18.07.2018

Hvad i alverden stiller vi op med præsident Donald Trump? Det spørgsmål stiller man sig formentlig i alle den vestlige alliances hovedstæder; thi denne alliance synes at være på vej til sit endeligt. USA har åbenbart fået nye venner, og det er venner, som hidtil har været regnet for den vestlige alliances fjender.


Kommentar af Per Stig Møller

SIDEN ANDEN VERDENSKRIG har USA været den frie verdens leder. Lige fra præsident Truman til præsident Obama. Ganske vist påbegyndte Obama drejningen væk fra Europa hen mod Stillehavet, men han brød hverken med NATO eller Europa. Og det var hans udenrigsminister, Hillary Clinton, der i 2009 trykkede på reset-knappen sammen med den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov. På et møde med de europæiske udenrigsministre talte Clinton så begejstret om Putin, at jeg måtte minde hende om Ruslands aggressioner overfor Georgien og Ukraine. De to lande havde Bush året inden forsøgt at bringe tættere på NATO – også tættere, end flertallet af medlemslandene brød sig om, hvorfor det ikke hjalp meget, at Danmark støttede hans forsøg.

Men efter at Rusland annekterede Krim og angreb Ukraine, skiftede Obama og Clinton kurs over for Rusland. Det var derfor, Putin i mandags på pressemødet i Helsinki vedgik, at han foretrak Trump som vinder af det amerikanske præsidentvalg. Trump synes at have kvitteret ved at skrive de russiske aggressioner i glemmebogen, ligesom han jo altså på pressemødet afviste, at Rusland havde blandet sig i den amerikanske valgkamp. På trods af at USA’s efterretningstjenester og de Republikanske Kongresmedlemmer er kommet til det modsatte resultat. Efter stærk kritik fra sidstnævnte erklærede Trump så igår, at han faktisk mente det modsatte af, hvad han havde sagt!

 

Det var ikke Trumps skyld, vi ikke nåede at få frihandelsaftalen, før han kom til – det var EU’s. EU-landene lod forbrugerpolitik trumfe sikkerhedspolitik
_______

 

I MODSÆTNING TIL TRUMP ville Obama ikke bryde med Europa, heller ikke selv om han flyttede sin interesse til Stillehavet. Obama stillede sig tilfreds med løftet i NATO om, at medlemslandene ville bevæge sig frem mod et bidrag på to pct. af BNP til forsvaret, og han arbejdede for en frihandelsaftale med EU. Det var ikke hans skyld, vi ikke nåede at få den, før Trump kom til – det var EU’s. Europæerne stirrede sig blinde på detaljer i forligsmekanismen og de klorvaskede kyllinger. Dem ville vi ikke lade USA eksportere til Europa, selv om aftalen jo ikke pålagde os at spise dem. Og nu er den frihandelsaftale stendød, selv om den kunne have fastholdt USA’s interesse i Europa. EU-landene lod forbrugerpolitik trumfe sikkerhedspolitik.

Vi må se i øjnene, at USA med Trump er vendt tilbage til den klassiske, amerikanske udenrigspolitik, der lige fra præsidenterne Washington og Monroe gik ud på IKKE at blive involveret i europæiske stridigheder. Selv om USA nok kom de europæiske demokratier til afgørende hjælp under Første og Anden Verdenskrig, skete det ikke med præsidenterne Wilson og Roosevelts gode vilje. De blev tværtimod begge genvalgt på løftet om netop ikke at lade sig trække ind i ”det europæiske galehus”. Kun de tyske provokationer under den første og Hitlers krigserklæring mod USA i den anden, tvang USA ind i Europa. Og straks derefter ville USA hurtigst muligt ud igen. Kun takket være Stalins besættelse af Mellem- og Østeuropa kom USA tilbage. Fra Truman til George W. Bush førte USA herefter en aktivistisk udenrigspolitik, som Danmark var loyal overfor.

Som udenrigsminister så jeg i øjnene, at den dag kunne komme, hvor USA ville bevæge sig tilbage til den fortidige linje, og derfor fandt jeg frihandelsaftalen og loyaliteten vigtig. For hvis vi ikke udviser loyalitet, når USA har brug for os, kan vi ikke regne med USA, når vi har brug for det.

 

Med Trump er USA vendt tilbage til den klassiske, amerikanske udenrigspolitik, der gik ud på IKKE at blive involveret i europæiske stridigheder
_______

 

OG NU ER SÅ DEN DAG DA KOMMET, hvor vi ikke længere kan regne med USA. Landets præsident indleder en handelskrig med EU og kaster sig nådesløst over Tyskland. Han forsøger at destabilisere EU ved – helt åbent – at støtte de britiske EU-modstandere. Han destabiliserer den britiske premierminister Theresa May ved at pege på den afgåede udenrigsminister, EU-modstanderen Boris Johnson, som hendes afløser. Præsident Macron anbefaler han at forlade EU, og Tyskland anklager han for at være i lommen på Rusland, hvorefter han lægger sig ned i den samme lomme. Han roser sig af at have fået sine NATO-allierede til at betale mere til alliancen, selv om løftet herom blev givet under Obama. Da NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg ydmygt sad ved hans side i Washington og takkede ham for hans lederskab, ydmygede Trump ham ved at løfte kravet til fire pct. af BNP. At ydmyge USA’s venner synes at være præsidentens foretrukne disciplin. Sådan behandlede han jo også Canadas premierminister Trudeau efter G7-mødet og Japans statsminister Abe efter deres møde. I stedet omfavnede han Nordkoreas diktator Kim Jong-un og Ruslands præsident Putin.

 

USA’s venner skal jo ikke kunne tage det amerikanske venskab for givet. De tider, hvor en præsident Kennedy lovede at støtte USA’s venner og bekæmpe vores fælles fjender, er forbi
_______

 

I Mellemøsten har han flyttet den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og dermed gjort det umuligt for USA at være mægler i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Den rolle havde allerede Obama opgivet, men ikke afskrevet helt, hvorimod George W. Bush og udenrigsminister Condoleeza Rice havde sat alle sejl til for – med støtte fra de arabiske lande – at nå frem til en fred med en to-statsløsning inden 2009. Det var så tæt ved at lykkes, at Hamas gav sig til at angribe Israel i juleugen 2008. Dermed sikrede Hamas, at Netanyahu vandt valget i januar 2009. Med sin fulde opbakning til Netanyahu har Trump nu kortsluttet den palæstinensiske præsident Abbas’ fredslinje. Og i Syrien? Her bebudede Obama at ville skride ind men gjorde det ikke. I stedet støttede USA kurdernes kamp mod IS, men nu skal kurderne næppe regne med amerikansk støtte ret meget længere, for Trump vil ud. USA’s venner skal jo ikke kunne tage det amerikanske venskab for givet. De tider, hvor en præsident Kennedy lovede at støtte USA’s venner og bekæmpe vores fælles fjender, er forbi.

Og hvad skal vi så stille op med det? EU er ved at tage sine forholdsregler i den nye situation. Unionen har netop indgået frihandelsaftaler med Japan (så sent som i denne uge) og Canada og må fortsætte ad denne vej. Storbritanniens vej mod en form for blødt Brexit skal fremmes; thi vi har ikke brug for et Europa, som ligger i dyb splid, selv om Storbritannien går ud. Og EU’s sikkerheds- og forsvarsdimension har hårdt brug for Storbritannien, når den skal cementeres og bygges op til at blive et troværdigt bolværk mod Rusland. Samtidig skal vi ikke afskrive NATO, men gennem denne cementering styrke det europæiske ben i alliancen, således som også Kennedy ønskede det. Dermed fastholder EU også det store flertal i Kongressen, der netop har udtrykt sin stærke støtte til alliancen. Med det flertal skal vi holde tæt kontakt, for kun dét kan tvinge Trump til at holde inde med sin foretrukne attitude over for USA’s venner. Det var netop Kongresmedlemmernes pres, der fik Trump til at dementere sig selv!

 

Når EU-parlamentet og Det Europæiske Råd til efteråret skal sammensætte en ny kommission, må de tage sig sammen til at vælge en stærk og dynamisk formand
_______

 

DE EUROPÆISKE VÆLGERE OG EU skal forstå, at det nu er ved at blive alvor. Vi må løse vores interne udfordringer – i stedet for at ligge i evig kiv og udvise vores manglende evner til at adressere vores fælles problemer. Den måde, det kører på nu, aftvinger ikke respekt i omverdenen og da slet ikke hos præsident Trump. Når EU-parlamentet og Det Europæiske Råd til efteråret skal sammensætte en ny kommission, må de tage sig sammen til at vælge en stærk og dynamisk formand. Og vælgerne må erkende, at de tider, hvor man kunne undlade at tage valget til EU-parlamentet alvorligt, også er forbi. Det er på tide, at de europæiske befolkninger indser, at uden et stærkt og enigt EU bliver vores problemer kun større og enhver løsning umulig. Europa må indstille sig på at stå alene over for en aggressiv Putin og uden amerikansk støtte til at inddæmme problemerne i Mellemøsten og Nordafrika, som kan spilde over på os.

 

Siden november 1941 har den amerikanske præsident været den frie verdens leder. Det er han ikke længere
_______

 

Siden november 1941 har den amerikanske præsident været den frie verdens leder. Det er han ikke længere. For hvordan kan denne være leder af den frie verden med så forskellige opfattelser af sikkerhedspolitikken, handelspolitikken og klimapolitikken? Præsident Trump taler ikke på vores vegne. USA må forstå, at dette er prisen for Trumps politik og indse, at dermed er USA faktisk svækket. Og dét er lige præcis gået op for Kina, som tilbyder sig som den fredelige afløser for USA. Kina forsvarer den globale frihandel og fastholder klimaaftalen fra Paris. Landet engagerer sig økonomisk i Afrika, Latinamerika og Europa. Med Belt-and-road-initiativet bygger det en infrastruktur via den gamle Silkevej til Europa. Mens USA har afskrevet frihandelsaftalen med Stillehavslandene, tilbyder Kina disse lande alternative aftaler, som de efter USA’s svigt får svært ved at sige nej tak til. Nu får også Grønland tilbudt kinesiske investeringer, som den grønlandske og den danske regering kan blive uenige om. Og dét er jo ganske godt for Kina, som har besluttet at engagere sig i Arktis. Her kan landet så med tiden få en ny konflikt med USA, der til gengæld kan komme i konflikt med et – til den tid – måske suverænt Grønland. Kort sagt: Kina tænker langt. USA kun kort.

Og hvad med os? Tiden er inde for Europa til både at tænke langt og selvstændigt.

 

Kort sagt: Kina tænker langt. USA kun kort
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt