16.08.2018

Lav levestandard og omfattende korruption får i disse dage massevis af rumænere til at protestere mod landets regering. Situationen i Rumænien er dog langtfra så enkel, som den umiddelbart ser ud. EU’s åbne arbejdsmarked og den medfølgende massive migration er medvirkende til den usunde politiske udvikling i landet og er derfor hele EU`s ansvar.

Af Ota Tiefenböck

RUMÆNERNE ER atter i gaderne og forlanger regeringens afgang og nyvalg. Det har de været med jævne mellemrum i mange år. Grunden til protesterne er nogenlunde den samme, som den har været siden landets opgør med den tidligere præsident Ceausescu og socialismen: Lave lønninger, som befolkningen knap nok kan leve af, de rumænske politikers magtbegær og personlige ambitioner på bekostning af samfundets interesser og voldsom korruption og nepotisme. Det er blot nogle af de mange problemer, som har præget Rumæniens politiske og samfundsmæssige udvikling siden 1989, og som bliver ved med at spøge i kulissen, uden at Rumænien for alvor kommer videre.

Ind i mellem får rumænerne nok og protesterer. Nogle gange opnår de, at en politiker går af eller erstatter en anden, men det sker nærmest aldrig, at protesterne bringer noget med sig, det rumænske samfund kan bevæge sig videre på. Der er nemlig ikke meget fundament at bygge på. En stor del af de aktive politikere har en blakket fortid og går mest op i personlige gevinster. Samtidig bor og arbejder de mennesker, der kunne være Rumæniens håb og muligvis kunne få Rumænien på ret spor, i Vesten.

De seneste seks dage er titusinder samlet i flere rumænske byer for at protestere mod landets regering med Det Socialdemokratiske Parti, PSD, i spidsen. Partiet sikrede sig magten ved valget i 2016. Dengang deltog kun 38 pct. af de rumænske vælgere. Mange valgte at blive hjemme, fordi de var frustrerede over, at Rumænien bliver ved med at døje med de samme problemer, og at ingen af de rumænske politiske partier er troværdige nok til at aflevere en stemme til.

 

Mange valgte at blive hjemme, fordi de var frustrerede over, at Rumænien bliver ved med at døje med de samme problemer, og at ingen af de rumænske politiske partier er troværdige nok til at aflevere en stemme til
_______

 

PSD HAR SIDEN valget, i koalition med centrumhøjre-partiet ALDE (Alliancen af Liberale og Demokrater), ført en kortsigtet populistisk politik som hovedsageligt baserer sig på belønning af egne vælgere gennem højere pensioner til ældre, højere lønninger i den offentlige sektor og ikke mindst favorisering af egne medlemmer. Det er bl.a. sket gennem ændringer af det rumænske retssystem med det formål at beskytte korruptionsanklagede PSD-partimedlemmer. Det gælder ikke mindst partiets formand, den to gange korruptionsdømte Liviu Dragnea, som fortsat er sigtet for pengevask og misbrug af europæiske bevillinger og til trods for anklagerne alligevel synes at være Rumæniens reelle leder. Dragnea har desuden en toårig betinget dom for valgsvindel fra 2012 og er i juni blevet idømt tre år og seks måneders fængsel i en sag om en fiktiv ansættelse af to partimedlemmer i statsadministrationen. Dommen hindrer ham dog ikke i at fortsætte sin politiske karriere, da han har anket afgørelsen, og der kan gå flere måneder, før hans sag bliver behandlet.

Dragnea kan på grund af sine domme dog ikke være premierminister, men det er mere eller mindre offentligt anerkendt, at det er ham, der er dukkeføreren i den rumænske regering, og at landets premierminister, Viorica Dancila, i stor udstrækning gør, hvad Dragnea fortæller hende. Dragnea er i øvrigt langt fra den første rumænske politiker med korruptionsanklager hængende på sig. Socialdemokraternes leder og tidligere premierminister Victor Ponta er ligeledes anklaget i en række sager om pengevask og skattesnyd, mens landets tidligere premierminister Adrian Nastase i 2014 blev idømt fire års fængsel.

PSD fik ved det seneste valg i 2016 en jordskredssejr med 46 pct. af stemmerne og den regerende koalitions flertal, kombineret med en splittet opposition, giver PSD mulighed for stort set at navigere frit rundt, som det ønsker, og afprøve rumænernes og EU’s grænser. Den rumænske opposition er splittet og mere eller mindre ikke-eksisterende. Det Liberale Parti slæber rundt på forskellige problemer fra fortiden – det er kun to år siden, at partiets formand, Vasile Blaga, måtte gå af på grund af korruption – mens de flere nyere partier mangler politisk erfaring.

 

Den rumænske opposition er splittet og mere eller mindre ikke-eksisterende
_______

 

DEN NUVÆRENDE SITUATION, som kommer efter en afskedigelse af chefanklager for en særlig korruptionsdomstol, Laura Kövesi, samt lancering af en eventuel rigsretssag mod landets præsident, Klaus Iohannis, er derfor formentlig en slags test af, hvor langt partiet kan gå, før landets befolkning og EU siger stop.

Kövesi blev afskediget af regeringen i marts, angiveligt på grund af magtmisbrug. Hendes afskedigelse trådte dog først i kraft i juli, da præsident Iohannis i første omgang afviste at skrive under, men afskedigelsen blev genbekræftet som lovlig af Rumæniens forfatningsdomstol. En måned senere, i begyndelsen af august, meddelte Dragnea, at den regerende koalition har udarbejdet flere anklagepunkter mod præsidenten og vil nu overveje, om partiet ønsker at iværksætte en rigsretssag mod ham. Beviser er der rigeligt af, har Dragnea udtalt. Det er ingen hemmelighed, at Dragnea og Iohannis langtfra er gode venner, og regeringens seneste tiltag er derfor en slags lakmusprøve for, hvor langt Dragnea og PSD kan gå.

Demonstrationerne er denne gang blevet organiseret af de mange rumænere, der mere eller mindre er blevet tvunget til at udvandre og arbejde i udlandet grundet de ringe levevilkår i Rumænien, og det efterlader et spinkelt håb for fremtiden. Organiseringen er sket over de sociale medier af rumænere i mange europæiske lande, og det tyder på, at rumænerne i udlandet enten har fået nok af hjemlandets politiske ledere eller blot ikke længere ønsker at se passivt til, hvad der foregår i deres hjemland.

Ifølge officielle statistikker arbejder 3,6 millioner rumænere i udlandet. Det reelle antal skønnes dog at være helt op imod fem millioner. Hovedparten af dem har i en længere periode boet i velfungerende demokratiske lande og kan på et tidspunkt, hvis de altså overhovedet orker at vende hjem igen, blive den demokratiske indsprøjtning og fornyelse, som Rumænien mangler i dag.

 

Ifølge officielle statistikker arbejder 3,6 millioner rumænere i udlandet. Det reelle antal skønnes dog at være helt op imod fem millioner
_______

 

HVORVIDT DET ER realistisk, burde ikke kun være Rumæniens ansvar, men også EU’s. Indførelsen af det åbne arbejdsmarked i EU, som i sin tid blev introduceret som en hjælp til de nye demokratier i øst, har nemlig snarere været til skade end gavn for Rumænien. Rumænien og flere andre østeuropæiske lande har ikke været parate til at blive indlemmet i ordningen, og derfor har de ikke været i stand til at deltage i den på lige vilkår. Det er de rige lande i Vesteuropa, der profiterer på ordningen, som sikrer de vesteuropæiske lande billig arbejdskraft i stillinger, ingen andre vil have, og fortsat økonomisk vækst. Ordningen har samtidig tømt Rumænien for landets mest ressourcestærke og veluddannede borgere, da det altid er de bedst uddannede, der smutter først. Det er borgere, som kunne have været med til at sikre Rumæniens demokratiske udvikling og gøre deres til, at landet udviklede sig til en retsstat på niveau med de vesteuropæiske. Deres tilstedeværelse i Rumænien ville også have gjort det nemmere for landet at tiltrække vestlige investeringer.

At få Rumænien på rette spor igen er derfor ikke kun rumænernes problem, det er i høj grad også EU’s. Et svækket og udemokratisk Rumænien på kollisionskurs med sin egen befolkning vil være ensbetydende med ustabilitet i regionen og dermed endnu et sted i Europa med risiko for konflikt. ■
 

Et svækket og udemokratisk Rumænien på kollisionskurs med sin egen befolkning vil være ensbetydende med ustabilitet i regionen og dermed endnu et sted i Europa med risiko for konflikt
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland