06.11.2018

Det ser umiddelbart ikke godt ud for præsident Trump og hans republikanere forud for midtvejsvalget. De får svært ved at fastholde den totalkontrol med Kongressen, de har haft siden midtvejsvalget i 2014 og i øvrigt i syv af 12 valgperioder siden 1994.

Af Peter Kurrild-Klitgaard

Vil man forsøge at forudsige – og forklare – udfaldet af valg i USA, kan der være god grund til at hæve sig over den daglige trummerum i valgkampene og i stedet se på de lange, systematiske tendenser. Ikke mindst hvis man gerne vil undgå at stirre sig blind på de små, mediedrevne ’skandaler’ og ’historier’, der får stor opmærksomhed under en valgkamp, men som sjældent betyder noget stort, endsige systematisk.

Og når valgforskere og historikere ser på amerikanske valg, findes der normalt et par generelle, ganske holdbare tommelfingerregler. En nærmest universel en af slagsen er, at økonomien vejer tungt: Går det godt med samfundsøkonomien, stemmer et flertal på den siddende præsidents parti – og går det skidt, stemmer man på alternativet. Ved præsidentvalg holder den logik ganske godt (særligt når man måler på udviklingen i disponible realindkomster), og kun krige spiller som regel forstyrrende ind.

En anden regel er, at politikere, der genopstiller, oftest bliver genvalgt. I perioder, også i nyere tid, har udskiftningen i fx Senatet over en valgperiode været mindre end i det britiske House of Lords. Kun ved ret få midtvejsvalg (fx 1994 og 2010) ser man meget dramatiske udsving.

Denne tommelfingerregel kommer dog med den krølle på halen, at der ved præsidentvalg ofte sker en nedslidning efterhånden: Det er sjældent, at et parti vinder præsidentposten tre gange i træk, og det er siden Anden Verdenskrig ikke sket en eneste gang, at man har vundet den mere end tre gange i træk. Måske ville det finde sted, hvis ikke forfatningen forhindrede en præsident i at genopstille mere end én gang, men kombinationen af ’term limits’ og partipolitisk nedslidning giver i praksis ofte en ’penduleffekt’ ved præsidentvalgene.

Ved midtvejsvalg som dette – der finder sted hvert fjerde år, midtvejs mellem præsidentvalgene – er bl.a. alle 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus og en tredjedel af de 100 medlemmer af Senatet på valg. Ved disse valg kommer der yderligere en særlig tommelfingerregel ind: at præsidentens parti stort set altid taber terræn, uanset om det er hans første eller andet midtvejsvalg.

Faktisk er det kun sket to gange i nyere tid, at præsidentens parti ikke har tabt pladser i Senat eller Hus (eller begge), og i gennemsnit taber præsidentens parti ved et midtvejsvalg 26 i Huset og godt fire i Senatet.

Hvorfor ser man det? Nok fordi det typisk er sværere at mobilisere det flertal, der begejstret bar en præsident ind i Det Hvide Hus to år før – der indfinder sig næsten uvilkårligt en vis skuffelse og mathed, ofte i takt med at negative historier af den slags, der altid forekommer, akkumulerer. Omvendt får det parti, der tabte ved præsidentvalget, tit blod på tanden af at opleve modstanderne ved magten. Minder det igangværende midtvejsvalg om det historiske gennemsnit, vil republikanerne derfor tabe mandater nok til at miste kontrollen med begge kamre. Sidst, men ikke mindst spiller præsidentens egen popularitet ind på, hvorledes kandidaterne for hans parti klarer sig. Synes et flertal af vælgerne, at han klarer jobbet godt, taber hans parti mindre og kan måske endog vinde lidt i bestemte landsdele. Men synes et flertal, at han klarer sig skidt, bliver det endnu mere op ad bakke for kandidaterne for hans parti.

 

Ingen præsident har så længe – faktisk uafbrudt siden sin tiltræden – haft så lav popularitet
_______

 

En klods om benet på republikanerne
Så anlægger man det store, lange perspektiv, er tendenserne generelt ikke positive for republikanerne i år. Faktisk er de negative på stort set alle parametre.

Et lille lyspunkt for Trump er, at republikanerne har den fordel, som det giver at have flertal – dvs. muligheder for at sætte den realpolitiske og mediemæssige dagsorden på den måde, der passer dem bedst. Et parti, der ikke kontrollerer hverken Kongressen eller Det Hvide Hus, skal være overordentligt gode til at mobilisere en folkestemning for at kunne sætte dagsordenen i valgkampen. Det formåede republikanerne i fx 1994 og 2010, men det er svært.

Et andet er, at økonomien ikke er decideret dårlig: Aktiemarkedet har udviklet sig positivt siden november 2016, bl.a. i forventning om trumpske reformer. Men også her er signalerne blandede. Aktiekurserne steg oven på Trumps valgsejr, men er fx røget yoyoagtigt op og ned, i takt med at han har kastet USA ud i handelskrig med EU og Kina. En anden, ofte anvendt, indikator er forbrugertillidsindekset – og det ligger på næsten nøjagtig samme niveau, som da Trump tiltrådte i januar 2017. Så er der de meningsmålinger, hvor man spørger vælgerne, om de mener, at landet er på det rette eller forkerte spor. Her mener ca. 54 pct. det sidste, og kun ca. 38 pct. det første. Det er en klar forbedring siden efteråret 2017, men altså fortsat i negativt ’territorie’. Havde økonomien været skidt, havde den været en betonklods om benet for republikanerne – nu er den blot ikke rigtig god nok til medvind.

Det meste andet er negativt. Særligt Trumps lave personlige popularitet trækker uvilkårligt republikanerne ned. Trump er ganske vist ikke den præsident med de ringeste ’approval ratings’, siden man begyndte at måle dem i 1948 – fx har Richard Nixon, Jimmy Carter og George W. Bush i perioder ligget lavere. Men ingen præsident har så længe – faktisk uafbrudt siden sin tiltræden – haft så lav popularitet. Trumps ’approval ratings’ har fra begyndelsen ligget dårligere end nogen anden nyvalgt præsidents. Hans andel af ’positive’ har konstant ligget på et gennemsnit på under 50 pct., og for tiden ligger de på ca. 42 pct. (modsat de 54 pct., som er negative). Det er en forbedring siden nytår, hvor Trump var godt 20 procentpoint bagud. Men den bedømmelse – hvor der er 10 pct. flere kritikere end støtter – er så ringe, at en præsident i sagens natur ikke ville kunne blive genvalgt. Især ikke, når de negative er et absolut flertal (54 pct.) af vælgerne.

Hvad siger prognoserne?
Hvordan ser det ud i meningsmålinger og prognoser p.t.? Nationalt har demokraterne et forspring på 7-9 procentpoint i de landsdækkende meningsmålinger for kongresvalget. Det er den største føring, demokraterne har haft ved et midtvejsvalg i mange år. Men det er en halvering i forhold til niveauet ved nytår, og analytikere vurderer, at demokraterne skal have en føring på godt 8 procentpoint for at kunne sikre sig en klar sejr.

 

Flertallet ser ud til at balancere på en af den slags knivsægge, hvor et lille sving til den ene eller den anden side vil kunne rykke rigtig mange mandater
_______

 

Dykker man ned og ser på de enkelte valgdistrikter (for valg til Repræsentanternes Hus) og delstater (for valg til Senatet), tegner der sig et billede af et muligvis uforudsigeligt, eller i hvert fald mudret, valg. I Senatet er der p.t. 51 republikanere mod 49 remokrater (inkl. to ’uafhængige’), men ved valget er hele 25 af de 33 senatspladser, der er på valg for en ny seksårig periode, besat af demokrater. Det betyder, at demokraterne er langt mere ’udsatte’ – de skal både holde alle deres egne mandater og samtidig vinde mindst to republikanske pladser. Mange demokrater, der blev valgt i 2010, er fra delstater, der i 2016 stemte på Trump. Meningsmålingerne peger derfor – trods den dårlige trend for republikanerne nationalt – på, at det mest sandsynlige udfald vil være et tab på kun et eller to mandater i Senatet. Skulle det blive 50-50, vil den republikanske vicepræsident, Mike Pence, have den afgørende stemme.

Ved 2016-valget til Repræsentanternes Hus (hvor der skal 218 til et flertal) fik Republikanerne 241 og Demokraterne 194. Denne gang ser flertallet ud til at balancere på en af den slags knivsægge, hvor et lille sving til den ene eller den anden side vil kunne rykke rigtig mange mandater. Meningsmålingerne (hvoraf en del må tages med forbehold) peger p.t. på solid demokratisk fremgang – noget i retning af knap 30 pladser og dermed et magtskifte i Huset.

Disse udsigter reflekterer sig også i bookmakernes odds. På nuværende tidspunkt – mindre end to måneder før midtvejsvalget – vurderer spillefirmaerne typisk, at der er ca. to tredjedele sandsynlighed for, at demokraterne vinder flertal i Huset, mens der er tre fjerdedele for, at republikanerne holder Senatet.

Kan eksperter og meningsmålinger tage fejl?
Trump og mange af hans støtter vil givetvis besvare sådanne punkter med, at valgeksperter, historikere og meningsmålinger tog grusomt fejl i 2016. Det kan de vel gøre igen? Det er en indvending, der på en og samme tid er både korrekt og fundamentalt forkert, både logisk og historisk.

På den ene side er det åbenlyst korrekt, at alle kan tage fejl. Men det at nogen kan tage fejl, er ikke det samme som, at de rent faktisk tager fejl. Slår man plat eller krone, er det også en teoretisk mulighed, at mønten kan ende med at stå på højkant og dermed ingen af delene – det er bare ganske aldeles usandsynligt. Man kan nemlig ikke slutte fra, at noget er en logisk mulighed (og dem er der mange af!), til at det er en empirisk sandsynlighed.

Og fakta er, at meningsmålingerne ved 2016-valget, i modsætning til hvad mange tror, faktisk generelt ikke tog fejl. Ser man på de nationale meningsmålinger, var de fleste af disse inden for skiven ift. det endelige resultat, og gennemsnittet af målingerne var – som ved de fleste valg – en rigtig god indikator.

’Fejlen’, der indtraf ved 2016-valget, var dels en statistisk anomali (afvigelse fra det normale, red.) og dels en psykologisk brist hos de fleste medier og kommentatorer. Den statistiske anomali var naturligvis det forhold, at det i sidste ende ikke er de nationale stemmeandele, der er afgørende for, hvem vinderen bliver, men derimod antal valgmandsstemmer – dvs. resultaterne af valgene i de enkelte delstater. Det betyder, at når man har et relativt tæt valg nationalt (hvilket man havde), kan man ikke nøjes med at se på de nationale tal – i stedet må man starte med de lokale meningsmålinger og så bygge konklusionen op derfra. Her viste det sig, at de lokale meningsmålinger i tre delstater var af dårlig kvalitet: De pegede på en Clinton-sejr, men Trump vandt (i nogle tilfælde meget knebent) – og valgmandsstemmerne fra de tre delstater var nok til sammenlagt at svinge resultatet til fordel for Trump sådan, at den, der fik flest vælgerstemmer, ikke var den samme som den, der fik flest valgmandsstemmer. Ligesom det i øvrigt er sket ved fire tidligere præsidentvalg (1876, 1888, 1960 og senest i 2000, hvor Bush besejrede Gore). Så det var ikke meningsmålingerne generelt, og slet ikke nationalt, der var problematiske, men derimod nogle få lokale.

At den slags kan ske, ved de fleste eksperter, journalister og kommentatorer godt. Men med baggrund i 2008- og 2012-præsidentvalgene, hvor statistiske modeller havde forudset Obamas sejre relativt præcist, blev mange overmodige. Når en model fx forudsagde, at Clinton havde 75 procent sandsynlighed for at vinde, ’læste’ mange det som ”absolut sikkert”. Men 75 procent sandsynlighed betyder, at noget andet i gennemsnit sker en gang ud af fire. 2016 var så én af de gange. Det bør mange skrive sig bag øret ved kommende amerikanske valg – inklusive dette.

 

Et republikansk tab af kontrollen med Kongressen vil give demokraterne magt til at kunne iværksætte kongresundersøgelser imod præsidenten
_______

 

Hvad vil midtvejsvalget betyde?
Hvis det usandsynlige skulle ske, at republikanerne ikke mister pladser i hverken det ene eller andet kammer, eller måske endog går frem, vil Trump kunne fremstå ikke blot som lederen af partiet: Han vil være den nye ’comeback kid’ og givetvis stort set få blankocheck til at fortsætte den fundamentale ideologiske nyorientering af partiet, han allerede har igangsat. Det er en ny kurs, der på centrale punkter gør partiet svært at genkende som fortsættelsen af fx Ronald Reagan fra 1980’erne.

Holder republikanernes tab sig inden for, hvad man kan tåle uden at miste flertallet i nogen af kamrene, vil pilen pege på status quo. Trump vil uden tvivl selv udlægge det som en stor sejr, for så vidt at den historiske trend – jf. indledningen på denne artikel – peger på store tab.

Men som antydet, peger både meningsmålinger og de lange perspektiver på tab for republikanerne. Sker det, vil det uden tvivl få markante konsekvenser.

For det første vil et tab af flertallet i det ene eller begge kamre gøre det stort set umuligt for Trump at få nogen politik igennem – på samme måde som Obama oplevede efter midtvejsvalget i 2010. Skulle republikanerne tabe senatsflertallet, skal Trump ikke regne med at kunne udnævne flere højesteretsdommere (eller andre forbundsdommere), uden at det er nogle, der vil kunne få støtte fra i hvert fald nogle demokrater – og med den nuværende partipolitiske polarisering kan det blive svært.

For det andet vil et republikansk tab af kontrollen med Kongressen give demokraterne magt til at kunne iværksætte kongresundersøgelser imod præsidenten. Af den slags, hvor man kan tvangsindkalde vidner, og hvor de afgiver udsagn under ed og strafansvar. Sådanne undersøgelser finder sted fra tid til anden og er ikke altid problematiske for præsidenten. Men både karakteren af Trumps dispositioner og det nuværende partipolitiske klima i Washington D.C., gør, at de meget vel ville kunne få Whitewater-afhøringerne i 1990’erne (der, som bekendt, førte til Monica Lewinsky-affæren og ’impeachment’ af Bill Clinton) til at ligne en hyggelig familieudflugt.

Et sådant nederlag ved midtvejsvalget vil være mere end ubekvemt for Trump – en mand, der altid har været følsom over for beskyldninger om at være ’en taber’ og tilsvarende optaget af at tale sig ud af et sådant image. Det vil betyde, at de republikanere i Kongressen eller i delstaterne, der efter 2016-valget rettede ind ift. den nye chef, vil få et incitament til at distancere sig fra ham – særligt de, der er valgt i valgkredse, der hverken er solidt ’røde’ eller solidt ’blå’, men som kan svinge fra side til side. Lige pludselig vil Trump gå fra at være én, som republikanere ikke vil lægge sig ud med (og måske endog gerne fotograferes ved siden af), til at være en paria, de vil kunne få point ved at angribe – ikke ulig George W. Bush i dennes sidste præsidentperiode. Sker det, vil tiden frem mod 2020 blive to meget lange år for manden i Det Hvide Hus. ■

 

Lige pludselig vil Trump gå fra at være én, som republikanere ikke vil lægge sig ud med (og måske endog gerne fotograferes ved siden af), til at være en paria, de vil kunne få point ved at angribe
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden