08.10.2018

Det er uomgængeligt, at klimaproblemet er en af de mest centrale udfordringer i disse år og vil forblive det resten af dette århundrede.

Dette er en opdateret version af artiklen, der blev bragt i RÆSONs septembernummer.

Af Peter Bjerregaard

“This is no way to run a planet”. Sådan skrev Todd Stern, tidligere amerikansk klimachefforhandler, i et brev til præsident George W. Bush i 2007. Ligesom man ikke kan drive en virksomhed via rundkredsdiskussioner med alle aktionærerne, så kan man heller ikke løse globale problemer ved at invitere verdens godt 200 regeringer til konferencer med lange dagsordener, var argumentet. Og slet ikke, hvis landene skal nå til enighed ned i mindste detalje. Ikke desto mindre er det præcis den arkitektur, vi har opbygget til at løse klimaspørgsmål.

Første gang, jeg selv stiftede bekendtskab med systemet, var under klimatopmødet COP15 i København i 2009. Jeg var ansat i Udenrigsministeriet til at hjælpe udenlandske journalister, og et par situationer står krystalklare for mig.

I dagene inden præsident Obama ankom, havde de fleste journalister allerede taget forskud på glæderne. Der var praktisk talt ikke det, Obama gjorde – fra han ankom til Kastrup Lufthavn, til han tog afsted igen – som ikke blev dækket. Men selvom Obamas tilstedeværelse blev dækket tæt, overså de fleste journalister alligevel, hvad USA rent faktisk medbragte til forhandlingsbordet. Obama lovede at reducere CO₂-udledningerne frem mod 2020 med 17 pct. Det var selvfølgelig en historisk nyhed, at USA medbragte et klimamål, men de færreste spurgte: 17 pct. i forhold til hvad? Alle andre lande anvendte 1990 som sammenligningsgrundlag, men Obama-administrationen havde flyttet referenceåret for deres klimaløfte til 2005. Det betød helt konkret, at USA lovede at reducere deres udledninger med 3 pct., hvis man omregnede til det år, som alle andre i FN-systemet anvendte. Det var overraskende få journalister – selv de amerikanske, jeg talte med – der havde luret den regnskabstekniske finte. Resultatet blev da også, at de 17 pct. optrådte i alverdens artikler. Den oplevelse efterlod mig med lektion 1: Den globale beslutningsproces er aldrig stærkere end det svageste led (og journalister læser ikke altid det med småt).

Når medierne giver plads til vildledning
Allerede inden COP15-forhandlingerne rigtig var gået i gang, traskede Bjørn Lomborg rundt i presseområdet i Bella Center. Journalisterne flokkedes om Lomborg, der var leveringsdygtig i budskaber, som nemt kunne omsættes til avisoverskrifter. Går man hans regnestykker efter i sømmene, bliver det dog klart, at de oftest bygger på selektiv håndplukning af data eller nogle ret ekstreme antagelser.

I de seneste år har Lomborg eksempelvis rejst rundt med budskabet om, at Paris-aftalen er ineffektiv, og prisen for høj. Det bagvedliggende regnestykke antager, at verdens lande holder deres klimaløfter frem til 2030, hvorefter al klimapolitik bliver skrottet. Lomborgs antagelser er så ekstreme, at han forventer en højere temperaturstigning i 2100 (inklusive reduktionerne før 2030) end almindelige business as usual scenarier. På denne måde får han aftalen til at se dyrere og dårligere ud. Den slags antagelser burde tale for sig selv, men det gør de ikke. Der findes stadig et publikum, der velvilligt og kritikløst viderebringer hans beregninger.

 

Regner man med, at verdens lande fortsætter med at have en klimapolitik efter 2030, bliver effekten af Paris-aftalen større, end hvis man antager, at verdens lande skrotter al klimapolitik efter 2030. Trump og Lomborg antager det sidste
_______

 

Som den eneste statsleder har præsident Trump valgt at følge Lomborgs anbefaling og trække USA ud af Paris-aftalen. Det gjorde han bl.a. med henvisning til den lille effekt. I stil med Lomborg, hævdede Trump, at Paris-aftalen vil reducere den globale opvarmning med blot 0,2 grader i 2100. Forskerne fra Massachusetts Institute of Technology (MIT), der var blevet taget til indtægt for dette bud, gik dog hurtigt ud og korrigerede Trump. Deres resultat viste tværtimod, at Paris-aftalen ville sænke den globale opvarmning med 0,6-1,1 grad i 2100. Årsagen til uenigheden stammer fra, hvilke scenarier man tager udgangspunkt i. Regner man med, at verdens lande fortsætter med at have en klimapolitik efter 2030, bliver effekten af Paris-aftalen større, end hvis man antager, at verdens lande skrotter al klimapolitik efter 2030. Trump og Lomborg antager det sidste.

At professionelle meningsmagere får lov til at fylde så meget i den offentlige debat, har efterladt mig med lektion 2: Når man som lægmand læner sig op ad medierne for at skille fakta fra fiktion og identificere gode ideer fra de dårlige, så bliver det unødvendigt svært at navigere rundt i alle de tilgængelige budskaber, når medierne giver taletid til folk, der vildleder mere, end de vejleder.

Raseriet i Rio
I 2012 var jeg i Rio de Janeiro for at dække miljø- og klimakonferencen Rio+20. Konferencen var blevet tilsat et ’+20’, da det var 20 år siden den første Rio-konference i 1992. Nu skulle der gøres status, og på næsten alle punkter var udviklingen gået den forkerte vej.

Særligt den afsluttende pressekonference efterlod et indtryk på mig. Jeg havde forventet de sædvanlige høflighedsfraser, og pressemødet lagde da også roligt ud. Der gik dog ikke lang tid, før den kinesiske karrierediplomat Sha Zukang, generalsekretær for Rio+20-konferencen, tog handskerne af. ”Jeg kan være ærlig, da jeg forlader FN om et par dage,” startede Zukang, der var på vej på pension. ”Vi har hørt masser af løfter fra forskellige regeringer. Senest i København [under COP15, red.]. Kan I huske dem? Spørg regeringerne, om de har levet op til deres løfter. Spørg dem,” råbte Zukang vredt ud i lokalet. ”Ingen har tvunget jer til at afgive disse løfter. Hvorfor indfrier I ikke jeres løfter? I lyver over for jeres folk, når I ikke indfrier dem”. På dette tidspunkt var lokalet fyldt med stilhed og forbløffelse. Her sad en kinesisk topdiplomat og forsøgte at råbe verdens regeringer op – helt bogstaveligt og på den mindst diplomatiske måde. Inden han traskede ud af rummet, sluttede Zukang af med at forklare forskellen på gode intentioner og forpligtelser – det var, efter hans mening, ansvarlighed.

Ansvarlighed var i øvrigt det, som Storbritanniens konservative premierminister, Margaret Thatcher, havde understreget igen og igen inden det første Rio-møde i 1992. Thatcher advarede dengang om, at vi var i gang med et massivt eksperiment med det planetære system. Hun gik så langt, at hun i slut-1980’erne fastslog, at verdenssamfundet skulle måles på dets evne til at stoppe klimaforandringerne og naturødelæggelserne. Vi havde brug for samfundssind og statsmandskab af et særligt format, konkluderede hun.

Lektion 3: Hvis borgere og journalister ikke holder politikerne op på deres ord, så taler sandsynligheden for, at politikerne vælger at prioritere andre områder, hvor de bliver holdt ansvarlige.

En slags new normal
Det, som for få år siden virkede som fjerne fremtidsscenarier, er i dag virkelighed. Klimaforandringerne er allerede tydelige. Af de 17 varmeste år, vi har målt, finder vi 16 af dem efter 2001. I vinter var gennemsnitstemperaturen i det arktiske område nogle steder 25 grader varmere end normalt. Mærsk har netop indsat et skib, der skal sejle varer igennem Nordpolen. Og vi har stille og roligt vænnet os til det. 2017 var et af de varmeste år nogensinde målt. Rekordåret 2016 efterfulgte et andet rekordår, som igen efterfulgte et rekordår, og sådan kan man desværre fortsætte. Denne september er den 404. måned i træk, hvor temperaturen er højere end gennemsnitstemperaturen i sidste århundrede.

Men selvom varmerekorderne står i kø, og konsekvenserne bliver stadig mere tydelige, er forklaringen bag de fraværende overskrifter på avisforsiderne sandsynligvis den, at rekorderne næppe kan ses som nyheder længere, medmindre det er ekstreme varmerekorder, som vi har set i år. Når hvert år er en smule varmere end året før, er der en risiko for, at vi gradvist vænner os til det.

Klimaforandringer er mere end bare en varmere klode. Det betyder mindre forudsigelige vejrsæsoner, vandstandsstigninger, mindre fødevaresikkerhed samt flere konflikter og flygtninge. Det sidste behøver ikke at ske, men sandsynligheden taler for det:

Selvom nogle stater er imploderet eller opløst, så er der ingen stater, som rent faktisk er forsvundet det seneste århundrede. I det kommende århundrede vil saltvandsbølger dog med al sandsynlighed fjerne en lang række stillehavsstater fra landkortet. De sidste årtier er flere øer i Stillehavet allerede blevet opslugt af vandstigningerne. Kiribati, en lavtliggende østat, har eksempelvis opkøbt land på Fiji som en sidste udvej fra det stigende vand. Men hvad vil det have af konsekvenser, hvis én stat opkøber land i en anden? Vil den tilflyttende stat have suverænitet og evnen til at udstede egne love? Hvad gør vi med alle de mennesker, der må flytte fra deres hjemland, fordi det bliver ubeboeligt pga. klimaforandringer? Disse spørgsmål kræver svar, og deadline rykker tættere på. Sidste gang andelen af CO₂ i atmosfæren var lige så høj som i dag, var vandstanden omkring 20 meter højere end i dag.

 

Hvis borgere og journalister ikke holder politikerne op på deres ord, så taler sandsynligheden for, at politikerne vælger at prioritere andre områder, hvor de bliver holdt ansvarlige
_______

 

Selvom prognoserne varierer, så forventer et af de mest citerede studier fra FN, at der vil være omkring 200 millioner klimaflygtninge i 2050. Det giver et fingerpeg om alvoren. Samtidig er der en risiko for, at reaktionerne på klimaforandringer kan skabe større problemer end selve klimaforandringerne. Efter en tørke i 2010 blev Ruslands hvedeproduktion kraftigt reduceret, og landet valgte at forbyde hvedeeksport. Andre lande oplevede lignende tørke, hvilket fik verdensmarkedspriserne til at stige. I Mellemøsten, hvoraf mange lande er dybt afhængige af hvedeimport, steg priserne dramatisk, og det var en medvirkende årsag til, at der ofte blev viftet med baguetter og brød i begyndelsen af Det Arabiske Forår. Lektion 4: I takt med at klimaforandringerne tager til i styrke, er der en overhængende risiko for, at regeringer tager drastiske og kortsigtede skridt, der vil forværre international handel og samarbejde samt skabe konflikter.

Myten om Danmark som foregangsland
En af de mest vedholdende myter i den danske klimadebat er, at vi er et grønt foregangsland. Vi er gode på nogle områder, fx integration af vindkraft i vores elnet, men holder påstanden til et virkelighedstjek?

Ser vi på CO₂-udslip per indbygger, ligger Danmark lige over EU-gennemsnittet. Kigger vi på den historiske udvikling, har Klimarådet tørt konstateret, at ”ser man på udviklingen siden 1990, peger tallene dog ikke på, at Danmark har ydet en større indsats på dette punkt end andre, sammenlignelige europæiske lande – snarere tværtimod”. Det kan således være svært at genkende billedet af Danmark som et ubestridt foregangsland.

Myten eksisterer dog i bedste velgående og fremhæves oftest som begrundelse for at slække på klimaambitionerne. Vi skal passe på med ikke at komme så langt foran, at andre lande mister os af syne, lyder indvendingen. Faktum er, at to -tredjedele af Danmarks energiforbrug er fossilt. Og selv den grønne andel af vores energiforbrug er ikke problemfri. Biomasse producerer i dag dobbelt så meget energi som vindkraft, og man kan diskutere det hensigtsmæssige i dette. I transporten består den grønne energi næsten udelukkende af fødevarebaserede biobrændstoffer, hvoraf rapsolie udgør mere end 60 pct., herefter kommer korn, sukker og palmeolie. Det er en af klimapolitikkens store katastrofer, at vi har indrettet vores transportsektor på denne måde, da det har været årsag til enorme skovrydninger.

Det har ellers ikke skortet på ambitiøse løfter, der skulle løse transportens olieafhængighed. Inden COP15 holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale, hvor han opfordrede til, at alle lande burde iværksætte nye, Apollo-lignende projekter for at realisere de grønne teknologiers fulde potentiale og understregede, at elbiler og et intelligent elsystem var afgørende for den danske omstilling. I dag udgør elbiler ca. 0,4 pct. af den danske transport. Vi overholder endnu ikke EU’s luftkvalitetsdirektiv, der trådte i kraft i 2010. Vi bruger i øvrigt også langt færre penge på energiforskning. Bevillingerne til forskningen er næsten halveret siden 2015. Lektion 5: At den største teknologiske landvinding de seneste ti år har været overgangen fra kul til biomasse, burde mane til mindre selvros.

Den blinde plet i debatten: Den danske stats afhængighed af de fossile brændsler
På mange punkter har klimadebatten det seneste årti bevæget sig i en mere oplyst retning. Vi diskuterer eksempelvis ikke længere, om klimaet faktisk forandrer sig. På samme måde som at det tidligere i indvandringsdebatten blev modtaget som værende halv-racistisk at påpege, at ikkevestlige indvandrere optræder proportionelt oftere i kriminalitetsstatistikkerne, så blev det også nogle steder i klimadebatten modtaget som alarmistisk at påpege, at klimaforandringer vil gøre det markant sværere at være menneske på planeten. Den slags mavereaktioner hører dog i vid udstrækning fortiden til.

Spørgsmålet har således flyttet sig fra at handle om, hvorvidt der var et problem, til at handle om, hvad vi gør ved problemet. Her opstår så andre problemer. Vi deltager i et kapløb mellem, hvor hurtigt de grønne teknologier udvikler sig, og hvor hurtigt klimaforandringerne udfolder sig. Derfor er det ikke længere bare et spørgsmål, om vi gør noget. Det centrale spørgsmål er, om vi gør nok.

Den største blinde plet i klimadebatten, der besværliggør besvarelsen af dette spørgsmål, er øjensynlig statens økonomiske afhængighed af den fossile energi. Staten får årligt ca. 80 mia. kr.oner fra forskellige former for forureningsafgifter. Afhængigheden betyder, at hvert skridt imod et fossilfrit samfund som udgangspunkt kommer ud med røde tal, når det har været igennem Skatte- eller Finansministeriets regnemaskiner.

Når klimatiltag skal diskuteres, er det dermed op ad bakke allerede fra start: At statens finanser implicit har forrang, gør det relativt nemt at skyde ellers fornuftige samfundsøkonomiske tiltag ned. Lektion 6: Det er desværre ikke nok at vurdere politikeres hensigt på, hvad de siger, men i højere grad hvad de gør, og om de er villige til at løsrive sig fra det økonomiske stockholmsyndrom [Stockholmsyndrom: At et gidsel udvikler sympati med gidseltageren, red.].

 

Vi deltager i et kapløb mellem, hvor hurtigt de grønne teknologier udvikler sig, og hvor hurtigt klimaforandringerne udfolder sig. Derfor er det ikke længere bare et spørgsmål, om vi gør noget. Det centrale spørgsmål er, om vi gør nok
_______

 

Den brændende platform
Verden kan til tider synes at befinde sig i en permanent tilstand af krise. Opbakningen til de demokratiske idealer er stagnerende, og den liberale verdensorden er under pres både indefra og udefra. Så længe at tvivlsomme antagelser, forældede myter og misinformation stadig florerer – fx i klimadebatten – er det bydende nødvendigt, at vi som borgere retter op på det.

Indimellem hører man stadig prominente folketingsmedlemmer hævde, at de grønne løsninger kommer af sig selv, at det er svært at sige, hvor stor en andel af klimaforandringerne der er menneskeskabt, eller at det ikke nytter at have en klimapolitik i Danmark, når andre lande også udleder drivhusgasser. Den slags udsagn burde for længst høre fortiden til – enten fordi de ultimativt er ulogiske, eller fordi vi per erfaring kan afkræfte dem. Det eneste, vi kan og bør gøre, er at kræve, at vores folkevalgte kaster anker i den demokratiske samtales normer. Hvis en person ikke værdsætter logik, hvilke logiske argumenter kan man så bruge for at overbevise personen om, at han burde værdsætte logik? Ingen. Hvis en person ikke værdsætter erfaring, hvilke erfaringsbaserede beviser kan man så fremvise, som burde få personen til at værdsætte erfaring? Ingen. Her kan vi kun appellere til folks demokratiske intuition.

Denne pointe får fornyet relevans, hver gang FN’s klimapanel præsenterer en ny rapport. I 30 år har FN’s klimapanel forsøgt at videreformidle klimavidenskaben til den bredere offentlighed, og den netop offentliggjorte rapport er vanen tro lidt mere dyster end den forrige.

Rapporten undersøger, hvad der skal til for at undgå temperaturstigninger på mere end 1,5 grader, og selv de mest optimistiske fremtidsscenarier ser ikke særligt gode ud. Fortsætter vi den nuværende kurs, overskrider vi 1,5 gradersmålet indenfor den næste to årtier, og vi rammer ca. 4 grader i 2100. Én af årsagerne til, at 1,5 gradersmålet er vigtigt, er, at det er de lavtliggende østaters bedste chance for en langsigtetde overlevelsesstrategi. Vi har allerede rundet 1,1 graders global opvarmning siden industrialiseringen, men selv hvis vi skulle nå 1,5 gradersmålet, så vil klimaforandringerne stadig kunne mærkes. Den nye FN-rapport påpeger bl.a., at en temperaturstigning på 1,5 grader vil ramme verdens fattigste hårdest gennem hyppigere oversvømmelser og tørker samt større fødevareusikkerhed og forringede levegrundlag. Mere end 100 million mennesker forventes at falde ned i fattigdom som følge af klimaforandringernes effekt på landbrug og fødevarepriser.

Det er uomgængeligt, at klimaproblemet er en af de mest centrale udfordringer i disse år og vil forblive det resten af dette århundrede. Det er på tide, at vi begynder at behandle emnet med den borgerlige ansvarlighed og omhu, som problemet påkræver. Vi taber alle, når kvaliteten af vores demokratiske samtale forringes. På den måde er klimakrisen også en følge af en dybere demokratisk udfordring. ■

 

Vi taber alle, når kvaliteten af vores demokratiske samtale forringes. På den måde er klimakrisen også en følge af en dybere demokratisk udfordring
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden