12.06.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Folketingsvalget nærmer sig, og samtidig fjerner partierne sig mere fra hinanden – både til højre og venstre – end vi har set det længe. Det er ikke nødvendigvis en dårlig udvikling, hvis det giver os et mere ærligt og mangfoldigt politisk landskab. Så længe partierne stadig kan mestre fællesskabets svære kunst. Det tror jeg, at venstrefløjen vil kunne, men det kræver en fælles vilje til at stå sammen om et reelt alternativ til regeringen.

Kommentar af Peter Westermann (SF)

SIDSTE DATO for afholdelse af folketingsvalget i Danmark er formelt den 17. juni 2019. Præcis en måned før, skal der dog være europaparlamentsvalg og man kan dårligt tillade sig at sende vælgerne i stemmeboksen to gange inden for en måned. Dermed er seneste afholdelse af folketingsvalget i mine øjne i starten af april, men det er måske for længe at vente for Løkke, der ikke ønsker, at sagen om Dansk Folkepartis misbrug af EU-midler når at blive afgjort. De vælgere, der vil forlade partiet på den konto, ser næppe Venstre, men derimod Socialdemokratiet som et alternativ. Finanslovsforslaget bliver Løkkes sidste store chance for at sætte en offensiv dagsorden, og det vil derfor være sandsynligt, at man vælger at placere folketingsvalget i umiddelbar forlængelse heraf.

Regeringens manglende resultater vidner om, at højrefløjen er splittet på mange leder og kanter. Der har især været problemer på det økonomiske område, hvilket indebar, at Løkke måtte udvide regeringen i efteråret 2016 for at forlænge dens levetid. Skatteaftalen, som regeringen efter en svær fødsel præsenterede sammen med Dansk Folkeparti, havde med en skattesænkning på 5 mia. kr. heldigvis langt mindre konsekvenser for velfærden end man kunne have frygtet. Regeringen havde oprindeligt spillet ud med en næsten fem gange så stor skattesænkning, og forløbet fik Liberal Alliances baglandet til at stille spørgsmålstegn ved, om det ikke var bedre at forlade regeringen. Hvis jeg skal rose Løkke for én ting, så er det imidlertid hans accept af, at regeringen ikke behøver være enig med sig selv i alle spørgsmål. Det har været accepteret, at LA vil sænke skatten yderligere og at de konservative ønsker en grønnere miljøpolitik, hvilket kom til udtryk en vildere skattepolitik og senest, med regeringens pyntegrønne energiudspil.
Det bør egentlig være banalt, at regeringspartier ikke er enige om alt, og at de kan være bare lidt ærlige omkring det. At det ikke var en banalitet, men noget, der blev fortiet, fortrængt og som små dissidenter blev forulempet af regeringschefen over, kan jeg fortælle en anekdote eller to om fra min tid som SF-næstformand i sidste halvdel af vores regeringsdeltagelse… Man skal huske at feje for egen dør, så hvordan står det til med enigheden her til venstre for midten?

 

Hvis jeg skal rose Løkke for én ting, så er det imidlertid hans accept af, at regeringen ikke behøver være enig med sig selv i alle spørgsmål
_______

 

Socialpolitikken
Uffe Elbæks 38-punkts program ”Det næste Danmark” er ikke bare uden for konsensus, men også uden for rækkevidde. Men forandre noget, ville det da i dén grad. Det samme gælder Pernille Skippers ”100-dage med Enhedslisten”.
Enhedslistens medlemsblad konstaterede i april, at mange af de 100 forslag ikke kan gennemføres, heller ikke under en socialdemokratisk ledet regering. Hertil udtalte Pelle Dragsted, at ”Enkelte forslag vil være inden for skiven, for eksempel at få afskaffet i hvert fald nogle af fattigdomsydelserne. Andre er uden for rækkevidde.”
Lad os se på det, der samler, og derfor kan være inden for rækkevidde. Som Dragsted også nævner, er socialpolitikken et felt, hvor der kan opnås enighed om en del forbedringer. Ligesom da vi overtog regeringsmagten i 2011, vil det første, som vi gør, være at afskaffe de nedskæringer, der rammer de svageste i samfundet, især i form af kontanthjælpsloftet. Den lavere integrationsydelse vil også være et centralt punkt for de fire mindre partier i rød blok. Integrationsydelsen skal ændres, så vi ikke spænder ben for integrationen ved at holde folk fast i fattigdom. Det har jeg en klar forventning om, at Socialdemokratiet, trods uldne udmeldinger, vil gå med til.

 

Integrationsydelsen skal ændres, så vi ikke spænder ben for integrationen ved at holde folk fast i fattigdom. Det har jeg en klar forventning om, at Socialdemokratiet, trods uldne udmeldinger, vil gå med til
_______

 

Udlændingepolitikken
Det er ingen hemmelighed, at der er forskel på udlændingepolitikken i rød blok, og enhver kan se, at især Socialdemokratiet er rykket mod højre. SF har på mange punkter ikke villet følge med, især når det gælder asylpolitikken, hvor Socialdemokratiet støtter regeringens afvisning af den hidtidige praksis, hvor Danmark modtog 500 kvoteflygtninge om året. Når der sker et sådan et ryk, må man protestere.

Her kommer vi til at se en ændring. Socialdemokratiet kan vælge, om det skal være en kursændring inden valget eller en indrømmelse til det parlamentariske grundlag efter valget. Andre store indrømmelser på udlændingeområdet skal man dog næppe forvente. Dels fordi udlændingepolitikken er en del af et højprofileret socialdemokratisk kursskifte, og dels fordi SF i et vist omfang er enige. Det så vi senest, da SF og Socialdemokratiet gik med i boligdelen af regeringens såkaldte ghettoaftale, som skal begrænse tilflytningen af ressourcesvage udlændinge til udsatte boligområder. SF ville dog ikke støtte den del af ghettoaftalen, der omhandlede daginstitutioner og folkeskolen, bl.a. kunne man ikke støtte stopprøver i 0. klasse.

Der er grund til at tro, at Socialdemokratiet på udlændingeområdet vil se til højre snarere end venstre i Folketingssalen, hvis de kan danne regering efter det kommende valg. Udlændingeområdet er således et uenighedspunkt, men dem tillader den nuværende regering sig jo også at have. Det samme bør det forhåbentligt kommende parlamentariske flertal. Det kræver selvfølgelig, at man ikke gør uenigheden til et afgørende kardinalpunkt og står sammen som opposition. Ved Folketingets afslutningsdebat forsøgte Alternativet og De Radikale at profilere sig med modstand mod “tildækningsforbud og særlige regler i udvalgte områder, som ikke gælder i resten af Danmark”. Det var det indholdsmæssigt eneste, der lå ud over Enhedslisten, SF og Socialdemokratiets foreslåede vedtagelse. Normalt stiller oppositionen et fælles forslag til vedtagelse under Folketingets afslutningsdebat. Derfor var det lidt af en stikpille for socialdemokraterne, der støttede tiltaget, at oppositionen stod splittet ved den, formentlig, sidste folketingssamling inden næste valg.

 

Udlændingeområdet er således et uenighedspunkt, men dem tillader den nuværende regering sig jo også at have. Det samme bør det forhåbentligt kommende parlamentariske flertal
_______

 

Miljø- og klimapolitikken
På miljø- og klimaområdet er der dog fællesgods til venstre for midten. Socialdemokratiet har spillet ud med et meget brugbart klimaudspil med ønsker om tre store havvindmølleparker og en halv million elbiler i 2030. De fire øvrige partier i den grønne blok (som Alternativet foretrækker at kalde den) er mere ambitiøse end Socialdemokratiet, men ligesom under Thorning vil miljøpolitikken være præget af samarbejde, og der vil uden tvivl blive fundet fælles fodslag her.

Danmark og den fjerde industrielle revolution
Alle disse områder og initiativer er inden for horisonten af den næste valgperiode. Længere ude i fremtiden trækker forandringens vinde op til den perfekte storm. Den fjerde industrielle revolution vil, når den rammer for fuld styrke, røre op i økonomien, arbejdsmarkedet og velfærden. Alt dette er der heldigvis en skarp lille bog om fra SF’s finans-, skatte-, erhvervs- og teknologiordfører (lille parti = mange ordførerposter til hver) Lisbeth Bech Poulsen og undertegnede. Som vi skriver, bliver det afgørende, at der er et politisk fællesskab, der kan sætte læhegn og vindmøller op i tide, så demokratiet får en chance for at tage styringen. Ellers vil samfundet blive kastebold for de megatrends, som automatisering, kunstig intelligens og de mange andre tech-stød vil medføre. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Danmarks mest liberale regering vil prisgive vores velfærd og arbejdsmarked til markedskræfterne, der forstærkes med den nye teknologi.

Masser af jobs og funktioner vil blive overtaget af maskiner og algoritmer, og hvis ikke det skal resultere i massearbejdsløshed og galopperende ulighed, skal der leveres nogle modige svar på, hvordan vi grundlæggende omstiller os. Det ville være utopisk at tro, at vi kan fortsætte som hidtil. Som vi skriver i bogen, er det afgørende, at venstrefløjen griber muligheden for at bruge de massive produktivitetsstigninger, som vi kommer til at se, til at sikre en mere ligelig fordeling af indkomst og arbejde. Vi skal have en lavere arbejdstid, som Socialdemokratiet havde som et hovedkrav i et århundrede, og som SF kæmpede videre for i 1990’erne, og som senere Enhedslisten og Alternativet også har haft på programmet. Her kommer til at ske noget, for det arbejde, der bliver tilbage, skal fordeles mere lige, hvis vi skal undgå en voldsom ulighed. Vi skriver også, at der bliver brug for et massivt uddannelsesløft, hvis alle skal have en reel chance på arbejdsmarkedet. 12 års undervisningspligt og livslang læring gennem en ret til uddannelsesorlov vil være de primære håndtag, vi vil dreje på. Vi skriver også, at skattesystemet skal tænkes forfra, for lønindkomstens andel af økonomien vil fortsat være faldende. Derfor skal skatten flyttes fra arbejde til kapital, ejendom, arv og forbrug.

 

Det [er] afgørende, at venstrefløjen griber muligheden for at bruge de massive produktivitetsstigninger, som vi kommer til at se, til at sikre en mere ligelig fordeling af indkomst og arbejde
_______

 

Det er afgørende, at den udbudsøkonomiske skole med reform-amok og blind tillid til markedets evne til at skabe beskæftigelse bliver helt forladt. Der er gode meldinger fra Mette Frederiksen på det punkt og en ny rød regering vil forhåbentlig kunne levere det endelige – og nødvendige – opgør med Thorning-Corydon-Vestagerdoktrinen om nødvendighedens politik.

Det eneste parti, der kan tænkes at holde fast i nødvendighedens politik, er De Radikale. Den økonomiske uenighed mellem dem og de øvrige partier til venstre for midten er dog meget overskuelig sammenlignet med afstandene på højrefløjen. Forskellene mellem LA og DF har gjort de sidste to finanslovsforhandlinger til gedemarkeder, hvilket har efterladt Løkke med meget begrænset bevægelsesfrihed.

Forskellighed kan være en styrke, hvis den bruges konstruktivt. Det, tror og håber jeg, vil lykkes for venstrefløjen. Det er i hvert fald klogt, at man ikke går til valg på en sammensmeltning, ligesom den man så mellem S og SF op til valget i 2011.

Hvor efterlader det SF?
SF har stabiliseret sig vælgermæssigt, men på et for lavt niveau. Vi har ikke haft fremgang siden kommune- og regionsvalget i 2009, og det kan og skal vendes. Vi har en masse gode bud på, hvordan vi opnår mere lighed, bedre integration og et grønnere Danmark, men de er ikke rigtig trængt igennem. Det nytter fx ikke, at vi selv mener, at vi er Danmarks grønneste parti, når det ifølge en måling fra Altinget d. 4. juni kun er 4 pct. af vælgerne, der mener det samme. Så er der kun en ringe trøst i at venstresiden udraderer højresiden fuldstændig i målingen.

SF skal fortsat gøre det, jeg stillede mig til rådighed for som næstformand under Annette Vilhelmsen – nemlig at styrke partiets egen profil og i højere grad turde udfordre den politiske konsensus. Det var ikke muligt i den regering, vi sad i, men nu er der bedre plads. Vi skal selvfølgelig heller ikke distancere os mere fra vores nærmeste kammerater end, at vi kan nå hinanden. SF er det parti, der ligger tættest på Socialdemokratiet, som nu har valgt at gå efter at sidde alene i regeringen. Det er åbenlyst, at Socialdemokratiet ønsker at stå frit uden altid at skulle nå til enighed med regeringspartnere såsom SF eller Radikale. Det er en ærlig udmelding, men så er det også lige så vigtigt, at vi andre melder ærligt ud: Vi forventer en regering, der kæmper for mere velfærd, større lighed og et grønnere Danmark. Og et Danmark, der åbner sig mod verden og løfter sit ansvar. Den vej kan Socialdemokratiet gå med vi andre til venstre for midten. Hvis Dansk Folkeparti vil med noget af vejen, så lad gå, men Mette Frederiksen skal vide – og vise – hvem, der er hendes nærmeste. Det er ikke nok, at vi er rundet af samme politiske bevægelse. Vi skal også bevæge samfundet i samme retning. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Det hele afhænger som altid af det vigtigste spørgsmål i dansk politik: Hvor godt mestrer man fællesskabets svære kunst? ■

 

Vi forventer en regering, der kæmper for mere velfærd, større lighed og et grønnere Danmark. Og et Danmark, der åbner sig mod verden og løfter sit ansvar. Den vej kan Socialdemokratiet gå med vi andre til venstre for midten. Hvis Dansk Folkeparti vil med noget af vejen, så lad gå, men Mette Frederiksen skal vide – og vise – hvem, der er hendes nærmeste
_______

 

Peter Westermann (f. 1985) er regionsrådsmedlem og forhenværende MF og næstformand for SF. Han er i dag lærer i politiske fag ved Grundtvigs Højskole. Har bogen ”Oprør for fremtiden”, skrevet med Lisbeth Bech Poulsen, under udgivelse på Gyldendal. ILLUSTRATION: Pia Olsen Dyhr (SF) og Mette Frederiksen (S) [foto: Peter Hove Olesen/Scanpix]