07.04.2018

FRA RÆSON33 [Forårsnummeret/Marts 2018]

„Fra 1945 var Tyskland garant for stabilitet og forudsigelighed. Sådan er det ikke længere – og sådan bliver det ikke igen. Nu er Tyskland: Magtfuldt og ustabilt‟

Af Peter Nedergaard

Over en årrække har Tysklands rolle ændret sig. Landet er blevet mere magtfuldt, og tyske toppolitikeres stemme høres tydeligere både i Europa og på den verdenspolitiske scene. Men inden for de seneste år har landet samtidig – som noget helt usædvanligt – haft hårde skænderier med lande, der tidligere var tætte partnere. Og valget i efteråret har afsløret, at tysk indenrigspolitik er blevet en langt mere ustabil affære end tidligere, selvom det efter et halvt års nervepirrende forhandlinger endte med endnu en stor regeringskoalition. Hvordan går det, når et på én gang mere magtfuldt og ustabilt Tyskland skal forsøge at spille rollen som leder i et Europa og en verden, som er blevet mere uforudsigelig?

Europas anker
Tyskland har siden Anden Verdenskrig været som et anker af politisk stabilitet i et Europa, hvor der var – og er – store politiske og økonomiske forskelle. Andre steder kunne man skifte regeringer, som var det undertøj (fx Italien og Frankrig under Den Fjerde Republik 1945-58). Man kunne have en politisk dagsorden, som dybest set ikke var videre interesseret i, hvad der passerede på det europæiske kontinent (fx Storbritannien). Man kunne have et anløbent forhold til demokratiet (Spanien, Portugal og Grækenland i hele eller dele af perioden indtil begyndelsen af 1970’erne). Man kunne have en økonomi, som humpede afsted (Portugal, Grækenland og de østeuropæiske lande). Man kunne have en landestørrelse, som gjorde, at ankerkæden aldrig nåede havbunden (de nordiske lande, Benelux, Schweiz og Østrig). Eller man kunne være uden for vesteuropæisk politisk rækkevidde (Østeuropa indtil murens fald). Men (Vest)Tyskland vidste man altid, hvor man havde.

Landet med de særligt dyrekøbte historiske erfaringer med permanent ustabilitet og uforudsigelighed under Weimarrepublikken 1919-33 og det nazistiske regime 1933-45 var i Europa kvintessensen af stabilitet og forudsigelighed – netop belært af historien. Her kunne en regeringsleder sidde i tre-fire perioder. Her lå den økonomiske politik i helt faste rammer, fordi den tyske økonomiske filosofi (ordoliberalismen) lagde vægt på forudsigelighed og uafhængige statsinstitutioner. Her besad man i alle gøremål og på alle niveauer en uomtvistelig demokratisk indstilling. Her havde man en grundlæggende interesse i det europæiske kontinent, hvis interesser man anså for lig de nationale interesser (idéen om ’et europæisk Tyskland’), hvorfor man meget nødigt pressede eller kritiserede nabolandene. Her var man samtidig en klippefast del af det vestlige samarbejde og et af de mest USA-støttende store europæiske lande (næsten på linje med Storbritannien). Her var man villig til at tage de langsigtede politiske beslutninger, som hev økonomien og hele Den Europæiske Union ud af dyndet – fra Konrad Adenauer over Helmut Schmidt og Helmut Kohl til Gerhard Schröder. Og her regeredes der på baggrund af den politiske midte og snusfornuft med udgangspunkt i en lille kreds af stærke politiske partier (i mange år indsnævret til et såkaldt 2½-parti system), mens de politiske fløje var ikkeeksisterende eller sat uden for indflydelse.

Alt dette er under forandring. Det kaotiske forløb om regeringsforhandlingerne siden valget til Forbundsdagen i september 2017 er blot det ydre og stærkt synlige tegn på, at den politiske ustabilitet og uforudsigelighed også er kommet til Tyskland. Det lykkedes med hiv og sving at danne en stor koalition mellem de to kristendemokratiske søsterpartier, CDU og CSU (det kristendemokratiske parti i Bayern), og socialdemokratiske SPD, da sidstnævnte den 4. marts meddelte, at medlemmerne havde godkendt en ny stor koalition, som bl.a. indebar, at SPD overtog nøgleposten som finansminister. Den bedste prognose er imidlertid, at det bliver den sidste af denne type regering i Tyskland i årtier. Det bliver samtidig den sidste periode med Angela Merkel som forbundskansler.

 

Det kaotiske forløb om regeringsforhandlingerne siden valget til Forbundsdagen i september 2017 er blot det ydre og stærkt synlige tegn på, at den politiske ustabilitet og uforudsigelighed også er kommet til Tyskland
_______

 

Forude venter et Tyskland med et bredt spektrum af politiske partier – strækkende sig fra det yderste højre til det yderste venstre – og en vælgerbefolkning, der i stigende grad vælger de traditionelle folkepartier fra. CDU/CSU bides i haserne af det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD), og SPD er under pres fra det venstreorienterede Die Linke. Hvorfor?

Stabilitet for stabilitetens skyld
Tidligere havde man bestemte mål for øje med at øge stabiliteten. Men i dele af vælgerbefolkningen opfattes en stor regeringskoalition mellem centrum-højre og centrum-venstre som en regering, hvor magten udøves for magtens egen skyld – og hvor stabiliteten tilstræbes for stabilitetens skyld. Muligvis vil den nye regering forlænge eksistensen af det tyske stabilitetsanker med de blot 3½ år, der efterhånden er tilbage af denne valgperiode. Der er imidlertid tale om, at man giver stabiliteten og forudsigeligheden kunstigt åndedræt. Det er den stilhed, som indfinder sig lige før stormen. De opinionsundersøgelser, som er foretaget i Tyskland angående etableringen af en stor koalitionsregering, viser, at den netop ikke er, hvad vælgerne efterspørger. En opinionsundersøgelse lavet af bladet Focus viste, at 34 pct. af tyskerne foretrak nyvalg i stedet for den store koalition mellem CDU/CSU og SPD, som kun 30 pct. støttede. En tilsvarende undersøgelse fra tv-stationen ARD viste, at kun 45 pct. af tyskerne så positivt på en ’GroKo’ – 52 pct. negativt. Blot udsigten til endnu en stor koalition med SPD’s deltagelse har i øvrigt sendt partiet ned på 16-17 pct. i meningsmålingerne.

CDU/CSU-SPD-regeringen under Kurt-Georg Kiesinger i 1966-69 var den første store koalition. Dengang gik det SPD godt – men partiet har tabt stort på at gå med i koalitionsregeringerne med CDU’eren Angela Merkel. Det gjaldt både i 2005-09 og i 2013-17. I første tilfælde tabte SPD godt ni procentpoint af stemmerne ved det efterfølgende forbundsdagsvalg i 2009. I anden omgang løb vælgertabet op i godt fem procentpoint, så SPD ved valget i september 2017 endte med blot en femtedel af de tyske stemmer. Det er for socialdemokraterne den laveste stemmeandel i efterkrigstiden og på samme lave niveau som i 1932-33. Også det liberale FDP led i 2009-13 under deltagelsen i Merkels CDU/CSU-FDP-regering – så voldsomt, at partiet i 2013 kom under spærregrænsen på 5 pct. og dermed røg helt ud af Forbundsdagen. Angela Merkel ligner altså en regeringsleder, der klemmer livet ud af sine koalitionspartnere.

Disse erfaringer var netop også baggrunden for, at SPD’s daværende leder, Martin Schultz, frem til valget i september 2017 erklærede, at partiet ikke agtede at indtræde i endnu en koalitionsregering med Merkel. Som han sagde, så havde han allerede én Mutti – med reference til det kælenavn, Merkel fik efter sin hidtil eneste betydelige valgsejr i 2013. Når SPD alligevel er gået med i en koalitionsregering med CDU/CSU, er det derfor en U-vending af de store. Partiet siger, at man har gjort det af hensyn til Tysklands helhedsinteresser – kritikere betragter beslutningen som et historisk løftebrud.

Belært af erfaringerne ved forbundsdagsvalget i 2013 var også FDP efter valget i 2017 skeptisk. De krævede derfor betydelige indrømmelser. Dem fremlagde FDP, da man fra september og frem til november 2017 forhandlede om dannelsen af en – i mange tyskeres øjne ”eksotisk” – såkaldt ’Jamaica’-regering. Den ville have forenet farverne i den caribiske stats flag – sort (partifarve for CDU/CSU), grøn (for De Grønne) og gul (FDP). Men særligt på grund af FDP’s uenighed med især De Grønne om udlændingepolitikken (hvor FDP ønskede betydelige stramninger) og energipolitikken endte de liberale med at forlade forhandlingsbordet. Ved den lejlighed erklærede FDP’s leder, Christian Lindner, at det var bedre „ikke at regere end at regere dårligt‟.

 

Særligt på grund af FDP’s uenighed med især De Grønne om udlændingepolitikken (hvor FDP ønskede betydelige stramninger) og energipolitikken endte de liberale med at forlade forhandlingsbordet
_______

 

Kansler uden projekt
Det er imidlertid ikke kun koalitionspartnerne, som har det svært under Merkel. I fire ud af fem forbundsdagsvalg har hun ikke klaret det godt som leder af CDU/CSU-koalitionen, når man ser på stemmetallene. Senest i september 2017 fik partiet kun 26,8 pct. af stemmerne – den laveste stemmeandel siden 1945. Og hendes valgsejr i 2013 faldt, efter at Tyskland med hende ved roret tilsyneladende var kommet bedre gennem den økonomiske krise end mange andre europæiske lande. Da lå CDU/CSU på 34,1 pct.

Hvorfor er Merkels regeringer ikke populære? Måske fordi der simpelthen er tale om en forbundskansler uden et egentligt politisk projekt, hvorfor hun også først og fremmest agerer reaktivt og sjældent proaktivt. Konrad Adenauer (CDU/CSU) havde et bevidst mål om tysk økonomisk genrejsning og indlejring af (Vest)Tyskland i det fremvoksende vesteuropæiske samarbejde og NATO. Willy Brandt (SPD) havde et politisk mål om udsoning med de østeuropæiske lande (’Ostpolitik’). Helmut Schmidt (SPD) sikrede aktivt Tyskland mod nye farer på grund af terrorisme, oliekrise og valutauro (fx via etableringen af det europæiske monetære samarbejde). Helmut Kohl (CDU/CSU) arbejdede for et nyt traktatmæssigt fundament under det europæiske samarbejde og en tysk-tysk genforening. Og Gerhard Schröder (SPD) reformerede det tyske arbejdsmarked radikalt og genskabte dermed tysk økonomis vitalitet.

Merkel handler derimod først, når problemerne står lige uden for døren. Det gjaldt både i forbindelse med eurokrisen 2008-12 og under migrant- og flygtningekrisen 2015-16. I modsætning til andre tyske forbundskanslere skaber Merkel sjældent en ny politisk ramme med henblik på at løse problemerne – og hun reagerer helst, når efterspørgslen på politiske løsninger på et konkret felt er tårnhøj. Først da det virkelig brændte på med hensyn til eurokrisen, og hele den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) var på nippet til at bryde sammen, trådte hun på Tysklands vegne i karakter som leder for at finde en løsning. Og først da migranterne og flygtningene stod langs den tyske grænse, tog Merkel stilling – med den fatalistiske sætning ”Vi klarer den”.

Under eurokrisen kan man ikke afvise, at den tilbagelænede tyske holdning var optimal – en proaktiv tysk politik på området tidligere i processen kunne have skabt en uovervindelig animositet vis-a-vis reformerne i de sydeuropæiske lande og i øvrigt også aktiveret en destruktiv modstand mod hjælpepakkerne i den tyske vælgerbefolkning. På samme måde kan det også være, at Merkels håndtering af migrant- og flygtningekrisen ville have været umulig, hvis ikke hun havde ventet med at reagere, indtil migranterne og flygtningene så at sige stod ved Tysklands hoveddør. Her er der dog to indsigelser vedrørende denne tolkning af Merkels ageren under migrant- og flygtningekrisen: 1) Udlægningen overser sandsynligvis det store perspektiv, fordi Merkels sene, reaktive beslutning satte endnu mere skub i menneskestrømmen til Tyskland. 2) Merkel var samtidig klart ude af trit med gennemsnitsholdningerne i den tyske vælgerbefolkning, som med hensyn til migrant- og flygtningekrisen ofte fik konsekvenserne direkte ind på livet (i modsætning til eurokrisen). Efterfølgende har Angela Merkel i praktisk politik søgt at stramme udlændingepolitikken ganske meget – og det både eksternt og internt. Den eksterne stramning drejer sig ikke mindst om de konkrete aftaler i november 2015 mellem EU og Tyrkiet (initieret af Tyskland) om at begrænse flygtningestrømmen ind i Europa via Tyrkiet, hvilket rent faktisk har blokeret for migranternes og flygtningenes mulighed for at tage den såkaldte Balkan-rute. Den interne stramning drejer sig bl.a. om en massiv hjemsendelsespolitik og begrænsninger med hensyn til familiesammenføring.

 

Efterfølgende har Angela Merkel i praktisk politik søgt at stramme udlændingepolitikken ganske meget – og det både eksternt og internt
_______

 

Uhørt tvivl om USA’s rolle
Den nye ustabilitet og uforudsigelighed i tysk politik skal også ses i sammenhæng med Tysklands relationer til omverdenen. Tyskland signalerer i højere grad end tidligere distance til andre lande, der på deres side forholder sig skeptisk til Tyskland. Samtidig er der næppe tvivl om, at signalerne – begge veje – forstærkes på grund af de politiske problemer, som åbenbarer sig på Tysklands indenrigspolitiske scene.

I de senere år har der flere gange været en kurre på tråden mellem Tyskland og USA. Og det var ikke en følge af Donald Trumps indsættelse i januar 2017, men noget, der skete allerede i 2003. Den daværende forbundskansler, Gerhard Schröder, indtog det i Tyskland populære standpunkt, at man ikke fra tysk side ville bidrage til USA’s de facto-besættelse af Irak. I 2013 kom det også som et chok for mange tyskere, at USA’s efterretningstjeneste aktivt udspionerede tyske toppolitikere – og herunder havde aflyttet Angela Merkels mobiltelefon. Med Trump på præsidentposten skærpedes tonen mellem USA og Tyskland imidlertid markant. I et af sine mange tweets skrev præsidenten i maj 2017: ”Vi har et MASSIVT handelsunderskud med Tyskland, plus at de anvender LANGT MINDRE, end de burde, på NATO & militæret. Meget dårligt for USA. Det vil ændre sig”.

Dette tweet afspejlede bl.a., at Tysklands overskud i handlen de to lande imellem fra 2009 til 2016 var vokset fra 28 til 75 mia. dollars. I den forstand var Trumps bekymring således baseret på facts, selvom både meddelelsesformen og tonen var usædvanlig. Omvendt har Angela Merkel fra tysk side flere gange sat spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad man kan regne med USA som en pålidelig allieret. En sådan skepsis har aldrig tidligere været normen i tysk politik.

Tysklands geopolitiske interesse har i mange år ikke mindst drejet sig om at fastholde USA som en europæisk militær magt med massiv tilstedeværelse på det europæiske kontinent, bl.a. med henblik på at USA aktivt i ord og handling støttede NATO’s nye østgrænse tæt på Rusland. Tyske beslutningstagere har normalt altid betragtet det som værende i Tysklands helt grundlæggende interesse, at USA konventionelt-militært og med hensyn til atomvåben garanterede Europas sikkerhed. Det er hidtil lykkedes. USA har imidlertid skruet prisen herfor op og krævet, at Tyskland anvender flere midler på forsvaret end hidtil. Tyskland vil i nogen udstrækning komme USA i møde, men ikke så langt, som USA ønsker. Især SPD er traditionelt skeptisk over for tysk oprustning. Samtidig er SPD traditionelt mere prorussisk end CDU/CSU, hvilket kan give problemer, hvis konflikten skærpes østover, mens prorussiske Die Linke presser fra venstre, og ligeledes prorussiske AfD presser fra højre. Sikkerhedspolitikken vil derfor være en fortsat kilde til konflikt mellem USA og Tyskland.

På det handelsmæssige område aflyste Trump straks efter sin tiltræden den såkaldte TTIP-aftale (Transatlantic Trade and Investment Partnership) mellem USA og EU. Det vakte kritik i Europa, men det skal med, at der også i flere EU-lande og ikke mindst i Tyskland var en voldsom kritik af aftalen. Det er forventeligt, at Trump aktivt vil forsøge at mindske det amerikanske handelsunderskud i forhold til Tyskland, bl.a. ved at få tyske producenter af fx biler og maskiner til at investere mere i direkte produktion i USA. Det ville betyde, at tyske produkter kunne sælges i USA, uden at det ville belaste det amerikanske handelsunderskud i forhold til Tyskland. Handelsproblemerne kan meget vel vise sig at være langt lettere at løse end de sikkerhedspolitiske udfordringer.

 

Det er forventeligt, at Trump aktivt vil forsøge at mindske det amerikanske handelsunderskud i forhold til Tyskland, bl.a. ved at få tyske producenter af fx biler og maskiner til at investere mere i direkte produktion i USA
_______

 

Åben strid med naboerne mod øst
Samtidig befinder Tyskland sig i en løbende konflikt med nabolandene mod øst i den såkaldte Visegrád-gruppe. Gruppen er et uformelt samarbejde mellem Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Polen – opkaldt efter den ungarske by Visegrád, hvor landene afholdt deres første møde i 1991 – og indtil landene blev medlem af EU i 2004, var Tyskland deres store sponsor og støtte. Det skyldtes bl.a., at Tyskland havde en interesse heri, fordi man betragtede støtten i forlængelse af Ostpolitikken. Efterfølgende blev landene øst for Tyskland i høj grad integreret i tysk erhvervsliv som underleverandører – med udgangspunkt i, at de har en forholdsvist veluddannet arbejdskraft med relativt lave lønninger. Til gengæld har Visegrád-landene støttet den konsekvente tyske linje i EU-regi vis-a-vis de sydeuropæiske lande, ikke mindst i forhold til Grækenland. De sydeuropæiske lande er bl.a. blevet fortalt, at de ved at betragte de østeuropæiske lande kan lære om en sund offentlig økonomi, privatiseringer, arbejdsomhed og konkurrencedygtighed.

Samdrægtigheden mellem Tyskland og Visegrád-landene begyndte imidlertid at erodere voldsomt, da Tyskland i eftersommeren 2015 pludselig åbnede for, at i hundredtusindvis af migranter og flygtninge kunne passere den tyske grænse. I Visegrád-landenes befolkninger og blandt deres ledere bidrog det til frygten for, at noget tilsvarende ville kunne ske dér. Da EU’s Ministerråd på tysk opfordring i september 2015 med kvalificeret flertal (og under protest fra visse EU-medlemslandes side) vedtog en aftale om fordeling af (i første omgang) 160.000 asylansøgere, skærpedes konflikten mellem Tyskland og Visegrád-landene. Asylansøgerne skulle flyttes fra lande, som havde taget imod mange (fx Tyskland), til lande, som havde modtaget meget få asylansøgere (fx Visegrád-landene). I Visegrád-landene så man den beslutning som EU’s (tysk drevne) forsøg på at påtvinge dem flygtninge, som Tyskland af historiske grunde havde set sig nødsaget til at tage imod, men som Visegrád-landene på ingen måde selv ønskede at modtage. I visse af de østeuropæiske lande er den tyske holdning til de europæiske lande øst for Tyskland i den forbindelse blevet døbt ’moralsk imperialisme’.

Midt under migrant- og flygtningekrisen i oktober 2015 vandt det nationalkonservative Lov- og Retfærdighedsparti absolut flertal ved parlamentsvalget i Polen, der med 38 mio. indbyggere er det klart største af Visegrád-landene. Også i de tre andre Visegrád-lande har de politiske ledelser haft en linje, som betonede de nationale interesser efter årtier med sovjetisk undertrykkelse. Samtidig er der landene imellem udenrigspolitiske holdningsforskelle – fx er Slovakiet klart prorussisk, mens Polen er klart antirussisk.

I Polen blev Witold Waszczykowski ny udenrigsminister i den nye regering fra 2015. I Tyskland var han allerede blevet bemærket under valgkampen, hvor han bl.a. erklærede, at Polen efterhånden havde udviklet sig til at været en ’tysk koloni’. I november samme år tog den nyvalgte polske regering en række initiativer, som skulle sikre mere politisk kontrol med forfatningsdomstolen, med nogle af de statsejede medier og med dele af det juridiske system. Det mødte kritik både fra Tyskland og EU-Kommissionen. Som et svar herpå trak en af lederne og grundlæggerne af Lov- og Retfærdighedspartiet, Jarosław Kaczyński, i august 2017 nazikortet og udtalte, at de fortsatte problemer mellem Tyskland og Polen havde historiske rødder og ikke mindst skyldtes, at ”Tyskland ikke ville vedkende sig ansvaret for Anden Verdenskrig” i forhold til Polen, som man i øvrigt skyldte ”store summer” i erstatning for ødelæggelser forårsaget af den nazistiske besættelse. I Tyskland er anvendelsen af nazikortet i forhold til det moderne Tyskland det samme som at stille sig uden for det gode selskab.

Konflikten mellem Polen og Tyskland har ikke kun rødder i historien og i migrant- og flygtningekrisen. Den drejer sig også om energipolitikken og implikationerne heraf. Tyskland er frem mod 2022 i gang med en stor energitransformation (kaldet Energiewende) fra atomkraft til andre energikilder. Vedtagelsen heraf skete under den rød-grønne koalition i 2002. Da Merkel blev kansler i 2005, lagde hun beslutningen på is – hendes fysikerbaggrund gjorde måske også, at hun selv var positivt indstillet over for mulighederne i en fredelig udnyttelse af atomkraften. Men efter atomkraftulykken på det japanske atomkraftværk Fukushima i marts 2011 kom der i Tyskland en række demonstrationer mod netop atomkraften. Det betød, at Merkel svingede om, og regeringen vedtog nu at fastholde den tidligere regerings plan om udfasning af atomkraft i 2022. Det indebar, at man måtte se at få etableret og styrket anvendelsen af andre tyske energikilder. På daværende tidspunkt var man allerede i gang med at nedlægge rørene til en stor naturgasledning direkte mellem Rusland og Tyskland – den blev kaldt North Stream. Første rørledning var klar i november 2011, og anden rørledning i oktober 2012. Og netop nu er man i gang med at etablere en North Stream II, som vil udvide forsyningen med russisk gas ind i Tyskland betragteligt.

 

Konflikten mellem Polen og Tyskland har ikke kun rødder i historien og i migrant- og flygtningekrisen. Den drejer sig også om energipolitikken og implikationerne heraf
_______

 

Både North Stream I og II går direkte fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen og uden om lande øst for Tyskland. Det betyder bl.a., at rørledningerne kræver godkendelse af den danske regering, fordi den foreslåede rørføring går gennem dansk territorialfarvand øst om Bornholm. Både North Stream I og II har mødt polsk kritik, men Polen kan ikke bremse projektet, fordi rørledningerne ikke går gennem polsk territorialfarvand. Af politiske grunde ønsker Polen ikke at blive afhængigt af russisk gas, men køber – i det omfang man har behov for naturgas – den noget dyrere norske gas. Samtidig har Polen store kulreserver, som man sikkert gerne ville sælge, men som EU’s og Tysklands klimapolitik i stigende omfang bremser for salget af.

Vil Tyskland stadig et ”kerne-Europa”?
I signalspillet og ordvekslingerne mellem Tyskland og omverdenen ser Tyskland umiddelbart ud til at have en stærk allieret i Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron. Men det forhold, at Tyskland i mindre grad end hidtil bliver et anker af stabilitet og forudsigelighed i Europa fremover, får dog også konsekvenser for Tysklands europæiske rolle. Generelt betyder det sandsynligvis, at indenrigspolitiske hensyn bliver mere og mere bestemmende for den tyske positionering i de samarbejdsfora, hvori Tyskland deltager.

Den fransk-tyske akse (baseret på Élysée-traktaten fra 1963) byggede i mange år på, at Frankrig spillede den politiske hovedrolle, hvilket Tyskland accepterede og understøttede med økonomiske muskler. Siden eurokrisen (og især fra 2011 og frem) overtog Tyskland imidlertid også den politiske hovedrolle, hvilket Frankrig på sin side affandt sig med. Macron har dog forsøgt at genvinde noget af den gamle franske position – bl.a. via en række udspil om store reformer af EU. Disse forudsætter dog alle uden undtagelse, at Tyskland støtter dem fuldt ud. Det store spørgsmål er, om Merkel kan og vil levere denne støtte. Sandsynligvis vil etableringen af CDU/CSU-SPD-koalitionsregeringen i nogen grad lette Tysklands opbakning til de franske planer om en mere fælles (og mindre streng ordoliberal) finanspolitisk linje i Eurozonen. Dannelsen af et såkaldt kerne-europæisk samarbejde centreret om Eurozonen med den fransk-tyske akse som den inderste kerne kan således i nogen grad kompensere for den manglende selvstændige tyske stabilitet og forudsigelighed. Det åbne spørgsmål bliver imidlertid, hvor langt selv den brede tyske regeringskoalition kan gå med til en politik, som af et flertal af vælgere i Tyskland betragtes som at give køb på tyske interesser, hvor tyske skatteborgere (endnu en gang ifølge visse stemmer i debatten) bliver bedt om at betale for andre landes økonomiske uansvarlighed. Foreløbig er det indføjet i det nye regeringsgrundlag for GroKo, at man fra tysk side giver grønt lys til Macrons idé om et særligt EU-budget med henblik på økonomisk stabilisering og socialpolitiske initiativer. Men der er stadig ingen tysk tilslutning til spørgsmålet om finanspolitisk koordination og en fælleseuropæisk gældspolitik.

Alt i alt bliver fremtidens Tyskland anderledes end det Tyskland, vi ellers har kendt siden Anden Verdenskrig. Ustabiliteten og uforudsigeligheden – både internt i Tyskland såvel som i landets eksterne relationer – er kommet for at blive. ■

 

Alt i alt bliver fremtidens Tyskland anderledes end det Tyskland, vi ellers har kendt siden Anden Verdenskrig
_______

 

Litteratur:
Amann, Melanie; Veit Medick; Ralf Neukirch og René Pfister. Inside Germany’s Rocky Coalition Talks. Spiegel Online, 19. Januar 2018.
Amaro, Silvia (2018). Germany needs new political blood as Merkel is unlikely to finish fourth term. Europe News, 15. Januar.
Der Spiegel (2018). SPD-Spitze bestimmt 6. Februar als Stichtag. Downloadet 29. januar 2018.
Heyer, Julia Amalia (2018). Macron Leads France Back into Diplomatic Limelight. Spiegel Online, 24. Januar.
Karnitschnig, Matthew (2018). The end of Angela Markel, and German politics as we know it. Politico, 19. Januar 2018.
Kurbjuweit, Dirk (2018). Merkel’s Got Some Explaining To Do. Spiegel Online, 22. Januar.
Luyken, Jörg (2017). German politics – 10 things you need to know. The Local.com. Downloadet 29. januar 2018.
Nedergaard, Peter (2014). Tyskland – en grundbog i økonomi og politik. Forlaget Systime.
Rimbert, Pierre (2018). Germany alone within the EU. Monde diplomatique, januar 2018.
Somaskanda, Sumi (2017). Germany’s Perilous Political Dance. The Atlantic, 8. December.
The Guardian (2017). The Guardian view on Germany’s political crisis: the start of the post-Merkel era? Editorial, 20. November.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland