18.09.2018

Præsident Trump er ved at kaste USA i en længere handelskrig. Hans argumenter for politikken og hans forståelse af handel er dog dybt fejlagtig. Mange af misforståelserne deles også af danske og europæiske politikere.

Analyse af Christian Bjørnskov

USA’s præsident Trump har skabt forvirring på mange områder, men han er klar i mælet på ét bestemt politisk felt: international handel. Han har raset mod Kina, fordi landet eksporterer langt mere til USA, end amerikanerne eksporterer til Kina. I løbet af det seneste år har han indført en drakonisk told på canadisk-producerede passagerfly og lagt straftold på blandt andet stål. Trump er også modstander af den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA og ønsker at genforhandle flere andre, fordi de, ifølge ham, er ”dårlige aftaler” for USA.

Præsidentens modstand mod international handel og hans politik på området bygger på en række misforståelser, som adskillige økonomer fra både venstre- og højrefløjen har gjort opmærksom på: Betalings- eller handelsbalancer fortæller intet om økonomiske problemer, told betales ikke af udenlandske virksomheder eller lande men af amerikanerne selv, og handelspolitik kan ikke skabe arbejdspladser. Det tragiske er, at Trump deler disse misforståelser med langt flere politikere end blot sine yderligtgående støtter. Han læner sig op ad en gammel, protektionistisk tradition i amerikansk politik, og hans misforståede synspunkter deles af selv danske politikere på begge fløje.

Trump er langtfra en undtagelse i amerikansk politisk historie. USA har en lang protektionistisk tradition (i begge partier), der eksisterer parallelt med den frihandelstradition, landet deler med resten af den engelsktalende del af verden. Trump lød således som et ekko af en af USA’s største præsidenter nogensinde, Abraham Lincoln, da han 4. august tweetede, at: ”Tariffs will make our country much richer than it is today. Only fools would disagree. We are using them to negotiate fair trade deals and, if countries are still unwilling to negotiate, they will pay us vast sums of money in the form of Tariffs. We win either way.”

Fundamentale misforståelser om handel og nationaløkonomi
Trumps tweet afslører hans første misforståelse, som han deler med forbløffende mange politikere. Han forestiller sig, at told er noget, udenlandske producenter betaler til staten for at få lov til at eksportere deres varer til USA. Virkeligheden er dog, at told på import primært betales af landets egne borgere i form af højere priser. Trumps nye toldbeskyttelse er dermed ikke afpresning af udenlandske virksomheder og regeringer, som han øjensynligt forestiller sig, men de facto en skat på hans egne medborgere. Flere amerikanske økonomer har bemærket det ironiske i, at en præsident, der lovede skattelettelser i sin valgkamp, nu faktisk pålægger borgerne ekstra skatter, blot i form at told. Trumps handelspolitik har fx allerede gjort både vaskemaskiner, solfangere og mange almindelige biler tydeligt dyrere.

 

Trumps nye toldbeskyttelse er dermed ikke afpresning af udenlandske virksomheder og regeringer, som han øjensynligt forestiller sig, men de facto en skat på hans egne medborgere
_______

 

Et yderligere overset element i Trumps protektionistiske politik er, at alle amerikanere ikke taber lige meget. Generelt gælder det, at jo stærkere konkurrencen er på et marked, jo mindre er virksomhedernes manøvrerum for at sætte prisen ned. Lægger man en told på nicheprodukter og luksusvarer, hvor virksomhedernes profitmargen er betydelig, kan de bære en del af udgiften ved at sætte prisen før told i USA ned og dermed betale en del af toldudgiften. Indføres tolden derimod på helt almindelige standardvarer, hvor konkurrencen på verdensmarkedet er benhård, kommer forbrugerne til at betale hele tolden. Forskning af blandt andet økonomerne Pablo Fajgelbaum fra UCLA og Amit Khandelwal fra Columbia University peger på, at protektionisme er særligt skadelig for de fattigste grupper i samfundet, fordi handelsbarriererne primært gør dagligdagsvarer dyrere. Trumps handelspolitik er vendt mod de mange standardvarer, der importeres fra bl.a. Kina, og har derfor en alvorlig social slagside.

En ligeså alvorlig misforståelse – eller nærmere en hel gruppe misforståelser – gælder Trumps og mange andre politikeres fokus på betalingsbalancen. Misforståelserne hænger som oftest sammen med én bestemt ligning og skyldes den måde at tænke økonomi på, som nationaløkonomer ofte fnysende kalder ”cigarkasseøkonomi”. Ligningen, der er en af definitionerne på et givent lands bruttonationalprodukt, siger, at al økonomisk aktivitet – BNP – i et land i et år kan findes ved at lægge privatforbrug, investeringsforbrug, offentligt forbrug og eksport sammen og trække importen fra. Giver man hvert led et bogstav, som økonomer ofte gør, bliver den Y = C + I + G + X – M.

Det forhold, at man stiller dette op som en ligning, forleder ofte ikke-økonomer til at tro, at der er tale om et stykke nationaløkonomisk teori. Uanset at det er meget langt fra virkeligheden, er det også den ligning og logikken bag, som Trumps handelsrådgiver Peter Navarro bruger til at underbygge sine fejlagtige påstande. Ligningen er dog udelukkende en såkaldt regnskabsidentitet: Et forhold, der skal gælde, hvis regnskabet skal gå op. Den siger derfor intet om, hvad eksport og import gør ved økonomien eller borgernes velfærd, men blot at forbrug på importerede varer ikke tælles med i den økonomiske aktivitet i Danmark, mens eksport gør, selvom det er varer, der ikke forbruges af danskere.

Trump og mange andre politikere tror dog, at handelsbalancen (X-M i ligningen) fortæller noget virkeligt om økonomien. De gør sig dermed skyldig i den samme misforståelse, som plagede de såkaldte merkantilister [en tidlig form for økonomisk tænkning, red.] 1700-tallet, og som blev imødegået af Adam Smith og andre økonomer i den skotske oplysningstid i slutningen af århundredet. Som Smith og senere David Ricardo understregede, er både eksport og import vigtige for en økonomi og dens borgeres velbefindende. Som Smith formulerede det i 1776, er den vigtigste funktion af import ”at afhjælpe hinandens mangler” og af eksport at ”tilskynde hinandens industri„.

 

Som Smith og senere David Ricardo understregede, er både eksport og import vigtige for en økonomi og dens borgeres velbefindende
_______

 

Trump og talrige andre politikere har over årene argumenteret for den merkantilistiske misforståelse, at eksport er godt og import er skidt. Den samme fejlantagelse reflekteres i den danske debat, hvor politikere og de fleste meningsdannere stort set kun taler om at fremme eksporten. Import dukker kun sjældent op som tema i debatten om handel, og typisk kun i forbindelse med politisk bekymring om omfanget af den dansk-tyske grænsehandel.

På et meget lavpraktisk niveau giver idéen mening, da eksport giver indtægter og import er noget, man betaler for. Det lavpraktiske cigarkassesyn snyder dog fuldstændig: Importerede Danmark fx ingen biler, måtte vi selv have en bilproduktion, hvilket ville binde en væsentlig del af de samlede danske ressourcer i bilsektoren. Ressourcerne til bilproduktion skulle tages fra andre formål, og sandheden er, at danske virksomheder for mange år siden viste sig at være elendige til at producere biler. Havde vi ikke mulighed for at importere dem, ville vi få langt mindre ud af vores samlede ressourcer. Import frigør således ressourcer – arbejdskraft, kapital, osv. – til brug i sektorer og til formål, som landet har såkaldte komparative fordele i – noget, man er god til. Det er typisk disse varer, man eksporterer til andre steder i verden.

En anden måde at se problemerne på er at huske, at indtægterne fra eksport altid kommer i form af udenlandsk valuta, der ikke kan bruges i Danmark, for her anvendes danske kroner. Den udenlandske valuta kan i bund og grund kun bruges til to ting: Enten at betale for dansk import af udenlandske varer eller at investere i udenlandske virksomheder og statsobligationer. Et overskud på betalingsbalancen er således aldrig en indtægt, som umiddelbart gavner landets egne borgere, fordi indtægterne herfra ikke kan bruges i hjemlandet. Siger man, at USA har et meget stort underskud på handelsbalancen, er det derfor præcis det samme som at sige, at USA har et meget stort overskud på investeringsbalancen. Igen griner mange økonomer lidt af Trumps og mange andres politik, når de både vil have overskud på betalingsbalancen og tiltrække flere udenlandske investeringer. I økonomisk forstand er det næsten bogstaveligt som at ville blæse og have mel i munden.

For Danmarks vedkommende er det store betalingsbalanceoverskud i dag udtryk for, at Danmark har meget svært ved at tiltrække udenlandske investeringer. Mens vi har underskud med visse lande og overskud med andre, er balancen med enkelte lande helt ligegyldig, da de forskellige landes banker og virksomheder naturligvis også handler danske kroner med hinanden. Omvendt er en del af forklaringen på USA’s betalingsbalanceunderskud, at landet stadig har en meget lang række industrier og virksomheder, det er attraktive at investere i.

 

Omvendt er en del af forklaringen på USA’s betalingsbalanceunderskud, at landet stadig har en meget lang række industrier og virksomheder, det er attraktive at investere i
_______

 

Hvorfor handelskrig?
USA’s forestillede betalingsbalanceproblemer er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor Trump-administrationen fører handelskrig. Trump begår endda den dobbelte fejl, at han ikke blot ser USA’s status på betalingsbalancen som et problem i sig selv, men ser USA’s balance overfor enkelte lande som problematiske. Han har specifikt italesat USA’s handelsunderskud med Kina som et stort problem og argumenteret for, at det er unfair, at kinesiske virksomheder eksporterer så meget mere til USA, end amerikanske virksomheder eksporterer til Kina. Trump overser derfor – vidende eller uvidende – fuldstændigt de meget store velfærdsgevinster, som almindelige borgere og særligt de fattigste får fra import af varer fra lande som Kina.

Hvorfor er lidt af et mysterium, men en del af forklaringen skal findes i et problem, som han deler med mange andre politikere, inklusive mange danske: De sætter lighedstegn mellem, hvor godt det går med enkelte virksomheder eller industrier, og hvor godt det går med landet som helhed. Dermed ender de med helt at ignorere forbrugernes overvældende vigtighed.

Helt centralt i handelskrige som den, præsident Trump har indledt, er forestillingen om, at bedre aftaler altid er dem, der betyder mere eksport og mindre import for ens land. En af de centrale påstande fra Trump, hans handelsrådgiver Peter Navarro og mange andre politikere på begge sider af det politiske spektrum er, at eksport skaber arbejdspladser og import koster arbejdspladser. Trump har således ofte forklaret formålet med handelskrigen og straftoldene med, at det vil bringe arbejdspladser hjem til USA med den underforståede præmis, at Kina, Mexico og andre lande har stjålet arbejdspladser fra amerikanerne.

I Danmark lå denne fejlslutning bag socialdemokraten Jeppe Kofods krav i forbindelse med diskussionerne om en EU-Canada-frihandelsaftale for få år siden om, at EU ikke måtte indgå nye handelsaftaler, uden at man er sikker på at skabe arbejdspladser. Samme ide ligger til grund for fx Brian Mikkelsen og Anders Samuelsens politiske fokus på eksport, der ’skaber’ arbejdspladser.

International handel skaber ikke netto arbejdspladser, men både ødelægger og skaber dem. Modsat de politiske ønsker og påstande er nettoresultatet af handel lig nul på langt sigt, hvad angår antallet af arbejdspladser. Nogle mennesker vil derfor blive arbejdsløse som følge af international konkurrence, mens andre vil komme i arbejde, og der er ingen garanti for, at dem, der mister deres arbejde, også får et nyt. Som økonomiprofessoren Gordon Tullock allerede indså sidst i 1960’erne, er problemet ikke et tab af arbejdspladser, men at de arbejdspladser, som tabes til international konkurrence, er lettere at se end dem, der skabes. Den væsentligste økonomiske effekt, som Trump og mange andre ignorerer, er, at de nye jobs er mere produktive end de gamle, fordi handel tillader lande at lade ressourcer flyde til de typer produktion og varer, landet faktisk har kompetencer i. Derfor bliver de nye jobs bedre lønnede og er ofte på flere måder mere attraktive. Det er dog de synlige tab, der bliver politisk vigtige, mens de faktiske konsekvenser ofte ignoreres eller benægtes.

 

Modsat de politiske ønsker og påstande er nettoresultatet af handel lig nul på langt sigt, hvad angår antallet af arbejdspladser
_______

 

Hvad koster handelskrigen?
En lang række studier viser, at politiske forsøg på at beskytte jobs som oftest har ekstreme økonomiske omkostninger og altså koster jobs andre steder i økonomien. Frihandelstilhængere på begge sider af den amerikanske kongres refererer således ofte til studier, som viser, at tiltag til at beskytte arbejdspladser mod international konkurrence i gennemsnit koster USA 900.000 dollars per job. Økonomerne Joseph Francois og Laura Baughman har for nylig vurderet, at Trump-administrationens told på import af stål nok beskytter cirka 33.000 jobs, men samtidig risikerer at ødelægge 179.000 jobs i industrier, der bruger stål. Cirka to tredjedele af de jobs, der ødelægges, er lavtlønsjobs i dele af USA, som i forvejen har økonomiske problemer. Francois og Baughmans studier afslørede således, hvor stærk en social slagside Trumps handelspolitik har.

Handelspolitikken har udstillet Trump-administrationens mangel på kompetence. Administrationens 300 pct.-told på canadiske Bombardier-fly gav således politisk bagslag, da det hurtigt blev offentligt kendt, at flyets motorer er produceret af den amerikanske producent Pratt & Whitney i Connecticut. Det, der nominelt skulle beskytte Boeing-fabrikkerne og den amerikanske flyindustri, viste sig at skade en væsentlig del af den samme industri. I et andet eksempel søgte Alcoa – en af USA’s største producenter af aluminium – i starten af august om fritagelse for Trumps ekstratold på import af aluminium. Det viste sig, at Alcoa importerer tre typer af aluminium, som ikke produceres i USA, og to andre, der ikke produceres i tilstrækkeligt omfang i USA. Virksomhedens præsident Tim Reyes vurderede, at tolden ville komme til at koste Alcoa næsten 100 millioner kroner i 2018 i ekstraudgifter og tabt fortjeneste.

Der findes altså mange eksempler på, hvordan de rent umiddelbart synlige og positive konsekvenser af protektionistisk handelspolitik – fx de 33.000 jobs i stålindustrien, der umiddelbart beskyttes – domineres af væsentligt større negative konsekvenser. Ofte skal man ikke tænke ret langt eller se meget udover den snævre industri, der beskyttes, for at spotte disse konsekvenser. Til skadevirkningerne skal man også lægge reaktionerne fra USA’s allierede på Trumps handelspolitik. For at undgå at bryde international ret har USA brugt et smuthul i Verdenshandelsorganisationens regelsæt og argumenteret for, at straftolden på bl.a. stål er indført for at beskytte den ”nationale sikkerhed”. Om organisationen accepterer argumentet, er stadig uvist, men det har forværret USA’s omdømme kraftigt, efter det er blevet klart, at Kina kun er den femtestørste eksportør af stål til landet. De første fire, der alle rammes af straftolden – Canada, Sydkorea, Brasilien, og Mexico – er alle politisk allierede med USA.

Paradokset er, at handelskrigen og den protektionistiske drejning i den amerikanske handelspolitik giver mening set gennem en politisk prisme. De synlige konsekvenser ved både den internationale handel og Trumps beskyttelse mod den er umiddelbart positive, mens de mindre synlige konsekvenser både nu og om få år er stærkt destruktive. Det er derfor vigtigt, at EU og andre internationale aktører ikke går med på Trumps spil, men modstår fristelsen til at vise handlekraft og beskytte egne virksomheder. Det kan kun lade sig gøre, hvis andre politikere og deres bagland både kender de faktiske konsekvenser og politisk er tvunget til at tage dem alvorligt. Det sidste forsvar mod Trumps og mange andre politikeres protektionistiske idéer er derfor en oplyst journaliststand, der både forstår og kan formidle de umiddelbare konsekvenser og de enorme omkostninger ved protektionistisk politik. Om journaliststanden er klar til den udfordring, er et ganske andet spørgsmål. ■

 

De synlige konsekvenser ved både den internationale handel og Trumps beskyttelse mod den er umiddelbart positive, mens de mindre synlige konsekvenser både nu og om få år er stærkt destruktive
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland