07.12.2018

.

At fratage mennesker retten til at beskrive deres egen livssituation har ikke noget med lighed at gøre. Tværtimod er det de magtfuldes triumf over de magtesløse.

Af Peter Lauritsen, professor MSO

”ALLE MENNESKER er lige, men nogle mennesker er mere lige end andre”. Det var – næsten – sådan George Orwell beskrev det hykleri, der opstår, når man retorisk og principielt hylder ligheden, men samtidig indretter et samfund på den præmis, at der tydeligvis er forskel på folk. Orwell havde selvsagt ikke den danske udlændingedebat i tankerne, da han skrev sin berømte bog om ”Kammerat Napoleon”. Men det kunne han udmærket have haft. For i denne debat driver lighedshykleriet ned ad avisspalter, bogsider og fjernsynsskærme. På den ene side hævder de altid stramningsparate politikere og kommentatorer at forsvare demokratiets principper om frihed og lighed. På den anden side er det netop disse principper, de ignorerer og undergraver.

Man ser det allerede i sproget. Kun sjældent taler man om religiøse og etniske minoriteter i den danske udlændingedebat, hvilket måske skyldes, at minoriteter som bekendt har krav på både respekt og beskyttelse. I stedet bruges betegnelsen ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere”. Og hver dag bringer sine historier om kriminaliteten blandt de ”ikke-vestlige” og om de mange penge, de koster alle os andre. En udlænding eller en efterkommer er med andre ord per definition et problem, hvis han eller hun er ”ikke-vestlig”. At vedkommende udmærket kan være integreret, produktiv, fællesskabsorienteret, overskudsgivende og have både bil og campingvogn tæller ikke med. For i den offentlige diskurs er kun de vestlige udlændinge ønskede; de ikke-vestlige er uønskede. I sociologien kalder man den slags for stigmatisering, men man kan også sige, at udlændingedebatten med al tydelighed viser, at i Danmark er nogle mennesker mere lige end andre. Og det selvom vi gerne bryster os af det modsatte.

 

I sociologien kalder man den slags for stigmatisering, men man kan også sige, at udlændingedebatten med al tydelighed viser, at i Danmark er nogle mennesker mere lige end andre
_______

 

Noget tilsvarende gælder for de borgere, der bor i en ”ghetto”. Også her er der tale om en politisk betegnelse, som fremmer ulighed. For bor man i en ”ghetto”, er man automatisk en del af et nationalt problem. Der er ”huller i Danmarkskortet”, siger politikerne på Christiansborg uden at kere sig om, at beboerne muligvis ikke kan genkende deres boligområde i den beskrivelse. Men hvis Danmark er gået i stykker, må det repareres, og politikerne er villige til at tage skrappe midler i brug. Faktisk så skrappe, at nogle mennesker skal forhindres i at flytte ind, mens andre tvinges til at flytte ud. Men hvordan ”ghetto-beboerne” oplever hverdagen, og hvordan de tænker, at eventuelle problemer kan løses, er stort set usynligt i den offentlige og politiske debat. I stedet har politikere og meningsdannere tiltaget sig retten til at beskrive både problemer og løsninger. Og hvorfor skulle de være interesserede i beboernes perspektiv? Vi ved jo alle, at der er problemer i en ghetto. Det ligger ligesom i ordet.

AT MAN PÅ DENNE MÅDE fratager mennesker retten til at beskrive deres eget liv har ikke noget med lighed at gøre. Tværtimod er det de magtfuldes triumf over de magtesløse. For når de magtfulde vælger betegnelserne og kategorierne, beskriver de ikke bare neutralt virkeligheden, som den er. Med sproget skaber de en bestemt forståelse og gør nogle indgreb mere relevante end andre. Så når mennesker af ”ikke-vestlig” oprindelse kobles sammen med kriminalitet og økonomiske udgifter, så er det den måde, vi lærer disse medborgere at kende på. Og når noget kaldes en ”ghetto,” behøver vi ikke at være nysgerrige om det liv, som leves der. Vi kender det allerede og forstår godt, at hårde løsninger er nødvendige.

 

De magtfulde vil have ubegrænsede rettigheder og ikke opgive det privilegium det er at kunne definere andre menneskers liv
_______

 

Det er derfor, at man som politiker og meningsdanner skal bruge sproget med sensitivitet og omtanke og altid vælge dialogen frem for enetalen. For gør man ikke det, risikerer man at fremme uligheden og reducere andre mennesker til brikker i sit eget spil. Det er uholdbart – og imod demokratiets tanke. Men alt for ofte er det netop det, der sker. De magtfulde vil have ubegrænsede rettigheder og ikke opgive det privilegium det er at kunne definere andre menneskers liv.

PRØV FX AT SIGE til en af den førte udlændingepolitiks fortalere, at det ikke er god tone – nærmere uanstændigt – konstant at omtale andre mennesker som problematiske og kun akkurat tålelige. Svaret vil være, at den frie debat er nødvendig og hensigtsmæssig, og at ytringsfriheden er en grundlovssikret ret. Den overvejelse, at dem, der tales om, også har krav på at blive inddraget i samtalen, vil ikke være til stede. Tværtimod vil det blive understreget, at dem, der rammes af den frie tale, blot må lære at tåle det.

Men det omvendte gælder ikke. Hvis de stramningsivrige politikere og kommentatorer får at vide, at de fremmer grøftegravning og racisme, og at de er yderligtgående og rabiate, så tåler de det ikke. Racismekortet må ikke trækkes, og paralleller til 1930’ernes udskilning af minoriteter kan ikke bringes i spil. Gør man det alligevel, bliver de privilegerede sårede og vrede. For ingen skal komme og fortolke deres handlinger. Det gør kun de selv. I Danmark er alle lige, men nogle er mere lige end andre. ■

 

Hvis de stramningsivrige politikere og kommentatorer får at vide, at de fremmer grøftegravning og racisme, og at de er yderligtgående og rabiate, så tåler de det ikke
_______

 

Peter Lauritsen (f. 1969) er professor MSO ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Statsminister Lars Løkke Rasmussen og en række ministre præsenterer på et pressemøde i Mjølnerparken ghetto-udspillet “Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030”, torsdag den 1. marts 2018 [foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix]