03.07.2018

Hans sejr over Le Pen opmuntrerede dem, der stod chokerede tilbage efter Brexit og Trumps sejr. Men Merkels Tyskland, der skulle havde været hans allierede, slæber på fødderne. Det ser svært ud for Macrons store ambitioner.

Af Peter Wivel

”Selv den bedste general kommer ikke langt uden held”. Det mundheld tillægges Napoléon Bonaparte. Macrons vælgere – og hans mange beundrere uden for landets grænser – havde undt den 40-årige præsident, der nu fejrer sit første år på posten, et sådant held. Men skæbnen ville, at hans nærmeste partner i EU, Tysklands kansler Angela Merkel, blev svækket ved valget til forbundsdagen i september sidste år og måtte bruge fem stive måneder på at samle en ny regering. Det lover ikke godt for de ambitiøse reformer, Macron anser for nødvendige i såvel Frankrig som i EU.

En ensom kamp
Macrons kamp kan derfor blive langt mere ensom og udsigtsløs, end han havde forestillet sig, da han for et år siden udstak sine mål. Reformarbejdet er ”titanisk” stort, sagde Macron på et fælles pressemøde med Merkel i Berlin den 19. april, umiddelbart før de to ledere, først Macron og så Merkel, skulle bide skeer med Donald Trump i Det Hvide Hus i Washington.

Den verden, Macron og Merkel skal manøvrere i, er ikke blevet mindre krævende siden det franske præsidentvalg i fjor. Trumps USA kender kun til, hvad præsidenten opfatter som snævre amerikanske interesser. Multilaterale engagementer og aftaler bliver opsagt på stribe. Værst af alt, set fra et globalt synspunkt, er nok Trumps farvel til klimaaftalen fra Paris fra 2015, der ligger Macron meget på sinde.

Ruslands genvalgte præsident, Vladimir Putin, gør, hvad han kan for at underminere EU, mens han holder live i en lavintensiv krig i Ukraine nær EU’s grænser, samtidig med at han har bombet sig fast i et Syrien i opløsning. Frankrigs problem er, at Rusland – sammen med USA og Kina – er på vej væk fra multilateral samarbejdspolitik til bilateral magtpolitik. Rusland udgør en klar trussel mod sikkerheden i Europa, men er samtidig en garant for denne sikkerhed. Uden en forståelse med Rusland og en russisk accept af de eksisterende grænser – med en stiltiende parentes om Ukraine- og Krim-konflikten – er Europa tilbage i et koldkrigsunivers, men nu uden backup fra USA.

Ved næste års valg til Europa-Parlamentet kan EU-fjendske ’illiberale’ konservative og populister få flertal og dermed blokere ethvert reformarbejde fem år fremover. Det vil være en tragedie for Macron, som finder, at netop Europa-Parlamentet er centrum for EU’s legitimitet, ansvar og vitalitet. Vinder EU-modstanderne flertal, risikerer unionen at blive reduceret til et løsere handelssamarbejde uden styrke til at hævde sig over for giganter som USA, Rusland og Kina. I dag ser disse stormagter til, mens den genopblussede nationalisme i Europa mindsker fællesskabets suverænitet og truer med igen at dele kontinentet i Øst-Vest-blokke.

I sin historiske tale til Europa-Parlamentet den 20. april så Macron situationen ”i en sammenhæng, i hvilken en form for europæisk borgerkrig igen kommer til syne, i hvilken vores forskelle, ofte vores nationale egoismer, synes vigtigere end det, der samler os over for den øvrige verden”. Macron advarede desuden imod en situation, ”i hvilken den illiberale fristelse vokser dag for dag. I hvilken de geopolitiske trusler lægger et dagligt voksende ansvar på Europa. Jeg tænker på de store internationale konflikter (…), på fremkomsten af autoritære stormagter og en klart udtænkt strategi, hvis mål er at sætte spørgsmålstegn ved rammerne for multilateralisme. I dette kompleks har Europa indtaget en afgørende plads og gjort sin indflydelse gældende, og her har vi også i fællesskab skabt fred”.

Macron og Merkel er nu fælles om udtrykket at ’nygrundlægge EU’. Slår det projekt fejl, er det vanskeligt at se, at unionen med held kan styrke den fælles suverænitet, der supplerer de nationale suveræniteter, som Macron ikke vil anfægte, og som giver Europa større magt på internationalt plan.

”Jeg vil ikke tilhøre en generation af søvngængere”, sagde Macron til Europa-Parlamentet. Macrons store taler er spækket med åbne eller slet skjulte henvisninger, i dette tilfælde til titlen på den australske historiker Christopher Clarks bestseller fra 2012, Søvngængerne, om de europæiske politikere, der førte vores kontinent ud i Første Verdenskrig, den moderne verdens urkatastrofe. I den amerikanske kongres’ to kamre fastslog han den 25. april, at de internationale institutioners indflydelse er afgørende for den internationale orden, vi har kendt siden Anden Verdenskrig. Og han advarede sine tilhørere: ”Andre magter med en stærkere strategi og ambition vil udfylde det tomrum, vi efterlader”.

 

[Macron] advarede sine tilhørere: ”Andre magter med en stærkere strategi og ambition vil udfylde det tomrum, vi efterlader”
_______

 

”Mozart i Élysée-palæet”
Så meget desto mere imponerende er det, at denne ’Mozart i Élysée-palæet’, som beundrere har kaldt præsidenten, har formået at føre en stribe indenlandske moderniseringer igennem i det ellers reformresistente Frankrig. Samtidig har han bevaret en stor del af sine vælgeres tillid. Efter et år ved magten står Macron og hans ministerpræsident, Édouard Philippe, bedre i meningsmålingerne, end deres to forgængere i embedet, Francois Hollande og Jean-Marc Ayrault, gjorde efter deres første regeringsår. Og en større meningsmåling med tilhørende interviews med forskellige vælgergrupper, bragt i ugebladet Nouvel Observateur sidst i april, efterlader det faste indtryk, at franskmænd på tværs af partiskel anerkender, hvad de betegner som Macrons mod, beslutsomhed, dynamik, udholdenhed og kultiverede optræden – også selvom mange finder ham arrogant, enerådende og selvoptaget.

En vælger, der stemte på Jean-Luc Mélenchon, præsidentkandidat for den kompromisløse venstrefløj i La France insoumise, citeres for et overvejende positivt indtryk af Macron: ”Han udretter noget (…) også selvom jeg ikke er enig i hans politik”. En af den højre-nationalistiske Marine Le Pens tilhængere siger: ”Han holder sine løfter. Selvom han ikke er særlig populær, er det ikke umuligt, at det lykkes ham at bringe Frankrig økonomisk på fode igen”.

I sit første år har Macron hastet sine love igennem: Han har gennemført en række liberale skattereformer, der giver borgerne flere penge på lommen, virksomhedsskatten er sat ned, og virksomhedernes socialbidrag op. Regeringen griber nu hårdere ind over for illegale flygtninge, men har samtidig ophævet den nationale undtagelsestilstand, der blev indført efter terrorbølgen i november 2015. Han har taget et opgør med privilegerede grupper af offentligt ansatte, senest de franske lokomotivførere ved SNCF (Société Nationale des Chemins de fer Français). Den langstrakte og endnu uafgjorte magtkamp sigter mod at ligestille vilkårene i de privilegerede franske jernbaner med forholdene for denne form for offentlig transport i andre EU-lande. Det vil åbne for privatiseringer og gøre fransk banetrafik mere rentabel, men mindre socialt betryggende for de ansatte lokomotivførere, som nu kan gå på pension som 52-årige. Fra den 1. juli må man desuden højst køre 80 km/t. på franske landeveje. Beslutningen er som ventet stærkt upopulær, selvom 3.500 mennesker i gennemsnit har mistet livet alene på landevejene de seneste år. Det er 400 flere end samtlige årlige dødsofre i trafikken i Tyskland (der i øvrigt har 15 millioner flere indbyggere end Frankrig).

Økonomien har også rettet sig. Arbejdsløsheden er stadig høj, men dog den laveste siden 2009. Væksten nåede i 2017 op på 2 pct., hvilket er det højeste tal i mange år – selv-om Macron, der jo først tiltrådte i maj sidste år, må dele æren med sin forgænger. EU-Kommissionen forventer, at landet også i 2018 når 2 pct. vækst. Fransk økonomi har dermed genvundet noget af sin tabte troværdighed.

Dette forår har regeringen fremlagt en række forslag, der skal forbedre den sociale rekruttering i det eliteprægede franske uddannelsessystem og åbne for en bred vifte af videreuddannelser. Der skal sættes gang i offentligt boligbyggeri, adgangen til sundhedssektoren skal forbedres, og det skal være nemmere at starte nye virksomheder. Alt sammen bidrag til Macrons overordnede reformprojekt.

 

Der skal sættes gang i offentligt boligbyggeri, adgangen til sundhedssektoren skal forbedres, og det skal være nemmere at starte nye virksomheder
_______

 

Perikles, Lincoln, Grillo – og Macron
Præsident Trump er stort set lige upopulær i befolkningerne i Frankrig, Tyskland og Storbritannien.

Hverken Storbritannien eller Tyskland har endnu haft besøg af ham, men allerede sidste år – på Bastilledagen, den 14. juli – blev han budt velkommen i Paris. Macron hyldede USA for landets hjælp til Frankrig i både Første og Anden Verdenskrig. Men Macron forsømte heller ikke denne lejlighed til at understrege værdien af både multilateralisme og national historie, der i Macrons forstand er en del af landets kultur og kollektive erindring. Historie hører til den form for kultur, alle borgere kan deles om. Som Macron ser det, er Frankrigs historie fortællingen om civilisationens fremskridt.

Macron blev da også det første udenlandske statsoverhoved, Trump inviterede på officielt besøg i USA. Under Macrons andet besøg i april gjorde Trump sig overdrevent umage for at vise sin mest elskværdige side. Det blev imidlertid til mere end blot udveksling af komplimenter og høflighedsfraser. Macrons tale til den amerikanske kongres den 25. april er et historisk dokument. Det drejer sig om en helt usædvanlig gennemarbejdet og alligevel aktuel og fremadrettet beskrivelse af vestlige værdier, der er værd at forsvare i fællesskab. ”Europa og USA står over for dette århundredes globale udfordringer. Vi kan ikke tage vores transatlantiske historie og bånd for givet. Vore vestlige værdier er i sig selv truet i deres inderste”, sagde Macron.

Macrons tale – der i øvrigt blev holdt på engelsk – ligner en moderne variation over den berømte gravtale, som det antikke Athens leder Perikles holdt for de første faldne i den Peloponnesiske Krig i 430 f.Kr. Her hyldede Perikles sine medborgere og deres demokrati, der rent faktisk var det første i verden i en større bystat. I sin tale citerede Macron den amerikanske præsident Abraham Lincoln (republikaner – som Trump) for det synspunkt, at demokratiet er et ufærdigt stykke arbejde. Citatet var ikke tilfældigt valgt. Lincolns ord var hentet fra hans måske mest berømte tale i 1863 ved soldaterkirkegården i Gettysburg, og den var netop bygget op over Perikles’ gravtale.

I dag indgår små udtog af Perikles’ tale i forvejen i den sejrrige italienske populist Beppe Grillos stamrepertoire. Det har udløst en voldsom strid i det klassisk bevidste Italien. Grillo ser stort på, hvad Perikles rent faktisk skal have sagt og ment, for slet ikke at tale om gravtalens historiske kontekst. Også dét ved Macron, der er opsat på at erobre den europæiske kulturarv tilbage fra dem, der efter hans mening vanhelliger den.

Det var ikke bare den amerikanske kongres, Macron talte til – og ikke blot USA. Han talte også til Frankrig, til resten af Europa – og verden. Han talte om retsstatens betydning og om værdien af et internationalt retssamfund og fællesskab. Han advarede mod politikere, der nærer deres vælgeres frygt: ”Man kan spille med frygt og vrede en tid. Men det skaber intet. Vrede fastfryser og svækker os”, sagde Macron. ”At lukke døren til verden stopper ikke udviklingen. Det vil ikke dæmpe, men opflamme vores borgeres frygt”.

Macron taler om kultur som det, der forener os – altså viden, lærdom og kunst: åndskultur, der kan vække de samme følelser hos alle mennesker, uanset oprindelse og nationalitet. Han talte om global og national ulighed, og han bad de amerikanske lovgivere huske, at der ikke findes ”en planet B”. Og svaret på de store trusler? Multilateralt samarbejde. Faktisk forekom ordet ’multilateralt’ ikke mindre end ni gange i talen, som blev modtaget med stående bifald fra både demokrater og republikanere.

 

Macron taler om kultur som det, der forener os – altså viden, lærdom og kunst: åndskultur, der kan vække de samme følelser hos alle mennesker, uanset oprindelse og nationalitet
_______

 

Det uafhængige Frankrig
Præsident Macrons hyldest til multilateralt samarbejde, ikke bare med allierede og demokratiske lande, men præcis også med nationer, Vesten ikke deler værdier med, har baggrund i fransk historie og fransk selvopfattelse. Frankrig betragter sig som en stor nation. Landet er en af de fem vetomagter med permanent sæde i FN’s Sikkerhedsråd. Landets betydning er blevet aktualiseret, nu da Theresa May, Storbritanniens premierminister, er blevet alvorligt svækket, og Angela Merkel, Macrons europæiske ønskepartner, udfordres af en national konservativ opposition inden for sit eget partis rammer.

Mens Macron blev modtaget med vajende faner på sit officielle tredagesbesøg i Washington i april, blev Merkel spist af med en enkelt dags bilaterale konsultationer. Tyskland, ”the bad, very bad Germany” (Trump), er ikke længere USA’s hovedallierede på det europæiske kontinent.

På alle områder, men især det forsvarspolitiske, har Frankrig sikret sig mulighed for at bevare sit handlerum. Frankrig deltog senest i april side om side med USA og Storbritannien i luftangreb på militære mål i Syrien. Den indsats var bare det foreløbig seneste bidrag i en kontinuerlig række af selvstændige bidrag til det, Frankrig opfatter som sine sikkerhedsinteresser, i dette tilfælde værdibaserede interesser. Det var for at forsvare denne uafhængighed, at Frankrigs nyvalgte præsident Charles de Gaulle i 1958 etablerede den franske atomslagstyrke, force de frappe. I 1966 trak de Gaulle sit land ud af NATOs kommandostruktur, og Frankrig vendte først tilbage i 2009 under præsident Nicolas Sarkozy.

Frankrigs skuffelse over USA går længere tilbage end Trump. Den skyldtes præsident Barack Obama, der kun ti dage inde i den fælles kampagne mod Libyen i 2011 kaldte de amerikanske bombefly hjem. I 2013 blev den ’røde linje’, Obama havde proklameret i Syrien, overtrådt, da det syriske luftvåben satte gas ind i krigen mod regimets modstandere. Præsidenten reagerede ikke. ”Når man trækker røde linjer uden at vide, hvordan man skal sikre, at de bliver respekteret, beslutter man sig for at være svag”, sagde Macron, der dengang var rådgiver for præsident Hollande. ”Hvad opmuntrede Putin til at operere i andre krigszoner? Den kendsgerning, at han foran sig så folk, der havde trukket røde linjer, men ikke håndhævede dem”,

Dagen før Trumps franske statsbesøg på Bastilledagen sidste år erklærede Macron, at de franske forsvarsudgifter bliver hævet til 2 pct. af landets BNP, i opfyldelse af et af de krav, Trump har indskærpet over for USA’s NATO-partnere. På dette punkt halter Tyskland – med 1,2 pct. – langt bagefter (tyskerne mener dog, at man skal medregne præventive og fredsbevarende indsatser i lande uden for Europa og NATOs indsatsområde).

 

Macron vil omdanne eurozonen til en kerne i et Europa med flere hastigheder. Det fælles valutarum må efter Macrons mening have sin egen finansminister og sit eget budget
_______

 

Vil Macron og Merkel det samme med EU?
I Europa vil Macron styrke EU. Han vil omdanne eurozonen til en kerne i et Europa med flere hastigheder. Det fælles valutarum må efter Macrons mening have sin egen finansminister og sit eget budget. Kræfter i Merkels parti, CDU, er imod en sådan reform, men det er troligt, at de to lande finder et kompromis i løbet af sommeren. Der skal også skabes samling omkring EU’s flygtningepolitik og beskyttelsen af unionens ydre grænser, et usædvanligt kontroversielt projekt. EU skal desuden have en styrket fælles udenrigspolitik og en betydeligt opgraderet forsvarspolitik, der bliver et supplement til NATO-samarbejdet. EU skal også have kontante svar på de udfordringer, der møder Europa i form af digital udvikling, energiforsyninger og industriel innovation. Når Macron taler om kultur, taler han om vidensbaseret kultur, ikke blot europæisk universitets- og studentersamarbejde, men også kulturhistorie og musiske kulturværdier, som alle kan bevæges af – og bør have adgang til. Altså ikke en elitekultur, men en kultur, der stiller dens brugere lige.

Kan Tyskland støtte ham i disse planer? Ja, det er i Tysklands egen interesse, fremgår det af den tyske regerings koalitionsaftale. Men måske i snegletempo. Et sted i sin store tale til Europa-Parlamentet den 20. april gjorde Macron sig følgende overvejelse: ”Andre siger med fornuftens stemme, at man ikke bør sætte tempoet alt for højt for ikke at kræve for meget af folk, for det vil give populisterne medvind. Argumentet bliver let til en velkendt melodi: Ubevægelighedens melodi – uden nogen bevidsthed for tidens krav”.

Her tænkte tilhørerne utvivlsomt først og fremmest på Tyskland. Han tilføjede, at denne melodi handler om at kritisere uden at komme med forslag og at ødelægge uden at bygge noget nyt. Det er efter hans opfattelse den forkerte vej. Han fastslog: ”Det er ikke folket, der har opgivet den europæiske tanke. Den tanke trues af de lærdes forræderi”. Igen en slet skjult henvisning, i dette tilfælde til en epokegørende bog af den franske intellektuelle Julien Benda, De lærdes forræderi (La trahison des clercs) fra 1927, da kommunisme og fascisme kæmpede om sjælene. Benda anklagede dengang de lærde, som han kaldte ’klerkene’, for at selvstændiggøre politikken, så de bedre selv kunne bedrive den i fred for befolkningen. De lærde var parate til at acceptere ’taktiske fortielser’, fordi de kunne bidrage til en mere konfliktfri udvikling mod et bedre internationalt samfund. Men Benda svarer: ”Selv når det onde tjener politikken, hører det ikke op med at være ondt”.

Macron er enig. Han mener, at modstand skærper kravene til alle parter i en politisk konflikt og dermed forbedrer et kompromis. Han har opbygget sit parti med det engagerende navn En marche – ’”I gang’ – som en bevægelse, der stoler på borgerne og overalt vil inddrage dem i beslutninger og udførelse. Ingen kan lede alene. Macron står for en behersket populisme, der vil dele sin viden og tvivl med befolkningen, ikke fylde den med bedrag og fordomme.

Men har han også overbevist den forsigtige Angela Merkel om at gøre ham selskab i det vovestykke, der handler om at gå i offensiven og løbe en risiko? Efter så mange spildte måneder og næsten et helt år efter Macrons valg og indsættelse talte de to på en fælles pressekonference i Berlin den 19. april. Her sagde Merkel, at Macron netop havde indledt, hvad hun meget præcist kaldte en ’Europa-dialog’, fordi det netop er en dialog med Europas folk og ikke bare andre stats- eller regeringsledere. Resultatet er langtfra givet. Men Tyskland vil, sagde Merkel, deltage i samtalen: ”Vi vil føre den i fællesskab, måske også ved en lejlighed samle et fælles møde med tyskere og franskmænd og derpå drage konklusionerne. Det skal ikke være et eliteprojekt, men et projekt, der kommer borgerne til gode”, sagde kansleren – der ikke er kendt som en stor taler – med sin typiske forsigtighed. Allerede på det næste regulære tysk-franske ministerrådsmøde den 19. juni skal der foreligge en konkretisering, samtidig med at de to lande fornyer den Élysée-traktat, general de Gaulle indgik med den tyske kansler Konrad Adenauer for 50 år siden.

Det var dette samarbejde, Macron den 19. april betegnede som ”titanisk” i sikker bevidsthed om, at vejen bliver stenet. Merkel understregede på pressemødet, at de to lande altid vil have forskellige opfattelser, og forklarede: ”Vi har brug for debatter, åbne debatter, og til slut har vi også brug for evnen til kompromis”. Den evne ejer såvel Macron som Merkel.

 

Merkel understregede på pressemødet, at de to lande altid vil have forskellige opfattelser, og forklarede: ”Vi har brug for debatter, åbne debatter, og til slut har vi også brug for evnen til kompromis”
_______

 

Paris og Berlin – dømt til hinanden
Men hvor langt kan de enes? Dr. Dieter Gosewinkel på videnskabscenter for socialforskning i Berlin underviser på skift i Berlin og Paris og er en af de største kendere af de to landes indbyrdes forhold. Til RÆSON siger han: ”Macron har gjort et enormt forarbejde, både hvad angår interne reformer og en reform af Europa. Men der er i Tyskland betydelige forbehold over for Macrons forestillinger, specielt hans forestillinger om finansinstitutionerne i Europa, om en europæisk finansminister, europæisk skatteopkrævning og en overførsel af national gæld til en europæisk gæld”. Gosewinkel forklarer, at Berlin anser det for at være et nationalt ansvar at sætte sig i gæld. Derfor er en fælles hæftelse i Europa et stort konfliktpunkt. I CDU er der visse tegn på, at en sådan omlægning af gældsbyrden på europæisk plan kan gøres mulig, altså at det kan komme til en mulig ’overførselsunion’ i eurozonen. ”Ordet vil ingen selvfølgelig tage i sin mund, men det går måske et stykke i den retning, selvom det får en ny etiket. Alene det at Wolfgang Schäuble er blevet sparket opad fra finansminister til formand for forbundsdagen, antyder, at retningen i CDU korrigeres. Stemmer det, er en vigtig hindring for videre diskussioner med Macron ryddet af vejen. Schäuble var den største”, siger Gosewinkel.

I en stor og overraskende åben samtale, bragt i april-maj-udgaven af det tyske tidsskrift IP (International Politik), siger Schäuble nu, at vejen frem på dette ømtålelige frontafsnit er ”mere klare regler – der bliver overholdt”. Han præciserer, at det skal være regler, ”som man kan stole på et stykke hen ad vejen”. Det sidste er en ironisk vending af, hvad kansler Merkel sagde i maj i fjor efter sit første stormfulde møde med Trump på Sicilien, nemlig at ”de tider, i hvilke vi helt og holdent kunne stole på hinanden, er et stykke væk”.

Schäuble mener, at Tyskland kan stole så meget på Macrons Frankrig, at man kan vove at løbe det, der i internationalt finanssprog hedder en ’moral hazard’, altså at man i forbindelse med lån til andre lande må løbe den risiko, at de ikke opfylder deres løfter og reformerer deres samfundsstrukturer så tilbundsgående, at nye lån bliver overflødige. Grækenland er det klassiske eksempel. Men Schäuble tror ikke, at det ydre tryk fra virkeligheden endnu er stort nok til at skabe forståelse for traktatændringer. ”Derfor må vi i denne fase optræde fleksibelt, effektivt og pragmatisk”. Altså med sund fornuft.

Det er letsindigt – grænsende til det umulige – at forudsige, hvordan det fransk-tyske samarbejde vil forløbe. Begge parter ved, at de er dømt til hinanden. Macron har strakt hånden ud, og skal man tro, hvad der står om det fransk-tyske samarbejde i den regeringsaftale, der i februar blev indgået mellem Merkels CDU, det bayerske CSU og socialdemokratiet SPD, skal der ske radikale fremskridt. ”Europa må i højere grad end hidtil tage sin egen skæbne i sine hænder”, hedder det. ”Fornyelsen af EU vil kun lykkes, hvis Tyskland og Frankrig med hele deres kraft arbejder sammen om det”.

Med en uberegnelig Donald Trump i Det Hvide Hus, med et Storbritannien på vaklende vej ud af unionen og et Italien uden udsigt til en stabil regering er antallet af uforudsigelige problemer, for slet ikke at tale om misforståelser mellem supermagterne, vokset eksponentielt. Europa står ikke længere i en økonomisk krise af samme omfang som i 2015. Frankrig og Tysklands økonomier er styrkede. Grækenlands problemer er sat i skyggen af alvorlige demokratiske kriser i Polen, Ungarn og Italien. I dag er demokrati, multilateralt samarbejde og selvstændig europæisk oprustning sat på EU’s indenrigspolitiske dagsorden, mens det storpolitiske spil mellem Rusland, USA og Kina er en afgørende del af den udenrigspolitiske agenda. Merkel og Macron ved, at spørgsmålet lyder: Hvis ikke nu, hvornår så? ■

 

I dag er demokrati, multilateralt samarbejde og selvstændig europæisk oprustning sat på EU’s indenrigspolitiske dagsorden, mens det storpolitiske spil mellem Rusland, USA og Kina er en afgørende del af den udenrigspolitiske agenda
_______

 

Peter Wivel (f. 1943) skriver for bl.a. Politiken fra Berlin. Han har tidligere været chefredaktør for Information, Weekendavisen og Berlingske Tidende. Han har skrevet bøger om George Orwell, Benjamin Constant, Jean-Jacques Rousseau, Baader-Meinhofgruppen og Petra Kelly. ILLUSTRATION: En demonstrant bærer et skilt med Macron som Solkongen Louis XIV, Paris 15. maj 2018 [foto: AP/Francois Mori/Scanpix]