar), øget finansiering til grundforskning, og endelig bedre regulering bl.a. inden for miljøområdet. Deres analyse lægger sig i slipstrømmen på, hvad der synes bred enighed om blandt økonomer i USA. Bortset fra planer om investeringer i infrastruktur negligerer eller modarbejder Trump de policyområder, som skulle styrke USA’s konkurrenceevne.

Teknologisk er der sket banebrydende gennembrud. Ikke mindst computer- og informationsteknologien har revolutioneret måden at organisere den globale produktion på gennem en ny international arbejdsdeling, der kun er accelereret med Kinas stigende globale rolle. Produktionen er geografisk opsplittet i globale værdikæder, og konkurrencen skærpet, hvilket får virksomheder til at søge leverandører, hvor de er billigst og bedst.

Det er disse markedskræfter, som Trump aldrig kommer til at holde tilbage eller vende. Forskellen i aflønningen mellem industriarbejdere i Kina og USA (og andre traditionelle OECD-lande) er så høj, at det hverken kan klares med toldmure eller opskrivning af den kinesiske valuta. Sådanne merkantilistiske tiltag kan delvist reducere det amerikanske handelsunderskud i forhold til Mexico, men realøkonomisk vil det være en dråbe i havet.

 

Det er svært at se, hvordan den amerikanske præsident kan levere på de økonomiske løfter. Den reelle bekymring er derfor, at han i stedet vil skrue op for populismen og finde sammenholdet i ydre såvel som indre fjender
_______

 

Omvendt nyder amerikanske forbrugere godt af lønforskellene, der giver adgang til forbrugsgoder, de ikke ville kunne betale, hvis de blev produceret i USA (eller hvis kinesisk arbejdskraft blev aflønnet på samme niveau som deres kolleger i de traditionelle OECD-lande). Med andre ord: Den amerikanske middelklasse, der har tabt i den interne fordeling i USA, vinder på billigere forbrugsgoder produceret i lande som Kina.

Intet blot antyder, at Trumps politik vil gøre USA ’Great Again’. Landet er gældsat, det har mistet konkurrencekraft, har underinvesteret i basale sociale goder som uddannelse, sundhed og infrastruktur, og den sociale kontrakt er brudt. Allerede under Anden Verdenskrig advarede Roosevelt Kongressen om, at økonomisk ulighed ville rykke landet fra hinanden. De udfordringer, som landet står med i dag, er – som i Europa – i høj grad et produkt af selve den økonomiske model.

Men et løfte om at ”gøre USA stort igen” kan i al sin udefinérbarhed også være et løfte om en tilbagevenden til en kulturel guldalder – med frihed, værdighed og sand patriotisme. Trump vil være tvunget til at søge ly i denne definition, i takt med at han ikke kan levere på den økonomiske dagsorden.

Vredens kultur
Trumps sejr bygger på grundlæggende problemer i den amerikanske økonomi og en politisk kultur, som stikker dybt i dele af det hvide USA. Blandt hvide middelklasseamerikanske vælgere findes en stærk økonomisk og kulturel bekymring, som understøtter en dyb chauvinisme. Det amerikanske samfund er generelt præget af skepsis over for staten og konceptet om et skattesystem, der bringer fælles velfærd, mens skepsis over for offentlig regulering og indblanding samt individets frihed er dyder, der ligger dybt i folkesjælen. Samfundet er ganske præget af konservatisme og religion. Og endelig er der, også i nutiden, stærke underliggende strømninger i retning af et meget traditionelt kvindesyn og af racehad. Læg dertil et politisk system med flere former for barrierer for indflydelse, som desuden er stærkt influeret af ’big money’, uanset parti.

På grund af økonomien har disse tendenser fået lov til at eksplodere med Trump. I årevis har konservative, nationalistiske og religiøse radio- og tv-stationer gødet jorden for en politisk profil som ham. Trump var ikke den første til at kalde global opvarmning en kinesisk løgn – det har radiostationernes værter i årevis sagt til deres millioner af lyttere. Køber man dette verdensbillede, så er der ikke langt til begejstring, når en præsidentkandidat, der er ’en af os selv’, vil gøre op med sumpen, smide Hillary Clinton i fængsel og gøre America Great Again, som afslutning på tiden med landets første sorte præsident (hvis dåbsattest han betvivlede gyldigheden af). En kandidat, med (tillagte) ærkeamerikanske symboler: flaget, patriotismen, Gud. Som sætter en ære i at udskamme politiske modstandere som uægte amerikanere. Ambitionen: At kunne fortsætte og beskytte en livsform, herunder den så stærkt iboende ’amerikanske drøm’ om, at alle kan stige til vejrs.

Også Carol Anderson beskriver (i bogen White Rage), at Trump i sine støtters øjne var ’Amerikas sidste chance’ for at genskabe nationen. Washington-magthavere bruger staten til at pylre om de fattige og om sorte amerikanere (der ikke anses for rigtige amerikanere).

Stephen Bannon læste tidligt vreden i middelklassen og forstod at bygge en forretning på den. Han har beskrevet sig selv som økonomisk nationalist og har i sit virke på den amerikanske højrefløj bidraget til at aktivere, dyrke og sprede det verdensbillede, at det sande hvide konservative Amerika er svigtet af den politiske elite. Ikke kun demokraterne står for skud – Bannon har flere gange italesat, at USA ikke har et konservativt parti, fordi republikanerne svigter. Med andre ord: Der er brug for en, der kan tage den rolle på sig.

Vreden, som Trumps kampagne red på, har sået had i USA. Koalitionen var stærk nok til at få ham valgt som præsident for verdens supermagt. Det er banalt at konstatere, at han har en særlig evne til grovhed og aggressiv konfrontation, som få andre statsledere har udvist.

Men hadet opstod ikke med Trump og vil ikke forsvinde, den dag han forlader politik. For præsidenten spiller på en protektionistisk og nationalistisk udvikling, der længe har været undervejs i det amerikanske samfund og i landets politiske liv. Det nye er, at ’the fury’ i dag taler fra verdens mægtigste embede, med verdens stærkeste militærmagt i ryggen. Med John McCains død peger flere analytikere på, at der blandt republikanerne nu ikke længere er en reel opposition til Trump.

Med Trump er en politisk kultur med konstant konfrontation, konflikt og uforudsigelighed flyttet ind i verdens politiske, militære og økonomiske centrum. Trump er et problem for USA, men også for resten af verden, der er blevet mindre forudsigelig, og hvor internationale aftaler undergraves. Med alvorlige problemer som klimaændringer, migrationskriser og regionale kriser er der behov for globalt samarbejde. Vil USA placere sig i en rolle, hvor landet ikke alene ser til fra sidelinjen, men direkte modarbejder vigtige initiativer? Afmonteringen af den historiske aftale med Iran om landets atomprogram er blandt de sidste aktuelle eksempler, som har potentiale til at udløse en ny regional storkrig og fuldstændig destabilisere Mellemøsten. Selve idéen om det liberale demokrati og den internationale retsorden, bygget op omkring bl.a. multilaterale aftaler, er under voldsom udfordring.

Indenrigspolitisk er der også grund til at være bekymret – både i USA og Europa. Trumps højrepopulisme og hans europæiske frænder næres af og understøtter selv en politisk praksis, hvor let identificérbare samfundsgrupper, institutioner eller lande udpeges som årsagen til problemer, der enten er opdigtede eller overdrevne. Som om de mexicanske migrantarbejdere (og ikke den uhyrlige fordelingspolitik) var den lavere middelklasses værste fjende.

Højrepopulisme – også Trumps – kan ikke løse de reelle problemer i samfundet, men undergraver demokratiet. Den oplever lige nu en normalisering i ellers veletablerede demokratiske samfund. Med Trump er det nu verdens supermagt, der udfordrer både den globale orden og selve idéen om det liberale demokrati.■

 

USA udfordrer nu hele det multilaterale system og dermed rammerne for den globale politiske økonomi, som USA og Europa i fællesskab har stået vagt om gennem årtier. Selv hvis man ikke abonnerer på en neoliberal verdensorden, bør man være bekymret
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne