23.04.2018

FRA RÆSON33 [Forårsnummeret/Marts 2018]

„Sydafrika kæmper med stigende fattigdom, skuffende vækst og vidtstrakt korruption. Men den nye præsident har forberedt sig til sit job i 20 år‟

Af Peter Tygesen

Hvor mange messiasser kræver et lands frelse? Efter 23 års selvstændighed er Sydafrika igen ekstatisk over en ny leder, der skal føre landet til Paradis. Landsfaderen Nelson Mandela var så urørlig en første præsident, at han blev tilgivet alt. Også han var blot et menneske, som begik fejl, størst af alle nok at udpege Thabo Mbeki til sin efterfølger. Mbeki blev ikke tilgivet sine mangler, men sparket ud af jobbet af befrielsespartiet African National Congress, ANC, halvandet år før tid. Efter denne arrogante, kolde teknokrat blev populisten Jacob Zuma hyldet som frelseren, der ville bringe mennesket tilbage i politikkens centrum. Nu er også Zuma fjernet halvandet år før tid, efter at det viste sig, at ’mennesket’ først og fremmest var ham selv. Han efterlader et statsapparat så korrupt, at en ombudsmandsrapport med titlen State Capture bl.a. beskrev, hvorledes Zuma lod sine økonomiske bagmænd fyre og hyre landets finansminister.

Den nye frelser er den 65-årige Cyril Ramaphosa, en af landets mest velhavende mænd. Partikammeraterne dansede og jublede i parlamentet, da de i februar valgte ham som landets præsident. ”Historien om vores lands økonomiske krise vil være slut efter bare tre måneder med ham som leder”, lovede tidligere finansminister Pravin Gordhan tilbage i december, da Ramaphosa overtog formandskabet for ANC. Og se: Kursen på rand, Sydafrikas valuta, steg øjeblikkeligt til det højeste i tre år, da han blev præsident. I sin første offentlige tale lovede Ramaphosa da også ”et nyt daggry”. Med den realistiske tilføjelse, at han ”vil prøve meget hårdt på ikke at skuffe” indbyggerne. Det bliver svært.

Fælles for alle landets præsidenter har været, at ingen er lykkedes med at bryde apartheidtidens forbandelse. Sydafrika er fortsat et land med umådelige rigdomme, men med udbredt fattigdom og ulighed. Mange vil sige det kortere: De fattige er sorte, og de hvide er rige. De førstnævnte er utålmodige, og de sidstnævnte er bange.
 

Hele landet bliver langsomt fattigere. Det har ført til en ond cirkel for staten, hvor utilstrækkelige skatteindtægter skaber store budgetunderskud, som igen tvinger valutakursen og udlandets tillid ned
_______

 

Den evige kamp mod fattigdommen
Problemerne er lige så store som forventningerne til den nye præsident. Han skal puste nyt liv i økonomien, sikre politisk stabilitet og genopbygge tabt tillid til staten.

Først og fremmest skal han mindske fattigdommen ved at skabe nye arbejdspladser og sikre de nuværende. Apartheid havde sikret det hvide mindretal nærmest fuld enerådighed over landets rigdomme. Efter 23 år med demokrati er antallet af fattige sorte større end nogensinde – gennem de seneste otte år har 80 pct. af befolkningen levet i fattigdom. For nogle har det været periodisk, men for 30 mio. mennesker, mere end halvdelen af landets befolkning på 55 mio., permanent.

Fattigdommen bunder hovedsagelig i en rekordhøj arbejdsløshed. Mindst 28 pct. er ledige ifølge officielle oplysninger; The Economist hævder, at det realistiske tal snarere er 37 pct. Under alle omstændigheder: Omkring hver tredje voksne sydafrikaner har intet arbejde. Hver eneste præsident siden den demokratiske revolution i 1994 har lovet at skaffe flere jobs. Ramaphosa overtager en ambitiøs regeringsplan om at sænke arbejdsløsheden til bare 6 pct. i 2030. Det kræver 600.000 nye arbejdspladser hvert eneste år indtil da. Hidtil har en forøgelse af statens arbejdsstyrke bidraget med 50.000 jobs om året, men det er slut på grund af statens store gæld. Fremover skal det private jobmarked klare opgaven alene. Men de seneste ti år har de private arbejdsgivere kun magtet at skabe 260.000 nye jobs årligt. For at nå målet på de 600.000 årlige nye jobs skal det private jobmarked altså øges med mere end det dobbelte – hvert eneste år den næste halve generation.

Men økonomien er gået i stå og kan ikke engang følge med befolkningstilvæksten. Verdensbanken forventer en økonomisk vækst i 2018 på bare 1 pct.; det er årets bundrekord for det afrikanske kontinent. Sydafrika er i dag mindre produktiv end før den økonomiske krise i 2008 – med de samme økonomiske ressourcer producerer Sydafrika i dag 6 pct. mindre end i 2007. Hele landet bliver langsomt fattigere. Det har ført til en ond cirkel for staten, hvor utilstrækkelige skatteindtægter skaber store budgetunderskud, som igen tvinger valutakursen og udlandets tillid ned. Budgetunderskuddet er især finansieret ved udstedelse af statsobligationer, men den svigtende tillid har ført til kreditbureauernes nedgradering af Sydafrikas kreditværdighed – og dermed presset renten op i landet, hvilket naturligvis har svækket lysten til at investere.

Ramaphosa har indledt den økonomiske genopbygning med en mild hestekur. Hans første finanslov blev præsenteret i slutningen af februar med en skarp opbremsning af statens gældsætning. Det skal opnås med både besparelser og skattestigninger, heriblandt en forøgelse af momsen.

 

Den sorte sydafrikanske befolkning oplevede gennem flere hundrede år at miste sin frugtbare jord og at blive fordrevet til de mest sandede og tørre regioner. Her lever efterkommerne nu i yderste fattigdom, mens den sydafrikanske stat i mere end 100 år har investeret i veje og jernbaner, vand og elektricitet til storfarme og miner ejet af hvide
_______

 

Kampen om jorden
Når Ramaphosa skal bryde økonomiens onde cirkel, kan det kun ske ved at facilitere et samarbejde mellem landets notorisk hidsige fagforeninger og konservative investorer, der vil true med at flytte til et andet udviklingsland.

Samtidig har skiftende regeringer lovet de fattige en andel i landets rigdom. I takt med økonomisk afmatning har især Zumas regering grebet til kommunistisk retorik og handlinger, der truede den spinkle økonomiske stabilitet.

Spørgsmålet om landets jord er et eksempel: Som koloniseret af hvide bosættere oplevede den sorte sydafrikanske befolkning gennem flere hundrede år at miste sin frugtbare jord og at blive fordrevet til de mest sandede og tørre regioner. Her lever efterkommerne nu i yderste fattigdom, mens den sydafrikanske stat i mere end 100 år har investeret i veje og jernbaner, vand og elektricitet til storfarme og miner ejet af hvide. Samtidig er de to sektorer blevet understøttet med statslig finansieret forskning og subsidier, så de har kunnet klare sig på det internationale marked.

ANC’s svar på dette har været at love nationalisering og omfordeling. Siden 1994 er oprindelige afrikanske ejere af jord blevet lovet at få den retur. Men kun lidt er sket, og kravet om handling på dette ømtålelige, symbolsk stærkt ladede område er kun vokset.

Udviklingen minder om skæbnen for nabolandet mod nord, Zimbabwe. Også her lovede regeringen at ”give” jorden tilbage til de oprindelige ejere, men også her fandt regeringen, at de hvide farmere var så økonomisk effektive, at den konstant udskød opfyldelse af løftet, samtidig med at emnet blev stadig mere betændt. I Zimbabwe bristede bylden, da oppositionspartiet Movement for Democratic Change, MDC, fra år 2000 blev stærkt nok til at true regeringspartiet på magten. Stillet over for en barsk kritik fra fattige og fra partiets venstrefløj om at have forsømt jordreformerne på den ene side og på den anden side have været udsat for pres fra MDC, som var allieret med hvide farmere, slog Mugabe-regeringen tilbage med ødelæggende kraft. Ved en vild og voldelig proces blev stort set alle landets hvide farmere fordrevet, og jorden fordelt til afrikanere. Han eliminerede så at sige den ene opposition ved at demontere den anden. Men konsekvensen var, at økonomien gik ind i et styrtdyk, hvorfra den aldrig har rettet sig.

Erfaringen fra Zimbabwe fortolkes forskelligt i Sydafrika. Erhvervsfolk og økonomer ser Zimbabwes jordreform som et skræmmebillede på alt det skrækkelige, der vil ske, hvis venstreorienterede får magt over staten. Det venstrepopulistiske parti Economic Freedom Fighters, EFF, under ledelse af den stærkt larmende Julius Malema, ser imidlertid et forbillede i Zimbabwes radikale politik: Hundredtusinder af sorte fik jord.

EFF har politisk indflydelse langt ud over de bare 25 af parlamentets 400 pladser, det vandt ved sidste valg, fordi partiet dygtigt bruger ANC’s marxistisk inspirerede revolutionsretorik fra antiapartheiddagene til en venstrepopulistisk påmindelse om de brudte løfter om udryddelsen af fattigdom gennem nationalisering af miner, jord og industri. EFF har holdt ANC til ilden på jordspørgsmålet. Da Zuma skulle vinde magten fra Thabo Mbeki, var Malema hans villige våben, hvorefter EFF’s radikale forslag efter magtskiftet blev ophøjet til regeringens politik. Da Zuma imidlertid heller ikke har handlet på jordspørgsmålet, flyttede EFF sin støtte til Ramaphosa. Det har sikret, at ANC’s seneste kongres vedtog et forslag om ekspropriation af (hvides) jord til omfordeling uden kompensation.

ANC og EFF kan tilsammen mønstre tilstrækkelige stemmer i parlamentet til at sikre den nødvendige forfatningsændring. En sådan ophævelse af ejendomsret vil til gengæld få investorer til at flygte. Ramaphosa går følgelig på kattepoter: I sin første, vigtige politiske tale efter indsættelsen forsikrede han ganske vist, at jord vil blive omfordelt uden kompensation, men han nævnte dels, at fødevaresikkerhed var vigtigere, dels at der også findes andre midler til at opnå social retfærdighed. Dermed fik han skudt emnet til hjørne, indtil han har sikret sig en forhandlingsløsning.

 

Erhvervsfolk og økonomer ser Zimbabwes jordreform som et skræmmebillede på alt det skrækkelige, der vil ske, hvis venstreorienterede får magt over staten
_______

 

Exit og comeback
Netop fordelingen af jord og miner skabte apartheidtidens kolossale kløft mellem rige hvide og fattige sorte. En sort overtagelse af disse produktionsmidler har derfor været en integreret del af ANC’s DNA siden midten af 1950’erne, hvor bevægelsens kamp for frihed begyndte at tage form. Det bærer en stærk symbolværdi.

Efter 1994 er kravene hovedsagelig blevet udmøntet ved at sikre afrikanere på ledende bestyrelses- og direktørposter i industri og miner. Det har skabt en ny overklasse af meget rige sorte sydafrikanere – en af dem er Ramaphosa selv. Som nyuddannet, ung jurist med en fortid som politisk aktivist stod han fra midten af 1980’erne i spidsen for en ny, slagkraftig fagbevægelse. Med et godt blik for strejkevåbnets kraft kombineret med pragmatiske forhandlingsevner skaffede han ikke bare stærkt forbedrede arbejdsforhold for sine medlemmer, men også en slagkraftig politisk organisation, der tvang landets vigtigste hvide arbejdsgivere til at frasige sig apartheid. Dernæst forhandlede han som Mandelas højre hånd magtens overdragelse med de hvide politikere og udformede grundlaget for landets første demokratiske forfatning.

Det var ventet, at han skulle efterfølge Mandela som præsident. Men det skete ikke, og Ramaphosa forlod skuffet politik for i stedet at indlede en løbebane som driftig erhvervsmand. Der er fortsat mange spørgsmålstegn ved denne karriere. Afsættet fik han gennem ANC’s politik til korrektion af apartheids økonomiske skævheder, kaldet BEE, Black Economic Empowerment. BEE kræver af større virksomheder, at de indsætter sorte i deres bestyrelser og på direktørposter. Som et fremtrædende partimedlem med et meget tæt forhold til selve toppen i ANC var Ramaphosa en mand, som mange af de største koncerner gerne knyttede tæt til deres forretning i det nye politisk-økonomiske klima.

 

Det var ventet, at han skulle efterfølge Mandela som præsident. Men det skete ikke, og Ramaphosa forlod skuffet politik for i stedet at indlede en løbebane som driftig erhvervsmand. Der er fortsat mange spørgsmålstegn ved denne karriere
_______

 

Hans store karriere har rejst spørgsmål om, hvorvidt virksomhederne ved at indsætte Ramaphosa opnåede politiske fordele gennem hans formodede mellemkomst, men ingen har nogen sinde været i stand til at bevise mistanken.

Ingen har imidlertid heller betvivlet, at han viste sig at have lige så gode forhandlingsevner i forretningslivet, som han havde som fagforeningsleder. Snart havde Ramaphosa aktier i 1990’ernes største guldgrube i Afrika, mobiltelefoni – foruden i de altid lukrative mine- og energiselskaber samt i industri og service. Han spredte sine aktiviteter bredt og købte fx i 2011 en 20-årig franchiseaftale til at drive 145 McDonald’s-restauranter.

På dette tidspunkt var han vendt tilbage til politik og begyndte et langvarigt, omhyggeligt opbygget comeback. Denne proces har været karakteriseret ved samme evne til at få modparter til at mødes i gensidigt berigende aftaler, som han viste i sin karrieres begyndelse. Både arbejdsgivere og fagforeninger roste ham sidste år til skyerne for at have forhandlet en afgørende mindsteløn, der skal hæve de dårligst lønnede op over fattigdomsgrænsen. Som en af sine første handlinger i præsidentembedet har han tilsvarende taget hul på en ny aftale for minerne, der både skal sikre de nødvendige udenlandske investeringer og fortsat Black Empowerment.

Endelig har han allerede taget fat på at lukke de økonomiske huller i de mange statslige virksomheder, der – som i mange andre afrikanske lande – bruges af præsidenten og ministre i tildelingen af privilegier til et politisk udnævnt borgerskab. I Sydafrika har elektricitetsselskabet Eskom været et eklatant eksempel med tårnhøje direktør- og bestyrelseshonorarer, ulovlige og tvivlsomme leverandørkontrakter med korrupte venner – samtidig med dalende service og vildtvoksende underskud. Allerede i december 2017 rensede Ramaphosa som nyvalgt partiformand ud i Eskoms bestyrelse. Nu kommer turen til de andre korrumperede statslige virksomheder.

Vælgernes dom venter i 2019
Den slags initiativer er populære i offentligheden, men kan koste støtte internt i regeringspartiet, hvor fremtrædende medlemmer nødvendigvis vil miste privilegier eller ligefrem risikere politianmeldelse. På partikongressen i december blev Ramaphosa ganske vist valgt på en klar dagsorden om at rydde op i forgængerens korrumpering af statens organer. Men det skete med et spinkelt flertal på bare 2.440 stemmer mod 2.261.

Udviklingen viser imidlertid også, at det sydafrikanske demokrati er bedre end sit anløbne rygte. Udsigten til en massiv vælgerafklapsning næste år var afgørende for partiets fyring af den folkeligt upopulære Zuma og valget af Ramaphosa.

 

Demokratiets fundament revnede og forvitrede under Zuma. Men det holdt. Dermed frembyder Mandelas Regnbuenation fortsat et håb og et eksempel for Afrika
_______

 

Forløbet blev sikret af netop de demokratiske institutioner, som Zuma forsøgte at nedbryde. Som journalist Jesper Strudsholm korrekt noterede i Weekendavisen: ”De egentlige helte i afskeden med Sydafrikas kontroversielle præsident er ikke hans parti, ANC, der endelig tog affære … men civilsamfundets modige vagthunde, hvis mange rapporter om uhyrlighederne længe blev ignoreret; embedsmænd, der blev fyret for at dæmme op for chefens grådighed; medier, der blev beskyldt for landsforræderi for at afdække overgrebene; offentlige institutioner som domstole, der efter nogle svinkeærinder endelig trådte i karakter og banede vejen for en genåbning af Zumas korruptionssager; og endelig ombudskvinden, som ANC i parlamentet beskyldte for at være CIA-agent efter hendes dokumentation af Zumas misbrug”. Det var disse institutioner og enkelte modige dissidenter i ANC, der bragte Ramaphosa til sejr. De samme vil både kulegrave hans fortid efter skeletter og holde ham til ilden. Demokratiets fundament revnede og forvitrede under Zuma. Men det holdt. Dermed frembyder Mandelas Regnbuenation fortsat et håb og et eksempel for Afrika.

Sydafrika er stillet over for klassiske udviklingsdilemmaer: En kuet befolkning af undersåtter skal lære at blive frie, selvstændige borgere, der udøver deres demokratiske ret. Samtidig skal landet, rigt på råvarer, men fattigt på evner og tradition til at anvende disse til alles bedste, skabe en stærk økonomisk vækst, der med et langt, sejt træk løfter folk ud af fattigdom. Hidtil har ANC ikke været i stand til på overbevisende måde at vise landets borgere vejen ud af disse dilemmaer. Fristelsen til kortsigtede snuptagsløsninger for både enkeltpersoner, snævre grupper og magtfulde medlemmer har været for stor.

Nu har landet så fået endnu en messias. Ramaphosa skal prædike og praktisere frelse gennem økonomisk smalhals og tålmodighed. Han bliver testet allerede næste år, hvor landet skal til parlamentsvalg. ANC er hårdt trængt: Selvom det har bevaret flertallet ved hvert parlamentsvalg siden det første frie valg i 1994, er det skrumpet år for år. Kommunalvalget forrige år var en gyser: Her gik ANC tilbage fra 63 pct. til 54 pct. af de afgivne stemmer og mistede sit flertal i fire af landets otte største byer, inklusive Johannesburg.

Partiet vil derfor kræve, at Ramaphosa leverer hurtige og synlige resultater. Hovedspørgsmålet i det kommende år bliver derfor, hvor meget intern partimæssig opbakning han kan ofre i forsøget på at styrke økonomien og begrænse den korruption, der har skaffet midler og indflydelse til de titusinder af kadrer, der repræsenterer partiet i alt fra byråd over forsyningsvirksomheder til parlament og administration. Foreløbig rider han på en bølge af optimisme. Han har brugt den til straks at gennemføre en meget stram finanslov, som giver ham mulighed for at løsne lidt op igen til næste år – men kun, hvis hans økonomiske kurs virker. Så venter for alvor et nyt daggry for Sydafrika. ■

 

Hovedspørgsmålet i det kommende år bliver derfor, hvor meget intern partimæssig opbakning han [Ramaphosa] kan ofre i forsøget på at styrke økonomien og begrænse den korruption, der har skaffet midler og indflydelse til de titusinder af kadrer, der repræsenterer partiet
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister