23.10.2018

Magtfulde private virksomheder i tech-industrien er både en udfordring og et våben for nationalstaterne. Det gør dem komplicerede at regulere og stiller politikerne i svære dilemmaer, hvor ansvaret for nationens borgere skal balanceres med geopolitiske hensyn.

Af Rasmus Egmont Foss

Vi er i disse år vidne til begyndelsen på en af det 21. århundredes afgørende konflikter i international politik: spillet mellem statslig autoritet og privat magt i tech-industrien.

Dette magtforhold er defineret af et paradoks, hvor tech-giganter som Google og Facebook både er en trussel mod staternes suverænitet inden for nationale grænser og et redskab for staternes magt i en geopolitisk kontekst. For lovgivere introducerer paradokset komplekse dilemmaer i reguleringen af tech-industrien. Disse dilemmaer udspiller sig i dag indenfor fire områder, hvor politikere og virksomhedsledere tester deres magt i relation til hinanden: geopolitik, konkurrencelovgivning, samarbejde med myndigheder og virksomhedernes sociale ansvar. Konflikten tiltager i styrke i takt med, at politikere verden over udsteder nye krav, påbud og anklager mod tech-industrien, mens Silicon Valleys giganter føjer dem eller nægter at indordne sig.

Det 21. århundredes teknologikapløb
Ligesom atomkapløbet i det 20. århundrede betød kold krig mellem verdens stormagter, er internetgiganterne i dag blevet centrum for en ny konflikt om fremtidens teknologi i en opdeling mellem åbne, demokratiske regimer og kontrollerede, autokratiske styrer.

Politikere på begge sider af Stillehavet regner med, at det 21. århundrede bl.a. vil blive defineret af et teknologisk kapløb om udviklingen af kunstig intelligens og cybersikkerhed mellem USA og Kina. Begge stater vil have stærke nationale, private virksomheder; og ingen af dem tøver med at holde rivalerne ude af sine markeder. I et spil, hvor data er afgørende, forsøger politikerne at mestre denne balancegang mellem at begrænse modstandernes adgang til data og samtidig undgå at forringe egne tech-giganters muligheder. Verdens stormagter agerer ‘A.I.-nationalister’ [Artificial Intelligence; kunstig intelligens, red.], der hellere vil udøve national kontrol over internettet end at løse de globale problemer, som udviklingen af kunstig intelligens medbringer, fx udsigten til autonome dræberrobotter eller genmodificerede supermennesker.

At følge nationale spilleregler eller ej er nu et reelt konkurrenceparameter, der afgør, hvilke virksomheder får adgang til de eftertragtede data. Amerikanske virksomheder vurderer i stigende grad, at Kina med sin enorme befolkning, voksende velstand og oceaner af data er et marked, de ikke kan undvære. Googles forsøg på at udvikle en censor-venlig version af søgemaskinen til det kinesiske internet er det seneste og mest bemærkelsesværdige bevis på den erkendelse, da Google hidtil har taget størst afstand fra den kinesiske regerings censur af internettet. Kinesiske virksomheder har ikke noget valg om at føje sin regering eller ej, men anses til gengæld med skepsis af vestlige politikere, som er bekymrede over kommunistpartiets langtrækkende arme, øjne og ører. USA’s regering har i 2018 ved flere lejligheder forsøgt at forhindre kinesiske teknologivirksomheder adgang til det amerikanske marked; tydeligst da Trump-administrationen advarede mod at sælge mobilt udstyr fra producenten Huawei med henvisning til mulig kinesisk cyberspionage.

 

USA’s regering har i 2018 ved flere lejligheder forsøgt at forhindre kinesiske teknologivirksomheder adgang til det amerikanske marked
_______

 

Tech-industrien opfatter datagevinsterne som grundstenen for næste generation af innovation inden for kunstig intelligens – og politikerne ser det som midlet til at sikre sig førerpositionen i det globale teknologikapløb. AI-teknologi vil være kilde til økonomisk magt som en ressource, der vil drive vækst og skabelsen af nye industrier. Desuden vil det være kilde til militær magt gennem banebrydende våbenteknikker som cyberangreb og autonome våben. Staterne fatter således en stærk interesse i teknologien for at opnå denne magt og søger at bruge private virksomheder baseret i deres eget land som et redskab til det formål, fordi udviklingen af intelligente algoritmer er baseret på datamasser, som skabes i det private gennem folks forbrug af tjenester. Innovative selskaber vil kunne give nationerne en konkurrencefordel. Konkurrencen om kunstig intelligens bliver derfor et geopolitisk anliggende.

I dette ræs kan netop data og computerkraft vise sig at blive de ingredienser, der tipper vægtbalancen mellem åbne og lukkede samfundsmodeller. Ifølge den israelske historiker Yuval Noah Harari kan det liberale demokratis triumf over kommunismen i slutningen af sidste århundrede forstås ved at betragte dem som konkurrerende systemer i en kamp om evnen til at processere data og træffe beslutninger. Det 20. århundredes historie fortælles således som sejren af et decentralt data-processerings-systems (hvor hvert enkelt individ bidrager til samfundets beslutninger) over et centralt data-processerings-system (hvor alle vigtige beslutninger træffes af få eksperter). Det decentrale system var overlegent under epokens teknologiske rammer, fordi det var i stand til at træffe bedre beslutninger gennem demokratiske valg og de frie markedskræfter.

Det 21. århundrede byder på nye teknologiske forudsætninger, der muligvis kan falde ud til fordel for centraliserede systemer. ‘Big data’-algoritmer kan i stigende grad udnytte langt mere information, langt mere effektivt, og hvis trenden fortsætter, vil de derfor kunne træffe bedre beslutninger end decentrale processer baseret på menneskers dømmekraft. Amerikanske og kinesiske politikere er bevidste om den nye geopolitiske dynamik, hvor deres tech-giganter står til at vinde kapløbet ved at indsamle så meget data som muligt – og samtidig begrænse modpartens adgang. I dag bør vi ikke længere sammenligne åbne med lukkede systemer, men i stedet tale om centrale versus decentrale beslutningsmodeller.

 

Det 21. århundrede byder på nye teknologiske forudsætninger, der muligvis kan falde ud til fordel for centraliserede systemer
_______

 

Øget magtkoncentration hos private aktører
Det globale kapløb om data og magt introducerer en ny modsætning for lovgivere, som arbejder indenfor de eksisterende nationale rammer: Hvor staterne på den ene side har en interesse i at fremme sine egne virksomheders globale konkurrencefordele, skal de på den anden side sikre, at tech-giganterne ikke opbygger faretruende stor magt på hjemmemarkedet. Dét er det grundlæggende dilemma for monopol- og konkurrencelovgivning i starten af det 21. århundrede.

I EU, USA og Kina er både ideerne om monopollovgivning og interesserne ifm. at lovgive derfor vidt forskellige. I EU, hvor man har få stærke globale tech-giganter, er man gået længst for at begrænse virksomhedernes magt. Her fokuserer politikerne på at promovere konkurrence og forhindre markedskoncentration. I USA har man derimod tradition for at opfatte visse monopoler positivt og se monopollovgivning som unødvendig regulering af det frie marked, sidstnævnte inspireret af 1970’ernes Chicago-skole-økonomer som Milton Friedman. Myndighederne underlader at regulere markedet, medmindre forbrugere lider tydelig skade, fx i form af højere priser, og derfor er de tøvende med at gribe ind overfor gratis tjenester som Google og Facebook, selvom de nyder stor magt på markedet. Incitamentet for manglende indgriben er kun blevet større med tech-giganternes geopolitiske betydning. I Kina er ambitionen derimod at promovere stærkt regulerede giganter, som kan fremme styrets politiske mål nationalt og globalt. Gennem sin totale kontrol over internettet holder kommunistpartiet stramt opsyn med kinesiske tech-virksomheder, som er bevidste om, at de ikke kan eksistere uden styrets tilladelse.

De amerikanske og kinesiske internetselskaber – med Apple i front efterfulgt af Amazon, Alphabet (ejer af Google), Microsoft, Facebook, Alibaba og Tencent – er i dag verdens suverænt mest værdifulde firmaer, og deres kontrol over samfundets informations-infrastruktur giver dem en enorm magt. Disse tech-giganter bliver drevet fremad i en positiv spiral af netværkseffekter og stigende mængder data, der udnyttes til at udvikle endnu bedre produkter, som tiltrækker endnu flere brugere. Selvom de også jævnligt oplever tilbagegang, er det tydeligt, at de over en bred kam opnår øget indflydelse. Virksomhedernes store indtjening har endvidere gjort dem i stand til at cementere deres dominans ved at opkøbe, eller blot kopiere potentielle konkurrenter. Mange entreprenører står i dag overfor et valg om at tilslutte sig de etablerede spillere eller kæmpe en nådesløs udebanekamp mod dem.

Politikernes løsning på dilemmaet er i EU at begrænse deres magt; i USA at balancere den; og i Kina at maksimere den. Den centrale udfordring for konkurrencelovgivere er at tackle de dybere strukturelle årsager til, at industrien naturligt bevæger sig mod monopoldannelse, men netop dette formål står i kontrast til at sikre sig den globale konkurrencefordel. Regulering kan således risikere at blive et kapløb mod bunden, hvor politikere primært vil begrænse fremmede virksomheder. Konkurrencelovgivning af tech-industrien kan ikke længere vurderes alene på sine markedseffekter, men må i stigende grad ses i en geopolitisk kontekst.

 

Den centrale udfordring for konkurrencelovgivere er at tackle de dybere strukturelle årsager til, at industrien naturligt bevæger sig mod monopoldannelse, men netop dette formål står i kontrast til at sikre sig den globale konkurrencefordel
_______

 

Staternes svindende autoritet over transnationale tech-giganter
Den ironiske konsekvens for nationalstaterne er, at tech-giganterne i mangel på effektiv inddæmning har opbygget en magt så stor, at politikernes mulighed for at regulere selskaberne er udfordret. Virksomhederne har søgt at transcendere de nationale lovgivningsrammer ved at bevæge sig uden for lovgivernes rækkevidde. Denne modsætning mellem transnational identitet og national autoritet kommer allerede i dag til udtryk særligt på to områder: skat og samarbejdet med myndigheder.

Skatteunddragelse har længe været kilde til dårlig omtale for tech-giganterne og frustration for myndigheder. Det har fået både europæiske og amerikanske politikere til at præsentere lovinitiativer på området inden for det seneste år. EU-Kommissionen vil gerne implementere nye metoder til at allokere profit mellem territorier, så det er baseret på, hvor kunden befinder sig fremfor selskabernes geografiske hovedsæde. For omsætning fra digital aktivitet, som falder udenfor de eksisterende rammer, vil EU indføre en skat på 3 pct. Konkurrencekommissær Vestager fører ligeledes en kamp om at sætte en stopper for lukrative særaftaler indenfor Europas grænser, rettet mod Apple i Irland og Amazon i Luxembourg. Begge selskaber afviser at have gjort noget forkert. I USA håber regeringen i stedet på at lokke amerikanske virksomheders udenlandske kontantbeholdninger hjem, og selskabsskatten blev sidste år reduceret med bl.a. dette formål.

I en situation, hvor private teknologivirksomheder ses som fremtidig kilde til staternes magt, tillader lovgivere ikke selskaberne at operere udenom deres autoritet – heller ikke når det kommer til samarbejdet med myndighederne. Både Facebook og Apple er over de seneste to år blevet beordret til at bryde krypteringen af sine produkter for at hjælpe amerikanske myndigheder i efterforskningen af forbrydelser. Begge har protesteret over konsekvenserne for sine brugeres sikkerhed. I Apples konflikt med FBI i 2016 nægtede CEO Tim Cook at rette sig efter dessinerne ud fra devisen om, at ansvaret for Apples millioner af kunders privatliv vejer tungere end pligten til at føje autoriteterne. FBI opklarede sagen uden Apples samarbejde, og det blev derfor ikke testet, om Cook reelt havde autoriteten til at nægte ordren, men magtkampen mellem private virksomheder og offentlige myndigheder er langt fra afgjort.

De digitale selskabers evne til at undgå beskatning og særligt Apples kontroversielle håndtering af sagen i 2016 har udstillet politikernes afmagt og rejst spørgsmål om tech-giganters nationale tilhørsforhold. Hvordan skal Apple balancere ansvaret for internationale kunder mod sit forhold til den amerikanske stat? Og har verdensomspændende virksomheder nødvendigvis én nationalitet eller ét tilhørsforhold? En afgørende udfordring for nationalstaterne er at bevare magten til at kunne regulere transnationale selskaber, og politikerne har endnu ikke formuleret overbevisende svar på anklagerne om deres svindende autoritet i det 21. århundrede.

 

En afgørende udfordring for nationalstaterne er at bevare magten til at kunne regulere transnationale selskaber, og politikerne har endnu ikke formuleret overbevisende svar på anklagerne om deres svindende autoritet
_______

 

Big Techs sociale ansvar
Debatten om regulering af Big Tech har indtil nu primært drejet sig om virksomhedernes sociale ansvar. Det seneste års høringer af tech-ledere i den amerikanske kongres og Europa-Parlamentet har stillet skarpt på skyggesiderne af det globale kapløb efter teknologisk dominans: Hvor efterlader virksomhedernes (og indirekte: staternes) hungren efter data samfundet og det individuelle menneske?

Magtkampen mellem det etablerede system og den fremadstormende tech-industri har i dag to grene: en fælles opgave for civilsamfundet om at etablere nye normer, som motiverer virksomhederne til at regulere sig selv for at bevare et positivt image (som når Facebook og Twitter frivilligt sletter falske brugere på deres platforme); samt en tiltagende diskussion om staternes muligheder og politiske vilje til at tvinge virksomhederne til anderledes adfærd gennem lovgivning.

Det er blevet åbenlyst, at tech-giganterne spiller en vigtig rolle i at kanalisere information til befolkningen, som svarer til den, klassiske medier har haft i årtier, men under langt mindre tilsyn og regulering. Specielt den amerikanske offentlighed er i stigende grad bevidst om bias i de algoritmer, der prioriterer information og kontrollerer adgangen til viden. I Europa er data begyndt at blive betragtet som en ressource, der ikke naturligt tilfalder de virksomheder, som indsamler den. EU’s GDPR-lovpakke fra maj var et første skridt i denne retning mod at etablere nye principper om individuelt dataejerskab. Lovgivere og civilsamfund står i dag overfor en ny type udfordring med at regulere de sociale medier, men et fokus på virksomhedernes sociale ansvar løser ikke de fundamentale dilemmaer, som politikerne står overfor.

Teknologiudviklingen er del af en længerevarende trend mod større autonomi for transnationale selskaber uden for staternes rækkevidde. Politikerne er låst fast i en dynamik, hvor tech-giganterne på den ene side anses som et vigtigt teknologisk redskab i et geopolitisk stormagtsspil, mens det på den anden side er usikkert, hvilken trussel virksomhederne udgør for vores samfund, og hvordan de bør reguleres. Mens vi vurderer næste træk, øger giganterne sin indflydelse med skræmmende hastighed. ■

 

Teknologiudviklingen er del af en længerevarende trend mod større autonomi for transnationale selskaber uden for staternes rækkevidde
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland