08.07.2018

Centraleuropa står idag klar med et reelt alternativ til den vestlige liberalisme som promoveres af EU’s gamle medlemslande. De ønsker et Europa, der går tilbage til sine rødder – hvor frihed, patriotisme, kristendom og traditionelle familieværdier ikke er skældsord.

International kommentar af Ota Tiefenböck

EN RÆKKE begivenheder viser, at det centraleuropæiske Visegrad-samarbejde – bestående af Tjekkiet, Polen, Ungarn og Slovakiet – får en mere og mere betydningsfuld rolle i EU. De fire lande kunne i slutningen af juni notere sig en klar politisk sejr ved EU’s asyltopmøde i Bruxelles, hvor obligatoriske flygtningekvoter blev fejet af bordet, præcis som de fire lande har ønsket. Samtidig får deres tidligere så udskældte migrationspolitik flere og flere tilhængere blandt europæiske politikere, heriblandt den unge østrigske kansler Sebastian Kurz [se foto] og den tyske indenrigsminister Horst Seehofer. Det samme sker i den del af den vesteuropæiske befolkning, som føler sig svigtet af de vestlige politikeres manglende handlekraftighed i forhold til asylansøgere.

Men der er også andre emner i spil. I denne weekend deltager 16 øst- og centraleuropæiske lande i et topmøde med Kina, for at styrke deres samhandel med den nye stormagt. Mødet, der afholdes i Sofia, er ikke velset i de vesteuropæiske EU-lande, som ikke bryder sig om, at de øst- og centraleuropæiske EU lande handler på egen hånd. Men Tjekkiets premierminister Andrej Babis har kvitteret for bekymringen med en forsikring om, at landene blot ønsker en bedre handelsbalance med Kina.

DET ER 14 ÅR siden, de fire lande blev en del af det Europa, de ellers altid har hørt til og blev adskilt fra efter Anden Verdenskrig. Skæbnen for Tjekkiet og Slovakiet blev beseglet i München, da deres tidligere alliancepartnere Storbritannien og Frankrig blev enige med Hitler i håbet om at undgå krig. 40 års kommunisme har gjort landenes returrejse til vesten vanskelig. Deres økonomiske og kulturelle udgangspunkt efter 1989 betød, at de dengang ikke havde en jordisk chance for at være ligeværdige partnere.
De vestlige lande, med en langt mere skånsom historie bag sig, var ikke blot et naturligt forbillede, men også et symbol på frihed og demokrati. Den rolle passede formentlig de gamle EU-lande godt – og understøttede deres behov for at styre Europas udvikling. Men den tid synes nu for alvor at være forbi: Centraleuropa vil nu også bestemme, hvor skabet skal stå og ikke blot overlade beslutningsprocesserne til de vesteuropæiske lande. Alt tyder desuden på, at begejstringen for værdierne i det vestlige Europa er ved at være forduftet.

 

Centraleuropa vil nu også bestemme, hvor skabet skal stå og ikke blot overlade beslutningsprocesserne til de vesteuropæiske lande
_______

 

DET ER SNART 30 år siden, at de øst- og centraleuropæiske lande fik deres frihed tilbage. Dengang kunne det ikke gå hurtigt nok. Man ville tilbage til gamle værdier, som de kommunistiske magthavere havde deres egen, sære udlægning af: Frihed, demokrati, værdighed. I dag, efter en vellykket genintegration i Europa, ser de centraleuropæiske lande anderledes på det vestlige Europa. Den vestlige liberalisme har i centraleuropæernes øjne alt for mange lighedspunkter med det system, de kom af med for 30 år siden. Ganske ubemærket, sådan som det var tilfældet under kommunisterne, ændrer det nuværende system grundnormerne i samfundet og påtvinger befolkningen nye værdier. Man udskifter de gamle traditionelle europæiske værdier – som frihed, patriotisme og kristendom – med værdier som multikulturalisme, multireligion, politisk korrekthed, globalisme og for den sags skyld: accept af migration.

DET ER BEGIVENHEDERNE i begyndelsen af migrantkrisen i 2015 og de vestlige lederes handlingslammelse, der for alvor er blevet et vendepunkt for de centraleuropæiske lande syn på de europæiske værdier. I de fire lande opfatter man situationen sådan, at de vesteuropæiske lande mere eller mindre accepterer migration, ikke ønsker at beskytte de europæiske grænser og i virkeligheden – indhyllet i den vestlige politiske korrekthed – stiller migranternes rettigheder højere end deres egne borgeres bekymringer. En række terrorangreb gjorde ikke ligefrem situationen bedre – men understregede derimod, at migranternes kulturelle baggrund har en betydning for integration, der langtfra er så problemfri, som det i årevis er blevet proklameret.

 

Ganske ubemærket, sådan som det var tilfældet under kommunisterne, ændrer det nuværende system grundnormerne i samfundet og påtvinger befolkningen nye værdier
_______

 

De centraleuropæiske landes klare og migrationsavisende linie blev i første omgang stemplet som usympatisk og populistisk. Det ungarske grænsehegn, som i henhold til EU-aftaler på sin vis blot var en ungarsk beskyttelse af Schengengrænsen, blev skældt ud af stort set alle de vesteuropæiske lande. Og kritikken ramte både Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, da de tre lande afviste obligatorisk omfordeling af 160.000 flygtninge ved topmødet i september 2015 og stemte imod kvoterne. Kritikerne kaldte dem usolidariske og opfordrede dem til at se på deres egen historie – ikke mindst: Dengang deres egne borgere flygtede fra kommunismen til Vesteuropa, hvor de blev modtaget med åbne arme.

MEN I DAG, tre år senere, har billedet ændret sig totalt. De centraleuropæiske landes synspunkter får stigende opbakning og respekt og fremstår ikke længere nær så yderliggående. Det bliver samtidig mere og mere tvivlsomt, hvorvidt de vesteuropæiske ledere i deres visioner om globaliserede og multietniske samfund overhovedet har deres befolkninger bag sig. Centraleuropas syn på Europa og migration samt på de gamle værdier (som patriotisme, kristendom, frihed og demokrati uden politisk korrekthed) synes ikke længere kun at finde genklang hos centraleuropæerne. De vinder frem hos et stigende antal vesteuropæere og vil derfor i stigende grad blive et reelt alternativ til den europæiske globalisme og multikulturalisme. Et alternativ, som formentlig bliver stærkere med tiden, dels på grund af nye tilhængere – dels på grund af Øst- og Centraleuropas stigende økonomiske styrke.

DE GAMLE MEDLEMSLANDE må indstille sig på, at tiden er løbet fra deres rolle som de alt- og bedrevidende. De vil også opdage, at deres syn på Europa ikke nødvendigvis er det rette – og ikke nødvendigvis er, hvad deres egne befolkninger ønsker. Dette syn på Europas udvikling og på de europæiske værdier vil i stigende grad blive udfordret – simpelthen fordi Centraleuropa har et alternativ til det liberalisme, de selv står for. Forhåbentlig vil politikerne i vest formå at lytte – netop i respekt for de demokratiske værdier. Den arrogance og bedrevidenhed, som man i Øst- og Centraleuropa stadig ofte møder hos de vestlige landes ledere, viser i hvert fald ikke den rette vej at gå. ■

 

Den arrogance og bedrevidenhed, som man i Øst- og Centraleuropa ofte møder hos de vestlige landes ledere, viser i hvert fald ikke den rette vej at gå
_______