20.06.2018

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister. Som abonnent får du hver år: 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter samt bl.a. den nye ebog “Velkommen til en verden med tre stormagter” (normalpris: 149 kr.)

_____________________________________________________________

Hvad siger det om Danmark, når danskere med mørk hud på stribe kan fortælle, hvordan de igen og igen uden grund bliver stoppet af politiet? Det fortæller, at politikerne lader frygten og ikke fornuften styre Danmark.

Kommentar af Randahl Fink Isaksen

“Heltemod” — det er et af den danske ordbogs allerbedste ord. Ordet minder os om, at vi danskere i århundreder har tænkt, at de sande helte havde mod. Man kan vinde, hvis man har modet til at tro på sig selv og på hinanden. Det giver en helt særlig, sund mentalitet at tænke sådan — et konstruktivt tankesæt.

Vi lever i en tid, hvor ordet heltemod sjældent bliver brugt. Tidens modeord er “tryghed”. I den politiske kommunikation bliver ordet hele tiden brugt til at udbrede forestillingen om, at verden er et utrygt sted, og kun vore politikere kan redde os fra den lurende fare. Politikerne vil ikke have os til at tro, at de er modige. Nej, vi skal blot tro på, at de er lige så bange for verden, som de synes, vi burde være.

 

Politikerne vil ikke have os til at tro, at de er modige. Nej, vi skal blot tro på, at de er lige så bange for verden, som de synes, vi burde være
_______

 


Danmark har aldrig før været så trygt som nu. I vore oldeforældres tid, døde mennesker i hobetal af sygdomme, vi endnu ikke kunne kurere. Vore bedsteforældre oplevede en verdenskrig, der på få år dræbte 80 millioner mennesker.

Da jeg var barn havde trafikstyrelsen en kampagne, der hed »2 igen i morgen«. Den fortalte, at man skulle se sig for i trafikken, for der var 2 trafikdrab hver dag. Alligevel var vi aldrig bange for at færdes på vejen, for sandsynligheden for, at netop vi ville blive dræbt, var jo meget lille.

I dag er frygten blevet irrationel. De sidste 30 års terrorsager på dansk jord har medført 2 dræbte. Ikke »2 igen i morgen«, nej, 2 dræbte —  i alt — på 30 år. Selv heste har mere succes med at slå danskere ihjel (1-2 årligt), men det er altså terroristerne, som mange politikere er bange for.

Under den kolde krig var der en velbegrundet frygt, fordi verden flere gange var uhyggeligt tæt på atomkrig. Vi kunne have brugt millioner på at bygge atomsikre beskyttelsesrum dybt under jorden, men det gjorde vi ikke. Nu om dage indhegner vi vore havne og fylder vore bymiljøer med terrorsikring. Selv min fredelige, lille by Vejle har fået enorme betonblokke udenfor indkøbscenteret Bryggens indgang — for tænk nu, hvis Al-Qaeda skulle finde på at køre en lastbil tværs igennem Kvickly!

I det moderne Danmark vil mange politikere have os til at frygte etniske mindretal, som om et menneskes kulturbaggrund eller hudfarve er en lakmustest på et menneskes indhold. Disse politikere taler, som om enhver arabisk nydansker blot er en sovende islamist, der endnu ikke er vækket.

 

I det moderne Danmark vil mange politikere have os til at frygte etniske mindretal, som om et menneskes kulturbaggrund eller hudfarve er en lakmustest på et menneskes indhold
_______

 

»Danmark for dem, der kan og vil«, hed Venstres slogan længe, indtil de fandt ud af, at dem, der kan og vil, faktisk heller ikke var velkomne. I sloganet gemmer sig den præmis, at der er mange, der ikke kan og ikke vil — det bliver blot sagt indirekte, sådan som statsminister Lars Løkke Rasmussen har for vane.





Forleden, ved forårets muslimske højtid, på arabisk kaldet Eid al-Fitr, opstillede Lars Løkke igen en falsk præmis ved at ønske god Eid-fest til den delmængde af de danske muslimer, »som har taget Danmark og vores frihedsværdier til sig« — som om det var normen, at det har muslimerne ikke.

Hvor ér det i grunden en besynderlig tilgang til andre mennesker. Forestil dig en statsminister, der ønskede »glædelig Jul til alle kristne, der ikke har begået forbrydelser«, blot fordi nogle få kristne har, eller tænk hvis nogen påstod, at alle i Lyngby-Taarbæk kommune havde en useriøs og mistroisk tilgang til nydanskere, blot fordi én beboer på Marienborg har det.

Problemet med etnicitetsfrygten er, at den gør os alle dårligere til at forstå de mennesker, vi omgås. Lige som skovens fugle lærer, at bestemte advarselsfarver indikerer fare, bliver vi af vore politikere skolet ind i den åbenlyst forkerte tanke, at farvet hud betyder farlig. Politikerne forsvarer sig med, at de skam ikke er racister — de ønsker blot at diskutere de reelle problemer og modarbejde islamisering. Men sandheden er, at Lars Løkke Rasmussen med sit vedblivende negative fokus på etniske mindretal skaber racisme i befolkningen. Senest ved at omtale de boligområder, hvor mange nydanskere af økonomiske grunde er tvunget til at bo, som “ghettoer”. Læseren kan selv drage en historisk parallel til det ordvalg.

Det bliver ofte fremhævet, at efterkommere af indvandrere er mere kriminelle end andre grupper. I politikernes iver efter at tale integrationen ned, glemmer de bare at nævne, at det i løbet af et kalenderår er 97 pct. af nydanskerne, der ikke bliver dømt for kriminalitet (tallet for andre er: 99 pct.). Det fremhæves også tit, at mandlige, somaliske efterkommere af indvandrere begår mere vold end gennemsnittet. Men igen glemmer politikerne at nævne, at det fx i 2016 var blot 45 somaliske efterkommere, der blev dømt skyldige i en voldsforbrydelse (der bor 21.110 somaliere i landet)*

 

Sandheden er, at Lars Løkke Rasmussen med sit vedblivende negative fokus på etniske mindretal skaber racisme i befolkningen
_______

 

Radio24syv Morgen inviterede Inger Støjberg i studiet 12. juni og lod lytterne ringe ind med kritik. Flere danskere fortalte, at de opfattede hende som racist, men Inger Støjberg svarede: »Jeg synes da i øvrigt tit, at jeg fremhæver det positive ved integrationen«. Jeg anbefaler enhver, der er i tvivl om den påstands gyldighed, at besøge Inger Støjbergs Facebookside.

Hvis regeringen virkelig ville integrationen, kunne den fylde medierne med positive historier om alle de 97 pct. af nydanskerne, der ikke begår kriminalitet, hvoraf mange spiller en aktiv rolle i vores samfund. Det kunne vise den lille restgruppe, at Danmark ikke kun er et sted, hvor integrationsministeren jævnligt er i samråd om ulovlig behandling af asylansøgere, men et fællesskab, alle kan være en del af. Får vi mon et integrationssucces.dk fra Inger Støjberg? Domænenavnet er ledigt.

I USA har man et begreb, der hedder »driving while black«. Det beskriver, at mennesker bliver stoppet af politiet uden anden grund end den, at det vækker mistanke, at de er sorte. Måske fordi politifolk ubevidst frygter mennesker, der ikke er af deres egen race, eller måske fordi de fejlagtigt laver den kortslutning, at hvis de tidligere har anholdt sorte medborgere, så siger selve hudfarven noget om den enkelte. Et eksempel var Starbucks-sagen fra april, hvor to sorte mænd i Philadelphia blev anholdt for at være på Starbucks “iført” sort hud.

For nyligt bragte DR et tankevækkende program, der dokumenterede, at »driving while black« også er blevet et dansk fænomen. Danskere med mørk hud fortalte på stribe, hvordan de igen og igen blev stoppet af dansk politi uden nogensinde at have gjort noget. Selv den farvede mand Sarmad Mochlif var blevet stoppet uden grund — han er selv politimand. DR kunne med hjælp fra Dansk Statistik vise, at indvandrere og deres efterkommere havde op til 88 pct. større risiko for at blive anholdt af politiet for noget, de ikke havde gjort.

I et helt nyt eksempel fra 13. juni 2018 var et dansk par ude at gå en tur på Aalborg havn. Angiveligt fordi det var let at se, at de er muslimer, blev de meldt til politiet for mistænkelig adfærd; og den følgende nat blev manden opsøgt af bevæbnet politi, mens han sov, og afhørt med mistanke om terror. Politiet har efterfølgende erkendt, at dette var en fejl.

Som et falsk fyrtårn leder frygten Danmark i en retning, hvor vi bruger vores tid og vore ressourcer forkert. Når en politimand stopper et menneske for at gå tur og være muslim, er der andet, væsentligt politiarbejde, der ikke bliver udført. Og når vore politikere gang på gang bruger millioner af kroner på stadigt skrappere overvågning af befolkningen, er der andre konstruktive ting, vi ikke får råd til. Vi får skabt et samfund, hvor udgangspunktet er mistillid frem for tillid. Det får os til at manøvrere irrationelt, og det koster dyrt.

 

Som et falsk fyrtårn leder frygten Danmark i en retning, hvor vi bruger vores tid og vore ressourcer forkert. Når en politimand stopper et menneske for at gå tur og være muslim, er der andet, væsentligt politiarbejde, der ikke bliver udført […] Vi får skabt et samfund, hvor udgangspunktet er mistillid frem for tillid. Det får os til at manøvrere irrationelt, og det koster dyrt
_______

 

Vi har brug for politikere, der tør gå foran og tro på, at vi vil hinanden det godt, præcis som statistikkerne viser. Vi har ikke brug for politikere, der fortæller os den halve sandhed, at der begås mere vold blandt en lille gruppe på 45 somaliere. Vi har brug for politikere, der fortæller os hele sandheden: At 97 pct. af nydanskerne er helt almindelige, lovlydige borgere.

Danmarks politikere bør være forbilleder, der træder ud i verden med åbne arme og viser os, at vi kan tro på hinanden og skabe fremtiden sammen. Drop frygten — find heltemodet frem! ■

* Dette afsnite er blevet korrigeret. I den første version af artiklen hed det: “I politikernes iver efter at tale integrationen ned, glemmer de bare at nævne, at 97 pct. af nydanskerne ikke er kriminelle. Det fremhæves også tit, at mandlige, somaliske efterkommere af indvandrere begår mere vold end gennemsnittet. Men igen glemmer politikerne at nævne, at der kun er 45 kriminelle, somaliske efterkommere i alt i Danmark, mens der bor 21.110 somaliere i landet”

Randahl Fink Isaksen (f. 1975) er selvstændig erhvervsdrivende siden 1999 og samfundsdebattør. ILLUSTRATION: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) [foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix]