
Peter Goll i RÆSON33: „Vi har en historisk liberal regering, men et mere økonomisk anti-liberalt folketing, end vi har haft i mange år‟
26.04.2018
.FRA RÆSON33: FINDES BLÅ BLOK? FINDES RØD? TEMA OM DEN VALGKAMP, DER ALLEREDE ER BEGYNDT (forårsnummeret/marts 2018). „Udfordringen for både S og V er, at de store løsninger er hen over midten, men deres parlamentariske flertal er i blokken. Dermed er det svært for dem at forene deres parlamentariske flertal med den politik, de gerne vil føre‟
Interview af Mathias Bjerrum
RÆSON: Socialdemokratiets asyludspil er jo blevet kaldt et valgoplæg. Er det også sådan, du ser det?
GOLL: Nej, jeg ser det sådan, at S har haft svært ved at finde deres ben at stå på i udlændingepolitik i mange år, helt siden fremkomsten af DF. Og nu er partiet så modnet på det område. De har været igennem så meget, at de nu kan komme med deres eget udspil og stå på egne ben og finde den platform, de skal føre udlændingepolitik ud fra. Nu har partiet for første gang, siden DF blev stiftet, fået sin egen udlændingepolitik.
RÆSON: Betyder det så også, at udlændingepolitikken kommer til at dominere i en kommende valgkamp?
GOLL: Ja. Vi kan jo se, at det hele tiden fylder i debatten nu. Der var en tendens til, at udlændingepolitikken kom til at fylde en smule mindre, da samfundsøkonomien gik dårligt under finanskrisen, men nu hvor økonomien kører fint igen, så er det her emne jo helt i toppen sammen med sundhedspolitik og ældrepolitik.
RÆSON: Kommer vi til at se nogle nye emner i den kommende valgkamp, som kommer til at overraske?
GOLL: Nej. Det bliver velfærd, den offentlige økonomi, de offentligt ansatte, og så bliver det udlændingepolitik. Miljø og det grønne kan komme til at fylde lidt mere igen, men det har det jo gjort før, så det kan ikke betragtes som super overraskende.
RÆSON: Hvilke udfordringer går rød blok i møde i en sådan valgkamp?
GOLL: Det er velfærd og udlændinge, der er det afgørende område, og der er rød bloks store udfordring, at de i blokken er internt helt uenige om begge dele.
RÆSON: Kan de løse det?
GOLL: Der kommer ingen løsning inden et valg. Udfordringen for både S og V er, at de store løsninger er hen over midten, men deres parlamentariske flertal er i blokken. Dermed er det svært for dem at forene deres parlamentariske flertal med den politik, de gerne vil føre. Det gav udfordringer for Helle Thorning, og det gør det nu for Lars Løkke, og det kommer det også til at gøre under Mette Frederiksen. Blå blok er grundlæggende enige om, at skatten ikke skal være alt for høj, og de er enige om en eller anden form for stram udlændingepolitik, men idet DF på den økonomiske politik er rykket mere til venstre, opstår der udfordringer med at blive enige om den økonomiske politik. Vi har en historisk liberal regering, men der er en parlamentarisk situation i Folketinget, hvor der er meget få liberale stemmer, i forhold til hvad der ellers har været. Vi har et mere økonomisk antiliberalt Folketing, end vi har haft i mange år.
RÆSON: Kommer aksen mellem DF, V og S til at spille en rolle i valgkampen?
GOLL: Ja, helt sikkert. DF vil jo sætte sig selv i scene som kongemagere, og de siger jo også, at de er klar til at komme i regering. Men meningsmålingerne tyder jo på en rød regering, og hvad gør DF så? Hele snakken om, hvad der er rød blok, og hvad der er blå blok, og hvilken slags parti DF egentlig er, kommer til at være et parlamentarisk tema i valgkampen. Ud over de politiske temaer så bliver det magt- og procestemaet, der kommer til at fylde i valgkampen.
„For V er det nødvendigt at vise for at bevare regeringsmagten, men de to andre partier tænker mere på egen succes. For de ikke klassisk statsbærende partier er regeringsmagten en stor mulighed, men disse partier er ikke på samme måde som V og S‟
_______
RÆSON: Hvad skal vi ellers holde øje med i en kommende valgkamp?
GOLL: Det er helt klart, at konflikten mellem LA og DF bliver interessant – især i lyset af Nye Borgerliges ankomst. Spillet mellem de tre bliver meget interessant. Der vil også være konflikter mellem Alternativet og S samt Enhedslisten og S, men fordi S ikke har magten nu, så bliver det altid sådan en teoretisk diskussion. Det vil altid være sværere for det parti, der har magten og statsministerposten, og derfor bliver det en stor besværlighed for V i valgkampen at holde sammen på den konstellation.
RÆSON: Bliver det nødvendigt for DF og LA at gå hinanden lidt i møde for at bevise, at de kan samarbejde efter et valg?
GOLL: Nej. For V er det nødvendigt at vise for at bevare regeringsmagten, men de to andre partier tænker mere på egen succes. For de ikke klassisk statsbærende partier er regeringsmagten en stor mulighed, men disse partier er ikke på samme måde som V og S; for dem er det mest afgørende at have regeringsmagten.
RÆSON: Så de kommer ikke til at nedtone deres uenigheder på eksempelvis fordelingspolitikken?
GOLL: Nej, tværtimod. Der er en mulighed for, at det bliver endnu mere konfliktfyldt, fordi de så skal markere sig endnu mere overfor hinanden, og fordi Nye Borgerlige fungerer som en joker, der vil drille begge partier og udfordre dem på, at de henholdsvis ikke er liberale nok på den økonomiske politik i LA og ikke stramme nok på udlændingepolitikken i DF.
RÆSON: Kommer Nye Borgerlige i Folketinget næste gang?
GOLL: Ja, det tror jeg. Personligt tror jeg, at de får et sted mellem 2,5 og 3,2 pct. Og det betyder jo netop, at LA og DF kommer til at hævde sig mere, hvad der kan skabe en endnu hårdere konflikt i den borgerlige lejr.
RÆSON: Hvad er Mette Frederiksens styrker og svagheder i en kommende valgkamp?
GOLL: Udfordringen bliver, at hun ikke har prøvet det før. Det er en helt anden situation at føre valgkamp som partileder end som mere almindeligt folketingsmedlem eller en minister blandt flere. Man står på mål for det hele – og udover at køre sin egen valgkamp skal man også fokusere på at køre hele partiets valgkamp. Det har hun ikke prøvet før. Når det er sagt, så er hendes store styrke, at hun har været i politik hele sit liv. Hun kan socialdemokratisk politik forfra og bagfra. Nu skal hun så vise, at hun også kan den sammenhængende økonomiske politik. Det er jo altid en lakmusprøve for især en socialdemokratisk statsministerkandidat. Hun har været beskæftigelsesminister og vist, at hun kan den del, men det med at kunne hele samfundsøkonomien og navigere i den, er en udfordring for Mette Frederiksen. Men ellers er hun jo fantastisk til at føre kampagne, og så er hun meget vellidt i Socialdemokratiet, hvilket gør det nemmere for hende at mobilisere græsrødderne. Hun er også meget vellidt i store dele af fagbevægelsen og kan få dem til at bakke op.
RÆSON: Hvad er Lars Løkkes styrker og svagheder i en kommende valgkamp?
GOLL: Han skal jo forsøge at forene et stadig mere splittet V. V har været så gode til at undgå magtkampe om, hvem der skal efterfølge lederen, og det ser ud til, at Lars Løkke – for at lukke den magtkamp – har cementeret, at efterfølgeren bliver Kristian Jensen. Det kan måske skabe ro, for ellers skal han jo undgå, at venstrefolkene ryger i totterne på hinanden under en valgkamp. Og så skal han prøve at holde sammen på en borgerlig konstellation, hvor trojkaen DF, LA og NB rummer kimen til et eksplosivt slagsmål om den økonomiske politik og udlændingepolitikken, altså de to store temaer i valgkampen.
RÆSON: Kommer de to fløje inden for Venstre i forhold til udlændingepolitik til at spille en rolle?
GOLL: Kristian Jensen har været optaget af at markere sig lidt strammere på udlændingepolitikken, så den splittelse tror jeg ikke kommer til at fylde så meget i V. Det er mere den interne magtsplittelse i forhold til, hvem der skal sætte sig på rovet, når Løkke er færdig. Og så har personsagerne martret Lars Løkke og V. Kommer Ekstra Bladet med en bombe op til et valg, så det kommer til at handle om partiledernes karakter og evne til at styre deres egen økonomi, så vil det være ønskescenariet for S, mens V har behov for at undgå det. Specielt fordi de i øjeblikket går ind i en valgkamp med meningsmålinger, der viser magtskifte. Retfærdigt eller ej, så præger det altid dækningen af valgkampen i medierne. Mette Frederiksen selv har jo kun haft sagen om dobbeltmoral i forhold til hendes børns indskrivning på privatskoler, men den sag fik hun håndteret, og siden har hun ikke haft noget tilsvarende. Man ved aldrig, hvad der rammer politikere, men lige nu står hun stærkest i den personlige kamp hende og Løkke imellem. ■
„Man står på mål for det hele – og udover at køre sin egen valgkamp skal man også fokusere på at køre hele partiets valgkamp. Det har hun [Frederiksen] ikke prøvet før‟
_______
Peter Goll (f. 1974) er politisk kommentator og ejer af rådgivningsvirksomheden GOLL IMPACT. ILLUSTRATION: Kristian Thulesen Dahl, Henrik Sass Larsen og Lars Løkke Rasmussen [foto: Jens Dresling/Scanpix]