11.01.2018

Artikel 7-procedure mod Polen, obligatoriske flygtningekvoter og domssager mod medlemslande. Magtmidler er for alvor begyndt at afløse dialog i EU, og det vil i 2018 føre til en yderligere splittelse af det i forvejen ganske splittede EU.

Kommentar af Ota Tiefenböck

I midten af december iværksatte Europa Kommissionen en artikel 7-procedure mod Polen. Det er første gang i EU’s historie, at kommissionen forsøger at banke et medlemsland på plads ved hjælp af magt. Beslutningen er dog blot en fortsættelse af den linje, EU tog i september 2015, hvor en beslutning om obligatorisk fordeling af 120.000 (160.000) flygtninge – imod nogle af medlemslandenes vilje – blev vedtaget ved et flertal. Kommissionens beslutning om at sende Polen, Ungarn og Tjekkiets afvisning af flygtningekvoter til EU-Domstolen fremhævede i begyndelsen af december 2017 yderligere EU’s magtdemonstration.

Der kan være mange gode grunde til EU’s fremfærd i forhold til Polen og flygtningekvoterne. Tilhængerne af en hård linje peger på, at flertalsbeslutninger opfylder alle demokratiske spilleregler, og på de aftaler de øst- og centraleuropæiske lande har skrevet under ved deres indtræden i EU. I en kommentar i RÆSON skriver professor og EU-ekspert Marlene Wind, at “en utvetydig reaktion over for Polen er nødvendig”. EU vil ellers, mener professoren, “gøre sig medskyldig i knægtelsen af ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og domstolenes uafhængighed, noget Unionen ikke ville kunne overleve i længden”. Det er umiddelbart uklart, hvad Marlene Wind bygger sin forudsigelse på. Det er derimod ganske sikkert, at EU’s initiativ får den stik modsatte virkning. Magtanvendelse er langt fra den mest hensigtsmæssige måde at agere på, uanset hvad man mener om flygtningekvoter eller de polske retsreformer. Derudover vil man i Øst- og Centraleuropa sætte spørgsmålstegn ved ytringsfrihedens tilstand i henholdsvis Øst- og Vesteuropa. Her er den udbredte holdning nemlig, at den politiske korrekthed i Vesteuropa ikke blot hindrer den ytringsfrihed, Marlene Wind efterlyser, men også er medvirkende til, at EU træffer forkerte beslutninger og ikke er i stand til at løse de problemer, der opstår.

 

Beslutningen om at starte en artikel 7-procedure mod Polen er formentlig berettiget ud fra de aftaler, landet har skrevet under ved sin indtræden i EU. Men er det i sig selv berettigelse nok til at bruge så voldsomme midler over for landet? Og er det overhovedet i overensstemmelse med EU’s værdier?
_______

 

Dobbelte standarder
Det er et faktum, at EU, som betegner sig selv som et fællesskab baseret på værdier som tolerance, demokrati og frihed, for alvor er begyndt at bruge sine magtbeføjelser til at straffe de medlemslande, som har en anden holdning end den officielle politiske linje fastlagt i Bruxelles, hovedsageligt af det fransk-tyske lederskab.

Beslutningen om at starte en artikel 7-procedure mod Polen er formentlig berettiget ud fra de aftaler, landet har skrevet under ved sin indtræden i EU. Men er det i sig selv berettigelse nok til at bruge så voldsomme midler over for landet? Og er det overhovedet i overensstemmelse med EU’s værdier? I Øst- og Centraleuropa er den udbredte holdning, at EU ser gennem fingrene med en lang række andre forhold og aftalebrud. Eksempelvis Maastricht-kriterierne og de fælles retningslinjer for de offentlige finanser, som underskud på den offentlige saldo og den offentlige bruttogæld. De bliver kun overholdt af ganske få EU-lande – som regel de øst- og centraleuropæiske. Schengen-aftalen, som de fleste EU-lande – især de vesteuropæiske – ikke har været i stand til at overholde. EU har ligeledes accepteret, at Angela Merkel ganske egenrådigt og i strid med Dublin- og Schengen-aftalerne åbnede de tyske grænser for migranter i 2015. Dobbelte standarder optræder derudover også i striden om de fælleseuropæiske flygtningekvoter, hvor det foreløbigt kun er Malta, der har opfyldt sin kvote, mens det kun er Polen, Tjekkiet og Ungarn, som EU forsøger at straffe via EU-Domstolen. Her undgik eksempelvis Slovakiet en sag ved blot at tage imod 16 flygtninge, dvs. fire mere end Tjekkiet.

Et andet EU
Da de centraleuropæiske lande blev medlem af EU i 2004, så fællesskabet anderledes ud end det EU, der i dag tordner frem. Det var et fællesskab baseret på lighed, tolerance og respekt, men dagens EU bliver af den brede befolkning i Øst- og Centraleuropa i stigende grad sammenlignet med tiden under Sovjetunionen og den doktrin, der i 1968 blev iværksat af den sovjetiske leder Leonid Bresjnev, og som begrænsede de tidligere østbloklandes suverænitet og påtvang landene forpligtelser i forhold til Sovjetunionen og den socialistiske samfundsordning. Disse historiske kendsgerninger betyder, at Øst- og Centraleuropa ikke kan gøre andet end at tage afstand fra enhver form for diktat – og formentlig også er parat til at bære de omkostninger, det kan komme til at indebære.

Ungarn har allerede meldt ud, at landet vil nedlægge veto mod alle former for sanktioner mod Polen. Tjekkiet er foreløbigt tilbageholdende og vil afvente resultaterne af forhandlingerne mellem Polen og EU. Det er dog ikke usandsynligt, at også Tjekkiet vil bakke Polen op. Det kommende præsidentvalg i landet (12.-13. januar) vil med al sandsynlighed ende med, at landets nuværende præsident, Miloš Zeman, fortsætter på posten. I hvert fald ifølge de seneste meningsmålinger, som hovedsageligt peger på, at Zeman vinder valget. Zeman er kendt for sin kritik af EU, og hans position og indflydelse vil formentlig blive styrket af Andrej Babiš’ mindretalsregering, som – hvis den overhovedet opnår tillidserklæring i det tjekkiske parlament – skal vælge sine kampe med omhu og derfor vil gøre alt for at opretholde et godt forhold til Zeman. De centraleuropæiske lande vil sandsynligvis også nyde stigende opbakning fra andre lande – især i sagen om flygtningekvoter. Heriblandt fra den nye regering i Østrig, men muligvis også fra Danmark, da Lars Løkke Rasmussen på det seneste har betegnet tvungne flygtningekvoter som forkerte. Samme tendens ses i EU’s ledelse, hvor EU-præsident Donald Tusk har talt imod flygtningekvoter og stemplet dem som uduelige – formentlig også fordi han påtænker et comeback i polsk politik.

 

Det er umiddelbart svært at forestille sig, at EU’s magtfremfærd kan ende i andet end en fiasko – især hvis man ønsker at bevare EU som et fælleskab af 27 lande. Det er derfor ganske svært at forstå, at EU’s ledelse frem for dialog har valgt konfrontationens vej
_______

 

Store udfordringer
Det er umiddelbart svært at forestille sig, at EU’s magtfremfærd kan ende i andet end en fiasko – især hvis man ønsker at bevare EU som et fælleskab af 27 lande. Det er derfor ganske svært at forstå, at EU’s ledelse frem for dialog har valgt konfrontationens vej. Det er ligeledes forundringsværdigt, at EU har valgt at lancere artikel 7-proceduren mod Polen umiddelbart efter en omrokering i den polske ledelse og udskiftning på premierministerposten, hvor Mateusz Morawiecki er trådt ind i stedet for Beata Szydlo. Udskiftningen af Szydlo var muligvis et polsk forsøg på at indgå en dialog med EU i sagen om de polske retsreformer. Den seneste omrokering af den polske regering, hvor flere kontroversielle ministre er blevet udskiftet, styrker yderligere teorien om, at Polen lægger op til en dialog med EU.

Det er derudover ganske paradoksalt, at de lande, der hovedsageligt er torn i øjet på EU, nemlig Polen og Ungarn, samtidig er de EU-lande, hvor demokratisk valgte regeringer har den største opbakning.

Der er umiddelbart ikke nogen forbindelse mellem artikel 7-proceduren mod Polen og de tvungne flygtningekvoter, men begge dele bliver i Øst- og Centraleuropa forstået som magtdemonstrationer. En trussel mod landenes suverænitet, som oven i købet hovedsageligt kommer fra lande, hvor en forkert politik og politisk korrekthed har skabt store problemer med blandt andet indvandring. Problemer, som man hverken har eller ønsker at få i Centraleuropa.

At sammenligne EU med Sovjetunionen er naturligvis overdrevet, men det er en udbredt opfattelse i nogle af de øst- og centraleuropæiske lande, at det pres og de trusler, EU fremsætter over for disse lande, ligner de midler, der blev brugt i Sovjetunionen. Det kan ikke bringe noget godt med sig. Det tog Sovjetunionen mange år at kollapse. Denne proces kan gå noget hurtigere i EU og det især, hvis EU svigter de værdier, hele unionen har hvilet på fra sin begyndelse, og erstatter dem med magt. ■

 

At sammenligne EU med Sovjetunionen er naturligvis overdrevet, men det er en udbredt opfattelse i nogle af de øst- og centraleuropæiske lande, at det pres og de trusler, EU fremsætter over for disse lande, ligner de midler, der blev brugt i Sovjetunionen
_______

 

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag) er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa, Balkan og Kaukasus og chefredaktør på nyhedsmediet Mr. East. Dækker området for flere danske og enkelte norske medier og medvirker som kommentator vedr. øst- og centraleuropæiske forhold i radio og TV.

ILLUSTRATION: Polens premierminister Mateusz Morawiecki og EU-præsident Donald Tusk, december 2017 [foto: Wibroe Dabkowski/Polfoto]