15.02.2018

Et balladeramt SPD skal nu beslutte, om partiet vil takke nej til et regeringsgrundlag, der har flyttet Merkel historisk langt i retning af partiets mål.

Analyse af Peter Wivel

BERLIN 15. februar – Det var tre afgående partiformænd, der den 7. februar enedes om igen at danne en stor koalitionsregering i Tyskland. Socialdemokraten Martin Schulz, 62 år og den yngste i triumviratet, blev den første forhenværende. Han trådte tilbage i går, tirsdag. Den næstyngste, Horst Seehofer, 68 år og leder af det bayerske CSU, ventes at afgive sin formandspost i indeværende år. Det sidste, men også det vigtigste spørgsmål lyder: Hvornår trækker Tysklands 63-årige kansler, Angela Merkel, sig tilbage?

Alle tre havde i en vis forstand nået deres politiske livsaften, og valget i september var absolut sidste chance for at forlænge den. Schulz havde været formand for Europaparlamentet, Seehofer er efter ti år lige gået af som ministerpræsident i Bayern, og Merkel har været kansler i tre på hinanden følgende valgperioder, i alt i næsten 13 år. En fjerde kunne risikere at være en for stor mundfuld selv for Merkel.

Men nej. Merkel er sej. Hun er et omvandrende vidnesbyrd om, at de, der bliver erklæret døde, lever længere end de politikere, man udnævner til at være såvel levende som håbefulde. Siden Merkel indledte de vanskelige forhandlinger om dannelsen af en ny regering efter valget til Forbundsdagen i september i fjor, har der da også denne gang været talløse bud på hendes forventede og for manges vedkommende velkomne fald. Når katten er ude, spiller musene på bordet.

 

Merkel er sej. Hun er et omvandrende vidnesbyrd om, at de, der bliver erklæret døde, lever længere end de politikere, man udnævner til at være såvel levende som håbefulde
_______

 

Nu er den leg forbi. Der skal ikke herske nogen tvivl om, hvor Tyskland, den tyske regering og hun selv står. Så i søndags slog hun fast, at hun bliver siddende som kansler og formand for sit parti, CDU, indtil udløbet af denne valgperiode, det vil sige til efteråret 2021. Det mest sandsynlige er, at det vil ske som leder af en flertalskoalition mellem CDU-CSU og SPD. Men skulle SPD springe i mål, danner hun en mindretalsregering eller udskriver nyvalg. Det sidste er dog ekstremt usandsynligt, da såvel CDU-CSU som SPD ved, hvad der i så fald venter dem. I så tilfælde siger meningsmålingerne, at de tre partier vil gå yderligere tilbage, SPD endda radikalt – fra nu 20,5 pct. ved valget i september til nu 16,5 pct. De Grønne og det højrenationale Alternativ for Tyskland (AfD) vil derimod begge gå frem.

For at bortvejre enhver tvivl, understregede Merkel, at hendes beslutning er velovervejet og deles af CDU’s øvrige ledelse. Vælgerne har givet hende et mandat til at danne ny regering, og det gør hun. „Jeg hører til dem, der holder, hvad de har lovet‟, sagde hun. Det er et klart vink til SPD, hvis små 450.000 medlemmer skal afgøre, om de skal gå i regering med Merkel og Seehofer. Partiet har udskrevet en urafstemning, hvis resultat først foreligger 4. marts, altså om ca. tre uger.

 

„Jeg hører til dem, der holder, hvad de har lovet‟, sagde [Merkel]. Det er et klart vink til SPD, hvis små 450.000 medlemmer skal afgøre, om de skal gå i regering med Merkel og Seehofer
_______

 

Merkel minder dermed SPD om, hvad de går glip af, hvis de siger nej: De rekordstore fingeraftryk, Martin Schulz har forhandlet ind i koalitionsaftalen. Men der ligger også et andet budskab skjult i Merkels autoritative tilkendegivelse, i hendes „magtord‟, som man siger i Tyskland. Merkel er en overbevist tilhænger af det repræsentative demokrati. 9,5 millioner socialdemokratiske vælgere har valgt de forbundsdagsmedlemmer, hvis ledelse nu har skrevet under på og anbefaler en koalitionsaftale. På den baggrund forekommer det mindre indlysende, at 450.000 socialdemokratiske partimedlemmer skal kunne tilsidesætte en beslutning, som 20 gange så mange registrerede vælgere har afgivet ved et demokratisk og regelret valg. Det kan kun skabe mistillid til folkestyret og nye sofavælgere.

Merkels besked skaffer også ro på bagsmækken. Den lægger en dæmper på hendes partifællers lyst til at byde ind på formandsposten efter hende. I sine 13 år ved magten har kansleren trukket et blodspor af forsagede kronprinser efter sig. Ingen kan ved egen kraft stige op på siden af hende.

Derfor tøver SPD
Vi kender endda regeringsgrundlaget ned i de mindste detaljer fra den 177 sider lange regeringsaftale, Merkel, Schulz og Seehofer har indgået. Intet er overladt til tilfældighederne – bortset fra udfaldet af SPD-afstemningen. For der er uro i partiet, og ved en ekstraordinær partikongres den 21. januar i Bonn stemte kun 56 pct. af de delegerede for den foreløbige koalitionsaftale, der i store træk er identisk med den endeligt vedtagne den 7. februar.

Efter det forrige valg i 2013 viste en tilsvarende medlemsafstemning, at næsten 76 pct. af de partimedlemmer, der deltog, anbefalede en stor regeringskoalition mellem CDU, CSU og SPD. Hvad har forandret sig? Mange mener, at SPD nu må bruge tid på at skabe sig sin egen politiske profil, ubesmittet af et regeringssamarbejde med de to kristeligt-borgerlige partier, hvis partiet skal gøre sig håb om genvinde den regeringsmagt, SPD tabte til Merkel ved valget i 2005.

Men netop medlemsafstemningen i 2013 viste, at SPD ikke havde brugt og ikke kunne bruge sine fire år i opposition (2009-2013) til at træde ud af sin egen skygge. Medlemmerne vidste, at de fik merepå lønningssedlen, når deres parti havde regeringsindflydelse, og stemte derefter. Det er, alt andet lige, også denne gang den mest sandsynlige udgang, når stemmerne er talt op 4. marts.

Martin Schulz, den lidet heldige socialdemokratiske politiker, fik formandsposten for det tyske Socialdemokrati foræret på et sølvfad 29. januar for godt og vel et år siden. Den glade giver var Sigmar Gabriel, partiets formand siden 2009. Gabriel havde allerede i 2013 veget pladsen som sit partis kanslerkandidat til fordel for en anden dødsdragon, Peer Steinbrück, der med sikkerhed ville blive knust af Merkel. Steinbrück blev så grundigt svigtet af den lunefulde Gabriel, at han græd under en partikonference umiddelbart forud for valget.

Det samme skuespil gentog sig med Martin Schulz, der som forventet gik direkte ind i løvens gab, da han udfordrede Merkel. Allerede ved valget i september var luften gået ud af ballonen, mens Gabriel stod med uskyldens rene hænder, rede til at samle stumperne op endnu engang.

 

Allerede ved valget i september var luften gået ud af ballonen, mens Gabriel stod med uskyldens rene hænder, rede til at samle stumperne op endnu engang
_______

 

Men Schulz opgav ikke sin formandspost efter valgnederlaget. Han lovede sit parti, at han ikke ville være minister i en ny Merkel-regering. Det var dumt gjort, men det lignede dengang en gratis omgang, fordi Schulz – og alle andre – regnede med, at CDU-CSU ville danne en flertalsregering med partierne De Grønne og De Frie Demokrater, FDP, der igen var kommet i Forbundsdagen.

Det kom der intet ud af. FDP stod af. Under Christian Lindner, FDP’s nye og unge leder, har det gamle liberale parti valgt en klar EU- og fremmedskeptisk stil, der skal appellere til vælgere, som i fjor nødtvunget stemte AfD, men hellere ville have stemt på en mellemting mellem CDU og AfD, hvis et sådant parti havde været på plads. Den kurs har forarget mange af FDP’s ældre koryfæer, men Lindner håber på den store gevinst næste gang. Meningsmålingerne efter bruddet har ikke givet ham ret.

Schulz: Sejr og exit
Resultatet var, at Schulz måtte søbe af den kål, han selv havde spyttet i, kraftigt opfordret af sin partifælle, Tysklands præsident Frank Walter Steinmeier, der gjorde sit til at redde partikammeraten ud af hans selvskabte knibe med ansigtet i behold.

Efter denne komedie gik Schulz til forhandlingsbordet og vandt en nærmest historisk sejr. For Merkel strakte sig så langt ud af vinduet i sine bestræbelser på at få en holdbar koalitionsaftale, at regeringsaftalen er bedre for Socialdemokratiet, end et regeringsgrundlag formentlig ville have været, hvis partiet alene havde haft magten og kanslerposten. Fra 1988-2005 var socialdemokraten Gerhard Schröder kansler – og hans politik blev af millioner opfattet som en straffeekspedition over for partiets kernevælgere og ikke som den gavebod, som Schulz‛ kompromis tegner til.

 

Merkel strakte sig så langt ud af vinduet i sine bestræbelser på at få en holdbar koalitionsaftale, at regeringsaftalen er bedre for Socialdemokratiet, end et regeringsgrundlag formentlig ville have været, hvis partiet alene havde haft magten og kanslerposten
_______

 

Det har en enkel forklaring. Og den er netop, at de tre chefforhandlere var inde i tredje og sidste runde af deres politiske karriere. Ingen af dem forestillede sig formentlig, at de skulle genvælges i 2021. De havde råd til at vise mod, og de vidste, at de gensidigt var hinandens alibi. Begge parter, de to kristelig-borgerlige partier og Socialdemokratiet, kunne sige, at modparten havde aftvunget dem indrømmelser, som deres egne vælgere måske ville kritisere.

Sådan er det gået for CDU-CSU’s vedkommende. Fra baglandet har der lydt kritik – men måske også teatertorden for at overbevise skeptiske SPD’s partimedlemmer om, at de har al mulig grund til at stemme ja.

Nu, fem minutter over 12, har Sigmar Gabriel kastet grus i maskineriet. Da Schulz efter sejren 7. februar lod forstå, at han skulle overtage den post som udenrigsminister, Sigmar Gabriel hidtil har haft, slog det klik for Gabriel. Han svinede offentligt Schulz til og citerede endog en privat og usømmelig bemærkning om Schulz fra sin lille datters mund. Så tog Schulz sit gode tøj og gik. Hans efterfølger bliver ikke fantomet Gabriel, „Ånden, der går igen‟, men den 47-årige Andrea Nahles, Socialdemokratiets første kvindelige leder. Hun siges at have et dårligt forhold til Gabriel – og vice versa.

 

Nu, fem minutter over 12, har Sigmar Gabriel kastet grus i maskineriet. Da Schulz efter sejren 7. februar lod forstå, at han skulle overtage den post som udenrigsminister, Sigmar Gabriel hidtil har haft, slog det klik for Gabriel
_______

 

Nogle mener, at den ofte for ubehændige Schulz var blevet en belastning for sit parti. Andre frygter, at Gabriel har åbnet for en intern magtkamp – hvad der er hans speciale – og at den vil overskygge afstemningen om det, der ligner en virkelig perspektivrig regeringsaftale for SPD. ■

Peter Wivel (f. 1943) er fast freelancekorrespondent for Politiken i Berlin, hvor han har boet siden 2004. Han har været chefredaktør for Information, Weekendavisen og Berlingske Tidende. Han har udgivet bøger om George Orwell, Benjamin Constant, Jean-Jacques Rousseau og Petra Kelly. ILLUSTRATION: Angela Merkel, Horst Seehofer (midten) og Martin Schulz [foto: Emmanuele Contini/Ritzau/Scanpix]