13.10.2018

”Vi ser nu en stigende mængde evidens for, at planetens tærskel allerede kunne ligge ved en opvarmning på to grader celsius, som ville være forårsaget af vores afbrænding af fossile brændstoffer og nedbrydningen af skov og land. Det vil sige, at overstiger vi de to grader, kan vi sætte nogle uafvendelige processer i gang, som vil ændre biosfæren fra at være et selvafkølende carbon-lagerrum til at være en selvopvarmende carbon-udleder.”

Interview med professor i miljøvidenskab Johan Rockström, tidligere chef for Stockholm Resilience Centre og tiltrædende meddirektør i Postdam Institute for Climate Impact Research

Et interview i RÆSONs klimaserie af Eugen Shapiro

RÆSON: Store dele af Europa er i denne sommer blevet ramt af hedebølger med usædvanligt høje temperaturer, især i Portugal og Spanien. Er disse hedebølger forbundet med global opvarmning?
ROCKSTRÖM: Der er meget solid videnskabelig evidens for, at global opvarmning forårsaget af menneskelig aktivitet forstærker ekstreme vejrfænomener. De hedebølger, vi har set fra Skandinavien til Sydeuropa, såvel som skovbrandene i Californien og Grækenland og den ekstreme tørke i Australien, er alle forbundet med den globale opvarmning. Når den globale gennemsnitstemperatur stiger med én grad, bliver disse ekstreme fænomener forstærket. Normalt besvarer forskerne dit spørgsmål med et ”det kan vi ikke påstå”. Hvad vi mener med det, er, at vi ikke præcist kan forudsige det næste høj- eller lavtryk, en storm, eller et hvilket som helst enkeltfænomen alene ud fra den globale opvarmning. Men hvad vi kan sige med 100 pct. videnskabelig sikkehed, er, at den globale opvarmning forstærker de hedebølger, vi ser i dag.

Dertil er der endnu en potentiel årsag til højtrykshedebølgen, som også har rod i den globale opvarmning. Meget evidens tyder på, at når opvarmningen af Arktis er på over to grader og har en hastighed, der svarer til det dobbelte af planetens, alt imens den arktiske is smelter, medfører opvarmningen, at den arktiske vortex bliver langsommere. Vortexen er et fænomen, som indgår i et vejrsystem, der fastholder kold luft i Arktis. Bliver den langsommere, sker der en ændring i trykgradienten mellem den tropiske varme luft og den kolde luft i Arktis. Dette medfører, at den jetstrøm, som netop er et resultat af den nuværende gradient, bremses og bliver mere buet. Inde i dens krumninger bliver de forskellige høj- og lavtryk så fastlåst. Så høj- og lavtrykssystemer risikerer altså at sidde fast i forskellige områder i længere tid end normalt. For et par år siden var der ekstremt koldt vejr i Danmark, Sverige, Canada og dele af Nordamerika. Det var det første eksempel på et højtryk, der sad fast på grund af den snoende jetstrøm. Og nu ser vi det andet eksempel på et større højtryk. Det er et stokastisk fænomen, så vi kan ikke forudsige det præcist. Men det faktum, at det har varet ved i så lang tid, kan altså forbindes med jetstrømmens afbøjning, som er en konsekvens af den smeltende is og opvarmningen af Arktis.

Det er de to årsager til, at vi videnskabeligt kan påstå, at der er en sammenhæng mellem hedebølgerne i Europa og den globale opvarmning.

RÆSON: Ifølge Martin Stendel, klimaforsker fra Danmarks Meteorologiske Institut, skyldes hedebølgerne i Sydeuropa en strøm af varme luftmasser fra Sahara. Det lyder vel snarere som et tilfældigt, midlertidigt fænomen end som et tegn på en global udvikling?
ROCKSTRÖM: Ja, og netop derfor er forskere meget forsigtige, når de besvarer det første spørgsmål, du stillede. Det typiske svar er: “Intet enkeltfænomen kan forbindes med klimaændringerne”. Og det er korrekt – man kan ikke forudsige enkelte vejrfænomener alene på baggrund af den viden, at den globale temperatur er steget med én grad. Hedebølgen kan være et komplekst resultat af et højtryk, der er blevet fastlåst på grund af jetstrømmen, og som er blevet forstærket af vindene fra Sahara PLUS den globale temperaturstigning på én grad. Der kan desuden være endnu flere parametre, der har en forstærkende effekt på det, vi har oplevet i sommer. Min pointe er blot, at siden den sidste istid har den gennemsnitlige temperatur på kloden været på 14,5 grader celsius, og nu er den 15,5 grader celsius. Dette påvirker vejret og medfører en stigning i den gennemsnitlige temperatur i et hvilket som helst vejrfænomen, og vi har adskillige observationer, der bekræfter det.

 

Min pointe er blot, at siden den sidste istid har den gennemsnitlige temperatur på kloden været på 14,5 grader celsius, og nu er den 15,5 grader celsius. Dette påvirker vejret
_______

 

RÆSON: For nylig publicerede du sammen med dit forskerteam på Stockholm Resilience Centre en artikel i Proceedings of the National Academy of Sciences, hvori I beskriver et muligt såkaldt ”hothouse Earth”-fremtidsscenarie. I dette scenarie vil den globale opvarmning, der er forårsaget af menneskelig aktivitet, udløse en proces, der medfører en voldsommere ukontrollerbar opvarmning på op til fire-fem grader over det førindustrielle niveau. Kan du beskrive denne proces?
ROCKSTRÖM: Forskere er ved at få en bedre forståelse af det såkaldte Earth System, som er et komplekst og selvregulerende biofysisk system. Det indeholder biologiske og fysiske processer, der tildeler systemet en vis modstandkraft – op til et bestemt niveau.

Planeten kan være i to forskellige tilstande – den ene består i en istid på cirka 100.000 år, hvor temperaturen gennemsnitligt er fire grader koldere end i dag, og denne efterfølges af kortere varmeperioder, vi kalder mellemistider. Vi har befundet os i en mellemistid siden den sidste istid (cirka 12.000 år). I løbet af denne mellemistid, også kendt som den Holocæne epoke, er den varme, stabile tilstand blevet vedligeholdt ikke kun grundet Jordens afstand til Solen, men også på grund af oceanernes, skovenes, jordlagenes og islagenes specifikke konfiguration, som har bidraget til biosfærens regulering af klimasystemet. Fx er en betydelig del af den varme, der strømmer til Jorden, reflekteret tilbage ud i rummet takket være Jordens farve. Det permanente lag af is i eksempelvis Arktis og Antarktis udgør den hvide overflade, der fungerer som et nedkølende system, da den reflekterer over 80 pct. af solens stråling tilbage ud i rummet. Vi ved også, at siden vi begyndte at destabilisere den globale energibalance ved at udlede drivhusgasser under den industrielle revolution, har planeten udvist en bemærkelsesværdig evne til at anvende disse biofysiske processer til effektivt at nedkøle planeten og dermed bevare den i en ligevægtstilstand. Faktisk er 50 pct. af den varmeforøgning, der er forårsaget af afbrænding af fossile brændstoffer, blevet absorberet af oceaner, skove og jorde, der neddæmper vores påvirkning og nedkøler planeten. Denne massive opsugning af carbon på land og i havene samt absorberingen af varme i oceanerne er et markant bevis på Jordens modstandkraft.

Men i dag har vi stigende mængder af videnskabelig evidens, der tyder på, at biosfæren er ved at miste evnen til at neddæmpe menneskeskabt global opvarmning, og at Jordens biofysiske system meget pludseligt kan skifte til at udskille carbon frem for at absorbere det, hvis vi når et bestemt vendepunkt. Regnskove kan blive til savanner, isen kan smelte ud i åbne vandsystemer, og oceaner og jordbunde kan begynde at udskille frem for at optage carbon. Konsekvensen vil være, at de såkaldte “negative feedbackmekanismer” – de neddæmpende og afkølende mekanismer – vil ændres til at være positive, selvforstærkende mekanismer, der vil føre til mere opvarmning. Vi har allerede set tegn på dette skift mellem nedkølende og opvarmende mekanismer i noget tid såsom udledningen af methan fra optøende permafrost og jordbundens aftagende evne til at oplagre carbon grundet skovrydning. Flere videnskabelige undersøgelser viser nu også, at systemer faktisk kan overskride disse vendingspunkter, og når systemet slår revner, mister planeten efterhånden evnen til at opretholde disse negative feedbackmekanismer og bliver dermed mere ustabil. Spørgsmålet er så: Er vi ved at lægge et så stort pres på systemet, at vi kan krydse et punkt, hvor planeten skifter fra dens nuværende selvnedkølende tilstand til en selvopvarmende tilstand?

Vi ser nu en stigende mængde evidens for, at planetens tærskel allerede kunne ligge ved en opvarmning på to grader celsius, som ville være forårsaget af vores afbrænding af fossile brændstoffer og nedbrydningen af skov og land. Det vil sige, at overstiger vi de to grader, kan vi sætte nogle uafvendelige processer i gang, som vil ændre biosfæren fra at være et selvafkølende carbon-lagerrum til at være en selvopvarmende carbon-udleder.

 

Vi ser nu en stigende mængde evidens for, at planetens tærskel allerede kunne ligge ved en opvarmning på to grader celsius
_______

 

RÆSON: Hvilke specifikke faktorer kan udløse denne proces? Og hvilken evidens er det, vi ser på disse faktorer?
ROCKSTRÖM: Drivkraften bag dette ville være de fortsattte klimaændringer forårsaget af menneskets afbrænding af fossilt brændstof og skovrydning. Vores artikel er dog også en opfordring til det videnskabelige samfund til at lave flere undersøgelser. Vi påstår ikke, at vi kender planetens præcise vendepunkt. Vi argumenterer for, at der findes et punkt, hvor feedbackmekanismerne skifter fra negative til positive. Dertil har vi fremstillet en hypotese om, at dette skift kunne fremkaldes af en serie af omvæltninger. Det vil sige, at planeten ikke blot vil nå et vendepunkt på en gang, hvor alle biofysiske systemer pludselig skifter fra nedkøling til opvarmning. Snarere vil der være et sæt biologiske mekanismer, der kontrollerer planeten, som vil være mere sensitive end andre, og de kan begynde at skifte allerede ved en opvarmning på to grader. Dette skift vil så medføre en øget opvarmning på 0,5 grader, som vil presse de mere modstandsdygtige systemer ud over deres grænsepunkt med en øget opvarmning til følge og så videre. På den måde vil alle disse vendingspunkter skabe en dominoeffekt.

Meget evidens taler for, at systemer som regnskoven i Amazonas og dele af den arktiske og grønlandske is kan være sensitive over for en opvarmning på kun en til tre grader. Overstiger vi denne grænse, kan temperaturen presses til en yderligere opvarmning på måske omkring tre grader. Dette ville så fremprovokere en omvæltning af de mere robuste systemer, som så ultimativt vil resultere i dominoeffekten.

Men det er stadig usikkert, hvor den biofysiske tærskel præcist ligger. Vi ved, at der findes forskellige stabile tilstande i økosystemer, større biomer og systemer såsom monsuner, jetstrømmen og El Niño-oscillationen. Derfor opfordrer vi vores kollegaer til at undersøge risiciene ved sådanne vendepunkter i Earth System-modellen, som den ser ud i dag. Artiklen er ligeledes en opfordring til diverse videnskabssponsorer til at investere mere i den næste generation af modelleringer af Earth System og i diverse analyser af de risici, vi står over for, når menneskeheden bliver ved med at lægge pres på planeten. Selvom der er en masse usikkerhed relateret til problemet, burde det, at evidensen peger på eksistensen af denne tærskel, medføre en større forsigtighed fra vores side. Der bør være en større anerkendelse af den kendsgerning, at vi står over for reelle risici. Men som det også indikeres af selve ordet ”risiko”, er der en vis grad af usikkerhed.

RÆSON: Men har du nogen vurdering af, hvor sandsynligt dette scenarie er?
ROCKSTRÖM: Vi har indtil videre ikke noget estimat af sandsynligheden. Vi ved, at gennemsnitstemperaturen nu er 1,1 grader over det førindustrielle niveau, og vi vil se en global opvarmning på i hvert fald 1,5 grader, som allerede er indbygget i det biofysiske Earth System. Vi har altså 0,5 grader tilbage. Vi ved, at hvis udviklingen fortsætter, som den gør nu, vil vi sandsynligvis nå en opvarmning på de to grader inden for 30-50 år – altså inden for den næste generations levetid. Sandsynligheden for, at vi dermed vil udløse disse uomvendelige mekanismer, kender vi ikke endnu, men vores undersøgelse viser, at vi ikke længere kan udelukke risikoen for at overskride systemets vendepunkt.

 

Vi ved, at hvis udviklingen fortsætter, som den gør nu, vil vi sandsynligvis nå en opvarmning på de to grader inden for 30-50 år
_______

 

RÆSON: Kan eksempelvis hedebølgerne i Europa bidrage til en udvikling mod dette vendepunkt?
ROCKSTRÖM: Jeg vil ikke tolke de ekstreme vejrforhold som fænomener, der accelerer bevægelsen mod punktet. Der er dog en bemærkelsesværdig detalje her: Vi har haft markante El Niño-perioder i løbet af de sidste 20 år – en i 1998 og en i 2016-17. Vi ved, at disse fænomener har bidraget til, at nogle af økosystemerne skiftede fra ”lagerrum” til ”udledningskilde”, for i det år udledte planeten faktisk mere CO2, end den optog. Årsagen var skovbrande og tørke. El Niño-perioderne er generelt associeret med mere ekstreme vejrfænomener, som resulterer i, at skove nedbrændes, og vegetationsvæksten begrænses. Men El Niño er også et fænomen, der grundlæggende opstår naturligt og som kun styrkes af den globale opvarmning.

Så spørgsmålet er stadig ubesvaret. 2018 burde naturligt have været et køligere år på grund af den foregående El Niño, og alligevel har vi haft de værste brande i Californien nogensinde og rekordhøje hedebølger og tørke i Europa. Hvad hvis 2018 ender med at blive det år, hvor landarealerne igen vil udlede mere CO2, end de optager, på trods af at det ikke er et El Niño-år? Det ville give anledning til bekymring.

RÆSON: Dog konkluderede man i en undersøgelse, der for nylig blev offentliggjort i Journal of Geophysical Research, at mængden af afbrændt skovareal faktisk har været aftagende i de sidste mange år – siden starten af det forrige århundrede for USA’s vedkommende. Ifølge undersøgelsen skyldes dette netop menneskelig aktivitet i form af en forstærket kontrol. Undervurderer du ikke menneskers evne til at beherske og tilpasse sig mere ekstreme vejrforhold?
ROCKSTRÖM: Derfor vil jeg gerne understrege, at sagen endnu ikke er afgjort. Vi ved, at brandene og tørken i 1998 forårsagede en nettoudledning af kuldioxid i atmosfæren. Vi ved, at 2016 ligeledes var et ekstremt El Niño-år – om end vi ikke kender den præcise carbonbalance endnu. Men ja – vi er blevet bedre til effektivt at slukke skovbrande. Dette betyder, at vi potentielt kan reducere den samlede carbonudledning, selv hvis antallet af skovbrande vil stige.

Men vi ser altså også en bekymrende mængde af videnskabelig evidens, der tyder på revner i systemet – det har ikke opereret så stabilt som de sidste 150 år. Faktisk har biosfæren i lang tid været så stabil, at adskillige klimamodeller er bygget på den antagelse, at carbonudfældningen på land og i havene forbliver konstant, og at biosfæren vedligeholder evnen til at optage 50 pct. af CO2-udledningen fra fossile brændstoffer, selv når den menneskeforårsagede udledning stiger. Det har vist sig at holde stik indtil videre, idet mængden af carbonudfældning i skove og naturlige økosystemer ligeledes har været stigende. Spørgsmålet er, hvor længe dette kan vare ved, og hvilke konsekvenser eksempelvis forsuringen i havene vil have for hele den maritime stabilitet. Disse usikkerheder er en anden årsag til vores opfordring til at skabe mere præcise Earth System-modeller, som bedre vil kunne repræsentere feedbackmekanismer og interaktioner i biosfæren.

 

Det frustrerer mig meget, at man i medierne ofte taler om et ”to graders mål”. Der er ikke tale om et mål. Der er en potentiel ”to graders grænse” for hele planeten
_______

 

RÆSON: Er jeres artikel så i højere grad rettet mod det videnskabelige samfund end de politiske etablissementer?
ROCKSTRÖM: Artiklen er i høj grad rettet mod det videnskabelige samfund. Men det er også essentielt, at de politiske ledere forstår to ting: Først og fremmest er vores artikel en videnskabelig understøttelse af vigtigheden af at overholde Paris-aftalen. Den lovmæssigt bindende tekst i Paris-aftalen fastsætter, at verdenssamfundet skal være dedikeret til at holde opvarmningen på under to grader og sigte mod en opvarmning på 1,5 grader. Det frustrerer mig meget, at man i medierne ofte taler om et ”to graders mål”. Der er ikke tale om et mål. Der er en potentiel ”to graders grænse” for hele planeten. Vores artikel understøtter dette videnskabeligt. Ikke ved at bidrage med yderligere evidens for de alvorlige klimaskader, der kan ske ved en to graders opvarmning – det har vi allerede meget evidens for – men ved at begrunde tesen om bevægelsen mod et ”Hothouse Earth”-scenarie med endda dramatiske sociale konsekvenser til følge.

For det andet understøtter den nødvendigheden af forsigtighed. To grader er ikke en hellig grænse, men er som sagt associeret med en del usikkerhed og potentielle risici.

RÆSON: Vi ser, at lande i dag allerede har store problemer med at følge de retningslinjer, der er fastsat i aftalen, og USA har endda trukket sig helt ud af aftalen. Alligevel opfordrer I til en ”decarbonisering af den globale økonomi”. Har disse forsøg på ”global decarbonisering” ikke vist sig at være totalt fejlslagne? Bør vi ikke fokusere på andre måder at forhindre dette ”hothouse”-scenarie på?
ROCKSTRÖM: Det er det store spørgsmål. Jeg er enig i, at nationer rundt om i verden stadig ikke er i stand til at bidrage med den handling, der er nødvendig til at leve op til Paris-aftalen. Kun omkring 40 lande er rent faktisk ved at reducere udledningen af drivhusgasser. Så vi er tydeligvis stadig på et forkert spor.

Men foruden den konklusion, at der ligger en planetarisk tærskel ved omkring to graders opvarmning, konkluderer vi også, at der stadig er håb. Hvis vi kan bremse CO2-udledningen i 2020 og dernæst reducere den med seks til syv pct. om året, kan vi undgå at passere tærsklen. Om der er realisme i det? Efter min mening er det i hvert fald ikke utopisk. Ikke fordi der er noget tegn på, at de politiske eliter bevæger sig i den rigtige retning, men fordi økonomer, entreprenører og markedet i det hele taget er begyndt at indse, at vedvarende energisystemer er økonomisk mere kompetitive og sikrer større sociale og gepolitiske fordele. Teknologisk er de i den grad konkurrencedygtige i forhold til fossile brændstoffer. Vi er ved at nå et punkt, hvor økonomier, industrier, byer og regioner faktisk kan drage fordel af at investere i teknologier, der udleder betydeligt mindre carbon. Det er en ny situation, men på trods af det bevæger vi os stadig i en forkert retning.

Alligevel er jeg i dag mere overbevist end for bare fem år siden om, at dette ikke er et spørgsmål om, hvorvidt vi vil decarbonisere den globale økonomi, men om vi vil gøre det hurtigt nok. Vi vil garanteret gøre det af økonomiske, sundhedsmæssige, sikkerhedsmæssige og endda demokratiske hensyn. En verden, hvori nationer har en mere uafhængig intern kontrol over diverse sæt af energisystemer til at opfylde deres energibehov i moderne digitale samfund, er mere attraktiv end det nuværende beskidte og farlige monopol over fossile brændstoffer. Det er meget attraktivt for især fattige tropiske nationer i Afrika at anvende solenergi som kilde til deres energidrevne økonomiske vækst i forhold til at bruge en masse penge på at importere olie fra udemokratiske regimer. For at sige det simpelt: Du behøver ikke længere at bruge ”planetens redning” som et argument for at decarbonisere. Det giver mening for samfundene i sig selv.

RÆSON: Der er også den holdning, at selvom havniveaet steg med 60-100 meter, ville menneskeheden stadig kunne tilpasse sig disse ændringer gennem teknisk innovation, da stigningen alligevel vil foregå over en meget lang periode. Overordnet set: Er det ikke mere fornuftigt at fokusere på at tilpasse sig klimaændringerne frem for at forhindre dem gennem eksempelvis decarbonisering?
ROCKSTRÖM: Jeg betragter sådanne argumenter som totalt nonsens. Vi har absolut ingen evidens, der tyder på, at vi kan skabe og vedligeholde velstand for 10 mia. verdensborgere uden for Holocæn. Vi har været fuldt udviklede moderne mennesker i omtrent 100.000 år. I 90.000 af disse 100.000 år var vi et par millioner mennesker, primært jægere og samlere, og vi levede et meget hårdt liv under ekstreme variationer i de naturlige forhold i istiden. Vi nåede med nød og næppe ind i Holocæn, da vi begyndte at domesticere dyr og planter, etablere landbruget og startede på en samfundsmæssig differentiering og teknologisk udvikling, som har ført til den moderne civilisation. I dag ved vi med stor sikkerhed, at det er stabiliteten i Holocæn, der har muliggjort populationsvæksten op til 7,6 mia. mennesker, og det er meget svært at se, hvordan vi vil kunne sørge for de nødvendige leveforhold for den globale velstand uden den stabilitet på en etisk forsvarlig måde.

Selvfølgelig kan vi overleve uden for Holocæn, som vi har gjort det før, og vi kan bestemt have små grupper af mennesker selv i en katastroferamt verden med gennemsnitligt tre til fire grader varmere temperatur, 20 meters havniveaustigning og så videre. Vi har ingen beviser for, at vi kan på etisk forsvarlig vis understøtte 10 mia. menneskers trivsel under sådanne forhold. Et lille mindretal kan tilpasse sig en verden, som er fire grader varmere. Men det er en noget egoistisk indstilling at lade udviklingen fortsætte, som den gør, og finde teknologiske løsninger til et rigt mindretal et sted oppe i Arktis, som nok bliver tilbage som et af de få beboelige områder. Hver og en af disse ni til 10 mia. individer har samme ret til basale leveforhold, og da vi har skrevet under på FN’s konventioner, skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at blive i Holocæn, for der er ingen evidens for, at vi kan opretholde de nødvendige forhold for basal menneskelig værdighed uden for den Holocæne epoke. ■

 

Det er en noget egoistisk indstilling at lade udviklingen fortsætte, som den gør, og finde teknologiske løsninger til et rigt mindretal et sted oppe i Arktis, som nok bliver tilbage som et af de få beboelige områder
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt