03.10.2018

Af Pernille Rosenkrantz-Theil

DET ER DESVÆRRE blevet højeste mode for partierne at splitte sammenholdet ad. En splittelse, der bliver skabt af ultimative krav, ufravigelige krav, af processnak, af dronningerunder og af mandater, der skal trækkes ud af en ligning med adskillige ubekendte. Det synes jeg er meget bekymrende. Ikke bare fordi det svækker vores mulighed for at få en anden statsminister end Lars Løkke Rasmussen, men fordi det kan gøre det umådelig svært at sætte en ny retning i dansk politik og indfri de drømme og visioner, vi i oppositionen faktisk deler for Danmark.

Og så prikker det i øvrigt til min egen momentvise bekymring for vores demokrati, som ikke har godt af for megen ’hokus-pokus-mig-i-fokus’, processnak og bogstavleg, som jeg mener på lange stræk gør politikerleden værre. Om det er pressen, kommentatorerne eller politikerne, der har skylden for den del, kan man tage mange langhårede diskussioner om. Men sikkert er det, at laver man en såkaldt procesmelding – altså om, hvem, der er sure på hvem eller vil i regering med hvem – så får man rigtig megen medieopmærksomhed. Men laver man en ny lov om daginstitutionerne, skilsmisse, beskæftigelsesområdet eller noget andet, der berører hundredtusindvis af mennesker i Danmark, så har det et utrolig lille gennemslag. Hvis man har brug for at komme til orde for at vinde stemmer, er incitamentet tydeligt: Hellere proces end substans. Lægger man hertil den generelle mistillid til politikere og demokrati, udgør det en farlig cocktail for vores demokrati.

Ved valget i 2015 kom der for første gang – vel nogensinde? – et flertal af mandater ind på Christiansborg, som ikke umiddelbart var villige til at tage det ultimative ansvar at lede vores land gennem det at sidde i regering. Det mener jeg må mane til gevaldig eftertanke for hver enkelt borger, hver enkelt politiker og hver enkelt journalist og kommentator. For hvad er konsekvensen af at have et flertal af ’ansvarsfrie’ ledere?

Måske er det altså på tide, at vi i stedet for at male os op i hjørner i en processnak trækker vejret og lader malingen tørre et øjeblik. Lad os i stedet diskutere, hvad det egentlig er for en udvikling, vi gerne vil have i Danmark – altså fælles i oppositionen og i modsætning til den nuværende regering. Så det vil jeg prøve her.

Lad os først tage et smut over Atlanten og tænke tilbage på tiden før den amerikanske præsidentvalgkamp. Da den amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders udråbte Danmark som sit idealsamfund, argumenterede han – og mange andre – for, at den amerikanske drøm i dag er mest sandsynlig i Danmark. At gratis uddannelse og stærke velfærdsinstitutioner gør det muligt for arbejderklassens børn at sprænge de sociale bånd og bevæge sig mod samfundets top. At Danmark er et drivhus, hvor mønsterbrydere gror. Men at Danmark er mønsterbrydernes rige, er kun den halve sandhed. Den sociale retfærdighed, vi som socialdemokrater tror på, stopper ikke ved forestillingen om, at ethvert individ skal have mulighed for at skabe sin egen lykke. Det handler i lige så høj grad om, at vi skal rykke hele samfundsgrupper op ad den sociale stige. Det er ikke nok, at den ufaglærtes søn eller datter kan blive bankdirektør; vi skal også sørge for, at man kan have et godt liv som ufaglært. Det kræver, at enhver får en løn, man kan leve af. Det kræver stærk velfærd og et ordentligt sikkerhedsnet. Og det kræver, at vi hver især gensidigt anerkender hinandens arbejde, hvad enten man er DJØFer eller SOSU. At vi har respekt for enhver, der gør sit bedste og udfylder en plads i vores samfund. Det er den skandinaviske drøm, og den er så langt at foretrække frem for den amerikanske.

 

Den sociale retfærdighed, vi som socialdemokrater tror på, stopper ikke ved forestillingen om, at ethvert individ skal have mulighed for at skabe sin egen lykke
_______

 

Den skandinaviske drøm er, at vi vil bakke helhjertet op om enhver mønsterbryder. Og at vi vil kæmpe lige så hårdt for at nedbryde mønstrene. For selv hvis den amerikanske drøm udleves til perfektion, er det som at vende salat i en skål: Der vil uundgåeligt være noget og nogle, der ligger nederst. Den nedbryder ikke klassesamfundets uretfærdigheder, den skaber blot en ny overklasse af de intellektuelt privilegerede. Den skaber ikke social retfærdighed; den sikrer ikke, at også de slidsomme og hårde jobs kan skabe rammen om gode menneskeliv. Den sikrer ikke et velfærdsnet, der er fintmasket nok til, at mennesker ikke ryger igennem det. Det kan kun den skandinaviske drøms virkeliggørelse sikre. Det er ikke nok, at individet har udfoldelsesmuligheder. Vi skal også sikre et kollektivt socialt løft.

Næsten to årtier med mere eller mindre borgerlige statsministre har desværre sat sine spor på den skandinaviske drøm. Måske har den amerikanske drøm aldrig været tættere på opfyldelse i Danmark – med rekordoptag på videregående uddannelser, voksende storbyer, åbne grænser og muligheder for individets selvrealisering som aldrig set før. Men den skandinaviske drøm er til gengæld i farezonen for at blive en af dem, man har glemt, når man vågner.

Flere og flere børn vokser op i fattigdom. Maskerne i vores sociale sikkerhedsnet er blevet for store, så alt for mange mennesker falder igennem. Alt for mange får stadig ikke en uddannelse. Og vi har skabt et beskæftigelsessystem, der i højere grad frustrerer mennesker i stedet for at hjælpe dem. Samtidig mangler vores virksomheder kvalificeret arbejdskraft i mange brancher, fordi vi ikke har formået at sørge for, at flere bliver en del af vores arbejdsfællesskab.

 

Det må og skal være et fælles projekt for oppositionen at tage næste skridt i virkeliggørelsen af den skandinaviske drøm
_______

 

Vores skandinaviske drøm og historiske insisteren på at løse problemer i fællesskab bør også være vores rettesnor i tidens vel nok allerstørste udfordring: klimakrisen. Den monumentale omvæltning af vores planet, der vil stå som en skamstøtte for vores generation, hvis ikke vi løser den for vores børn og børnebørn. Ligesom vi i vores kamp for social retfærdighed ikke har forladt os på individets evne til selv at løse problemerne, må vi også indse, at klimakampen kræver kollektive løsninger. Det er selvfølgelig godt, hvis individet selv vil tage et ansvar for sit forbrug ved eksempelvis at flyve mindre og spise mindre kød. Men det er utilstrækkeligt. Det kræver en massiv kollektiv indsats med stærkt politisk lederskab at komme klimakrisen til livs. Det kræver, at vi skruer op for klimaambitionerne herhjemme. At vi bliver fossilfri tidligere, end vi gør med den nuværende kurs. At vi investerer i elbiler, i forskning af vedvarende energi, opfører flere havvindmølleparker. Og det kræver, at vi tør række ud i verden og vise dem vores løsninger. At vi aktivt hjælper virksomheder med at skabe grønne og bæredygtige løsninger på resten af den stadig varmere klode. Det er alt sammen ting, som partierne i oppositionen er enige om. Husk, at politikere i resten af verden udråber Danmark til deres drømmesamfund. Tænk, hvis vi på den konto kunne være med til at vise vejen ud af klimakrisen.

Det må og skal være et fælles projekt for oppositionen at tage næste skridt i virkeliggørelsen af den skandinaviske drøm. Det kræver 90 mandater. Og derfor er det en forbandet pligt, at vi lægger christiansborgsk sniksnak til side og sætter en ny retning for Danmark. Det skylder vi det politiske projekt, som har skabt et af verdens lykkeligste folk. ■

Pernille Rosenkrantz-Theil (f. 1977) er MF for Socialdemokratiet. FOTO: Lasse Steinmetz for RÆSON