14.11.2018

OPINION af Ota Tiefenböck

En række begivenheder viser, at det centraleuropæiske Visegrad-samarbejde – bestående af Tjekkiet, Polen, Ungarn og Slovakiet – får en mere og mere betydningsfuld rolle i EU. De fire lande kunne i slutningen af juni notere sig en klar politisk sejr ved EU’s asyltopmøde i Bruxelles, hvor obligatoriske flygtningekvoter blev fejet af bordet, præcis som de fire lande havde ønsket. Samtidig får de fire landes tidligere så udskældte migrationspolitik flere og flere tilhængere blandt europæiske ledere, heriblandt den unge østrigske kansler, Sebastian Kurz, og den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer.

Italiens nye regering viser også interesse. Der er en pludseligt opstået sympati mellem især Ungarns premierminister, Viktor Orbán, og Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, som sidst i august mødtes i Milano. De to lande bliver især forenet af afmagt i forbindelse med EU’s håndtering af den migrationsudfordring, som siden 2015 har været Europas største udfordring – og som de europæiske ledere ikke har været i stand til (eller måske ikke ønsker) at løse. Italien presser på for at få etableret en solidarisk omfordeling mellem EU-landene og er dermed kritisk over for de centraleuropæiske landes klare afvisning af flygtningekvoter, men det er formentlig kun et spørgsmål om tid, inden landet for alvor slutter sig til de centraleuropæiske landes klare linje med hensyn til migration. På sit besøg i Italien sidst i august understregede Tjekkiets premierminister, Andrej Babiš, over for premierminister Giuseppe Conte, at tjekkerne ikke har i sinde at give efter for presset. “Nul illegale migranter til Tjekkiet”, sagde Babiš. Conte lyttede, i hvert fald ifølge tjekkiske medier, med forståelse.

De centraleuropæiske politikere synes efterhånden også at have en del af den vesteuropæiske befolkning med sig – i hvert fald dem, som føler sig svigtet af deres politikeres manglende handlekraftighed eller vilje til at løse problemerne. Uro og kriminalitet, som senest i den østtyske by Chemnitz eller ved det seneste knivangreb i Holland, synes kun at forstærke denne tendens.

Hvorfor skal nogen bestemme over os?
Det er 14 år siden, de fire Visegrad-lande blev en del af det Europa, de ellers altid har hørt til og blev adskilt fra efter Anden Verdenskrig. Skæbnen for Tjekkiet og Slovakiet blev beseglet i München i 1938, da deres tidligere allierede Storbritannien og Frankrig blev enige med Hitler i håbet om at undgå krig. 40 års kommunisme har gjort landenes returrejse til Vesten vanskelig. Deres økonomiske og kulturelle udgangspunkt efter 1989 betød, at de dengang ikke havde en jordisk chance for at være ligeværdige partnere. De vestlige lande, med en langt mere skånsom historie bag sig, var ikke blot et naturligt forbillede, men også et symbol på frihed og demokrati. Den rolle passede formentlig de gamle EU-lande godt – og understøttede deres behov for at styre Europas udvikling. Men den tid synes nu for alvor at være forbi: Centraleuropa vil nu også bestemme, hvor skabet skal stå, og ikke blot overlade beslutningsprocesserne til de vesteuropæiske lande. Alt tyder desuden på, at begejstringen for de liberale værdier, eller i hvert fald for den måde, de bliver præsenteret på i det vestlige Europa, er ved at være forduftet, og at den frihed, Vesteuropa repræsenterede for de tidligere østbloklande, ikke længere er en ægte frihed.

 

Alt tyder desuden på, at begejstringen for de liberale værdier, eller i hvert fald for den måde, de bliver præsenteret på i det vestlige Europa, er ved at være forduftet, og at den frihed, Vesteuropa repræsenterede for de tidligere østbloklande, ikke længere er en ægte frihed
_______

 

Det er snart 30 år siden, at de øst- og centraleuropæiske lande fik deres frihed tilbage. Dengang kunne det ikke gå hurtigt nok. Tilbage til gamle værdier, som de kommunistiske magthavere havde deres egen sære udlægning af: frihed, demokrati, værdighed. Men i dag, efter en vellykket genintegration i Europa, ser de centraleuropæiske lande anderledes på det vestlige Europa. Den vestlige liberalisme har i centraleuropæernes øjne alt for mange lighedspunkter med det system, man kom af med for 30 år siden. Ganske ubemærket, sådan som det var tilfældet under kommunismen, ændrer det nuværende system grundnormerne i samfundet og påtvinger befolkningen nye værdier. Man udskifter de gamle, traditionelle europæiske værdier – som frihed, patriotisme og kristendom – med værdier som multikulturalisme, multireligion, politisk korrekthed, globalisme og, for den sags skyld, accept af migration.

Det er efterhånden en udbredt holdning i de øst- og centraleuropæiske lande, at den frihed, man beundrede Vesten for, er blevet udskiftet med en slags subjektiv virkelighed, som bliver trukket ned over hovedet på befolkningen og gjort til en objektiv virkelighed. En ideologi eller subjektiv relativisme, som man – ligesom under kommunisterne – skal følge, hvis man ønsker at være en del af det fine selskab. En ideologi, hvis vogn de europæiske politikere, de vestlige mainstreammedier og en del af den vesteuropæiske befolkning er hoppet på. Man har ikke alene glemt de traditionelle værdier – men også de demokratiske grundværdier, ikke mindst respekten for modpartens holdninger. Det er nemlig et faktum, uanset om man kan lide det eller ej, at hovedparten af den øst- og centraleuropæiske befolkning ikke bryder sig om en påtvunget multikulturalisme. De ønsker ikke, at andre skal bestemme på deres vegne, når det gælder så vigtige spørgsmål som eksempelvis, hvem der skal bo i deres land. Fordi de har prøvet det før, er disse lande ganske følsomme over for at miste magten over deres eget samfund – hvad enten det sker i kommunismens navn eller i umiddelbart smukke tanker om humanisme.

Vendepunktet i 2015
Det er begivenhederne i begyndelsen af migrantkrisen i 2015 og de vestlige lederes handlingslammelse, der for alvor er blevet et vendepunkt for de centraleuropæiske landes syn på de europæiske værdier. I de fire lande opfatter man krisen sådan, at de vesteuropæiske lande mere eller mindre accepterer migration, ikke ønsker at beskytte de europæiske grænser og i virkeligheden – indhyllet i den vestlige politiske korrekthed – stiller migration og migranternes rettigheder højere end deres egne borgeres bekymringer og ønsker. En række terrorangreb gjorde ikke ligefrem situationen bedre, men understregede derimod, at migranternes kulturelle baggrund har en betydning for integrationen, der langtfra er så problemfri, som det i årevis er blevet proklameret.

De centraleuropæiske landes klare og migrationsafvisende linje blev i første omgang stemplet som usympatisk og populistisk. Det ungarske grænsehegn, som i henhold til EU-aftaler på sin vis blot var en ungarsk beskyttelse af Schengengrænsen, blev skældt ud af stort set samtlige vesteuropæiske lande. Efterfølgende er det blevet blåstemplet: I august besluttede EU at betale en tredjedel af omkostningerne til det. Men det er langtfra rigtigt, som eksempelvis Stine Bosse skriver i en kommentar i RÆSON den 23.8., at det dengang var i “overensstemmelse med EU’s forslag om bedre bevogtning af ydre grænser, der lå på statsledernes bord i maj 2015”.

 

De centraleuropæiske landes klare og migrationsafvisende linje blev i første omgang stemplet som usympatisk og populistisk. Det ungarske grænsehegn, som i henhold til EU-aftaler på sin vis blot var en ungarsk beskyttelse af Schengengrænsen, blev skældt ud af stort set samtlige vesteuropæiske lande. Efterfølgende er det blevet blåstemplet
_______

 

Ved topmødet i september 2015 blev Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet derimod skældt ud, da landene afviste obligatorisk omfordeling af 160.000 flygtninge. De tre lande, der stemte imod kvoterne, var ifølge kritikerne usolidariske og burde se tilbage på deres egen historie – ikke mindst på, dengang deres egne borgere flygtede fra kommunismen til Vesteuropa, hvor de blev modtaget med åbne arme. Sådan lød det fra den svenske migrationsminister, Heléne Fritzon. Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó, kvitterede straks med en protest imod at sammenligne ungarske flygtninge i 1956 med illegale migranter. Ungarske flygtninge har ifølge ham overholdt loven – de afventede, hvilket land der ville tage imod dem, mens ”illegale migranter rejser igennem flere sikre lande, bryder vores love og truer vores sikkerhed”.

Et helt andet billede
I dag har det politiske billede i Europa ændret sig totalt. De centraleuropæiske landes synspunkter får stigende opbakning og respekt og fremstår ikke længere nær så yderliggående, som nogle mente for blot tre år siden. Det bliver samtidig mere og mere tvivlsomt, hvorvidt de vesteuropæiske ledere i deres globaliserede og multietniske samfund overhovedet har deres befolkninger bag sig.

Centraleuropas syn på Europa og migration – samt på de gamle værdier som patriotisme, kristendom, frihed og demokrati uden politisk korrekthed – synes ikke længere kun at vinde frem hos centraleuropæerne. De appellerer til et stigende antal vesteuropæere og vil derfor i højere grad blive et reelt alternativ til den europæiske globalisme og multikulturalisme. Et alternativ, som formentlig bliver stærkere med tiden, dels på grund af nye tilhængere, dels på grund af Øst- og Centraleuropas stigende økonomiske styrke.

EU’s gamle medlemslande må indstille sig på, at tiden er løbet fra rollen som de alt- og bedrevidende – og at de øst- og centraleuropæiske lande ikke bare vil gøre, hvad de vestlige regeringschefer siger. Forslag: Den arrogance, som Vesten har mødt Øst- og Centraleuropa med, har givet bagslag. De gamle EU-landes syn på Europas udvikling og på de europæiske værdier vil i stigende grad blive udfordret, fordi Centraleuropa har et alternativ til den liberalisme, de selv står for. De må – på bedste demokratiske vis og i respekten for andres holdninger – indstille sig på, at deres syn på Europa ikke nødvendigvis er det rette. Og at det ikke nødvendigvis er, hvad deres egne befolkninger ønsker. ■

 

[De gamle EU-lande] må – på bedste demokratiske vis og i respekten for andres holdninger – indstille sig på, at deres syn på Europa ikke nødvendigvis er det rette. Og at det ikke nødvendigvis er, hvad deres egne befolkninger ønsker
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden