16.03.2018

„Oppositionspartierne vil blive ved med at være oppositionspartier. ANC er stadig et meget stærkt parti, så jeg tror nærmere, at udfordringen for Ramaphosa er at finde i ANC’s interne fraktioner. Han vil næppe kunne bringe sine reformer igennem uden at kæmpe interne kampe i sit eget parti‟ – Ulriksen

„Selvom ANC stadig nyder stor prestige i kraft af at være frihedspartiet, der bekæmpede Apartheid, så man tydeligt ved regionsvalgende, at opbakningen kan smuldre, og at der er en grænse for, hvor meget partiet vil tillade en person at skade dets image‟ – Kjær

Interview med Anne Mette Kjær, lektor i Statskundskab, og Marianne Ulriksen, adjunkt i Statskundskab

Interview af Jonas S. Jensen

RÆSON: Jacob Zuma har haft magten i Sydafrika siden 2009, og mange beskriver hans regeringsperiode som et tabt årti for nationen. Hvad mener du, Zuma har betydet for Sydfrikas politiske udvikling?
Kjær: Siden Nelson Mandela og African National Congress (ANC) efter de demokratiske valg overtog fra Apartheidstyret i 1994 og indførte en ny demokratisk forfatning har det store spørgsmål været, hvorvidt Sydafrika efterhånden ville komme til at ligne andre stater i Afrika syd for Sahara med henblik på patriomonialisering, altså hvorvidt staten blev mere personificeret og afhængig af individer mere end institutioner. Denne personificering af staten er et udbredt karaktertræk i mange andre afrikanske stater, hvor institutioner ligger under for stærke lederskikkelser og derfor lettere bliver ofre for korruption. Zumas regering og de omfattende korruptionsskandaler, der har fulgt den, er et eksempel på en vis grad af patriomonialisering. Eksempelvis er Sydafrikas skattevæsen, der tidligere har haft ry for at være meget pålideligt, præget af korruption, for ikke at nævne de omfattende private bygningsprojekter, Zuma har finansieret med statsmidler.

RÆSON: I december valgte ANC med et lille flertal en ny leder, Cyril Ramaphosa. Der er stor tillid til, at han vil gøre op med korruptionen og søge at få Sydafrika økonomisk tilbage på sporet. Hvad siger Ramaphosa og ANC’s succesfulde afsættelse af Zuma d. 14. februar om mulighederne for at vende patriomonialiseringen?
Kjær: I løbet af februar så man, at institutioner som ANC-partiet formåede at afsætte Zuma mod hans vilje. Det er et klart tegn på, ANC stadig er et institutionaliseret parti med et ønske om at vinde demokratiske valg. Selvom ANC stadig nyder stor prestige i kraft af at være frihedspartiet, der bekæmpede Apartheid, så man tydeligt ved regionsvalgende, at opbakningen kan smuldre, og at der er en grænse for, hvor meget partiet vil tillade en person at skade dets image. Styrken af Sydafrikas demokratiske institutioner og politiske arvefølgemekanismer er særligt fremtrædende, hvis man sammenligner med et land som Uganda. Regeringspartiet National Resistance Movement har meget tilfældes med ANC som græsrodsbevægelse og friheds-/oprørsparti mod Milton Obote regime, men er stadig i høj grad i hænderne på præsident Yoweri Museveni, der har regeret siden 1986. Ramaphosas magtovertagelse i Sydafrika har vist, at partiet er stærkere end personen, Zuma, der kunne være blevet siddende helt indtil 2019, men presset blev simpelthen for massivt.

 

Selvom ANC stadig nyder stor prestige i kraft af at være frihedspartiet, der bekæmpede Apartheid, så man tydeligt ved regionsvalgende, at opbakningen kan smuldre, og at der er en grænse for, hvor meget partiet vil tillade en person at skade dets image
_______

 

RÆSON: Hvad er forventningerne til den nye præsident, Cyril Ramaphosa? Vil hans reformer kunne rette op på Sydafrikas problemer?
Ulriksen: Ja, det tror jeg, men man skal selvfølgelig være forsigtig med at håbe for meget. I hans første store tale siger han mange af de helt rigtige ting: At man vil slå ned på korruption eksempelvis. Vigtigere endnu er, at han følger disse løfter op med handling. Han har fx fået arresteret Gupta-brødrene (Forretningsmænd med forbindelser til Zuma og bredt anderkendte som bagmænd bag megen af korruptionen i Sydafrika, red.).

Jeg er dog nervøs for, hvorvidt Ramaphosa, selvom der er tårnhøje forventninger til ham, kan overkomme mange af de meget svære udfordringer, han står overfor. Blandt andet frygter jeg, at det bliver svært at tackle de store problemer med arbejdsløsheden blandt især de ufaglærte unge. Rigtig mange arbejder uformelt, og det bliver helt klart en prioritet at opkvalificere arbejdsstyrken og at rette op på uddannelsessystemet, der har været plaget af forfejlede strategier. Derudover er der også udfordringer med manglende serviceydelser, den voksende ulighed i samfundet og spørgsmålet om en mere ligelig fordeling af landbrugsjorden. Når man skal håndtere de spørgsmål, kan man også forestille sig, at Sydafrikas institutioner måske ikke har så stor en kapacitet, som Ramaphosa gerne vil have. Jeg tænker eksempelvis på statsadministrationen, selvom den selvfølgelig har en større kapacitet end mange andre steder på kontinentet, er den dog ikke særlig kompetent.

RÆSON: Zumas fald fandt overraskende sted næsten samtidig med afslutningen på Zimbabwes diktator Robert Mugabes styre. Kan man trække paralleller mellem ANC’s og Zimbabwes regeringsparti ZANU-PF’s beslutning om at dumpe deres leder?
Kjær: Mugabe var ved magten i lang tid og besad også en høj grad af legitimitet, især fordi han blev anset for at være en parallel til Nelson Mandela som frontfigur for frihedskampen. Derfor var det jo også meget sværere at afsætte ham, selvom han havde gjort stor økonomisk skade ved at konfiskere de hvide farmeres ejendom, så deres produktion kollapsede. Men da Mugabe forsøgte at få sin kone, Grace, indsat som efterfølger, og hun udfordrede den gamle partielite, der havde tætte bånd til militæret, så var det et skridt for langt, og det ville partiet ikke acceptere. I Zimbabwe ser vi også, at partiet i sidste ende er stærkere end personen.

 

I Zimbabwe ser vi også, at partiet i sidste ende er stærkere end personen
_______

 

RÆSON: Kunne det stærke parti blive en udfordring for Ramaphosas forsøg på reform?
Kjær: Det vil jo komme an på, hvem der for alvor har magten i partiet og hvilke magtorganisationer, man søger støtte hos, for hvis et flertal i partiet føler sig truet, har de jo magten til at gøre op med præsidenten. Når man taler om antikorruptionsreformer, skal man jo nøje overveje, hvem man træder over tæerne og hvilke grupperinger, der er magtfulde.

RÆSON: Er der opstået en decideret korruptionskultur i den sydafrikanske stat og dens institutioner?
Ulriksen: Næsten alle lande har et vist omfang af korruption, og Sydafrika har jo tidligere kunnet bryste sig af ikke at have den form for indgroet korruption, der har bredt sig i alle systemets arme. Men under Zuma har man jo desværre set en udbredelse af korruption, der er kommet tættere på staten og den politiske top og videre ud i den økonomiske sektor. Ikke desto mindre vil jeg ikke beskrive Sydafrika som en korruptionskultur, da man stadig respekterer normerne på gadeniveau. Man bestikker ikke nødvendigvis politimanden for at slippe for sin fartbøde. Man ser det eksempelvis tydeligt i opbakningen til oppositionspartiet Democratic Alliance (DA), der netop profilerer sig på at gøre op med korruption og promoverer transparent administration, at mange i befolkningen ikke ser korruption som en acceptabel del af deres samfund.

 

[Jeg vil] ikke beskrive Sydafrika som en korruptionskultur, da man stadig respekterer normerne på gadeniveau. Man bestikker ikke nødvendigvis politimanden for at slippe for sin fartbøde
_______

 

RÆSON: Vil Ramaphosa kunne tackle alle disse problemer ved egen kraft eller får han brug for at hente støtte hos andre partier?
Ulriksen: Jeg tror, at oppositionspartierne vil blive ved med at være oppositionspartier. ANC er stadig et meget stærkt parti, så jeg tror nærmere, at udfordringen for Ramaphosa er at finde i ANC’s interne fraktioner. Han vil næppe kunne bringe sine reformer igennem uden at kæmpe interne kampe i sit eget parti. Eksempelvis er der i ANC nogen mere socialistiske fløje, der vil modsætte sig et forsøg på at liberalisere økonomien og privatisere nogle af de statsejede virksomheder, hvilket man godt kunne forestille sig, ville blive en lidt for kontroversiel reform at starte ud med. Omvendt er der ikke længere den samme tålmodighed i befolkningen, når det kommer til økonomisk omfordeling, og man ser i den stigende opbakningen til det radikale parti Economic Freedom Fighters (EFF), at der er et reelt pres for ikke bare at skabe politisk, men også økonomiske reformer, der kommer de fattigste til gode. Cyril Ramaphosa oplever således et pres fra to sider hvor nogle ønsker en større grad af økonomisk liberalisering og andre snarere ønsker en større statsstyret omfordeling. Den første er udtrykt ved oppositionspartiet DA og den anden ved EFF, men også internt i ANC findes begge lejre.

RÆSON: Vil ANC kunne vinde endnu et stort flertal til næste valg, eller vil de andre partier udfordre deres dominans?
Ulriksen: Hvis Ramaphosa har held med at begynde på nogen af sine reformer og kan holde begejstringen i live, så er der jo faktisk ikke så længe til valget i 2019. Så jeg tror, at ANC har en reel chance for at gå frem i forhold til den tilbagegang, de fik ved kommunalvalgene. Udsynet til Zuma som præsident har formentlig afskrækket mange fra at stemme ANC, og mange har måske derfor slet ikke stemt, men med en ny lederskikkelse tror jeg, mange vil genfinde sin tillid til partiet i hvert fald på den korte bane.

 

Med en ny lederskikkelse tror jeg, mange vil genfinde sin tillid til partiet i hvert fald på den korte bane
_______

 

RÆSON: Er der stadig håb for vækst i Sydafrika? Ville investeringer fra udlandet kunne spille en rolle i at genopbygge økonomien eller er virksomhedsflugten allerede for udbredt?
Ulriksen: Udlandsinvesteringer og firmaers generelle tiltro til økonomien har uden tvivl lidt under Zuma, men derfor tror jeg også, at Ramaphosa, der jo har ry for at være en fornuftig forretningsmand, vil kunne genskabe privatsektorens tiltro til økonomien. Man så jo, at rand’en strøg opad i kurs så snart Ramahosa trådte til.

Der er helt sikkert stadig stor interesse i at investere i Sydafrika, for det er stadigvæk den vigtigste økonomi i Afrika. Særligt fordi Sydafrikas økonomi ikke er afhængig af en enkelt sektor, men har en stærk og diversificeret privatsektor i forhold til andre afrikanske lande, fx Nigeria, der jo primært drives af olieudvindingen. Det er derfor ofte Sydafrikanske virksomheder som supermarkeder, restauranter og hoteller, der spreder sig udover grænserne og helt op i Østafrika.

Der vil dog være udfordringer indenfor især manufaktur, hvor man kan anvende en masse ufaglært arbejdskraft, men som har mistet en del af markedet, fordi man ikke har gjort det konkurrencedygtigt, samtidig med at stærke fagforeninger har holdt lønomkostninger i vejret. Jeg tror også, at der vil være en økonomisk udforinger i de sektorer, som er halvvejs ejet af staten. Eksempelvis har strømforsyningens firmaet Eskom, der skaber forudsætninger for mange andre virksomheders trivsel, lidt under Zumas misadministration. Det blev drevet på en måde, der hverken optimerede økonomien eller konkurrenceevnen.

RÆSON: Man hører jo, at Ramaphosas person alene har vakt stor økonomisk tillid til Sydafrika. Tror du, at hans person alene kan gøre en forskel for Sydafrika og ANC?
Kjær: Jeg er lidt skeptisk overfor, hvor meget enkelte personer kan gøre, og nu er det jo også partiet, der har væltet Zuma. Jeg tror, det betyder rigtigt meget, at præsidenten har opbakning af de vigtigste fraktioner i partiet, og partiet ved, at de ikke længere kan regne med et monopol på befolkningens støtte, hvis de ikke leverer vækst. Jeg tror faktisk, det er meget sundt, at andre partier får en stigende indflydelse og udfordrer ANC. Hvis ANC bliver presset til at få en ny ledelse og ny dynamik, kunne man godt gisne om, at befolkningen ville genfinde tilliden til dem. ■

 

Jeg tror faktisk, det er meget sundt, at andre partier får en stigende indflydelse og udfordrer ANC
_______

 

Anne Mette Kjær er lektor ved Aarhus Universitets Institut for Statskundskab og forsker i regeringsførelse og politik i Afrika

Marianne Ulriksen er adjunkt ved Syddansk Universitets Institut for Statskundskab og forsker i samfundsforhold, politik og social udvikling i Afrika.

ILLUSTRATION: Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa [foto: Eranga Jayawardena/Scanpix]