Per Christensen (3F): De Radikale ønsker mere billig, udenlandsk arbejdskraft. Hvad med at invitere de ledige indenfor først?
22.08.2018
.
Der er ikke behov for at gøre det endnu lettere at rekruttere billig, udenlandsk arbejdskraft. Fokusér på de ca. 100.000 ledige danskere og på at skabe praktikpladser til de over 10.000 lærlinge, der ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Kommentar af Per Christensen, forbundsformand i 3F
DET VIRKER desperat, når De Radikales leder, Morten Østergaard, udstikker adskillige ultimative krav for at lægge stemmer til en socialdemokratisk ledet regering efter næste valg.
Socialdemokratiet, siger Morten Østergaard, skal kun regne med de radikale stemmer, hvis de giver hestehandler-håndslag på, at danske virksomheder skal have endnu bedre muligheder for at rekruttere billig, udenlandsk arbejdskraft ved en sænkelse af den såkaldte beløbsgrænse. Det er den løn, en udenlandsk arbejdstager skal tilbydes for at få adgang til at arbejde i Danmark.
Det er en kur mod en sygdom, patienten ikke fejler. I dag kom der nye tal for beskæftigelsen fra Danmarks Statistik – den buldrer frem.
Der er tale om en stigning i beskæftigelsen på 26.100 personer i de første seks måneder af 2018. Det er den største halvårsstigning, siden statistikken begyndte i 2008. Alene fra maj til juni i år steg lønmodtagerbeskæftigelsen med 3.700 personer.
Alligevel ligger det sådan, at:
• Vi stadig har omkring 100.000 ledige i Danmark
• Vi har 10.000 unge, der ikke kan få en praktikplads
• Vi har tusinder af lønmodtagere på deltid, der gerne vil gå op på fuldtid
Trods det argumenterer Morten Østergaard for, at mangel på arbejdskraft er så stor en trussel mod Danmarks økonomi, at De Radikale ser sig nødsaget stille at stille nye, ultimative krav om lempeligere adgang til billig udenlandsk arbejdskraft.
Det er uforståeligt, at et parti, der i den grad er bygget op omkring fornuftens politik, kan slå så stor en skævert. I sin analyse må Morten Østergaard læne sig op ad den mediedagsorden og panikstemning, som blandt andre Dansk Arbejdsgiverforening har skabt over sommeren.
Senest ved – ganske snedigt – at sige, at andelen af østeuropæere i nye stillinger på det danske arbejdsmarked var dramatisk faldende, mens det reelle antal af østeuropæere i job faktisk er stigende – de fylder bare procentvist mindre i de stadig flere nyansættelser. Det kan altså godt være, at tilgangen af østeuropæere er bremset lidt op, men det er ikke noget, vi ser afspejlet i den samlede beskæftigelsesudvikling – tværtimod.
Det kan altså godt være, at tilgangen af østeuropæere er bremset lidt op, men det er ikke noget, vi ser afspejlet i den samlede beskæftigelsesudvikling – tværtimod
_______
DE RADIKALE har derfor sat kikkerten for det blinde øje i deres ønske om at sænke beløbsgrænsen. I dag er grænsen 418.000 kroner om året. De Radikale vil sætte den ned til 325.000 kroner – ligesom mange organisationer, der repræsenterer arbejdsgiverne, har det samme hede ønske.
Hvis vi nedsætter beløbsgrænsen, vil det imidlertid betyde, at rigtig mange menneskers job kommer i fare. Omkring 40 pct. af de fuldtidsbeskæftigede ufaglærte og mere end halvdelen af de fuldtidsbeskæftigede faglærte har fx i dag en løn, der ligger højere end den nuværende beløbsgrænse.
En sænkelse vil hamre direkte ned i både det ufaglærte og det faglærte arbejdsmarked. Det vil betyde, at virksomheder får lettere ved at presse lønningerne i landet nedad ved bruge udenlandsk arbejdskraft. Det vil også betyde, at flere udenlandske arbejdstagere risikerer at blive udnyttet som billig arbejdskraft.
Værst af alt vil det betyde, at vi går glip af en gylden chance for at få en masse danske ledige, deltidsansatte og lærlinge ud på det danske arbejdsmarked, mens den stigende beskæftigelse skaber en åbning. Vel at mærke efter at arbejdsmarkedet i årevis har været lukket land for mange borgere.
Vi har et enormt behov for at få skabt flere praktikpladser i virksomhederne til de over 10.000 unge, der ikke kan få en lærlingeplads og dermed være en reel arbejdskraft. Samtidig er der mere end 100.000 arbejdsløse, der gerne vil i job. Ikke alle har toptunede kompetencer, så det kræver en ekstra indsats fra arbejdsgiversiden. Men det er nu, vi har chancen for at få alle med ombord.
Ikke alle har toptunede kompetencer, så det kræver en ekstra indsats fra arbejdsgiversiden. Men det er nu, vi har chancen for at få alle med ombord
_______
DET UDDANNELSESLØFT burde være en mæskesag for De Radikale, så vi kan få alle i det danske samfund med – herunder både etnisk danske lønmodtagere og lønmodtagere med en anden etnisk baggrund.
3F anerkender, at der er lommer, hvor man aktuelt har sværere ved at skaffe arbejdskraft end tidligere. Det gælder blandt andet inden for visse dele af bygge- og anlægsbranchen.
MEN: Den store og generelle mangel på arbejdskraft kan stadig ikke ses i hverken de nye lønstigningstal eller beskæftigelsestallene – der indtil videre er fortsat ufortrødent i vejret uden tegn på opbremsning. Den private beskæftigelse steg således 4.500 personer i juni måned og ligger 46.400 personer højere end i juni sidste år.
Beløbsgrænsen er ikke bare en bureaukratisk regel. Den er både et forsvar mod udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft og et forsvar for de mennesker i dette land, der ikke tjener de højeste lønninger.
At konkludere, at manglen på kvalificeret arbejdskraft pt. skulle være udbredt til mange brancher og være direkte væksthæmmende for Danmark, er at oversælge budskabet om arbejdskraftmangel og ikke retvisende for situationen på det danske arbejdsmarked. ■
At konkludere, at manglen på kvalificeret arbejdskraft pt. skulle være udbredt til mange brancher og være direkte væksthæmmende for Danmark, er at oversælge budskabet om arbejdskraftmangel og ikke retvisende for situationen på det danske arbejdsmarked
_______
Per Christensen (f. 1957) er forbundsformand i 3F. ILLUSTRATION: Østergaard (arkivfoto) [foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix]