02.06.2018

I forrige uge opnåede Femstjernebevægelsen og Lega enighed om et regeringsgrundlag, men de to partier har haft store problemer med at opnå enighed om en regering, som også præsident Mattarella kan acceptere. Den er nu faldet på plads, men der venter stadig yderligere politisk ustabilitet i Italien – og dermed i EU.

Af Peter Kristoffersen

Umiddelbart efter at den venstrepopulistiske Femstjernebevægelse og det højrenationalistiske Lega nåede til enighed om et regeringsgrundlag, indstillede de den hidtil ukendte juraprofessor Giuseppe Conte som regeringens premierminister. Forløbet har siden da været kaotisk, selv for italienske standarder. Præsident Mattarella nedlagde veto mod regeringens valg af den euroskeptiske økonomiprofessor Paolo Savona som finansminister, hvilket udløste dramatik, og kritikerne af præsidenten begyndte at tale om en forfatningskrise i Italien. Men dette ser nu ud til at være historie, for i går blev Conte og resten af regeringen taget i ed af præsident Mattarella. Grundlaget for regeringen er klart: populisme, EU-skepsis og fokus på at rydde op i Italiens bureaukrati.

”Forandringens Regering”
Sådan lyder titlen på det nye italienske regeringsgrundlag. På visse punkter ér den kommende regering bestående af Lega og Femstjernebevægelse også en forandring i det italienske politiske landskab. De to hidtil traditionelle regeringsbærerende partier, Forza Italia og Partito Democratico, er end ikke støttepartier for regeringen. Derudover er den nye regering politisk valgt, hvilket næsten er et særsyn i et land, der ofte har haft teknokrat-regeringer til at lede landet. Når det kommer til politisk indhold, er den også en radikal forandring. Af nævneværdige ønsker er en flad skat på 15 procent, en tilbagerulning af den store pensionsreform fra 2011 og en borgerløn – som reelt kan sammenlignes med den danske dagpenge ordning – på 780 euro om måneden. De to partiers formænd er relativt politisk uprøvede. Det er første gang, at begge partier sidder i regering, men de to partiformænd har siddet i parlamentet i en årrække. De tager posterne som henholdsvis indenrigsminister og industriminister.

Selvom finansmarkederne har reageret med en stigning af renterne på de italienske statsobligationer, og andre europæiske lande har udtalt bekymring, så er der stadig folkelig opbakning til de to regeringspartier. Regeringssamarbejdet med Lega har godt nok resulteret i et mindre tab af stemmer for Femstjernebevægelsen, der ser ud til at gå en smule tilbage i de nyeste meningsmålinger (fra 32 til 28 procent). Men modsat står Lega til en fremgang på 5-9 procentpoint i forhold til valgresultatet, hvor partiet fik 17 procent af stemmerne.

 

Selvom finansmarkederne har reageret med en stigning af renterne på de italienske statsobligationer, og andre europæiske lande har udtalt bekymring, så er der stadig folkelig opbakning til de to regeringspartier
_______

Men hvad er egentlig de to regeringspartiers politiske projekt? Under valgkampen er mange forskellige og tit modsatrettede valgløfter fløjet gennem luften fra begge partier. Udgangspunktet er en ekspansiv finanspolitik med fokus på mærkbare positive gevinster for Italiens borgere – på kort sigt. Der er øjensynligt ikke fokus på langsigtede holdbare finanspolitiske løsninger. Givet det nogensinde vil blive ført ud i livet, er resultatet åbenlyst: større offentligt forbrug, flere penge mellem hænderne hos de almene italienere og forværrede offentlige finanser. Der er usikkert, hvordan EU vil reagere på Italiens overtrædelser af budgetkravene, men finansmarkederne vil med al sandsynlighed reagere ved at sende renten på de italienske statsobligationer i vejret og dermed øge omkostningerne for, at Lega og Femstjernebevægelsen kan finansiere sine finanspolitiske tiltag.

Regeringsgrundlaget kommer på et tidspunkt, hvor der er visse positive tendenser at spore i Italiens økonomiske nøgletal. Arbejdsløsheden bevæger sig roligt nedad, troen på fremtiden bliver en smule bedre for hvert kvartal, landets BNP steg sidste år 1,5 pct., og kreditbureauernes vurderinger af Italiens banksystem er forbedret over en årrække. Derudover kan regeringens løfter om at tackle korruption virke opløftende, og hvis der kommer handling bag ordene, kan det resultere i flere
udenlandske investeringer, hvilket Italien i den grad har brug for. Men det er svært at se, hvordan regeringens grundlag skal imødekomme den største hæmsko for Italien som økonomi: produktiviteten.

Siden 2011, hvor teknokraten Monti blev indsat som premierminister, har produktiviteten i Italien stået i stampe. I nabolandet Tyskland er produktiviteten i samme årrække steget med 16 procent. Opskriften for øget produktivitet er en liberalisering af arbejdsmarkedets reguleringer, reformer af domstolene, investeringer i infrastruktur og uddannelse samt en effektiv bekæmpelse af korruption. Det kan blive svært at realisere, da den nye regering har et relativt lille flertal på blot 19 senatorer i Senatet. Det er ikke alverden i et land, der har tradition for, at senatorer skifter parti og/eller bliver løsgængere flere gange i løbet af en valgperiode. Alene i sidste valgperiode var der over 500 partiskift. Dette kan ende med at være problematisk, såfremt upopulære reformer eller initiativer skal gennemføres.

 

Opskriften for øget produktivitet er en liberalisering af arbejdsmarkedets reguleringer, reformer af domstolene, investeringer i infrastruktur og uddannelse samt en effektiv bekæmpelse af korruption
_______

 

Fravalget af status quo
Der synes ikke at være tvivl om regeringens ustabilitet. Det politiske udgangspunkt er konfrontation fremfor kompromis, og Lega’en og Femstjernebevægelsen er på visse områder milevidt fra hinanden. Lega ser fx gerne en række infrastrukturelle projekter i bl.a. lufthavne, jernbaner, broer og veje med det formål at få flere italienere i beskæftigelse. Den holdning deler Femstjernebevægelsen ikke grundet sit fokus på klima og naturbeskyttelse. Derudover er Femstjernebevægelsens vælgerbase unge italienske vælgere, hvorimod Lega henvender sig til den ældre italienske befolkning. En sådan interessekonflikt ses bl.a. uenighed i det trade-off, der er mellem øgede pensioner versus øgede tilskud til uddannelserne. Ydermere er der også uenighed mellem de to partier i relation til de italienske arbejdsmarkedslove, hvor italienske unge har svært ved at få en fod ind på arbejdsmarkedet. Noget Femstjernebevægelsen ønsker at gøre op med, mens Lega er mere tilbageholdende grundet vælgermæssige hensyn. I befolkningen er der alligevel opbakning til, at disse to partier indgår i en regering, og deres udmeldinger om regeringsprogrammet har ikke ændret synderligt ved partiernes folkelige opbakning – kun i positiv retning.

Partiernes egne vælgere støtter bredt regeringsdannelsen mellem de to partier. Men mere interessant er det, at der også er opbakning til regeringssamarbejdet hos de vælgere, som stemte på andre partier end Femstjernebevægelsen og Lega. I den seneste rundspørge lavet på baggrund af konflikten mellem præsident Mattarella og de to partier er opbakningen til en regeringsdannelse mellem Lega og Femstjernebevægelsen på 75 procent af de stemmeberettigede italienske vælgere. Italienerne synes at have besluttet sig for, at de etablerede politikere og partier ikke længere er en gangbar mulighed for at sikre fremdrift i Italien. De såkaldte ”regeringsbærende” partier har fra venstre mod højre ikke vist sig at være opgaven voksen og har hverken formået at forbedre lønudvikling, infrastruktur, den offentlige sektor eller andre kerneopgaver. Status quo forventes ganske enkelt ikke at bringe noget positivt med sig i et land plaget af arbejdsløshed, korruption blandt embedsmænd, dommere, politikere og politiet, samt immigrationspres fra Afrika og Mellemøsten.

Et slag mod Macron og et tættere samarbejde
Den italienske regeringsdannelse risikerer også at få betydelige konsekvenser for EU. I adskillige måneder måtte Frankrigs præsident Macron vente på, at den tyske kansler Merkel kunne danne en ny regering og dermed sikre tysk opbakning til Macrons løfter om et tættere samarbejde mellem Eurozonens medlemslande. Nu er der endnu en sten på vejen for Macrons ambitioner. Den kommende italienske regerings plan om at investere sig ud af den økonomiske krise i Italien vil øge Tysklands skepsis mod Macrons forkromede europæiske projekt om et tættere samarbejde på tværs af økonomiske og udenrigspolitiske anliggender. Med et mere uforudsigeligt og mindre økonomisk holdbart Italien vil tættere integration i eurozonen øge risikoen betragteligt for de tyske skatteborgere, der ikke er interesserede i at finansiere redningsplaner, som skal holde Italien fra statsbankerot. Lega og Femstjernebevægelsens tanker ekspansiv finanspolitik stemmer i det hele taget dårligt overens med den tyske melodi om at spare sig ud af kriser og fremfor alt indgyde ro og stabilitet for investorer og partnerlande i EU.

 

Med et mere uforudsigeligt og mindre økonomisk holdbart Italien vil tættere integration i eurozonen øge risikoen betragteligt for de tyske skatteborgere
_______

 

Økonomisk var Marcons ønske et Tyskland, der påtog sig større risikovillighed og investerede i sine samarbejdslande indenfor eurozonen. Specifikt inden for sektorer som infrastruktur og uddannelse. Men såfremt Lega og Femstjernebevægelsen vil lykkes med et regeringssamarbejde, virker det utopisk at tro, at Merkel kan præsentere sine hjemlige vælgere med en forkromet investeringsplan i de sydeuropæiske lande og stadig virke troværdig. For partier som det eurokritiske Alternative für Deutschland (AfD) er en kommende populistisk regering i Italien ganske fordelagtig, da det vil bringe debatten om finanspolitisk uansvarlighed i Sydeuropa – og om rimeligheden i at sende tyske skatteborgeres penge til Rom og Athen – op igen. Allerede ved regeringsdannelsen i Tyskland udtalte den nye tyske – socialdemokratiske – finansminister, Olaf Scholz, at der ikke bliver ikke ændret synderligt på den tyske finanspolitik, som er blevet praktiseret de seneste år med Wolfgang Schäuble (CDU) ved roret.

Udenrigspolitisk udgør en regering bestående af Femstjernebevægelsen og Lega også en voldsom rystelse mod den sammenhørighed, som Europa har udstrålet i forholdet USA og Kina og ikke mindst Ruslands ageren i Ukraine og andre steder. EU’s økonomiske sanktioner mod det store land i øst kan ende med at krakelere, hvis den nye regering gør alvor af sine trusler. Begge partier har tidligere erklæret, at Rusland mere skal ses som en partner end en fjende for EU. Om dette er nok til at hæve sanktionerne er stadig uvist, men debatten vil blive bragt op igen. Derudover har Salvini proklameret et radikalt skifte af tankegangen om Italien som Europas modtagecenter for flygtninge og afrikanske immigranter. En holdning som næppe kan overraske, hvis man tænker på Salvinis valgkamp, hvor han gerne iførte sig t-shirts med slogans som ”Stop Invasionen”. Salvinis turné med paroler om en mere restriktiv flygtninge- og integrationspolitik har vundet genklang hos de italienske vælgere såvel som regeringspartneren i Femstjernebevægelsen. Den nye regering giver derfor yderligere vind i sejlene hos kritikere af EU’s nuværende flygtningesystem som Visegrad-landene og indvandrekritiske partier rundt omkring i Europa.

Italien er verdens ottende største økonomi og EU’s tredjestørste (efter Storbritanniens exit), og derfor er landet ekstrem relevant for fremtiden i EU og Europa som helhed. Det er uvist, hvordan ”budgethøge” som Holland og Tyskland vil agere, når en europæisk sværvægter som Italien – og ikke en økonomisk miniputnation som Grækenland – rejser til topmøder i Bruxelles med en populistisk regering. Om en populistisk konstellation af et højreorienteret nationalkonservativt parti og et venstrefløjsparti, der tager udgangspunkt i medlemsdemokrati og laver politik på baggrund af medlemsafstemninger via deres hjemmeside, er svaret på Italiens politikerlede og problemer med korruption skal være usagt. Men det er i den grad tvivlsomt, om den er svaret på de underliggende problemstillinger i Italien såsom manglende konkurrenceevne og nedbringelse af den uoverskuelige økonomiske gæld. ■

 

Det er i den grad tvivlsomt, om den [nye regering] er svaret på de underliggende problemstillinger i Italien
_______

 

Peter Thingholm Kristoffersen (f. 1994) studerer statskundskab ved Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Folkeforsamling ved vælgermøde for Femstjernebevægelsen [foto: Ciro Fusco/Scanpix]