Ota Tiefenböck: De seneste dages uroligheder i Ungarn viser, at selv ikke Orbán er usårlig

Ota Tiefenböck: De seneste dages uroligheder i Ungarn viser, at selv ikke Orbán er usårlig

20.12.2018

.

Det ungarske regerings ubestridte magt ser ud til at have skadet dens evne til at vurdere sine beslutninger. Det forærer landets opposition en chance for at samle sig igen. Det interessante bliver, hvad det får af konsekvenser.

Af Ota Tiefenböck

Det ungarske regeringsparti, Fidesz, og landets premierminister, Viktor Orbán, har mere eller mindre ubestridt magt i Ungarn. Vedtagelsen af den seneste lov om overarbejde tyder dog på, at denne ubestridte magt efterhånden har skadet Orbáns evne til at vurdere, hvad der er politisk klogt og uklogt. En evne til at vurdere, hvilken reaktion en given lov vil udløse hos landets befolkning, og hvilke politiske konsekvenser den vil få for den indenrigspolitiske situation. Det er nemlig svært at se den nye ungarske lov om overarbejde på en anden måde end som et politisk selvmål for regeringspartiet – og en ren foræring til landets opposition.

Den omtalte lov regulerer antallet af overarbejdstimer, en arbejdsgiver kan pålægge den enkelte arbejdstager, fra 250 til 400 timer. Loven giver desuden arbejdsgiverne mulighed for at godtgøre det afholdte overarbejde i en periode på tre år og ikke som tidligere ét år. Den vækker naturligvis jubel hos de ungarske arbejdsgivere, og den er formentlig også en god måde at mindske Ungarns problemer med mangel på arbejdskraft på. Den ungarske regering har dog tydeligvis ikke overvejet i tilstrækkelig grad, hvilke reaktioner den vil udløse hos den ungarske befolkning.

Loven, som dele af den ungarske befolkning kalder ”slaveloven”, har udløst protester over hele landet. Protesterne er i mange tilfælde blevet til som en spontan reaktion, men de har givet den ungarske opposition en anledning til at sætte sig selv i fokus, og alt tyder på, at oppositionspartierne har grebet denne chance. Flere ungarske politiske kommentatorer melder om et tidligere uset sammenhold i den ellers splittede ungarske opposition. Alle oppositionspartier – fra de liberale til socialisterne og det højreorienterede Jobbik – deltager ved protesterne.

 

Affæren får formentlig ikke den store betydning for den aktuelle situation i Ungarn, men kan få det for oppositionspartiernes selvopfattelse og deres kontakt til den ungarske befolkning
_______

 

Protesterne havde søndag fået tilnavnet ”God jul hr. premierminister”, og det lykkedes i samme ombæring de ungarske oppositionspolitikere at sætte fokus på andre problemer i det ungarske samfund. Især den ungarske regerings styring af de statslige medier modtog kritik. 13 oppositionspolitikere og medlemmer af det ungarske parlament forsøgte nemlig søndag aften at få oplæst demonstranternes krav på den statslige tv-station MTVA. Det blev pure afvist, og nogle af dem blev efterfølgende tvunget til at forlade bygningen. Andre tilbragte natten i tv-stationens bygning i protest. Affæren får formentlig ikke den store betydning for den aktuelle situation i Ungarn, men kan få det for oppositionspartiernes selvopfattelse og deres kontakt til den ungarske befolkning. Oppositionspartierne har desuden varslet flere protester i den kommende tid, og de bliver bakket op af landets fagforeninger.

Premierminister Orbán og hans Fidesz-parti er foreløbigt ikke kommet med mange kommentarer til situationen. Den overvejer formentlig sine næste skridt med omhu. Den oplagte løsning er at erkende sin fejl og sætte i bakgear – det vil efter alt at dømme være den mindst skadelige løsning for Fidesz; og den eneste, hvis protesterne ikke skal brede sig. Vælger Orbán at tilbagekalde loven, er det svært at forestille sig, at protesterne – på den korte bane – får betydelige konsekvenser for regeringen, og de vil snarere tjene som en påmindelse om, at heller ikke Viktor Orbáns træer kan vokse op i himmelen. Protesterne kan dog få en stor betydning for oppositionspartierne, da de kan fungere som en håndgribelig påmindelse om, at samarbejde er den eneste vej frem, hvis de nogensinde skal kunne gøre sig forhåbninger om at vælte Orbán af magten. ■

 

Vælger Orbán at tilbagekalde loven, er det svært at forestille sig, at protesterne – på den korte bane – får betydelige konsekvenser for regeringen, og de vil snarere tjene som en påmindelse om, at heller ikke Viktor Orbáns træer kan vokse op i himmelen
_______

 



Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag) er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa, Balkan og Kaukasus og chefredaktør på nyhedsmediet Mr. East. Dækker området for flere danske og enkelte norske medier og medvirker som kommentator vedr. øst- og centraleuropæiske forhold i radio og TV. ILLUSTRATION: Demonstranter mod Orbán og loven om overarbejde 16. december [foto: Omar Marques/Scanpix]